close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
racelab bloghoved blog

Hvordan laver man lige en racerbil fra bunden?

Først og fremmest vil vi sige stort tak for den varme velkomst her på Ingeniøren. Det er super fedt med alle de forskellige spørgsmål, som jeg for så vidt muligt vil komme omkring i dette indlæg. For hvorfor ser vores racer ud, som den gør, hvorfor har den de mål, den har, og hvad er det egentlig for nogle tanker og overvejelser, man skal igennem, når man vil lave en racerbil fra bunden?

Det første, vi gjorde, var at finde ud af, hvor mange der rent faktisk ville have en interesse i projektet. Det viste sig, at omkring 80 DIS’ere var interesserede i projektet på daværende tidspunkt (ultimo 2016). Derfor blev der sat en workshop op, hvor de overordnede mål blev sat – listen med mål har I allerede set, da det var den liste, vi præsenterede i sidste indlæg. Hertil har vi haft et par kommentarer til, hvorfor det lige præcist er Top Gear og Nürnburgring – Nordschleife, som vi først vil slå rekorderne på?

Svaret er ret enkelt, Top Gears test track er for os lidt af et ikon på en drengerøvsbane, den har lidt af det hele men uden at være for lang, og alle de fede bilmodeller har gennem tiderne kørt på den og sat deres tid. Det samme gør sig gældende for Nordschleife, da det er bane, som ikke bare er ikonisk men også teknisk svær at sætte gode tider på, hvilket betyder, at vi virkelig skal tænke os om en ekstra gang, når vi arbejder med vores bil.

Ud fra de overordnede krav satte vi os ned, hvor vi lavede en øvelse, ”glem” hvordan en bil virker, for at genopfinde den dybe tallerken. Her var ideerne ret vilde, såsom at vi kunne montere en jetmotor på tre hjul med et stift ophæng, en racer med seks hjul og rent el drivlinje var nogle af koncepterne, der var oppe og vende. Ud fra denne session kom vi dog frem til, at en seriehybrid med elektrisk drivlinje var den bedste løsning ift. vægt, effekt og kontrol af alle hjul. Med et groft koncept på papiret blev det muligt at definere de forskellige systemer, som raceren skulle bestå af.

Systems Engineering

For at sikre en god start på projektet valgte vi at lægge fra land ved at mappe de forskellige systemer og deres interfaces. Til dette benyttede vi os af metoden Design Structure Matrix (DSM) kendt fra systems engineering. DSM giver en oversigt over alle systemerne, som indgår i vores Racecar og herved synliggør, om der er et interface/input/output mellem systemerne. Hvis der er et interface, bliver dette markeret med et kryds i matrixen. Ud fra denne matrix blev der identificeret otte moduler, som markeres med en opmærkning, når en klynge af krydser bliver identificeret. En klynge skal vise de mange interfaces og bør derfor grupperes i et modul. Udklippet viser et af de otte moduler, som vi identificerede.

Illustration: Benjamin Juul Abildgaard

Med DSM’en var det næste skridt at lave en Work Break Down Structure, hvorfra vi har kunne lave en tidslinje med workshops og milestones.

Workshops – work in progress

På den første workshop blev det fastsat, at vi skulle mødes hver onsdag efter arbejde for at arbejde på projektet. Det startede med, at vi satte os ned og kiggede på, hvad gør de eksisterende racere til racere, og hvordan kan vi lave noget, der var smartere, så vi kunne opnå vores mål. Raceren skal bygges på innovative løsninger, og her var det en oplagt mulighed for projektdeltagerne at nørde med lige det område, som de fandt interessant. Vi fandt dog hurtigt ud af, at denne arbejdsmetode gik en anelse for langsomt.

Illustration: Benjamin Juul Abildgaard

Derfor fandt vi på at arbejde lidt mere SCRUM baseret, hvilket betød at vi mødtes hver tredje uge til en workshop på en given komponent. Hertil var der opsat en række krav, som ingeniørerne kunne udvikle ud fra. Workshoppen blev brugt til at brainstorme, skitsere og sparre. Ved slutningen af workshoppen blev de enkelte dele uddelt til de ingeniører, som have tid de næste tre uger til at færdigudvikle det givne konceptet til den givne komponent.

Illustration: Benjamin Juul Abildgaard

På denne måde kunne vi på seks måneder komme fra at have fire hjul og en idé til at have en næsten komplet CAD model. Der er dog flere udfordringer ved at arbejde i CAD programmer. 1. Omgivelserne kan ikke se, hvor langt man egentlig er kommet med projektet. 2. Man kan komme til at lave sit design lidt for optimistisk, specielt når man ikke har arbejdet med det før.

Illustration: Benjamin Juul Abildgaard

For at komme disse dilemmaer til livs satte vi en workshop af til at bygge en ”FrankenCar”. En grov model der vil give omgivelserne et praj om, hvor langt vi rent faktisk var, og samtidig kunne ingeniørerne få en langt bedre fysisk fornemmelse af størrelsesforholdene.

Illustration: Benjamin Juul Abildgaard

Vi har selvfølgelig bygget videre på modellen løbende, i takt med at CAD modellen er blevet opdateret, så forbigående kollegaer har kunnet følge med i projektet.

Vi vil i det næste indlæg fortælle jer omkring, hvordan man vælger de rigtige komponenter og laver de rigtige designs, hvilke overvejelser ligger der bag et design og valget af en komponent, når man ikke er begrænset af et reglement.

Benjamin JuulAbildgaard
er uddannet civilingeniør fra AU, og i det daglige arbejder han som projektleder. I fritiden er han også projektleder for RaceLab-projektet. Bloggens fokus vil være på det tekniske og de udfordringer, der ligger bag det at bygge noget helt fra bunden på frivillig basis.