saga space architects rumarkitekter månehabitat

Hvorfor tog vi på en simuleret månemission til Grønland, og hvordan var det?

Sidste gang, jeg skrev til denne blog, sad jeg i vores hjemmebyggede månehabitat, LUNARK, over tusind kilometer nord for polarcirklen. Jeg havde været der sammen med min makker, Sebastian Aristotelis, i 53 dage, og havde stadig over en måned tilbage, inden vi blev fragtet hjem fra den golde planet, til civilisationen og vores kære familie og venner. Det er nu to måneder siden, jeg landede i en tom coronaramt lufthavn i Kastrup, og jeg har haft lidt tid til at fordøje oplevelsen. Projektet, som er beskrevet i flere artikler her i Ingeniøren, bestod i at designe og bygge et prototypemånehabitat og teste det samt dets indvirkning på vores psykologiske velvære i ekstreme månelignende omgivelser. Men hvorfor er det relevant? Og hvad lærte vi? Det vil jeg reflektere over i dette blogindlæg.

Billede af habitatet taget under Polarnatten Illustration: Karl-Johan Sørensen

Kolonisering af Månen – en moderne realitet

Menneskets udforskning af det ydre rum er en realitet, der ligger for døren. Teknologisk set er vi kommet meget længere end ved Apollo-missionerne under den kolde krig, og snart åbner rummets porte sig for en ny strøm af astronauter. Denne gang bliver raketterne flertallige og større. Planen er at opbygge mere permanente bosættelser. Først på Månen og senere på Mars. Som NASA siger det: ”We are going to the Moon – to stay.” Men hvad skal der virkelig til, for at mennesker kan overleve og trives på fjerne himmellegemer?

Behovet for simulerede missioner

Et menneske placeret på Månens grå, livløse overflade, er nok noget af det skrøbeligste man kan forestille sig. For at overleve er der nogle helt basale behov, der skal opfyldes. Behovet for ilt, varme, mad, vand, søvn, og hygiejne. At møde de behov i et vakuum 385.000 km fra jorden er en teknisk udfordring uden lige. Men det er blot grundlaget for overlevelse. Mennesket er en mere kompliceret størrelse, som har flere behov end de helt basale. Mere kvalitative behov. Livsglæde, psykologisk velvære og mentalt overskud er nogle af de mere uhåndgribelige behov, vi har. Hvis man virkelig vil kolonisere Månen og bo der på længere sigt, skal også de behov imødekommes. Men hvordan gør man det?

Vandretur i det golde månelignende landskab omkring habitatet. Illustration: Karl-Johan Sørensen

Først må man sætte sig ind i udfordringerne ved en udenjordisk hverdag. Men at forstå sindstilstanden for en astronaut på Månen er ikke nemt. Månen er så fremmed et sted, så fjernt fra vores virkelighed på Jorden, at det hurtigt bliver meget spekulativt. Vi mangler noget at sammenligne det med. Det var derfor, vi tog til Grønland. Hvis vi skulle gøre os noget håb om at designe fremtidens måneboliger, måtte vi finde en måde at mærke på vores egen krop og sind, hvordan det føles at sidde indespærret i en månekapsel. Med LUNARK opsatte vi så ekstrem og realistisk en månemission som muligt for at drage erfaringer, der kan bidrage til fremtidens månearkitektur. Habitatet i sig selv er en prototype fyldt med en masse spæde teknologier, som i fremtiden kan gavne astronauters velvære. Skallen består af rigide kulfiberpaneler, som kan folde sig ud fra en kompakt transporttilstand og bliver 7,5 gange større. Materialerne er nøje udvalgt, og rumfordelingen optimeret til at få absolut mest ud af hver enkel kvadratcentimeter. I habitatet monterede vi sensorer, og vi udfyldte spørgeskemaer hver morgen og aften til de 7 psykologiske studier, der blev udført på os. Lige nu bliver data fra missionen analyseret, og et hold psykologer går igennem vores spørgeskemaer. Deres konklusioner må vi vente med, men her er nogle af mine egne tanker om de tre måneder.

Habitatets main-room. Karl-Johan tv., Sebastian th. Illustration: Karl-Johan Sørensen

Selv det ekstreme bliver hverdag

Da jeg kom hjem, spurgte min kæreste mig, hvad det mest overraskende var ved oplevelsen. Mit ærlige svar var, at jeg var overrasket over, hvor udramatisk det havde været, og hvor få overraskelser missionen bød på. Dagligdagen i Danmark er meget komfortabel, og jeg har ikke før i mit liv oplevet isolation, potentiel livsfare, og indespærring. Derfor virkede ideen om tre måneder alene i Jordens hårdeste klima på grænsen af dumdristig. Men det, jeg oplevede på missionen, var, at hverdagen hurtigt faldt på plads. Mennesket har en fantastisk tilpasningsevne og kan vænne sig til ekstreme leveforhold. Vi vænnede os til at sno os rundt om hinanden på de 4,37 kvadratmeters gulvareal, tolerere hinandens forskelligheder og acceptere ensformigheden i mad og manglen på eksterne stimuli. Det er gode nyheder for designerne bag NASA's planlagte Artemis-missioner, som allerede nu har udvist interesse i resultaterne af vores psykologiske evalueringer.

Circadian lights havde positiv effekt

En vigtig grund til, at vi tog så langt Nordpå, var for at opsøge de unikke lysforhold i Arktis. Månens dag-nat-cyklus er nemlig meget anderledes end her på Jorden. Den varer 28 jord-dage, og på polerne er lyset stort set konstant. Vi har som alle andre organismer på Jorden en finjusteret 24-timers døgnrytme, som styrer en masse processer i kroppen såsom søvn, kropstemperatur, homonproduktion og metabolisme. En forstyrret døgnrytme kan have alvorlige konsekvenser for helbredet, og derfor var en vigtig del af LUNARK at finde en erstatning for Solens naturlige gang, man kan tage med ud i rummet. For at løse problemet udviklede vi det, vi kalder et Circadian Light System. Det bestod af fem LED-paneler fordelt i habitatet. De to største over vores skriveborde. Effekten var meget overbevisende, og hver dag nød vi de forprogrammerede varierende solnedgange. Selvom vi ikke så Solen i de sidste 20 dage af missionen, føltes Danmark stadig mørkere til sammenligning, da vi endelig kom hjem. Sebastian siger, at han overvejer at installere Circadian-paneler i sin lejlighed i indre København, da den virker mørk og kold sammenlignet med habitatets belysning.

Karl-Johan iført LUNARK rumdragt og rumhjelm. Illustration: Karl-Johan Sørensen

En tur til Månen sætter ting i perspektiv

Ofte går det først op for en, hvad man har efter man mister det. I 90 dage isolerede vi os frivilligt fra alt. Så ingen mennesker, spiste pulvermad, havde intet internet, og tog ikke et eneste brusebad. Nu, når jeg er hjemme og er blevet genforenet med Danmark, kan jeg ikke lade være med at smile af begejstring over dagligdagens vidunderlige muligheder. Turen til 'Månen' har sat tingene i perspektiv. Jeg føler mig taknemmelig for al den plads, jeg kan boltre mig på i min lille kollegielejlighed. Jeg føler mig så heldig, hver gang jeg handler ind til aftensmad eller cykler en tur ned til søerne. Vi glemmer det en gang imellem, men den moderne verden er i bund og grund et vidunderligt sted fyldt med liv og muligheder, man nemt tager for givet.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Faldt først nu over denne eksterne artikel, hvor der jo står noget mere: https://videnskab.dk/teknologi-innovation/...

Det 1. blokindlæg her på Ing var noget skrabet, så jeg lidt overvejede om I sad i fars garage.. - undskyld. Artiklen på videnskab.dk rummer en masse detaljer, inkl. mere personlig og ret underholdende. Fra havfruer til 'urine big trouble'. Næste gang, hvis I blogger flere steder, læg evt. link til mest udfyldende information.

Lavpraktisk: i stedet for at bruge så mange kræfter og en hel måned på at banke habitatets lange jordankre i, kunne man måske gøre som geologer i Grønland. Vi lagde tunge sten på en ydre krave af teltdug. selv en spirrevip uden store muskler kunne med tilstrækkelig motivation klare dette på ½ time. Man bliver så hurtig til at trille tunge ting, når arktisk storm i form af faldvind pludseligt opstår ud af det blå. Kunne man med en mindre udbygning/modificering af jeres forankring og brug af månesten spare tid og kræfter?

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten