Hvorfor man ikke kan sammenligne Suborbitals og Rejsekortet

Jeg vil give dig ret i at hvis jeg satte mig for at lave en erstatning for Rejsekortet, på samme måde som CS har sat sig for at få en mand i rummet, så ville jeg ikke kunne sejle ud i Østersøen og mere eller mindre køre mit eget løb. Jeg ville være tvunget til at samarbejde med og overtale et hav af aktører, herunder investorer, politikere, ledere i traffikselskaber, buschauffører, togkonduktører, ejere af billetkiosker og ikke mindst borgere (herunder handicappede og andre med særlige krav) - alt sammen indenfor dansk lov og ret.

Jeg ser dog sammenligningen mere som en beklagelse over at det er vilkårene i dag end som en påstand om at det på nuværende tidspunkt er "nemt" at gennemføre et projekt under de vilkår. Man kan godt bruge CS til at reflektere lidt over om det virkelig behøver at være sådan fremadrettet.

Kunne ikke lade være med at bygge videre på din ide:
DANSK Offentlig Rumfarts Kommission - DORK... :)

Men man kan slet ikke

Men man kan slet ikke sammenligne de to verdener.  

Jo. Og du gør det faktisk selv:

Forskellen ligger i noget som jeg tit nævner her på bloggen - nemlig passion og det at lære gennem at lege med et problem.  

Den eneste måde at finde en forskel på, er jo ved at sammenligne to størrelser. Det er jo noget volapyk at sige man kun kan sammenligne to ens tal fordi de er ens, mens det ikke kan lade sig gøre at sammenligne 2 forskellige tal.

Det er derfor der findes andre sammenligningsoperatorer end "=".
"<" og ">" for eksempel.

I en overflodsøkonomi som vores har penge mistet deres motiverende kraft, og virker nærmest modsat i visse tilfælde (http://www.ted.com/talks/dan_pink_on_motiv...) - og netop stritter projekter og produkter drevet af passion (CS) netop ud; Fordi det er den rene og skære motivation der driver jer, og I derfor arbejder hen imod jeres mål drevet af den rene lyst til at nå netop dette mål (og ikke bare et større tal på en konto).

Ikke fordi jeg prøver at undervise dig i motivation og passion - jeg tror du er kongen af motivation og passion :-)

Der findes mange lavtlønnede i Danmark, der stadigt motiveres af økonomi. Overflodsøkonomien, er kun et problem for de højtlønnede, altså ingeniører. Men, mon ikke, at de fleste ingeniører har så meget, at pengene ikke er det som driver værket?

Imidlertid, tror jeg heller ikke at vi får de bedste resultater, hvis pengene skal drive motivationen. At lade penge styre motivationen, er en slags top-down diktatur, der sjældent fører noget godt med sig. Det er et system, der kun bør bruges i nødstilfælde. Og typisk, fungerer det kun overfor lavtlønnede. Formålet med lave lønninger, er netop at lønningerne er lave, fordi det arbejde de udfører, helst skal dikteres af diktatorer. Diktatorerne får så høj løn for at yde dette job, og kalder sig selv ansvarlige.

Hyperkompleksitet

Jeg vil give dig ret i at hvis jeg satte mig for at lave en erstatning for Rejsekortet, på samme måde som CS har sat sig for at få en mand i rummet, så ville jeg ikke kunne sejle ud i Østersøen og mere eller mindre køre mit eget løb. Jeg ville være tvunget til at samarbejde med og overtale et hav af aktører, herunder investorer, politikere, ledere i trafikselskaber, buschauffører, togkonduktører, ejere af billetkiosker og ikke mindst borgere (herunder handicappede og andre med særlige krav) - alt sammen indenfor dansk lov og ret.

Jeg ser dog sammenligningen mere som en beklagelse over at det er vilkårene i dag end som en påstand om at det på nuværende tidspunkt er "nemt" at gennemføre et projekt under de vilkår. Man kan godt bruge CS til at reflektere lidt over om det virkelig behøver at være sådan fremadrettet.

Dette job, er jo ikke udviklernes opgave. Udviklerne har som opgave, at udvikle noget, fordi de syntes det er sjovt. Herefter, er det sælgernes opgave at sælge dette, og få folk til at bruge det, fordi at udviklerne har syntes, at det var sjovt at udvikle. Naturligvis, er der tilfælde, hvor sælgerne ikke kan sælge produktet - men sådan er det jo også med rejsekortet. Når produktet kommer til kunderne, siger de ofte nej.

Som udvikler, vil man dog langtfra stå tabt bagefter. Økonomerne gør, og sælgerne gør. Men ikke udviklerne. For en økonom, er en virksomhed der har udviklet et produkt der ikke fungerer, eller et produkt, som har slået fejl en fiasko. Virksomheden er konkurs. Jeg husker på DTU at vores underviser i økonomi, forklarede at en sådan konstruktion var INTET værd. Jeg rystede på hovedet, fordi han underviste ingeniører.

For ingeniørerne er projektet nemlig noget værd: Ingeniørerne har fået erfaring, og lært noget. Projektet indeholder måske delprojekter og forskning som er lykkedes. Og ofte, så har et fejlslået projekt, medført mere forskning og udvikling, der kan bruges, end projekter der er gået økonomisk godt. Men på grund af økonomernes fejlslåede økonomiske opfattelse, så går virksomhederne fallit, uanset de står med guldgruben. Og guldgruben går i bedste fald videre, på grund af medarbejdernes erfaring. Som et eksempel, så kan en virksomhed måske udvikle en af verdens første GSM mobiltelefoner i Danmark, monteret i et 19 tommer rack. Virksomheden er fallit. Men bagefter, strømmer konkurrenterne til, for at få deres ingeniører. De er mange penge værd. For de har fået erfaring. Og for landet, er den konkurs virksomhed, i alt en gevinst.

Som det er i dag, så satser virksomhederne snæversynet på resultater - og ikke mellemresultatet. Mellemresultatet forstår kun ingeniørerne. Det som betyder noget for "almindelige mennesker", politikere, og økonomer, er hvad det skal bruges til i den sidste ende. Ikke hvad det indeholder af udviklede komponenter og erfaring. Og hvilken forskning, som der udføres, for at opnå projektet. Det er en stor katastrofe, at der ikke satses mere på mellemresultater, end på resultater. Mellemresultater - eller forskning - kan bruges generelt. Det er dem, man skal satse på ikke tabes. Resultaterne er kun skabt til at forældes.

Men, det er mellemresultaterne der rummer den største potentielle gevindst. Det er her forskning og erfaring er.

Folk tror på alt hvad der er skrevet på et billede og delt på nettet, helt uden kritisk sans.

Der er masser af falske citater, som folk også bare blindt hopper på, fordi det står på et billede på nettet.

Det er jo noget volapyk at sige man kun kan sammenligne to ens tal fordi de er ens, mens det ikke kan lade sig gøre at sammenligne 2 forskellige tal.

Men hvilket tal er bedst?

Tallet 4 er bedre end 3 til at være lig 4, men hvis det ikke er meningen at 3 skal være lig 4, så er det jo en helt ligegyldig sammenligning.

Nej Peter, det har ikke noget med penge at gøre – penge kan være en fantastisk motivationsfaktor. Jeg har gennem min karriere været igennem mange projekter hvor der har været enorm gejst, hvor alle har forsøgt at nå noget stort og hvor alle har knoklet for at finde løsninger. Man behøver ikke bygge raketter eller ubåde for at nå derhen.

Det der gør at mange projekter ender som rejsekortet og alle de andre er styringsmetoderne.

Fejl #1: Krav defineres i detaljer før projektstart
I mange tilfælde forsøger man at minimere risici ved at definere alle krav før projektets start. I statens tilfælde lægger man derefter projektet i udbud. Dette ender næsten altid galt fordi det er uhyggeligt svært at lave detaljerede krav – ofte bliver man først klar over detaljerne langt senere i projektet. Det hele bliver ikke bedre af at krav-stillerne ofte er helt grønne på området (dvs. grønne mht. stille krav til systemer) og derfor laver for mange fejl. Endnu værre er det når krav kommer fra en komite som handler det ene krav mod det andet og som tillader modstridende krav.

Fejl #2: Det er for svært at ændre krav
Ofte skal kontrakter genforhandles når krav skal ændres undervejs og under alle omstændigheder er det noget bøvl. Derfor skubbes fejlagtige krav foran projektet indtil man kan lave en noget-for-noget handel. For eksempel sker det at en udvikler opdager at to krav er modstridende – dette bruges senere til at handle flere penge eller mere tid. I en mere rationel model ville man løse problemet tidligt og dermed billigere.

Fejl #3: Styring af projektet går kun på om milestones nås
Når udviklere har opdaget at den primære styringsmekanisme for projekter er hvorvidt milestones nås, så vil alle estimater automatisk blive større (for at have en hemmelig buffer) og alle vil sige nej til selv fornuftige ting, hvis disse ikke lige hjælper projektet frem på kort sigt. I praksis vil ingen forsøgt at levere lidt mere end krævet og alting vil tage mindst den tid de er estimeret til.

Fejl #4: Manglende forståelse af individuelle forskelle
Afdøde Steve Jobs udtalte at forskellen mellem en gennemsnitlig udvikler og en stjerne udvikler kunne være 1 til 25 (og nogen steder siger han 1:100). Man kan diskutere forholdet, men når man helt ser bort fra individuelle forskelle, så ender man ikke med den bedste mand til jobbet.

Der er alle mulige grunde til at store projekter vælger som de gør, men samlet sænker de produktiviteten kraftigt. Heldigvis er I ikke ramt af nogen af ovenstående. Blandt andet derfor kan I bevæge jer meget hurtigt. Held og lykke!

Denne lille film opsummere det meget godt https://www.youtube.com/watch?v=u6XAPnuFjJc

Ja, det er sa en god film og det passer meget godt!

Ja, det er jo den der bliver henvist til i debattens første indlæg.

Fejl #1: Krav defineres i detaljer før projektstart
I mange tilfælde forsøger man at minimere risici ved at definere alle krav før projektets start. I statens tilfælde lægger man derefter projektet i udbud. Dette ender næsten altid galt fordi det er uhyggeligt svært at lave detaljerede krav – ofte bliver man først klar over detaljerne langt senere i projektet. Det hele bliver ikke bedre af at krav-stillerne ofte er helt grønne på området (dvs. grønne mht. stille krav til systemer) og derfor laver for mange fejl. Endnu værre er det når krav kommer fra en komite som handler det ene krav mod det andet og som tillader modstridende krav.

Historisk har der været lige så mange tilfælde, hvor problemet har været at kravene ikke har været defineret tilstrækkeligt godt på forhånd.

Det har så medført manglende nøglefeatures eller alternativt eksploderende pris efterhånden som udbudsvinderen sætter regning på de ekstra features der ikke var med i det oprindelige udbud.

En løsning kunne være at indføre et uafhængigt mellemled mellem udbyderne og licitationen - en specificator, hvis job det er at få kravene forhandlet på plads inden udbuddet og som bonus-lønnes dels efter hvilken pris og tidshorisont udbudsvinderen tilbyder (jo lavere og hurtigere jo bedre) og dels hvor godt det endelige projekt følger pris, krav og plan.

I burde undervise i ledelse og motivation. Rejsekortet er offentligt projekt, hvor et er politisk bestemt at noget skal opfindes. Den motiverende belønning og tak fra kunderne tager politikerne da det er dem som skal ud og vise vidunderet frem. Se på IC4 hvordan politikere og chefer flygter og skyder skylden på andre.(Politikere motiveres af stemmer)

Anyway, jeg er imponeret og stolt over jeres arbejde i Copenhagen Suborbitals.

http://www.youtube.com/watch?v=u6XAPnuFjJc

For ved den søde grød vi har også vores tekniske problemer.

ALLE ordentlige projekter har problemer: Når man prøver noget som ikke er lavet før så vil man lave fejl, dumheder og klamphuggeri fordi man naturligvis ikke på forhånd har lært hvordan man laver noget som ikke tidligere har eksisteret.

Der hvor tingene kører af sporet er når man ikke tolererer fejl - det er der man får den fyldige hyper-detaljerede kravspecifikation, QA-management-planen med certificering af processerne, projektplanen med milestones og dagbøder, samt "mintruth"-afdelingen til at kommunikere hvor godt det går uanset hvad der i øvrigt sker.

Fejl #4: Manglende forståelse af individuelle forskelle
Afdøde Steve Jobs udtalte at forskellen mellem en gennemsnitlig udvikler og en stjerne udvikler kunne være 1 til 25 (og nogen steder siger han 1:100). Man kan diskutere forholdet, men når man helt ser bort fra individuelle forskelle, så ender man ikke med den bedste mand til jobbet.

Ofte er svært at vurdere på forhånd, hvem der er bedst til jobbet. Mange forstår ikke, den store gevinst som er i dobbeltudvikling: Sættes flere uafhængige udviklere på sagen, er langt større sandsynlighed for, at et af holdene får projektet i hus - også til tiden. Men, der er ofte også gevinst fra dem, der ikke når det - f.eks. kan ske, at de opfinder nye metoder, og at de bliver kvalificerede til, at kunne vurdere fejlene hos dem der bliver først færdig. Flere fungerende projekter, kan hvis de er udviklet til det, kunne run-time sammenlignes og fungere som reference til hinanden, således at de kan tjekke hinanden. Er der f.eks. en softwarefejl, så vil det kunne opdages automatisk, fordi resultaterne sammenlignes. Er der tre eller flere, kan eventuelt kobles de dårlige dele ud, og de kan søges genstartet, hvis der er tillid til, at de kan bidrage til større sikkerhed.

Jeg har set mange opgaver, der er blevet afleveret hurtigt, og hvor udviklerne påstod, at det fungerede - mens at en test viste, at selve algoritmen ikke fungerede, og var det pureste spind. Det kan være svært at leve op til personer, der aflevere opspind, og som får deres resultater godkendt, af for velvillige testere.

Der kan også være forskel på kvalitet af softwaren - f.eks. svartid. Nogle, kan garantere svartiden, og sikrer at data ikke fylder for meget i hukommelsen så det kan skalleres. Mens hurtigt udviklet software, ofte viser sig, at ikke kunne fungere når det skalleres op i fuld skala, har lange svartider, fungerer tungt, eller helt taber "forbindelsen". Og det viser sig ofte, at der ikke er tænkt nok på sikkerheden.

... åndsvag sammenligning... slet og ret.

Offentligt finansieret rejsekort vs. drengerøvsprojekt!

Det må være noget du har tænkt på længe, Peter Madsen.

Du forventer, implicit, at mennesker lægger samme passion i et offentligt projekt, som de ville lægge i, at lave en barneseng til deres nyfødte.

Jeg hylder din passion for jeres projekt, og følger interesseret med fra sidelinien, men dine blogs er af og til tå-krummende at være vidne til.

Du er lidt af en flyder: Nogle gange siger du noget vildt smukt, og andre gange lukker du lort ud.

Du burde holde dig til det, du er bedst til; at bygge raketter.

Overlad det politiske til os voksne (der gerne ville bygge raketter, men er.... for voksne).

At kode kompleks software er svært.
At kode kompleks software under umulige præmisser er endnu sværere.
Premisserne ved kodning af rejsekortet var en sådan "umulig præmis".

En klog mand havde stillet spørgsmålstegn ved det uegnede design af takstsoner som endvidere havde en umulig overbygning af diverse forskellige rabatordninger.

Opgavestilleren har afvist at der kunne ændres ved de oprindelige umulige præmisser.
Derfor det dårlige resultat med rejsekortet.

Hvis nogen havde givet Peter Madsen opgaven:
Tag denne gamle Nilfisk støvsuger og ombyg den til en raket.

Peter Madsen ville have sagt: Gu vil jeg ej. Jeg vil selv definere de fysiske rammer for min raket.

Men Thales, havde ikke rygrad til at sige NEJ.
Så Thales gik i gang med at ombygge en gammel Nilfisk støvsuger til en rumraket.
Og det var Dumt. Vi har set resultatet af dette umulige projekt.

Sikke en...

... åndsvag sammenligning... slet og ret.

Offentligt finansieret rejsekort vs. drengerøvsprojekt!

Det må være noget du har tænkt på længe, Peter Madsen.

Du forventer, implicit, at mennesker lægger samme passion i et offentligt projekt, som de ville lægge i, at lave en barneseng til deres nyfødte.

Hvorfor ikke? Mange, laver hobby projekter med RFID aflæsere, og bruger måske dagligt offentlige transportmidler. De vil måske finde fornøjelse i, at tjekke ind og ud, med deres rejsekort system. Hvorfor, skulle et offentligt finansieret rejsekort system, ikke kunne udvikles af entusiaster?

Jeg tror, at svaret er meget simpelt. Fra start, er besluttet at projektet ikke skal udvikles af entusiaster. Der sættes krav i udbuddet til, at det skal være en stor velrenommeret udenlandsk virksomhed. Og, så er man til gengæld villig til, at betale ca. en milliard for en "RFID aftaster". Rejsekort projektet, er et tydeligt top-down projekt, hvor der ikke satses på, at dem der udvikler det er entusiaster - og ved at signalere villighed til at betale et stort beløb, signaleres også, at dem man ønsker til udviklingen, er grådige finansmænd, og ikke entusiasterne. Er de grådige finansmænd heldige, kan de måske ansætte nogle entusiaster, der får en lille skilling, for at udvikle projektet. Mens finansmændene nupper pengene.

DSB's projekter - f.eks. IC4 - minder i pris/hvad man får, med CIA projekter, hvor der betales 40.000 kroner, for et toiletsæde. Naturligvis, går disse penge til den Italienske mafie, eller Libyens Gadaffi. Men det er alt sammen et større politisk spil der er bag det.

"Så der er noget du har misforstået - sammenligningen er ikke min - det jeg gør at at reagere på at nogen har lavet den og bruger den politisk."

Den er modtaget. Jeg fejllæste.

"Du forventer, implicit, at mennesker lægger samme passion i et offentligt projekt, som de ville lægge i, at lave en barneseng til deres nyfødte."

Ja, det gør jeg. Apollo programmet var f.eks. et offentligt projekt. For ellers forstå jeg ikke hvorfor de gider. At få flere ud af bilerne og over i den offentlige trafik - ved at strømligne måden vi køber billetter på er 100 % et godt formål og et der burde vække passionen.

Bortset fra, at jeg er 100% uenig i, at vi skal have folk over i den offentlige trafik (jeg tror ikke på menneskeskabt global warming, eller Israel som den onde stat), så må jeg bøje mig: Hvis folk tror nok på et offentligt projekt, som Apollo, så skal de nok følge op.

... jeg har dog svært ved at forestille mig samme opbakning til rejsekortet i den danske befolkning (folk der jubler ved togstationerne, når den første svinger kortet), som jeg har til opbakningen til Apollo (folk der sad klæbet foran hver eneste skærm i USA).

Hvorfor ikke? Mange, laver hobby projekter med RFID aflæsere

Jeg forstår godt, hvor du vil hen, men det fungerer bare ikke sådan.

'Entusiaster' kan ikke komme i nærheden af, at overholde alle de sikkerhedskrav, stabilitetskrav, backupkrav, etc, etc, etc, der stilles.

Hvad troede du...? At et lille hobbyentusiastfirma, med 5-10 ansatte kunne udvikle og vedligeholde rejsekortet?

Hvorfor ikke? Mange, laver hobby projekter med RFID aflæsere, og bruger måske dagligt offentlige transportmidler. De vil måske finde fornøjelse i, at tjekke ind og ud, med deres rejsekort system. Hvorfor, skulle et offentligt finansieret rejsekort system, ikke kunne udvikles af entusiaster?

Hvad er det her i øvrigt?... amateur hour?

Bortset fra det, er det offentliges håndtering af rejsekortet blot endnu et eksempel på, at millarder og atter millarder smides efter IT-projekter, der ender som katastrofer a'la IC4.

På dét plan er jeg 100% enig.

a - tror du ikke der var passion bag de mænd der skabte Litra P-maskinen eller E- eller S - maskinerne på DSB´s centralværksted for hundrede år siden ? Kan jernbaneingeniører ikke være stolte af deres smukke maskiner ?

Jo da.... eller YZ lokomotiverne... selvfølgelig gør jeg det.... men det er en svunden tid.... som er DSB kioskerne og de opvarmede ventesale.

JEG savner dem også, men der er bare ikke en realitet længere. Så kom videre. We live now!

Historisk har der været lige så mange tilfælde, hvor problemet har været at kravene ikke har været defineret tilstrækkeligt godt på forhånd.

Ja, men ... når nu man ikke kan ramme rigtigt med kravene up-front. Når nu mega-projekter hvor man forsøger næsten altid ender galt. Så er det smartere med en mere iterativ model hvor der er plads til at man lærer undervejs.

Ikke dermed sagt at man ikke skal tænke sig om up-front. Man skal blot erkende at det blot er første skridt i en iterativ process hvor man bliver klogere undervejs og hvor verden ændrer sig. Tag et kig på CS - det er nettop sådan de arbejder.

Et meget enkelt krav skal være at gøre som da man byggede 8-bit computere i 80'erne, nemlig at det kan udføres af 3-4 mand, og at de sammenlagt kan huske alle detaljerne i hovedet.

Ved udformningen af kravene til rejsekortet kunne man allerede se de røde lamper blinke, for der er ikke nogen måde, at rejsekortet kunne udføres af 3-4 mand, der kan huske alle detaljerne, og det er selvfølgelig noget der får den gode ingeniør til at kommentere projektet.

Jeg husker da også de første udmeldinger om, at kravene ville få projektet til at sejle, længe før de første stationer kom i test.

Kan vi finde historien om udviklingen af de mekaniske klippekortsystemer? Hvor mange arbejdede på dem, og hvor længe tog det at udvikle det?

Mennesker har små hjerner, og dem skal vi leve med. Lav nu små systemer.

Jeg forstår godt, hvor du vil hen, men det fungerer bare ikke sådan.

'Entusiaster' kan ikke komme i nærheden af, at overholde alle de sikkerhedskrav, stabilitetskrav, backupkrav, etc, etc, etc, der stilles.

Hvad troede du...? At et lille hobbyentusiastfirma, med 5-10 ansatte kunne udvikle og vedligeholde rejsekortet?

Jeg har haft flere kolleger som har forladt gode stillinger i det rederi jeg arbejder for, udelukkende fordi de følte at de havde tabt "gnisten". Det opfatter jeg som om jeg har med entusiaster at gøre i min hverdag. Og der er absolut ikke tale om et 5-10 mands entusiast-firma.

Det kan ganske let være sådan at folk som brænder for det de laver rent faktisk har et job i et firma hvor de har mulighederne for at lave det de brænder for.
Til gengæld tror jeg også at meget af det møg som folk laver nu om dage skyldes en ændring fra at folk var stolte af deres job til at være stolte af deres løn. Men det har vist været nævnt tidligere i tråden også. I CS, og også i den raketbyggeforening jeg selv er med i, er vi meget stolte af det vi fremstiller, hvilket hjælper betragteligt på cost/quality forholdet.

I øvrigt så jeg vist en langen ud efter raketfolket tidligt i tråden. Noget med "jeg er voksen og leger ikke med raketter". Her har jeg så mødt mange voksne i mit liv, og en del af de mest spændende legede med alt fra dukketøj over modelfly til netop raketter og ubåde. Hvis det med ikke at lege er en betegnelse for at være "voksen", så vil jeg aldrig være voksen. I min bog er "voksen" mere noget med ansvar og ansvarlighed. Og det er ikke uforligneligt med at have en passion for noget.

Jeg er helt enig med Keld Laursen med hensyn til entusiaster.

Har nogle oplysninger om, hvor mange klippeautomater, og billetautomater, som rejsekort systemet består af? Hvis systemet består af f.eks. 50.000 klippeautomater, og koster 1 mia kroner, så er prisen per klippeautomat ca. 16.000 kroner. Det koster penge at opsætte automaterne - måske skal trækkes ledninger, graves op, og stilles søjle og stander op - og i busserne skal der trækkes kabel til klippeautomaterne for udstigning, samt installeres GPS udstyr mv.

Det er ikke udviklingsomkostninger alt sammen. Og diskuteres systemets pris, skal måske ikke kun diskuteres udviklingsomkostninger, men også installationsomkostninger, og om systemet kunne være udviklet, således installationen var billigere. Allerede fra start, er vigtigt at gøre sig klart, hvor udgifterne "er begravet", og om der er mulighed for, at reducere disse udgifter - og for DSB er måske også relevant, at tage hensyn til, om nogle af udgifterne kan reducere andre af statens udgifter, f.eks. understøttelse.

En del af både udviklings, og installationsomkostningerne går til danske arbejdspladser, og kan være med til at reducere arbejdsløshedsprocenten, samt går retur i statskassen, på grund af skat og afgift.

Ovenstående skal dog ikke ændre på, at jeg syntes rejsekort systemet har været dyrt. Men, det kunne være interessant med noget information om udgifterne fordelt på hardwareudgifter, installationsudgifter, software udgifter, reklameudgifterne, og udgifter der er afsat til rabat.

Projekt "rejsekort" kunne jo være løst rimeligt simpelt hvis man havde "gidet" at rejse (helt) til London og se på et system som er over "børnesygdomme" og som faktisk virker! Men næ nej - i Danmark skal vi ave noget helt specielt og originalt! Samme sag med IC4 - de fleste land kan klare sig med ENTEN diesel eller elektriske tog, men ikke lille Danmark næ nej vi skal absolut have tog af begge slags, som skal være "ens". Måske fordi vi har et enormt land med lange strækninger - og landet er delt i to dele, der ikke snakker sammen (ironi kan forekomme!)
Det kære Tårnfalken-projekt var jo lidt det samme - at udvikle noget der faktisk fandtes i forvejen ;-(
CS gør jo det "kloge" ved i mange sammenhænge at anvende kendt teknologi og ikke opfinde "den varme tallerken" igen!