intelligent transport bloghoved

Ingen krise skal gå til spilde

Første gang jeg hørte de meget tankevækkende ord ”Ingen krise skal gå til spilde” var fra Obamas stabschef Rahm Emanuel tilbage i 2009. Og Churchill har vist også sagt noget lignende.

Og vi bør nok alle gentage ordene i disse Coronatider.

For selv om vi står i en meget svær krise, så skal vi ikke blot lægge os ned og vente på det går over.

Vi bør alle overveje, om der ikke er noget positivt vi kan bringe med, når vi kommer over på den anden side.

Og vi er i gang med at komme over på den anden side.

De mindre børn er i skole igen, jeg er blevet klippet hos min frisør.

Vi bevæger os langsomt mod ”normale” tilstande.

Vi har i denne karantænetid ændret meget på vores adfærd. Vi holder afstand til andre, er mere sammen med de nærmeste, mange arbejder hjemmefra og møder afholdes elektronisk. Og skolebørnene har fået erfaring med fjernundervisning.

Før vi spoler tilbage til normale tilstande, så skal vi evaluere, om der ikke er noget af det, vi kan bringe med.

Jeg hører fra skolekredse, at de har fået meget værdifuld erfaring med fjernundervisning, som også fremover kan anvendes, bl.a. overfor sygdomsramte børn.

Og når vi snakker trafik, så har jeg i disse spalter skrevet meget om, hvordan vi kan skabe bedre mobilitet.

Og her er en af løsningerne, at vi alle kører mindre i bil og især i spidstimerne.

Vi skal ikke gå over til udelukkende at arbejde hjemmefra. Vi skal selvfølgelig mødes. Arbejdet kan udmærket være en vekselvirkning mellem hjemmearbejde og arbejde på kontoret.

Danske Bank har etableret hjemmearbejdspladser for deres 19.000 ansatte og det med gode erfaringer. Og hvis disse ansatte arbejder hjemmefra én gang i ugen, vil vi kunne spare 4000 daglige pendlerture.

En reduktion af spidstimetrafikken med 10% vil spare CO2. Og den vil på de større indfaldsveje til byerne formentlig også betyde 20% mindre trængsel på disse veje.

Så der er samfundsmæssigt meget at spare ved at vi også i fremtiden arbejder en del hjemmefra, hvis vi har mulighed herfor.

Og der vil også kunne spares megen transport og arbejdstid ved fremadrettet at bruge webmøder, som her under Coronakrisen.

Jeg ved godt, at det selvfølgelig ikke er alle, der har mulighed for at arbejde hjemmefra. Mange job kræver fysisk tilstedeværelse på arbejdspladsen. Men for nogle er det en mulighed. Og på nogle arbejdspladser har man måske opdaget fordele ved at holde webmøder frem for fysiske.

Jeg vil derfor konkret foreslå, at alle relevante arbejdspladser skal lave en plan for hvilke medarbejdere, der også fremover kan arbejde mere hjemmefra og en strategi for anvendelse af webmøde i den daglige forvaltning.

Og jeg hører gerne, hvilke overvejelser du selv har gjort dig. Hvis du i denne Coronakrise arbejder mere hjemmefra, vil du så være interesseret i at fortsætte?

For ingen krise skal gå til spilde…

Svend Tøfting er trafikekspert hos IDA, har været formand for interesseorganisationen ITS Danmark og været ansat i Region Nordjylland. Han har endvidere i 30 år været ansvarshavende redaktør af fagbladet Trafik&Veje og var medlem af SIRI-kommissionens transportgruppe. Valgt til ITS World Congress Hall of Fame - Lifetime Achievement Award for Europe - 2019
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Kommunerne bør indrette særlige tele_arbejdspladser, som er udstyret med det bedste IT udstyr, så man kan cykle til sin tele_arbejdsplads og arbejde derfra. Mange gør sig i diss tider erfaringer med IT systemer som Skype, Microsoft Teams o.lign. og finder ud af hvor elendige de er i kvalitet. Det må kunne gøres bedre. På den lokale tele_arbejdsplads får man nye kolleger, så det alligevel er som at gå på arbejde.

  • 6
  • 5

hvor er du klog. Mage til intelligente banale bemærkninger skal man lede længe efter:

Jeg vil derfor konkret foreslå, at alle relevante arbejdspladser skal lave en plan for hvilke medarbejdere, der også fremover kan arbejde mere hjemmefra og en strategi for anvendelse af webmøde i den daglige forvaltning.

Og jeg hører gerne, hvilke overvejelser du selv har gjort dig. Hvis du i denne Coronakrise arbejder mere hjemmefra, vil du så være interesseret i at fortsætte?

Bortset fra at mine personlige fremtidsplaner ikke rager dig, kunne du indledningsvis starte med at fremlægge dine egne - sådan bare for en god pædagogisk ordens skyld, så du ikke - sikkert uforskyldt - fremtræder som et selvindbildt overmenneske

I øvrigt rart at vide, at du har været hos frisøren.

  • 6
  • 26

For pølsemanden at arbejde hjemmefra. Ligeledes vil skorstensfejeren og skraldemanden sygeplejersken og børnepædagogen glæde sig til at se det udstyr som vil gøre det muligt. Fortsæt selv .....sarc on.

  • 6
  • 18

Mange gør sig i diss tider erfaringer med IT systemer som Skype, Microsoft Teams o.lign. og finder ud af hvor elendige de er i kvalitet.

De er ikke elendige.

Jeg arbejder i en organisation med 80000 ansatte verden over. 8000 alene her i Belgien. Vi har nu i 6 uger arbejdet hjemmefra med Skype, Office 365 i skyen, VPN fra laptops, eller VDI over Citrix. Det fungerer rigtig godt. Vi har dog udeladt at møderne skal være med video. Det er rigeligt at snakke sammen.

Der er absolut ikke noget at udsætte på møderne. Faktisk er de bedre end de møder vi har hvor der er et mødelokale involveret med en konference telefon, da man sjældent kan høre hvad det bliver sagt af halvdelen af deltagerne i lokalet.

Derudover har vi registreret en højere produktivitet i alle led. Vi får simpelthen mere fra hånden end når vi er på kontoret.

Jeg ser ikke frem til at skulle tilbage til kontoret, og dermed spilde 8 timer om ugen på at sidde i trafikken.

  • 18
  • 0

De er ikke elendige.

Mine børn bruger Microsoft Teams og Google Meet i skole og fritid. (Samt lidt Facebook-messenger og snapchat 1:1 videosamtaler)

Jeg bruger Cisco Webex Online og en eller anden Cisco on-prem-løsning, som er gearet til vores dedikerede videolokaler, men kan bruges hvorsomhelstfra og med snart hver en klient du kan komme i tanke om.

De fungerer alle fremragende 99,9% af tiden. Elendig er ihvertfald ikke et ord, som falder mig ind i den sammenhæng.

Steen, førhen holdt vi primært vores telekonferencer som audio-only. Nu er vi skiftet til også at have video på for det meste. Det giver så meget ekstra, at jeg vil sige, at det er det jeg allermest vil tage med mig, når vi kommer ud på den anden side. Prøv det :)

  • 4
  • 0

Mine børn bruger Microsoft Teams

Jeg har netop deltaget i et forløb organiseret af Politiken med brug af Microsoft Teams. Det skabte vild forvirring og mange af deltagerne droppede ud. Jeg tror problemet er, at IT udviklerne vil have alt for mange muligheder med og derfor ender det med at blive meget uigennemskueligt. Det må kunne gøres bedre. IT har stort potentiale, men gør det overskueligt.

  • 2
  • 2

Jeg tror ikke, at jeg med glæde vil arbejde mere hjemmefra, end jeg har gjort tidligere (i snit ca. 1 dag om ugen).

Her under corona-balladen har jeg arbejdet hjemmefra på fuld tid. Rent pratisk og teknisk har det fungeret fint, og (hvis jeg selv skal bedømme det) har både produktivitet og kvalitet været mindst det samme som før, men jeg synes ikke om det.

En ting er, at jeg mangler den daglige uformelle kontakt med mine kolleger, både fagligt og kollegialt. Formelle og aftalte møder fungerer fint, men den daglige faglige krydsbestøvning over en kop kaffe, et kig ind på nabokontoret for lige at høre ad om X eller Y etc. mangler.

Mit arbejde giver ikke meget feedback i sig selv. Jeg savner rigtigt meget den feedback, det giver at gøre noget i en sammenhæng med andre. Det føles lidt som at råbe ned i en dyne. Jeg har tidligere arbejdet mere hjemme fx med at skrive kode, og, for mig, har den type arbejde fungeret bedre som hjemmearbejde - det indeholder mere feedback i sig selv.

Værst er, at jeg mangler den struktur på hverdagen, som det giver at arbejde på min arbejdsplads. Efter et par uger synes jeg, at grænserne mellem arbejde og privatliv bliver mere og mere udviskede. Det er vanskeligt at afgøre, hvornår jeg er på arbejde, og hvornår jeg ikke er.

Hverdagen bliver en underlig grumset blanding af arbejde og fritid - arbejdsdagene har det med at blive længere og længere, og det bliver sværere og sværere at lukke for computeren, forlade skrivebordet og lave noget andet. Det hænger måske sammen med, at mit konkrete arbejde ikke rummer egen feedback - det er svært at afgøre, hvornår det er "godt nok".

Både min smukke viv og jeg arbejder hjemme på fuld tid her under lukningen, og vi kan begge mærke den samme effekt - før kom vi hjem omkring kl 17, og var så hjemme fra arbejde. Nu bliver det let sådan noget gåen lidt til og fra, og "skal lige gøre noget færdigt" frem til kl 18, og måske lige en ekstra time senere på aftenen, bare fordi det er der.

Jeg savner også mine timer i toget. Det har været mit faglige osteklokke-frirum, hvor jeg har kunne fordybe mig i ny faglig litteratur, få ordnet læsning af rapporter m.m., uden nogen forstyrrelser. Både praktisk (vi er to hjemmearbejdende voksne + en hjemmegående gymnasieelev i et lille hus) og mentalt, hvor forstyrrelserne er uundgåelige, savner jeg de 2 x 1:20 i ostklokken hos DSB.

Så, selv om det har fungeret, så tror jeg ikke, at jeg kommer til at arbejde mere hjemmefra.

/Bo

  • 7
  • 0

Hej Svend. Tak for dit indlæg. Det er naturligvis en god ide at sprede trafik, når muligt. Men: Med erfaringer fra Coronustiden - er det så en god ide at genetablere tætheden i den offentlige trafik? Er det ikke dig selv, der har skrevet, at vi af koronakrisen har lært, at end også samkørsel vil medvirke til spredning af vira?

  • 1
  • 1

Her under corona-balladen har jeg arbejdet hjemmefra på fuld tid. Rent pratisk og teknisk har det fungeret fint, og (hvis jeg selv skal bedømme det) har både produktivitet og kvalitet været mindst det samme som før, men jeg synes ikke om det.

Jeg har det på samme måde. Jeg har et job, hvor jeg sagtens kan arbejde hjemmefra fuld tid, men jeg er ikke vild med det. Jeg savner den ikke-digitale kollegiale sparring og i det hele taget det sociale på arbejdspladsen. Men erfaringen vi kan tage med os fra denne tid er måske, at flere end forventet (af chefen) rent faktisk kan arbejde hjemmefra, og at møder godt kan afholdes digitalt på f.eks. teams, selvom jeg ikke er vild med det (Der er selvfølgelig også sjove og pudsige ting ved at holde video møder. Man kommer til at se hvordan kollegaerne bor, og mange af os har set hinandens børn i denne tid :-)).

Muligheden for at arbejde hjemmefra er selvfølgelig begrænset af om man har et arbejde, der helt eller delvist kan gøres foran skærmen.

Noget andet er, at mange af os ikke har et godt ergonomisk hæve-sænke skrivebord derhjemme, eller ønsker at afsætte plads til det i hjemmet (med mindre vi skal arbejde hjemmefra i flere år). Mon ikke vi kommer til at se flere med ryglidelser i den kommende tid - specielt med tanke på, at fysioterapi har været lukket ned.

  • 5
  • 0

Naeste fase

"Coronakrisen satte først ind i sidste halvdel af marts, så der venter en meget større økonomisk lussing i andet kvartal, hvor nedturen kan blive 4-5 gange så stor, siger han i en skriftlig kommentar."... er analysen af dagens 4,8 bnp fald i USA.

https://finans.dk/okonomi/ECE12107433/usas...

Så.. Også vi i Danmark, får nok behov for at se på "ingen krise skal gå til spilde" flere gange.

Hvordan takler vi det... Vi fik et bølge skvulp første gang... Og naeste gang kan det vaere en Sunami bølge.

Hvordan klarer vi det?

Du skriver klogt "Vi bør alle overveje, om der ikke er noget positivt vi kan bringe med, når vi kommer over på den anden side"

og måske bør man tilføje... Det er nu vi skal forberede naeste bølge.

  • 0
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten