Patentkontoret bloghoved

Hvorhenne? Jeg vil da have patent i hele verden!

Det er sjældent, at en kunde faktisk bruger de ord, men det er ikke helt unormalt, at de gerne vil have et ”Verdenspatent”. Men så nemt er det desværre ikke, for verdenspatenter findes ikke. Det har været lidt oppe at vende før, at vi ikke har et internationalt patentsystem, og at reglerne er forskellige i forskellige lande. Forskellene skal jeg nok tale mere om næste gang, men lad os først se på, hvordan man alligevel kan få et bredt patent.

Nogle lande har ingen patenter

Hvis man havde uendelige ressourcer og var tålmodig nok til at ansøge om patent i alle lande et af gang, ville man stadig ikke kunne få patent i hele verden, for der er nogle få lande, der intet patentsystem har.

Der er i dag 9 lande, der ikke er interesserede i den slags: Eritrea, Maldiverne, Marshalløerne, Mikronesien, Myanmar, Palau, Sydsudan, Østtimor og Somalien.

I resten af verden er det muligt at få patent af den ene eller anden art, nogle samarbejder i større eller mindre grad om systemer, der nogle gange ligner hinanden og nogle gange er overraskende forskellige.

”Verdenspatent” og PCT-systemet

Når man let kan komme til at tro, at der alligevel findes et verdenspatent, er det ikke så sært, for man kan nemlig finde talrige ansøgninger med landekoden WO – og det er netop på såkaldte internationale ansøgninger.

Selvom vi ikke kan blive enige om en fælles patentlov, har mange lande heldigvis alligevel kunnet lave nogle samarbejdsaftaler. Mest kendt er nok PCT-systemet baseret på the Patent Cooperation Treaty, hvor der i skrivende stund er 153 lande med.

Med PCT-systemet kan man indledningsvist lægge billet ind på en opfindelse i alle landede i forbundet. Først efter 18 måneder er man så nødt til faktisk at beslutte, hvilke af medlemslandene, man endeligt vil søge om patentet i.

En PCT-ansøgning – altså en ansøgning med WO-landekoden – kan ligge til baggrund for en senere patentansøgning, men kan ikke i sig selv blive godkendt. I modsætning til andre ansøgninger, der på et tidspunkt kan blive til patenter, holder PCT-ansøgninger bare døren åben for at få ansøgninger ind i medlemslandende, hvor det så senere vil blive vurderet, om der skal udstedet patent. Det gør, at man kan udskyde beslutningen om hvor og i mellemtiden finde ud af, hvor meget man vil satse på opfindelsen.

En fælles vurdering

PCT-ansøgninger holder dog ikke kun døren åben. I PCT-fasen får man også lavet en søgning på kendt teknik indenfor opfindelsens felt samt en indledende vurdering af patenterbarhed. Man indleverer altså sin ansøgning som en PCT-ansøgning til en patentmyndighed (det kunne for eksempel være på det Europæiske patentkontor EPO eller myndigheden i USA eller Japan), hvorefter de laver søgningen og en vurdering. Man kan godt rette til og argumentere i denne fase, ligesom hvis man indleverer en normal ansøgning og på den måde forhåbentligt komme tættere på en positiv anbefaling, men det er ikke et krav, at man gør det i løbet af PCT-fasen.

Vurderingen, der bliver lavet i PCT-fasen er kun en anbefaling og er altså ikke bindende. Den bliver til gengæld sendt videre til alle de lande, man sidenhen søger et patent i, så det kan stadig godt få indflydelse på hvor nemt eller svært det bliver at få et patent. Det er dog med forskel, hvor tungt de forskellige patentkontorer vægter anbefalingen.

Søgningen og anbefalingen hjælper også ansøgeren i at lave en strategisk plan. Hvis der bliver fundet mange ting, der minder om opfindelsen, kan det for eksempel være bedre at lade ansøgningen falde med det samme, frem for at skulle have ansøgt i en masse forskellige lande for at få at vide fra dem alle sammen, at den altså ikke går. Det giver også tid til at undersøge markederne og finde ud af, hvor i verden det egentlig er relevant at få et patent.

Verdenskort fra wiki-commons farvelagt efter patentsamarbejder. Lilla lande er med i PCT-systemet, orange lande er ikke med i PCT, men følger Pariskonventionen, grå lande er ikke med i nogen af samarbejderne, og de grøntfarvede lande har intet patentsystem. Illustration: Wikicommons, tilrettet

Prioritet og reservering af patentmuligheden

Den første internationale aftale om patentsamarbejde, hvor man med en ansøgning kunne reservere retten i flere lande skete med the Paris Convention tilbage i 1883. På det tidspunkt var det utroligt svært at sikre sig, at man indleverede sin ansøgning samtidig i flere lande, og dermed ikke risikerede at spænde ben for sig selv. Breve sendt over lange distancer kunne tage måneder om at komme frem, og derfor fik man oprettet det fælles prioritetssystem. Med det kan man indlevere sin ansøgning først i et enkelt land og så reservere indleveringsdatoen, for sidenhen at indlevere i andre lande og referere tilbage til den første dato.

Prioriteten strækker sig i et år, fordi man trods alt burde have haft muligheden for at få indleveret alle sine ansøgninger indenfor den tidsramme.

Prioritetssystemet kan kombineres med PCT-systemet, så man samlet set kan få 2½ år, før man endelig skal have lagt sig fast på, hvor i verden man egentlig vil ansøge.

Nu om stunder er det selvfølgelig meget nemmere at indlevere i flere lande samtidig, fordi det kan gøres elektronisk, men vi har stadig prioritetssystemet. Det er dels en sikkerhed i tilfælde af, at der er bøvl med internetforbindelsen, og dels bliver det i dag brugt til at sikre den overordnede idé, imens der videreudvikles og bekræftes, at den virker som forventet.

Pariskonventionen tilbyder ikke en samlet vurdering eller søgning, blot muligheden for at sikre den første dato som en ansøgning indleveres på. Til gengæld er der hele 177 lande, der er med i den aftale, så den har større rækkevidde.

Man skal dog være opmærksom på, at man ikke kan få prioritet for mere end den oprindelige idé. Hvis man får en god idé og så finder ud af, at man kunne tilføje noget til den, kan det godt lade sig gøre at lave en ny ansøgning på baggrund af prioriteten, men alt hvad der er nyt, får sin beskyttelse fra den dag, hvor det er blevet tilføjet til ansøgningen.

Hvad synes I, burde man kunne tage et samlet patent verden over, eller er det bedre at holde sig til de mindre samarbejder?

Emner : Patenter
Louise Floor Frellsen er fysik-ingeniør, ph.d. og postdoc fra DTU og nu patentrådgiver hos Chas. Hude. Bloggen Patentkontoret opdaterer hun hver anden mandag skiftevis med betragtninger fra IP-verdenen og med eksempler på alverdens finurlige patenter.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Rigtig god pointe, man behøver slet ikke så langt væk endda.

Vejen de fleste danske patentansøgere tager, vil som regel være, først at sende en ansøgning ind til den danske patent- og varemærkestyrelse (dkpto), for så inden for et år at udnytte at have prioritetet igennem Pariskonventionen for derefter at føre den videre som PCT enten det ene eller det andet sted.

  • 0
  • 0

Når så mange lande har adgang til en patentansøgning, er der så ikke en risiko for, at en skurk i et patentkontor fra et andet land, nupper idéen inden man selv har fået et reelt patent?

  • 1
  • 0

Det burde kun være den ene sagsbehandler, der foretager patentsøgning og behandling af patentansøgningen, som får den at se, før offentliggørelsen ved 18 måneder. Det er derfor ikke sådan, at f.eks. kinesiske eller amerikanske sagsbehandlere kan se en PCT-ansøgning før offentliggørelsen, også selvom PCT-ansøgningen dækker Kina og USA.

Efter 18 måneder har alle (skurk på patentkontor eller ej) adgang til hele ansøgningen via offentlige onlinedatabaser og kan bygge videre på ideen.

Offentliggørelsen finder normalt (og altid hvis PCT-ruten bruges) sted, før sagsbehandleren har afgjort, om et patent kan udstedes eller ej. Du har derfor ret i, at det er en risiko, at andre forbedrer ens opfindelse, allerede før man får et patent.

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten