IPCC burde lære af REO

IPCC udgav sidste måned sin seneste rapport Managing the Risks of Extreme Events and Disasters to Advance Climate Change Adaptation (SREX) et digert værk på næsten 600 sider.

Og lad os få liget på bordet fra starten: Det er også et helt ubrugeligt værk.

Dem der har indset at de skal handle, har ikke brug for at slæbe sig igennem 600 sider fyldt med chartjunk og pædagogiske forklaringer.

Dem der ikke vil se tingene i øjnene og på hvem den pædagogiske indsats var møntet, læser ikke rapporten til at begynde med.

Præcis som når REO bliver ved med at "oplyse befolkningen bedre om atomkraft" er der tale om 100% energispild.

Det er lidt trist at se forskere og ingeniører falde i denne grøft gang på gang, men det er så forudsigeligt som det er trist, når subjektive objektivister møder folk der får deres fakta fra massemedier der filtreres kommercielt og politisk.

Og hånden på hjertet: Vi kender det jo alle sammen.

Vi fremfører fakta og forventer at modparten når samme indlysende konklusion som os.

Når de ikke gør, gentager vi fakta, for der må jo være noget de har overhørt.

Hvis det ikke virker, fylder vi endnu flere fakta på.

Og til sidst beslutter vi os for at de simpelthen må være {dumme|røde|korrupte|inkompetente} eller noget i den stil.

Guderne skal vide at vi ofte har ret i den vurdering, men det forandrer ikke på det faktum at vi ikke fik solgt sagen.

Nogle sager kan man kun vinde ved at tabe først.

Indkøb af nødstrømsanlæg og ekstra computerkapacitet er det jeg har mest erfaring med: Først når det er gået galt forstår ledelsen at det er en fornuftig investering i parathed.

Det er, uanset hvor meget det piner mig at sige det, ikke et klokkerent bevis på ledelsens inkompetence, for indtil det går galt mangler de to datapunkter: Sandsynligheden og konsekvensen.

Uanset hvor mange sigmaer og integraltegn vi skriver, er det meget få af os der kan levere de data på en overbevisende måde, dertil opfattes usikkerhederne som for store.

I bund og grund skylds det at mennesker er elendige til at estimere sandsynligheder: Vi overvurdere hvor ofte det går godt og undervurdere hvor ofte og hvor galt det kan gå.

Men når strømmen er gået, eller det tager 33 dage at rette en fejl i en månedsfakturering, så har vi det lig på bordet der skal til at skaffe handling.

Vi er nået til samme punkt med klimaforandringer.

Videnskaben har udlagt fakta i ulidelig detaljeringsgrad.

Objektivt set er der ikke noget at være i tvivl om.

Men der mangler stadig en begivenhed der transformerer "det går nok" til "oh shit."

Når man kigger på de overordnede geofysiske tendenser lige nu, er der meget der tyder at den begivenhed er på vej:

USA har sat 15.000 varmerekorder i marts alene.

phk

Poul-Henning Kamps billede
Poul-Henning Kamp
er selvstændig open source-softwareudvikler. Han skriver blandt andet om politik, hysteri, spin, monopoler, frihedskampe gør-det-selv-teknologi og humor.

Kommentarer (25)

Lad os i et tankeeksperiment antage, at der ikke pågår nogen global opvarmning. Kunne man da konkludere, at den varmeste marts i USA er registreret, og vejrsituationer i fremtiden ikke ville kunne føre til en ny varmerekord? Envidere, hvis ikke man "kun" havde haft 15000 termometre, men 100000, så havde man sat endnu flere varmerekorder.
Hvis du vil overbevise skeptikere, så har du ret i, at de anvendte metoder ikke er gode nok, men dit eget eksempel er ikke bedre.

  • 0
  • 0

Jeg mener tværtom.

Mennesket ved at der en ende på livet og nyder når det går godt, men de som har råd tegner forsikringer og sparer op, hvis de skulle være så heldige at blive gamle ;o)

  • 0
  • 0