Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
forskningsingeniøren bloghoved

Hvordan lærer man at være ph.d.-studerende?

Faglig lynstart

Jeg startede mit ph.d.-projekt på DTU en mandag morgen i oktober 2012.

Jeg mødte mine kommende ph.d.-vejledere - som jeg kendte i forvejen fra min ingeniøruddannelse på DTU - og efter en meget kort snak om formalia var vi i gang med en faglig diskussion. Min hovedvejleder havde været i kontakt med en forskningsgruppe, som vi måske kunne få et samarbejde i gang med, og havde i den forbindelse en mindre opgave til mig.

Jeg fik en beskrivelse af opgaven og en stak artikler, og så var mit ph.d.-projekt ellers i fuld gang.

Ingen formel introduktion

Men der var ingen formel introduktion til, hvordan man er ph.d.-studerende.

Ingen træning i hvordan man indsamler og systematiserer litteratur, ingen instruktion i hvordan man læser og dissekerer videnskabelige papers, ingen forslag til hvordan man forbereder og afholder vejledermøder, endsige til hvordan man løbende samler undersøgelser og idéer i arbejdsnoter. Eller til at man kommer til at afprøve metoder og teorier, som ikke vil virke, og at dette er helt normalt i et ph.d.-projekt og i forskning mere generelt.

Det var ligesom antaget, at det lærer man hen ad vejen. Learning by doing, find dine egne rutiner, gør tingene som de virker for dig.

Så det gjorde jeg, efter bedste evne. Udviklede et workflow til at indsamle, organisere og læse litteratur, reflekterede over den modstand man nødvendigvis kommer til at møde, begyndte at skrive en arbejdsjournal, og - imod slutningen af projektet - fandt en måde at håndtere ph.d.-afhandlingsskrivning. Blandt meget andet.

Disse procedurer og rutiner blev udviklet i løbet af projektet, efterhånden som jeg indså, at der var et behov. Jeg snakkede en gang imellem med mine vejledere såvel som med andre forskere og kolleger herom, og blogs skrevet af andre forskere og ph.d.-studerende var også til stor inspiration.

Man skal i løbet af ph.d.-projektet tage kurser svarende til et helt semester (30 ECTS point), men der er intet krav om at tage kurser med fokus på, hvordan man egentlig er ph.d.-studerende [1].

Guidebog om at være ph.d.-studerende

I denne kontekst har jeg netop været med til at udgive bogen "The Nordic PhD: Surviving and Succeeding" [2]. Som det hedder i beskrivelsen af bogen, er dens præmis enkel:

"If you could go back in time and talk with yourself when you began your studies, what advice would you give? Isn’t hindsight a bonus? If only I knew then what I know now!"

Bogen er skrevet af omkring 20 nuværende og tidligere ph.d.-studerende, som hver især har foreslået og skrevet om ét aspekt af, hvordan man er ph.d.-studerende.

Der er kapitler om konkrete aspekter - såsom hvilke værktøjer man kan overveje at bruge, hvordan man skriver noter, samt hvordan man skriver sin ph.d.-afhandling - såvel som om mere abstrakte emner - f.eks. om forholdet til ph.d.-vejlederen samt hvordan man håndterer modgang.

Bogen er ikke skrevet som en videnskabelig afhandling, men i et lettilgængeligt sprog af dem, som nu eller for nyligt har gjort deres egne erfaringer med et ph.d.-projekt i et af de nordiske lande.

Opråb om ph.d.-dannelse

De færreste skal blive i akademisk forskning, og det er derfor mindst lige så vigtigt at lære god forskningsmetodik som at udvikle de specifikke, faglige kompetencer og resultater.

Førstnævnte kan man kan få brug for, næsten uanset hvad man bagefter skal arbejde med, mens sidstnævnte strengt taget kun er relevant, hvis man forbliver i sit specialiserede, snævre fagområde.

Udover at være en guide til den enkelte er bogen og dette blogindlæg derfor også et opråb til dem, der udvikler og organiserer ph.d.-uddannelserne, om at sikre, at ph.d.-studerende får den rette instruktion helt fra begyndelsen af projektet. Ikke kun igennem learning by doing, men også igennem formel træning og undervisning.

Et opråb om at sikre den rette ph.d.-dannelse.

Noter

[1] DTU Management Engineering har et obligatorisk ph.d.-kursus, "Research and PhD studies at DTU Management". Der findes sikkert lignende kurser på andre institutter (såvel på DTU som på andre universiteter), men der er mig bekendt intet krav om et sådant introforløb eller -kursus.
[2] Bogen er udgivet på forlaget Peter Lang Publishing. Som redaktør modtager jeg et mindre beløb for hver solgt kopi af bogen.

Jakob Rosenkrantz de Lasson er civilingeniør og ph.d. i nanofotonik fra DTU. Jakob arbejder som Product Lead og forskningsingeniør hos virksomheden TICRA i København og blogger om forskning, fotonik og rumteknologi. Jakobs blog har tidligere heddet DTU Indefra (2012-2016) og DTU Studenten (2012)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

"Det var ligesom antaget, at det lærer man hen ad vejen. Learning by doing, find dine egne rutiner, gør tingene som de virker for dig."

Nu er jeg måske rimeligt oldschool eftersom jeg fik min PhD i mid '90erne, men dengang var en PhD en forskeruddannelse hvor en del af processen netop var at lære disse ting selv. Drop-out raten var da også ret høj dengang - jeg vil gætte på 60 % gennemførte, men det var egentlig cool nok - PhD uddannelsen var også en sorteringsproces hvor man fravalgte dem der ikke selvstændigt kunne tilrettelægge et forskningsforløb.

Min professor dengang (Der selv havde en PhD fra Cavendish-laboratoriet) underviste efter princippet: "Jeg vil vise hesten hvor der er vand - men jeg vil ikke lære den at drikke"

Gu' var det hårdt - pissehårdt endda, men i bagklogskabens klare lys er det er ikke noget jeg på nogen måde ville bytte ud med den udvidede kandidatuddannelse man ofte får indtryk af at en PhD'er er nutildags.

Under alle omstændigheder, så er der himmelvid forskel på forskellige individers myers briggs type, og dermed i min verden betyder det også himmelvid forskel på hvorledes man bedst tilrettelægger og eksekverer et længerevarende forskningsprojekt. Med andre ord mener jeg at man SKAL finde sine egne rutiner og metoder, og det er det et PhD projekt i virkeligheden handler om. (rapporten er der, når alt kommer til alt, alligevel ikke nogle der orker at læse)

  • 4
  • 0

[...] det er ikke noget jeg på nogen måde ville bytte ud med den udvidede kandidatuddannelse man ofte får indtryk af at en PhD'er er nutildags.

Ironisk at det eneste produkt som ældre generationer altid klager over bliver dårligere med tiden er uddannelse. Alt andet bliver bedre i kraft af ny teknologi og større viden. Eller måske tager ældre generationer fejl fordi de sammenligner æbler og bananer?

Under alle omstændigheder, så er der himmelvid forskel på forskellige individers myers briggs type, og dermed i min verden betyder det også himmelvid forskel på hvorledes man bedst tilrettelægger og eksekverer et længerevarende forskningsprojekt. Med andre ord mener jeg at man SKAL finde sine egne rutiner og metoder, og det er det et PhD projekt i virkeligheden handler om.

Nemmerlig - man skal igennem Bloom's taksonomi og skabe sin egen identitet som forsker :)

  • 2
  • 0

Ironisk at det eneste produkt som ældre generationer altid klager over bliver dårligere med tiden er uddannelse. Alt andet bliver bedre i kraft af ny teknologi og større viden.

Nej - undskyld - jeg ved godt jeg lyder som en gammel tosse.......

Men når det er sagt, så havde jeg et 5 årigt stipendie, meget få undervisningsforpligtelser intet tvunget udenlandsophold og meget beherskede krav til hvilke fag jeg skulle have under studiet. Disse forhold er meget forskelligt fra det de stakkels PhD studerende har nu. Det er på ingen måde kritik af de studerende, men en kritik af et system der sætter kvantitet over kvalitet. De stakkels studerende jeg er vejleder for har jo ikke en jordisk chance for at nørde på samme måde som jeg havde - og det er i mine øjne rigtigt ærgeligt fordi nørderiet og fordybelsen er en vigtig forskel på en kandidat og en PhD.

  • 2
  • 0

Tak for gode og interessante overvejelser.

Nu er jeg måske rimeligt oldschool eftersom jeg fik min PhD i mid '90erne, men dengang var en PhD en forskeruddannelse hvor en del af processen netop var at lære disse ting selv. Drop-out raten var da også ret høj dengang - jeg vil gætte på 60 % gennemførte, men det var egentlig cool nok - PhD uddannelsen var også en sorteringsproces hvor man fravalgte dem der ikke selvstændigt kunne tilrettelægge et forskningsforløb.

Det er interessant, at det tidligere forholdt sig sådan, og med din uddybning som svar til Nicolai er jeg i vid udstrækning enig - systemet og præmisserne for en ph.d. er anderledes i dag end tidligere. Og man kan jo bestemt diskutere, hvor mange ph.d.-studerende som er for mange.

Men hvis vi accepterer præmissen, at der i dag bliver uddannet flere ph.d.'er end tidligere, samtidig med at der ikke er flere faste stillinger i den akademiske verden, er det oplagt, at mange med en ph.d.-grad skal arbejde med noget andet end det snævre område, deres ph.d. har omhandlet. Og så er det essentielt, at man lærer metodikken, tankegangen og redskaberne, så man sidenhen kan bruge disse til andre problemstillinger.

Under alle omstændigheder, så er der himmelvid forskel på forskellige individers myers briggs type, og dermed i min verden betyder det også himmelvid forskel på hvorledes man bedst tilrettelægger og eksekverer et længerevarende forskningsprojekt. Med andre ord mener jeg at man SKAL finde sine egne rutiner og metoder, og det er det et PhD projekt i virkeligheden handler om.

Hvordan skal man så lære dette? Det skal man, er jeg enig med dig i, i vid udstrækning ved selv at prøve og udvikle egne metoder. Men fordi der netop er tale om en forskeruddannelse, skal man også have vejledning og træning i at lære, hvordan man forsker.

Det kan jeg overhovedet ikke påstå, at jeg ikke har fået - jeg fik rigtig god og kvalificeret vejledning af mine vejledere hele vejen igennem. Men det handlede næsten udelukkende om de tekniske aspekter og ikke om hvordan man laver et litteraturstudie, hvordan man indsamler og systematiserer litteratur, hvordan man skriver et videnskabeligt dokument (rapport, artikel, konferencebidrag), hvordan man planlægger vejledermøder osv. Spurgte jeg dem hertil, snakkede vi naturligvis om det, og jeg fik deres input og råd. Men det var ikke en egentlig introduktion til emnet, som jeg fra starten fik med, det var når jeg selv tænkte over det og bragte det op.

Jeg forestiller mig ikke, at man skal bruge halve og hele år på at studere disse aspekter af, hvordan man er ph.d.-studerende, på et abstrakt og teoretisk plan - det skal naturligvis langt hen ad vejen læres sideløbende med den egentlige forskning. Men man kunne nemt dedikere en del af de obligatoriske 30 ECTS point, som man alligevel skal tage, til en formel introduktion til kerneaspekterne af, hvordan man er ph.d.-studerende.

Det kunne f.eks. være et 1-uges kursus, som skal tages inden for de første 3-6 måneder af ph.d.-studiet, hvor man introduceres til udvalgte, centrale aspekter af, hvordan man er ph.d.-studerende. Ikke som i "på lige præcis den her måde skal du organisere din litteratur", ej heller "det her er dén rigtige måde at forberede og afholde et vejledermøde" - for der er, er jeg enig i, naturligvis ikke kun én måde at gøre disse ting på - men for at præsentere og bevidstgøre om de aspekter, som udgør skelettet i et ph.d.-projektet.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten