Toxblog bloghoved

Hvorfor blive forsker?

Hvad vil det sige at blive forsker? Er det et job eller en grad, og hvornår er man det? Typisk indebærer det at man skal tage en PhD, som er en forskeruddannelse, før man kan blive forsker. Hvilke muligheder åbner det? Og hvorfor ønsker jeg at blive forsker? Det er der 3 væsentlige grunde til, som jeg vil forsøge at underbygge herunder:

  • Hvilke muligheder vil det give mig direkte
  • Hvilke muligheder vil det give mig indirekte
  • Hvorfor synes jeg, det er så attraktivt, spændende og sjovt at blive forsker
Illustration: Privat foto

En af de giftige slanger, Eyelash Pit Viper, hvis gift der forskes i på Instituto Clodomiro Picado.

Direkte muligheder som forsker

For at kunne arbejde som forsker på et universitet (adjunkt, lektor eller professor) er det, så vidt jeg ved, et formelt krav, at man har en PhD. Sådan er det i Danmark og i langt de fleste vestlige lande. Ligeledes er det mit indtryk, at der i endnu højere grad end tidligere i industrien bliver stillet krav til, at man har en PhD, hvis man vil arbejde med forskning på et højt niveau (i hvert fald øger det ens chancer betydeligt for at få et spændende forskningsjob). Det vigtigste aspekt ved at tage en forskeruddannelse er dog efter min mening, at det åbner dørene for at kunne bevæge sig ubesværet internationalt. Selvom mange uddannelser påstår at være ”internationale”, så er det rent faktisk først på PhD-niveau, at man for alvor får stillet internationalt gældende krav til sit arbejde i form af krav til ens publikationer. Uanset hvad universiteterne siger om, at deres uddannelser er internationale, så er det stadig nationale/institutionelle krav, der stilles i langt de fleste uddannelser på bachelor og kandidatniveau (selvom kravene dog ofte er sammenlignelige på tværs af vestlige lande). For en person, der har gået på et meget kendt universitet er det forventeligt, at folk i andre lande har kendskab til at en uddannelse taget på dette universitet er højst akkrediteret. Men hvordan skal en arbejdsgiver vurdere, om en kandidat fra Danmark har en bedre uddannelse end en kandidat fra eksempelvis et spansk universitet. Det kan ærligt talt være svært, og derfor står man langt bedre, når man kan fremhæve, at ens arbejde er blevet peer reviewed i internationale tidsskrifter. Det er med andre ord meget nemmere for udenlandske arbejdsgivere at vurdere ens kompetencer, og man står derfor i en bedre situation, hvis man ønsker at finde job i udlandet, endsige komme til at forske/lave postdoc på et udenlandsk universitet

Indirekte muligheder som forsker

En ting er, at der mange steder stilles udtalte krav om, at man har en forskeruddannelse. Men der er også mange situationer, hvor der ikke som sådan stilles krav, men hvor kravet alligevel ligger implicit. Et eksempel herpå, som jeg har stødt på ufatteligt mange gange til konferencer og til startup konkurrencer, er, når man skal præsentere sit forsknings- eller startupprojekt. Jeg var stadig kandidatstuderende de første mange gange, jeg skulle præsentere Biosyntia, og jeg oplevede helt klart, at folk tog de ting, som jeg præsenterede, med et gran salt, indtil jeg fortalte, at der også var en professor og en PhD-studerende med om bord. Først der kom der andre boller på suppen! Nu hvor jeg kan præsentere mig som PhD-studerende kan jeg tydeligt mærke forskel på, hvordan jeg bliver modtaget. Her behøver jeg ikke præsentere det samme antal gode argumenter, for at folk får interesse og tror på, hvad jeg siger. Mit indtryk er ligeledes, at hvis man er interesseret i at rejse kapital til et innovativt opstartsprojekt, som bygger på videnskabelige fund, så gør det en enorm forskel for investorer, at man har ”forskningsmæssig autoritet”. Senest kan jeg også berette om forskellen i daglig omgang med folk i Costa Rica, hvor det er tydeligt at mærke, at folk møder én med enorm respekt, når man præsenterer sig som kommende ”doctorado” (som en PhD hedder i Costa Rica) – også selvom dette måtte være på en river-rafting tur i junglen, eller når man er ude i San José for at få en enkelt øl. For mig selv er det en underlig situation, da man som dansker ikke går særlig meget op i titler og grader, men det er nok vigtigt at erkende, at sådan forholder det sig ikke nødvendigvis andre steder i verden. Derfor kan en forskergrad ofte være med til at opfylde ”krav”, som måske aldrig direkte var blevet stillet, men som dog alligevel skal opfyldes for at dørene er åbne for én.

Illustration: Privat foto

En forsker der er lidt stram i betrækket over at skulle holde en slange. Men man må jo ofre sig for forskningen.

Hvad er det fede ved at være universitetsforsker?

Udover hvilke muligheder en forskergrad direkte og indirekte åbner op for skal det skal jo også helst være sjovt at blive/være forsker, når man nu ender med at bruge en frygtelig masse tid på det. For mig er det spændende ved at være forsker, at det kræver, at man både skal være kreativ og komme op med nye løsninger på naturvidenskabelige problemer, samtidig med at det kræver, at man bruger viden, teknologi og rationalitet i sit arbejde. For mig er kreativitet ikke kun en egenskab, man kan arbejde med inden for traditionel kunst, men i særdeleshed en direkte nødvendighed, hvis man forsøger at forstå naturen og/eller opfinde innovative løsninger. Jeg selv er meget fascineret af naturen og dens processer. Så for mig giver forskertilværelsen mulighed for at dyrke denne fascination, samtidig med at jeg som PhD-studerende på Københavns Universitet har en enorm grad af frihed (under ansvar naturligvis) til at opsøge og deltage i de projekter, som interesserer mig mest.

For mig er det således meget attraktivt at blive forsker på et universitet. Både giver det mig mulighed for fortsat at have en høj grad af frihed og fleksibilitet i mit arbejde, men det giver mig også mulighed for fortsat at kunne arbejde sammen med unge, passionerede universitetsstuderende, som jeg oftest finder yderst engagerede i deres projekter og villige til at lære. Det er dét, der virkelig motiverer mig i mit arbejde. Derudover er universitetsverdenen nok også det mest velegnede sted til at søge ny viden, arbejde på tværs af discipliner og udvikle nye løsninger, som kan senere kan komme samfundet til gode. Der er simpelthen en enorm opbakning og en stor hjælp at få fra universitetet, hvilket giver én mulighed for at samarbejde med et hav af andre forskere både nationalt og internationalt, hvis man ellers er lidt opsøgende.

Til sidst kan jeg fremhæve mit eget forskningsophold i Costa Rica som et eksempel på forskningsmæssig frihed, fleksibilitet, og internationalt samarbejde. Der er formentligt ikke så mange andre felter/brancher/jobs, hvor man kan rejse rundt til lige præcis de steder, man allerhelst vil, og arbejde med det, der interesserer én allermest, og samtidig blive yderst vel modtaget af samarbejdsparter, som er ligeså interesserede i det, man laver, som man selv er. Så for at svare på et af de spørgsmål, jeg ofte får stillet ”Hvorfor skal jeg tage en PhD, hvilke muligheder giver det mig?”: Du skal tage en PhD, fordi det er fedt at arbejde selvstændigt og frit med det, som interesserer dig allermest, på samme sted (universitetet) som en hel masse unge kollegaer, og så oveni købet blive betalt for det… at det uundgåeligt åbner op for en masse spændende muligheder, opgaver og jobs er måske overflødigt at nævne?

Andreas Laustsen er kemiingeniør, PhD og biotekentreprenør (Biosyntia, VenomAb, Chromologics, Antag Therapeutics, VenomAid Diagnostics og Bactolife). For tiden arbejder Andreas som Lektor på Danmarks Tekniske Universitet med bioteknologi-baserede modgifte mod slangebid. I 2014 blev han kåret som Danmarks Sejeste Ingeniør, i 2016 som en af Europas top 10 biotekentreprenører under 30 år og i 2017 som en af Europas "30 under 30" af Forbes og en af Europas top 35 innovatører under 35 af MIT Technology Review.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hej Andreas.

Bliver du ikke nogen gange bange (eller nervøs) over at skulle arbejde med giftslanger? Den gule så ret flot ud...

Hilsen Vanessa.

  • 1
  • 0

Hej Vanessa Jeg beklager meget, at jeg ikke har set din kommentar før nu her (jeg tror, jeg glemte at slå "følg kommentarer" til). Men jeg kan fortælle dig, at jeg (heldigvis) ikke selv skal tappe slangerne og dermed holde dem. Det ville jeg være meget bange for. Jeg har været med til det, og en gang har jeg holdt slangens hale, mens en anden tappede den - så det tæller nok ikke rigtigt. Dbh Andreas

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten