Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.
sarah pearson bloghoved med sarah i universet

Hvordan ser vores egen galakse ud?

Se video fra Space with Sarah YouTube-kanalen, der beskriver, hvordan astronomer kortlægger strukturen i vores egen galakse.

Vores Galakse, Mælkevejen

Galakser er kolossale samlinger af stjerner, gas, planeter, støv, sorte huller og mørkt stof bundet sammen af tyngekraften.

I vores galakse findes der ca. stjerner 200 milliarder stjerner, hvoraf Solen blot er en af mange. Stjernerne i Mælkevejen vejer alt fra en tiendedel af Solens masse til mere end hundrede gange så meget som Solen, og der fødes stadig nye stjerner i galaksen hvert år. Solen er en ret normal stjerne i den forstand, at der findes mange andre stjerner ligesom Solen i vores galakse. De meget massive stjerner er derimod mere sjældne.

Nedenfor ses en illustration af, hvordan astronomer tror, stjerneskiven i Mælkevejen ser ud. Den består af spiralarme af gas og stjerner samt en galaktisk bjælke, som befinder sig i centrum (se den aflange klump).

Illustration: NASA/JPL-Caltech/R. Hurt (SSC/Caltech

Men hvordan ved vi overhovedet, hvilken slags galakse vi selv befinder os i?

Når vi kigger ud i universet med diverse teleskoper, finder vi galakser med store variationer i antallet af deres stjerner, og vi ser galakser med forskellige forme og strukturer (fx elliptiske galakser, spiralgalakser og dværggalakser). Men hvordan ved vi, hvordan Mælkevejen ser ud?

Man kunne måske tro, at vi kunne sende et teleskop ud i rummet og tage et billede af vores egen galakse 'oppefra', men afstanden er simpelthen alt for stor.

Den hurtigste rumsonde til dags dato er Nasas Parker Solar Probe. Dens maksimale hastighed er 692.000 km i timen, hvilket slår rekorden for den hurtigste rumsonde nogensinde.

Dog er vores stjerneskive i Mælkevejen (se illustration ovenfor) ca. 100.000 lysår i diameter, hvilket svarer til næsten 10^18 km. Det er et 1-tal med 18 nuller efter - antal af kilometer! Så selv hvis vi rejste med Parker Solar Probes hastigheder, ville det tage os ca. 150 millioner år at rejse fra den ene ende af galakseskiven til den anden, hvilket er meget længere tid end menneskeheden har eksisteret.

I princippet skulle vi ikke rejse lige så langt for at tage et billede af galaksen 'oppefra', men I forstår pointen: Afstande i galakser er ufatteligt store!

Astronomer har ved hjælp af observationer af gas og ved at tælle stjerner i forskellige retninger længe konkluderet, at Solen befinder sig i en skive af stjerner. Der er simpelthen meget færre stjerner, hvis vi kigger 'opad' eller 'nedad' i modsætning til, hvis vi kigger langs galakseskiven.

Men hvordan ved, vi hvordan Mælkevejen egentlig ser ud, når vi befinder os inde i den? Her kommer Gaia-teleskopet ind i billedet.

Gaia-teleskopet

Gaia-teleskopet har revolutioneret vores forståelse af vores egen galakse. Rumteleskopet blev sendt op af the European Space Agency i 2013, og missionens overordnede mål er et kortlægge over en milliard positioner, afstande og hastigheder til stjerner i Mælkevejen.

Disse stjerner bliver kortlagt med en præcision, som vi aldrig har været i nærheden af at opnå før. I april 2018 fik astronomer endelig adgang til disse data og dermed adgang til et 3D-kort af vores galakse. Ikke nok med det, så fik vi også data, der beskrev, hvordan stjernerne bevæger sig!

Med information om stjernernes hastighed og positioner kan astronomer skrue tiden både frem og tilbage og kortlægge stjernernes baner rundt om Mælkevejens centrum.

Se også denne ing.dk artikel om Gaia teleskopet.

Spiralstruktur i Mælkevejen

Før Gaia var alle astronomer stadig ikke alle enige om, hvorvidt der var overbevisende beviser for spiralarme i Mælkevejen.

Med adgang til præcise afstande til stjerner i Solens omegn har vi nu mulighed for at se, hvor de alleryngste stjerner i Mælkevejen befinder sig. Disse stjerner burde blive født i de områder i Mælkevejsskiven med allermest gas, hvilket er netop i de postulerede spiralarme.

Da de mest massive stjerner er de mest lysstærke og samtidig de stjerner, der lever kortest tid, er de ideelle i jagten på spiralarmene. De har nemlig ikke haft tid nok i deres levetid til at bevæge sig langt væk fra deres fødested.

Ved at kortlægge hvor disse massive stjerner befinder sig i Mælkevejen, ser man netop, at de fordeler sig i strukturer, der minder om spiralarme. Disse resultater kan ses i denne video med Dr. Jackie Faherty, som viser Gaia data i sit foredrag på The American Museum of National History.

Da vi med Gaia også har adgang til stjernernes bevægelse, kan vi undersøge, hvorvidt der er beviser for, at stjernerne bevæger sig sammen som klumper i forskellige spiralarme. Nedenfor ses en figur fra en videnskabelig artikel udgivet af The Gaia Collaboration. Solens position er indikeret med den sorte cirkel i centrum af figuren, og farverne illustrerer hastigheden ind mod (blå) og væk fra (rød) Mælkevejens centrum (som er mod venstre i denne figur).

Illustration: Gaia Collaboration: D. Katz et al. 2018

For at konstruere denne figur har Gaia-holdet analyseret hastigheden af lidt under en milliard stjerner! I figuren kan vi se, at stjernerne bevæger sig i et mønster af røde, blå og så røde hastigheder igen. Dette er netop, hvad man forventer af spiralarme. Fra figuren ses det også, at Solen befinder sig i udkanten af en spiralarm, hvilket tidligere var antydet i observationer af gas i Mælkevejen.

Denne figur viser 'kun' et udsnit på ca. 13.000 lysår af Mælkevejens langt større skive. Gaia-holdet brugte dette udsnit af stjerner omkring Solen, da de ville sikre sig, at der var præcise målinger for disse stjerners afstande.

Med figurer som denne har Gaia-teamet overbevist astronomer om eksistensen af spiralarme i Mælkevejen. Præcist hvor mange spiralarme Mælkevejen har, hvordan de er opstået, og hvor længe de overlever, er stadig under debat.

Halo-stjerner og mørkt stof med Gaia

Gaia-teleskopet har hjulpet astronomer med utallige andre astronomiske opdagelser end strukturen i Mælkevejens stjerneskive.

Nogle af de mest interessante resultater indtil videre er, at Mælkevejens halo af stjerner primært består af stjerner, der blev slynget ud, da en lille dværggalakse blev "spist" af Mælkevejen for ca. 10 milliarder år siden.

Du kan finde den videnskabelige artikler, der blev publiceret i tidsskriftet Nature her >>.

Illustration: En illustration af stjernestrøm der omgiver en spiralgalakse. Credit: NASA

Et andet fascinerende resultat, der blev opdaget ved at analysere Gaia data er, at en af Mælkevejens stjernestrømme har et kæmpe “hul” i sig (se en illustration af en stjernestrøm ovenfor). Dette hul kan dannes, hvis en klump mørkt stof er fløjet igennem strømmen af stjerner tidligere.

Stjernestrømme dannes, når hobe af stjerner eller små galakser, der bevæger sig rundt om Mælkevejen, rives itu af Mælkevejens tyngdekraft. Da mørkt stof primært interagerer gravitationelt, så er det svært at lave en direkte detektion af den postulerede partikel.

Forskellige teorier for, hvad mørkt stof-partiklen egentlig er (hvor meget den vejer, og hvordan den opfører sig), forudsiger forskellige fordelinger af mørkt stof-klumper i galaksen. En måde, hvorpå man kan observere disse klumper indirekte, er, hvis de har passeret igennem en såkaldt stjernestrøm. Du kan læse mere om stjernestrømme i denne danske Kvant-artikel.

Hvis en klump af mørkt stof er fløjet igennem stjernestrømmen, skulle dette efterlade et 'hul' i fordelingen af stjerner - lige præcis som astronomer har fundet i stjernestrømmen, GD1, ved at analysere Gaia-data.

Forskerne bag opdagelsen er i fuld gang med at teste, om andre fænomener kunne være skyld i hullet i stjernestrømmen. Hvis ikke, så vil dette resultat være revolutionerende for vores forståelse af mørkt stof. Læs mere om opdagelsen i denne Scientific American blog >>.

Hvis du vil vide flere detaljer om Gaia, så anbefaler jeg også denne Space Time-video af Matt O'Dowd.

SarahPearson
fik sin ph.d. i astrofysik fra Columbia University i 2018, hvor hun blandt andet forskede i mørkt stof, sammenstødende galakser og galaksers udvikling. Siden da er Sarah startet som Postdoctoral Research Fellow ved The Flatiron Institute's Center for Computational Astrophysics i august 2018. Hun er tidligere bachelor-studerende i fysik fra Københavns Universitet, hvorfra hun fik sin grad med specialisering i astrofysik i 2012. Udover forskning er Sarah en passioneret formidler og har derfor startet YouTube-kanalen 'Space with Sarah', hvor hun svarer på spørgsmål om rummet fra den brede befolkning i korte videoer.

Hej Hans,

Tak for dit spørgsmål:

Det et nu godt og vel et år siden, jeg stillede dette spørgsmål:

https://ing.dk/debat/universets-masse-208061

Det har været en del 'op ad bakke' at få et fyldestgørende svar - hr. Lund Madsen var tavs som graven...det samme gjaldt selveste Anja C. Andersen, som jeg også spurgte!

Sarah har måske et svar? ;)

Da Universet måske er uendeligt i sin størrelse, så kan astronomer ikke svare på hvad Universetes masse er.

Vi kan dog svare på, hvordan massen/energien er fordelt mellem forskellige "byggesten" i Universet (stjerner, gas, neutrinoer, mørkt stof, mørk energi m.m.), og vi kan give et bud på, hvad massen er i det den del af Universet, som vi kan observere: the observable Universe.

Jeg håber det hjalp lidt,
Sarah

  • 6
  • 0

Lidt forsimplet, så er massen af solen lig med massen af vores solsystem (den udgør over 99,8 %, så vi kan godt tillade os at runde op).
Et hurtigt opslag på Wikipedia antyder at mælkejens masse er omkring 10^11 til 10^12 gange solens masse. Derfor kan solsystemets masse selvsagt ikke udgøre 0,4 % af hele universet.

Regnestykket går heller ikke op med f.eks. jordens masse og vores solsystem (jorden udgør cirka 0,0003% af solsystemets masse). Hvor foredragsholderen har sit tal fra, tør jeg ikke spå om, men det rammer mere end et par størrelsesordener ved siden af.

  • 4
  • 0

Hej Hans, Sven og Ole,

Mass of ordinary matter. The mass of the observable universe is often quoted as 10⁵⁰ tonnes or 10⁵³ kg. In this context, mass refers to ordinary matter and includes the interstellar medium (ISM) and the intergalactic medium (IGM). However, it excludes dark matter and dark energy.


Ja, dette er helt rigtigt den masse, som astrononer anslår, at det observerbare Univers har.

Et hurtigt opslag på Wikipedia antyder at mælkejens masse er omkring 10^11 til 10^12 gange solens masse. Derfor kan solsystemets masse selvsagt ikke udgøre 0,4 % af hele universet.


Som Ole rigtigt siger, så er massen af vores galakse (ca. 10^42 kg) og også massen
af det observerbare Unviers (ca. 10^53 kg) meget større tal end massen af solsystemet (som er ca. 10^30 kg). Jeg beklager, at jeg overså denne del af spørgsmålet første gang.

Sarah

  • 5
  • 0

Hej Sarah. Angående galakse "sammenstød".
Da der er så langt mellem stjernerne i galakser, undrer jeg mig over hvordan de kan "smelte" sammen efter et sammenstød/passage.
Selv en lystime er 1milliard kilometer (~Saturns afstand fra Solen), så der er rigelig plads til at passere. Selvfølgelig vil deres baner ændres, men de må formodes at have bevægelsesenergi nok til at fortsætte, måske mere spredt eller samlet, og hvad de mister til den krydsende galakse kan de sikkert også vinde fra den galakse.
Kan man stille en "vis viva" formel op for to nære galakser?

  • 3
  • 0

Hej Svend,

Hej Sarah. Angående galakse "sammenstød".
Da der er så langt mellem stjernerne i galakser, undrer jeg mig over hvordan de kan "smelte" sammen efter et sammenstød/passage.

Din intuition er helt korrekt: statistisk set vil stjerner ikke stoede sammen, naar to galakser stoeder sammen. Der er simpelthen alt for meget tomrum mellem stjernerne. Dog vil gassen mellem stjernerne stoede sammen, da gassen er fordelt mere uniformt mellem stjernerne.

Hvis du har hoert at galakser "smelter" sammen, refereres der til, at de bliver til et samlet objekt bundet af tyngdekraften efter sammenstoed. Jeg har en video, som du kan se her, der forklarer netop dette.

Mvh,
Sarah

  • 6
  • 0

Hvis du har hoert at galakser "smelter" sammen, refereres der til, at de bliver til et samlet objekt bundet af tyngdekraften efter sammenstoed.

Ja, men det besvarer bare ikke Svends rigtig gode spørgsmål.

Hvis man opfatter verdensrummet som tomt (vakuum) mellem himmellegemerne, vil to galakser eller andre himmellegemer, der accelererer mod hinanden, opføre sig som penduler, der svinger videre efter bundstillingen (sammenstødet), hvor den kinetiske energi er maksimal, med mindre der sker et meget usandsynligt direkte sammenstød, så hvad får galakserne til at bremse op, så de kan samle sig sammen til én samlet galakse? En smule tynd gas eller støv er næppe nok, og hvis det var, ville den enorme afsatte energi nok hæve gastemperaturen så meget, at den ville lyse kraftigt op ligesom for en rumkapsel eller meteor, der går ind i atmosfæren. Desuden vil en sådan nedbremsende kraft, som må formodes at være stærkest nær centrum, vel samtidig forhindre bjælkedannelsen ved modne galakser som Mælkevejen; men tværtimod svinger stjernere i bjælken vel netop i meget aflange og tilsyneladende udæmpede elipser, så det minder om pendulsvingninger fra den ene spids af bjælken til den anden?

Har du iøvrigt nogen forklaring på, hvad det er, der presser elipsebanerne nær centrum så meget sammen på den ene led, men ikke på den anden, at der efterhånden skabes en bjælke og den diskontinuitet, der ses ved overgangen fra bjælke til spiralgalakse? Denne udmærkede animation viser princippet i dannelsen af spiralgalakser: https://www.youtube.com/watch?v=lMReQ6hVw5s ; men forklaringen med at en anden galakse i nærheden presser elipsebanerne sammen på den ene led, tror jeg ikke rigtig på - specielt ikke fordi elipserne samtidig drejes i forhold til hinanden, så banerne ikke trykkes sammen på den samme led. Der bør findes en selvforstærkende mekanisme, der af sig selv skaber mere og mere fladtrykte elipsebaner og drejer dem i forhold til hinanden, så modne galakser efterhånden udvikler sig til bjælkegalakser - også uden andre galakser i nærheden.

  • 0
  • 9

Ved sammenstød mellem galakser dannes ikke spiralgalakser, men typisk eliptiske galakser.

Men det besvarer stadig ikke, hvad der skaber nedbremsning, og hvorfor en evt. nedbremsende kraft ikke findes i centrum af en bjælkegalakse. Med andre ord - hvis der findes noget, der bremser ned, burde vi ikke se bjælkegalakser, og hvis der ikke er noget til at bremse ned, burde galakserne ikke samle sig efter sammenstødet, men blot passere forbi hinanden.

  • 1
  • 10

Men det besvarer stadig ikke, hvad der skaber nedbremsning, og hvorfor en evt. nedbremsende kraft ikke findes i centrum af en bjælkegalakse. Med andre ord - hvis der findes noget, der bremser ned, burde vi ikke se bjælkegalakser, og hvis der ikke er noget til at bremse ned, burde galakserne ikke samle sig efter sammenstødet, men blot passere forbi hinanden.

Min fornemmelse er, at det må være æteren der forklarer disse fænomener. Som allerede Hoppes var inde på, skabes der "vortices" i æteren, der trækker stoffet med sig og danner spiraler og denne sugen, analogt til hvad der sker når man lukker vandet ud af et badekar, kan omfatte to systemer, der mere eller mindre smelter sammen i én vortex. Det kender vi jo alle til. Gravitationel feltteori (gen. relativitetsteori) der beskriver to galaksers interaktion, som feltinteraktion forklarer intet, da jeg ikke forstår det. /s : )

  • 1
  • 10

Read all about it!

Tak for linket Jens Olsen, men det introducerer noget umåleligt, som benævnes ”cold dark matter”. Hvad er det? Mig bekendt er der ingen, der ved det - udover at det tillægges graviterende egenskaber.

Og det menes kun at forstærke gravitationen. Hvis du har information om, at ”cold dark matter” også har en dæmpende effekt (= energiabsorberende effekt), er jeg lutter øren.

Hvis det derimod kun forstærker gravitationen, vil det øge frekvensen på penduleringen, fordi det virker med forstærket kraft, når galakserne fjerner sig fra mødet (sammenstødet) med hinanden.

Det bringer mig tilbage til Sarahs forrige artikel i Ingeniøren (og tak til Sarah for at dele ud af sin store viden) med overskriften: Hvordan vokser små galakser?

Indlægget tager udgangspunkt i artiklen ”Modeling the Baryon Cycle in Low Mass Galaxy Encounters: the Case of NGC 4490 & NGC 4485”, som benytter Barnes excellente N-body software (som sådan ca. forkorter udregningene på samme måde som FFT reducer udregningen af fourier transformerede).

1) Udregningerne forudsætter én bestemt konfiguration af ”dark matter halo”. Hvorfor har I valgt netop den? Der er utallige andre ”dark matter halo” scenarier, som frembringer samme observerede effekt.

2) Har I forsøgt simulering med andre ”dark matter halos” eller forsøgt jer med MOND teorier?

3) Har I regnet på, hvordan den resulterende ”dark matter halo” ser ud efter sammenstødet? Det kunne tilføje ny viden om den hypotetiske ”dark matter”.

4) I jeres læseværdige artikel skriver I under punkt 3:

We predict that NGC 4490 & 4485 will fully merge in 370 Myr, but that the gaseous envelope will remain extended well after coalescence.

Det burde I kun have nævnt som et kuriosum, for hvem i alverden kan checke, hvad der sker om 370 millioner år?

PS. Jeg værdsætter din blog i Ingeniøren om astronomi (og astrofysik), som ikke just er min stærke side, og jeg ser frem til mange flere gode indlæg fra din side.

  • 2
  • 0

Bjarne Hellemann skrev:

Hvem er "I", som du henvender dig til i denne tråd? Tror du at "de" følger dine indlæg her, uanset hvor begavede de måtte være?

Kære Bjarne, jeg refererede blot til Sarahs forrige artikel i Ingeniøren, som havde en reference til: ArXiv med overskriften:

Modeling the Baryon Cycle in Low Mass Galaxy Encounters: the Case of NGC 4490 & NGC 4485

forfattet af:

Sarah Pearson, George C. Privon, Gurtina Besla, Mary E. Putman, David Martínez-Delgado, Kathryn V. Johnston, R. Jay Gabany, David R. Patton, Nitya Kallivayalil

fra 10. juli 2018.

Hvis du har behov for yderligere referencer eller henvisninger, hjælper jeg gerne.

Ingen i dette forum - og slet ikke dig - bør føle sig fortabt!

  • 5
  • 0

Jorden bevæger sig ca. 30km/s om Solen, men hvilken hastighed har Solen i sin bane rundt om Mælkevejens centrum, og hvor langt fra centrum befinder vi os?

Vores hastighed om centrum og dens retning relativt til Andromeda må kendes nogenlunde for at vi kan sige om vi nærmer os Andromeda.

  • 0
  • 0

hvis der ikke er noget til at bremse ned, burde galakserne ikke samle sig efter sammenstødet, men blot passere forbi hinanden.

Du har hørt om noget der kaldes tyngdekraft?
Aka massetiltrækning!

Og du har vel hørt om energibevarelse, penduler og trelegeme problemet: https://da.wikipedia.org/wiki/Trelegemepro... ?

Når summen af potentiel og kinetisk energi er konstant i et system, vil et multilegemesystem svinge kaotisk; men den gennemsnitlige svingningsamplitude reducers ikke - se simuleringen af trelegemesystemet, så når to galakser "kolliderer" med enorme afstande mellem de enkelte himmellegemer, burde de i gennemsnit fortsætte lige så langt ud i universet, som de kom fra og altså ikke samle sig sammen i en relativ lille eliptisk galakse, som man ser (ordet "gennemsnit" skal ikke tages som en simpel middelværdi).

  • 1
  • 4

Når summen af potentiel og kinetisk energi er konstant i et system, vil et multilegemesystem svinge kaotisk; men den gennemsnitlige svingningsamplitude reducers ikke - se simuleringen af trelegemesystemet, så når to galakser "kolliderer" med enorme afstande mellem de enkelte himmellegemer, burde de i gennemsnit fortsætte lige så langt ud i universet, som de kom fra og altså ikke samle sig sammen i en relativ lille eliptisk galakse, som man ser (ordet "gennemsnit" skal ikke tages som en simpel middelværdi).

Forudsætter det ikke en "spot on" kollision? (massecentrum direkte mod massecentrum) - hvis det ikke er tilfældet, kan de to massecentre vel gå "i orbit" om hinanden og dermed bliver den "lineære" kinetiske energi omsat til rotation. - Forstærket af den større samlede masse af systemet i "kollisionsøjeblikket" der vil hive de enkelte stjerne i hver galakse tættere sammen mod centrum?

mvh Flemming

  • 4
  • 1

Jeg synes, det er et supergodt spørgsmål, der her bliver stillet, og mener også problematikken om himmellegemer, der bliver "indfanget" , har været oppe og vende før. Hvis man nu koger det ned til to lige store stjerner, der ude fra rummet nærmer sig hinanden med samme fart og passerer ganske tæt forbi hinanden, vil de så have mulighed for at ende som en dobbeltstjerne, hvor de to roterer om hinanden, eller har de kun mulighed for at fortsætte ud i rummet i hver sin nye retning????????? Steen

  • 0
  • 2

Tak til Peter Larsen for svar på mit spørgsmål. Du kom lige imellem Lars og mig, fordi telefonen ringede mens jeg skrev. Jeg har selv tænkt på det med gasser og støvskyer. Det spiller jo en væsentlig rolle, når det gælder om at nedbremse materialer fra eksploderende supernovaer, men det er jo også meget mindre ting end stjerner, der her er tale om, men det kan nok alligevel have sin betydning også for større ting, ser det ud til. Steen

  • 0
  • 2

Hvis der ingen gnidningsmodstand er, så vil de to galakser næppe smelte sammen.

Redningen er formentlig at deres skyer af gas deltager i kollisionen, og opvarmes når de enkelte molekyler rammer hinanden.

Jeg har ingen anelse om, hvor stor kollisionshastigheden mellem to galakser er; men over 1000 km/s er vel næppe urimeligt, så den kinetiske energi er ufattelig stor. Tror du virkelig, at den kan absorberes i en gas, uden at den varmes så meget op, at den vil lyse voldsomt op, hvilket ikke ses?

Desuden er der problemet med bjælken i bjælkegalakser. Som jeg forstår det, er den fremherskende teori, at himmellegemerne her bevæger sig i meget fladtrykte elipsebaner og dermed oscillerer fra den ene ende af bjælken til den anden. Det betyder, at for hvert omløb skal de gennem centrum to gange, hvor gaskoncentrationen må formodes at være maksimal. Desuden vil en høj massekoncentration i centrum accelerere dem op til meget høje hastigheder ved passagen, og et evt. gastab stiger med 2. potens af hastigheden, så tabet nær centrum vil være enormt. I praksis ser man imidlertid ingen dæmpning. Tværtimod dannes bjælken i modne galakser, hvor en dæmpning i stedet ville få den til at forsvinde, så det er udelukket, at dæmpning er årsagen til, at galakser smelter sammen til en relativ lille størrelse.

Der er kun én løsning - den kinetiske energi må omsættes til potentiel energi i form af tryk gange volumen i noget andet end himmellegemerne selv, da de ellers i gennemsnit vil fortsætte lige så langt ud i universet, som de kom fra.

Iøvrigt er det udelukket, at Mælkevejen både er en bjælkegalakse, som påstået, og har et sort hul i midten, som det også påstås, for hvis himmellegemerne i bjælken bevæger sig som angivet ovenfor, vil de accelereres og afbøjes voldsomt rundt om det sorte hul, så der fremkommer en banestruktur som kronbladene på en blomst og ikke som en bjælke. Vælg venligt mellem bjælke og sort hul! Begge dele kan umuligt være sandt samtidig!

  • 0
  • 9

Ifølge en kendt kosmosteolog her på siderne (CK) er pointen jo netop, at energien opererer i æteren. Men måske har jeg ikke helt forstået det. /s

Hej Bjarne

Når du beskylder andre for trolling, er ovennævnte indlæg måske ikke det smarteste?

Forstår ikke hvad du mener. Skrev /s for sarkasme angående Kanstrups æterteori, som han ufortrødent kører videre med i en ny tråd.

Syn for sagen i CK´s seneste indlæg:

Kanstrup:
Der er kun én løsning - den kinetiske energi må omsættes til potentiel energi i form af tryk gange volumen i noget andet end himmellegemerne selv, da de ellers i gennemsnit vil fortsætte lige så langt ud i universet, som de kom fra.

Som en anden sagde;"Har du hørt om tyngdekraften?"

  • 5
  • 2

Hej igen Svend,

Angående galakse "sammenstød".
Da der er så langt mellem stjernerne i galakser, undrer jeg mig over hvordan de kan "smelte" sammen efter et sammenstød/passage.

I tilfælde af at du mente, hvordan galakserne smelter sammen og ikke stjernerne (som jeg refererede til), så er der flere grunde. Her er de tre mest væsentlige:

1) Der er gas og støv mellem alle stjernerne, så der vil være friktion i sammenstødet, hvilket bremser galakserne.
2) Selvom stjernerne ikke kolliderer med hinanden, så overføres der energi fra galaksernes baner til de enkelte stjerner. Dette bremser også kollisionen en smule.
3) Galakserne er påvirket af såkaldt dynamical friction, da galakserne ikke er punktmasser, men udstraekte legemer omringet af moerkt stof. Dette faar galaksernes bane om hinanden til at henfalde, hvilket fører til sammensmeltning af galakserne.

Pga. punkt 2 ovenfor, vil stjernerne efter sammenstød ikke være på ligeså "ordnede" roterende baner, men derimod tilfældige baner uden en overordnet rotation om en bestemt akse (som i spiralgalakser). Dog er galaksedannelse langt mere kompleks end at to spiraler bliver til en elliptisk galakse.

Mvh,
Sarah

  • 10
  • 0

Kære Bjarne H: FRA NU AF undlader du ENHVER ytring, der kan opfattes ironisk, sarkastisk eller på nogen måde nedladende eller personligt eller fagllgt degraderende eller lignende. Du holder dig til at diskutere det strengt saglige og INTET ANDET!
Ord som "kosmosteolog" rammer dig selv i nakken og DØMMER DIG UDE.
Selvfølgelig forstod du som et almindeligt begavet menneske Lars M.s rigtig gode råd.
Du skal ikke kommentere dette, men bare rette dig efter det, næste gang du gerne vil herind. Steen

  • 1
  • 8

Bjælkegalakser og alm. Spiralgalakser

@Sarah,
Når man studerer billeder af disse galakser, mener jeg at kunne se en forskel på bevægelsesmønsteret hvor bjælkegalakser ser ud til at have en formativ bevægelse UD fra dens centrum og videre ud igennem bjælkerne og ud i armene.

Hvad mener du om denne betragtning?

  • 0
  • 6

Er det ikke kontra intuitivt at galakser skulle støde sammen når/hvis alt i Universet udvider sig?


Nej. Galakser findes ofte i grupper (galaksehobe), hvor de holdes sammen af gravitation og kredser omkring hinanden i komplicerede mønstre. I det begrænsede rumfang hoben befinder sig i, er indflydelsen af universets udvidelse ubetydelig i forhold til den tiltrækning der er mellem galakserne. Nogle af dem er "tilfældigvis" på kollisionskurs, fx mælkevejen og andromeda i vores hob.

  • 3
  • 0

Er det ikke kontra intuitivt at galakser skulle støde sammen når/hvis alt i Universet udvider sig?


Nej. Galakser findes ofte i grupper (galaksehobe), hvor de holdes sammen af gravitation og kredser omkring hinanden i komplicerede mønstre. I det begrænsede rumfang hoben befinder sig i, er indflydelsen af universets udvidelse ubetydelig i forhold til den tiltrækning der er mellem galakserne. Nogle af dem er "tilfældigvis" på kollisionskurs, fx mælkevejen og andromeda i vores hob.

  • 2
  • 0

Nej. Galakser findes ofte i grupper (galaksehobe), hvor de holdes sammen af gravitation og kredser omkring hinanden i komplicerede mønstre. I det begrænsede rumfang hoben befinder sig i, er indflydelsen af universets udvidelse ubetydelig i forhold til den tiltrækning der er mellem galakserne. Nogle af dem er "tilfældigvis" på kollisionskurs, fx mælkevejen og andromeda i vores hob.


Jeg kender godt denne beskrivelse, men den er da også kontra intuitiv hvis man udgår fra et Big Bang og en generel accelererende udvidelse. Beskrivelsen er i mine øjne kun en efterrationalisering på at galaksehobe i det hele taget findes hvor de ellers ifølge BB ville være spredt ligeligt rundt i det synlige Univers.

  • 1
  • 7

Dav igen Bjarne. Fint, at du siger undskyld. Det kræver så bare at du retter dig i overensstemmelse med det der står med blåt i dit indlæg. Jeg var faktisk også lidt ked af at skrive det, for det er jo lidt flovt at skulle belære et voksent mennesker om ganske almindelig god tone i debatfora, for det er jo banale selvfølgeligheder, jeg henviste til.
Du behøver ikke beundre min nysgerrighed. Den er der bare, og jeg tror ikke mit vid er større end dit, selvom jeg plejer at lægge mærke til hvad pointen er i det, der bliver diskuteret, hvilket du indimellem forsømmer, men frisk mod - det skal nok komme, hvis du bare koncentrerer dig om det faglige i debatterne.
Jeg forstår ikke, hvorfor du kalder mig kosmosteolog. Sådan noget burde du holde dig for god til, og det troede jeg, du havde forstået. Så prøv at huske det fremover plus det andet, du har citeret mig for ovenfor.
Til gengæld lover jeg dig så, at jeg vil falde HELT ned. Steen

  • 2
  • 6

Sarah skriver, at man ikke kan kende universets masse, da det måske er uendelig stort. Men startet på et givet tidspunkt og siden udvidet med endelige hastigheder, kan det vel ikke på noget andet givet tidspunkt være uendelig stort. Fra helt umådelig, uforståelig kæmpe, mega, giga, ufattelig stort til uendelig stort er der et uendelig stort spring.
Jeg mener jeg en gang har set, at man har beregnet universets masse, og jeg mener ikke, der kun var tale om det observerbare univers. Har nogen en viden om det? Steen

  • 1
  • 3

Siden sidst har jeg to andre steder end hos Sarah læst, at det univers, der ligger udenfor den observerbare "horisont" på små 14 mia. lysår måske er uendelig stort. Grunden skulle være, at vi VED, at vi aldrig nogensinde vil kunne komme i stand til at måle en endelighed, og så er den der åbenbart ikke. I følge B. Russells tepotteeksempel gælder det i videnskab, at hvis der ikke er nogen observationer, eller målinger eller andet overhovedet, der taler for et fænomen (som foreksempel en tepotte i kredsløb om solen mellem Jordens og Mars´ baner) bør man afvise dette fænomen. Om det er dette argument, man har brugt, ved jeg ikke, men hvis det er tilfældet, synes jeg ikke, det er første gang, Russells tepotte er blevet skamredet. Sund fornuft og ganske almindelig menneskelogik, som den, der er anvendt i indlægget ovenfor, tilsiger jo, at ikke engang HELE universet KAN kan være (eller nogensinde vil blive) uendelig stort - uanset mulige eller umulige observationer og målinger. Ellers har jeg ikke forstand på logik (og det kan selvfølgelig også godt være tilfældet). Så hjælp mig dog!
P.S. I øvrigt tog jeg fejl. Det er kun den observerbare del af universet, man har haft på den store køkkenvægt. Steen

  • 0
  • 4