cirkulær økonomi bloghoved stor

Hvordan går det med forbrugsgoders levetid …… går det fremad?

Sidste år ved samme tid gjorde bloggen også status for, hvordan det går med produkters levetid som del af indsatsen for cirkulær økonomi med spørgsmålet ”Bliver varige forbrugsgoder snart varige ….. lysner det i horisonten?”. Konklusionen var, at cirkulær økonomi ofte fokuserer på genanvendelse, mens længere produktlevetid (”slowing ressource flows”) står svagere. Flere initiativer i 2018 antydede dog, at det måske var ved at lysne i horisonten:

  • et stigende antal reparationscafeer

  • fokus på det gemte elektronik i skuffer og skabe der ikke længere bruges,

  • nye reparationsprojekter for forbrugerprodukter hos flere affaldsselskaber

  • de kommende internationale tekniske standarder med definitioner for, hvordan f.eks. produktholdbarhed (”durability”) og mulighed for reparation (”repairability”) skal beskrives og vurderes

  • nye, obligatoriske EU ecodesign-krav fra 2021 for opvaskemaskiner, lyskilder og tastaturer som såkaldte ”energirelaterede produkter"

Status for 2019

En tilsvarende status for 2019 viser igen en vis fremgang i initiativer for længere produktlevetid, men et egentligt paradigmeskifte i retning af længere produktlevetid som den primære strategi for cirkulær økonomi, er der ikke tale om. Men cirkulær økonomi skal ses som en omstillingsproces, der udfordrer centrale dynamikker i både virksomheders forretningsmodeller og i borgernes forbrugspraksisser. Der vil både være opture og nedture, og vi skal lære af begge typer erfaringer.

Vi kan således alle være med til at bidrage til denne omstillingsproces ved at sætte fokus på, analysere og sprede erfaringerne fra nye initiativer, samtidig med at vi påpeger de bagvedliggende grundlæggende problemer i den lineære økonomi, der giver problemer med kort produktlevetid.

2019-reparationsundersøgelse fra Ingeniørforeningen

Ingeniørforeningens reparationsundersøgelser fra 2017 og 2019 viser, at der et problem med forbrugsgoders levetid og dyre reparationsmuligheder – dvs. der er god grund til at igangsætte initiativer med fokus på disse problemer.

Ingeniørforeningens reparationsundersøgelse fra 2017 viste, at 25-30% af reparationer af forbrugsgoder opgives af borgerne – hovedsageligt fordi det er for dyrt at få et produkt repareret sammenlignet med hvad det koster at købe et nyt.

En opfølgende undersøgelse fra 2019 (ligeledes blandt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning på 2.000 personer) viste, at hvis et forbrugerprodukt går i stykker, så køber danskerne i mange tilfælde nyt frem for at forsøge at få det gamle produkt repareret.

Mere end hver anden adspurgte i 2019-undersøgelsen vurderer således, at de enten aldrig, sjældent eller kun af og til får repareret hvidevarer og forbrugerelektronik frem for at smide ud og købe nyt. Det er bekymrende i en tid, hvor klima og bæredygtighed topper listen over befolkningens bekymringer.

Elektronikaffald er bl.a. et problem, fordi håndteringen af affaldet kan give miljø- og sundhedsproblemer, og fordi vi med den dominerende måde at håndtere elektronikskrot på i Danmark taber mange af de energi- og materialeressourcer, som er medgået til udvindingen af råvarer og den efterfølgende fremstilling af produktet, når produktet kasseres og ikke repareres.

Længere produktlevetid tiltaler dog danskerne. På undersøgelsens spørgsmål om man vil betale mere for eksempelvis et elektronikprodukt, hvis det kan holde længere, svarer hele 75 procent ”ja”. Dette er udtryk for en erkendelse af, at kassation af produkter på grund af dyre reparationsmuligheder ikke kan fortsætte, hvis vi skal løse klima- og miljøudfordringerne.

Hvis samme erkendelse udvikles hos producenter og forhandlere, vil der komme flere varer på hylderne, som er konstrueret til et længere produktliv, samtidig med at der ville være større interesse for indsigt i brugernes produkterfaringer ved at tilbyde billigere reparationsmuligheder. Det ville være spændende at se initiativer i stil med den engelske kæde Kingfishers initiativ med in-store reparation og maker spaces:

“Kingfisher: the home improvement giant reinventing repair …. Castorama Poland, owned by Kingfisher, rewrote the norm by introducing repair centres in stores when they opened 16 years ago. Today all of its stores have repair centres. The repair operations are equipped to test lawnmowers and other products with combustion engines and to test panels for lights, as well as tools such as drills and jigsaws.

…. Castorama’s Radom store in Poland also launched its Casto Lab maker space in 2016 where customers can learn DIY skills and use specialist tools and equipment to help with their projects. The Lab is used for workshops and demonstrations run by Castorama and its suppliers, which are advertised in-store and on local radio stations. Kids’ DIY classes are also held in the Lab.”

Det er interessant, at denne case er del af en rapport fra bl.a. Ellen MacArthur Foundation med titlen ”KEEPING CUSTOMER CONNECTIONS - Why customer relationships don’t have to end at the point of sale – lessons from the circular economy”. Rapporten viser, at sådanne initiativer vil være en oplagt forretningsmulighed for lignende virksomheder i Danmark!

Endnu flere reparationscafeer i Danmark

Der er i 2019 kommet væsentligt flere reparationscafeer (repair cafeer) i Danmark. Der er således nu 32 reparationscafeer i Danmark – hvilket er 2-3 gange så mange som ved slutningen af 2018.

Reparationscafeer er udtryk for, at borgere ”tager sagen i egen hånd”. Frivillige hjælper andre borgere med at reparere produkter – både tøj og forskellige elektriske og elektroniske produkter.

Det er spændende, at Repair Café Danmark i 2019 indledte et samarbejde med Lærerstandens Brandforsikring, som vil hjælpe med udbredelsen af konceptet i Danmark gennem dækning af bl.a. udgifter til etablering af cafeer (indkøb af værktøj m.m.)

Repair Café Danmark vil i 2020 styrke sit arbejde med at opsamle og analysere data for hvor meget der repareres, hvad der repareres og hvad disse reparationer giver af miljømæssige fordele. Måske kan disse data også inspirere forhandlere til at sætte fokus på at tilbyde bedre produkter og billigere reparationsmuligheder!

Netværket har også styrket sit internationale samarbejde og er bl.a. medlem af den europæiske kampagne Right To Repair: ”Vi tror på at vi via dette samarbejde lettere kan få vores ønske om lovgivningen ændret på Europæisk plan. Vi mener nemlig at produkter skal have længere garanti og holdbarhed og derfor skal de naturligvis kunne repareres, når de er gået i stykker. Dette kræver, at produkterne er designet til reparation samt at producenterne giver support til reparatører af alle slags. Vi vil have retten til at reparere.”

Reparationsprojekter for kasserede hårde hvidevarer

Der er flere projekter, hvor affaldsselskaber etablerer muligheder for at kasserede hårde hvidevarer fra husholdninger får forlænget deres liv ved at blive undersøgt og eventuelt repareret. Ud over de ofte omtalte projekter hos AVV og Aalborg Forsyning igangsatte ARC sidst i 2018 et forsøg med genbrug af hårde hvidevarer. Forsøget er et samarbejde mellem Københavns Kommune, ARC, Recipo (producentansvarsvirksomhed for bl.a. elektronik) og Recirk (salg af brugte hårde hvidevarer). Dette forsøg synes at have et bredere produktfokus end andre projekter med samme formål og har en direkte afsætningskanal gennem Recirk.

Forsøget omtales således på ARC’s hjemmeside:

"Hvilke hårde hvidevarer kan genbruges?: Nyere produkter, der er mindre end syv år gamle. Produkter af god kvalitet. Produkter i pæn stand

I første omgang undersøges produktet f.eks. for manglende knapper og om det er CE-mærket. Senere registreres det i en database og testes for fejl. Kan produktet repareres, gøres det klar til salg i en genbrugsbutik. Hvis ikke, bruges nogle af delene som reservedele. Resten genanvendes.”

En af udfordringerne i starten af projektet var (ifølge ARC’s årsredegørelse for 2018) at finde ud af hvilke produkter der kunne genbruges: ”Det har vist sig at være svært for kunde og genbrugsvejledere at vurdere om en hårde hvidevare er egnet til genbrug. Da der også er pladsmæssige udfordringer er aftalen derfor på disse pladser at Recirk ser på de hårde hvidevarer, som der er i den eksisterende container til hårde hvidevarer.”

Når Recirk sælger disse sprodukter til genbrug omtales det således på deres hjemmeside: ”RECIRK sælger nyere hvidevarer ….. Vi har de fleste af dem i komfur, ovne, vaskemaskiner, tørretumblere, opvaskemaskiner, kombinationsskabe, kogeplader og meget mere! ……. Alle produkter kontrolleres, testes og revideres grundigt. Apparatet vaskes / rengøres grundigt og er klar til brug.”

Lovhjemmel, der kan sikre det lovgivningsmæssige grundlag for de ovenfor nævnte ordninger for reparation og videresalg af hårde hvidevarer er på vej i Danmark: I forlængelse af ændringer af EU-direktiver har der netop været høring af et forslag til ændring af miljøbeskyttelsesloven med henblik på at etablere hjemmel til at ændre reglerne for udvidet producentansvar for elektronikaffald med henblik på at sikre mere genbrug og en bedre genanvendelse af elektronikaffald.

I følge bemærkningerne til lovforslaget er hensigten at, ”affaldsaktører får mulighed for at indsamle elektronikaffald fra husholdninger til forberedelse med henblik på genbrug og genanvendelse udenom den etablerede producentansvarsordning, som bl.a. omfatter en kommunal indsamling af elektronikaffaldet fra husholdningerne.”

De kommende EU ecodesign-krav

Det er endnu for tidligt at sige, hvordan de nye EU eco-designkrav om bedre reparationsmuligheder for opvaskemaskiner, lyskilder og tastaturer, der træder i kraft fra 2021, vil påvirke produktdesign og forretningsmodeller, men virksomhederne må forventes at være i gang med at forberede sig. Det reguleringsmæssigt spændende ved ecodesign-kravene er, at de er obligatoriske og vil gælde alle produkter inden for et produktområde. Dvs. i modsætning til miljømærkekrav er EU’s eco-designkrav IKKE frivillige krav, som en virksomhed kan vælge at leve op til.

Ønsker for 2020 inden for produktlevetid og reparation

Mine ønsker for det nye år for produktlevetid som del af cirkulær økonomi bygger videre på ønskerne for 2019:

  • at reparationscafeernes miljømæssige og strategiske betydning styrkes

  • at producenter og forhandlere begynder at tage mere ansvar for forbrugsgoders holdbarhed og for mulighederne for billigt at reparere de produkter, som de producerer og sælger

  • at detailhandelen begynder at lægge pres på deres leverandører ved gradvist kun at sælge produkter, der lever op til EU’s kommende ecodesign-krav

  • at producenter og detailhandel viser større interesse for at lære af brugernes, reparationscafeernes og de kommercielle reparatørers erfaringer med henblik at sikre længere produktlevetider gennem bedre kvalitet og bedre brugerinformation

  • at der kommer konkurrence på området mellem danske detailhandlere om længere produktlevetider og billigere reparationsmuligheder

  • at der i den nationale ressource- og affaldsstrategi bliver fokus på forlænget produktlevetid

  • at der som led i at vurdere hvordan strategien påvirker ressourceforbrug og produktlevetid, udvikles indikatorer for denne form for affaldsforebyggelse og bygges videre på bl.a. en rapport udarbejdet for Miljøstyrelsen allerede i 2014(!) om indikatorer for affaldsforebyggelse. Indikatorerne bør ifølge rapporten fokuseres på de følgende tre aspekter af affaldsforebyggelse: reduktion af ”a) Affaldsmængden, herunder via genbrug af produkter eller forlængelse af produkternes levetid, b) De negative konsekvenser, som det producerede affald har for miljøet og menneskers sundhed eller c) Indholdet af skadelige stoffer i materialer og produkter”

Michael Søgaard Jørgensen er civilingeniør i kemi, ph.d. i teknologivurdering og arbejder som lektor i miljøinnovation og bæredygtig omstilling ved Institut for Planlægning på Aalborg Universitet på campussen i København. Desuden er han medlem af bestyrelsen i IDA Grøn Teknologi og IDA Teknologivurdering og er IDA's talsperson inden for miljøinnovation.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det ville da være nemt løst med fx 10 års garanti på hvidevarer. Jeg har prøvet at købe noget af det helt billige skrammel, hvor vaskemaskinen gik i stykker efter 2½ år. Det burde ikke være tilladt. 5-10 års garanti ville gøre den slags usælgeligt (pga omkostningerne), mens de fleste lødige produkter ikke ville få problemer.

  • 13
  • 0

Det er ikke kun et spørgsmål om hardware kan repareres, men så sandelig også at manglende softwareopdatering (eller rettere manglende vedligehold af selv samme) sørger for enorme mængde af e-waste.

Især er mobiltelefonfabrikanterne nogle svin, da de gerne vil sælge deres bras, som i værste fald er forældet allerede den dag det langes over disken, og opgradering er totalt fraværende.

Jeg så gerne der kom en lov som påtvang at købere af elektronisk udstyr får fuldt ejerskab over deres egen elektronik, den dag producenten ikke mere vil sørge for opgradering.

Mao., hvis producenten ikke opgraderer, så skal alle låsekoder udleveres, der skal stilles en åben bootloader til rådighed, og alle driverspecifikationer skal frigives etc.

  • 14
  • 0

Fuldstændig enig! Indtil lovgivningen kommer på plads, må vi håbe at producenter som www.puri.sm og www.pine64.org kan få skabt en platform stærk nok til få en plads i en verden delt af Android og iOS. Når man ser på hvilke giganter der har knækket nakken på det forsøg, skal der ønskes godt med held og lykke!

  • 2
  • 0

Jeg har prøvet at købe noget af det helt billige skrammel, hvor vaskemaskinen gik i stykker efter 2½ år. Det burde ikke være tilladt. 5-10 års garanti ville gøre den slags usælgeligt (pga omkostningerne), mens de fleste lødige produkter ikke ville få problemer.

@Christian Jeg prøvede i 1997 at købe vaskemaskine, tørretumbler og opvaskemaskine i den dyre ende af skalaen. Opvaskemaskinen fik småproblemer i 2018 og vi valgte at skifte den - vaskemaskine og tørretumbler kører stadig upåklageligt.

  • 4
  • 1

Personligt har jeg den overbevisning at RoHS direktivets forbud mod bly i loddetin er den enkelstående regel der uden sammenligning har genereret den største mængde unødvendig elektronikskrot. Men fabrikanterne har naturligvis set en fordel i at produkterne helt naturligt og i overensstemmelse med reglerne har fået en ringere levetid.

  • 0
  • 3

Jeg prøvede i 1997 at købe vaskemaskine, tørretumbler og opvaskemaskine i den dyre ende af skalaen. Opvaskemaskinen fik småproblemer i 2018 og vi valgte at skifte den - vaskemaskine og tørretumbler kører stadig upåklageligt.

Man kan ikke gøre det ensidigt op, jeg er mange gange blevet skuffet over holdbarheden af dyre såkaldte mærkevarer.

Omvendt så har jeg en vaskemaskine i sommerhuset, som kører flittigt ca. halvdelen af året - det var den billigste jeg kunne finde i Metro omkring årtusindeskiftet, og jeg har intet bøvl haft med den.

  • 4
  • 0

Til gengæld har Siemens gjort det utroligt nemt at købe reservedele til deres hårde hvidevarer. Hvis registrerer sit produkt på hjemmesiden, finder man splittegninger med reservedelene, og kan bestille dem fragtfrit med det samme - endda til priser der ligger betydeligt under hvad de uafhængige reservedelspushere kan tilbyde. Det gode er at det er nemt, og man er ikke i tvivl om det er den rigtige dims man køber hjem.

Problemet med garantien er, at fejl på gummibælge og den slags, f.eks som følge af at en skab genstand har været en tur igennem vaskemaskinen, giver anledning til konflikt, og omkostningen til en reparatør bliver meget stor i forhold til værdien af maskinen. Der er måske også opstået følgeskader.

Manglende rensning af dyser, filtre, kondensere osv bliver også et forhold der skal reguleres af garantien, og det vil ende i klausuler som "påvises det af fejlen skyldes ... dækker garantien ikke, og omkostningen til reparationen dækkes af ejeren" og så er man ligevidt, men har skabt en meget stor kløft. Nogle forhandlere tilbyder også en udvidet garanti for en merpris, men forbrugerrådet advarer jo mod at købe den slags fordi det sjældent giver mening.

Kan dog godt se argumentet i at man kan få de værste maskiner af banen, men hvad gør så de mennesker der ikke har særligt mange penge? Hvis en ringe maskine kan genbruges fornuftigt er problemet måske ikke så stort.

Hvis man ikke bygger maskinerne til at kunne holde i 30 år, kunne man i det mindste gøre det nemt at reparere og vedligeholde maskinere. En del hjælp kan også findes på youtube, men producenter kunne jo producere disse videoer som en fast del af produkt support. I princippet kunne man med en QR-kode på maskine linke direkte ind til service sider, med manualer, reservedele og vejledninger.

(PS arbejder ikke hos Siemens eller i branchen)

  • 6
  • 0

Må de mindre bemidlede ikke have den luksus en opvaskemaskine giver?

Dit forslag lyder lidt som Ida Aukens påtale af alle de "dumme" fattige der køber deres tøj i H&M. De skal købe dyrt mærketøj ligesom Ida selv gør, for det er bedst for miljøet og måske klimaet.

Nu er der jo blevet indført nye EU regler omkring at produkter i højere grad skal kunne repareres som jeg personligt finder som et noget bedre forslag end det du og Ida ligger op til.

Er det bare mig eller glemmer dabattører her på siden ret ofte at resten af Danmark ikke er ingeniører (kompetancer) og bedre bemidlede (kassedamen har også ret til et godt liv)?

  • 3
  • 1

Personligt har jeg den overbevisning at RoHS direktivets forbud mod bly i loddetin er den enkelstående regel der uden sammenligning har genereret den største mængde unødvendig elektronikskrot. Men fabrikanterne har naturligvis set en fordel i at produkterne helt naturligt og i overensstemmelse med reglerne har fået en ringere levetid.

Du må gerne uddybe din “overbevisning” lidt mere, for jeg kan slet ikke se hvad blyfri loddetin har med holdbarheden at gøre[0].

På mit arbejde producerer vi udelukkende elektronik med blyfri tin, og vores produkter holder ofte +30 år. Det er ihvertfald aldrig lodningerne der dræber vores elektronik :)

[0] : Ja det er lidt sværere at lodde med ifht. blyholdigt, og det giver flere “whiskers” ved ekstreme temperatur-cyklusser, men lige dét fænomen ses vist kun i space-applikationer?

  • 0
  • 0

Blyfri loddetin er bare et ringere produkt, ligegyldig hvordan du ser på det.(1)

At jeres produkter holder i 30+ år (jeg går ud fra i har været nogle af foregangsm/k'erne i brugen hvis I har haft produkter i drift så længe?) er da kun godt. Men det er så næppe hverken medico eller mililært udstyr, da det jo sjovt nok var undtaget til at starte med...)

Jeg mener også at det er beundringsværdigt at I laver fejldiagnostisering på gamle døde produkter, de fleste firmaer ville nok bare choppe boxen i en makulator og sælge en ny.

Men for eksempler så se fx på 2011 MacBook Pro problemerne med GPU'er.

Mere "skøre" lodninger og mekanisk påvirkning eller termiske cycler er ikke en god cocktail. Bevares, hvis produktets modemæssige levetid alligevel er 2-3 år når det sikkert ikke at blive et problem.

(1) Bortset fra miljøhensynet, hvor 'bly i loddetin' sammenholdt med 'bly i bilakkumulatorer' og 'bly i CRT skærme' er begrænset og problemet retteligt burde håndteres ved rettidig omhu i behandlingen af affaldet i stedet for at gøre det egnet til deponi.

  • 4
  • 0

Må de mindre bemidlede ikke have den luksus en opvaskemaskine giver?

Dit forslag lyder lidt som Ida Aukens påtale af alle de "dumme" fattige der køber deres tøj i H&M. De skal købe dyrt mærketøj ligesom Ida selv gør, for det er bedst for miljøet og måske klimaet.

Det er vel ikke en luksus, hvis det går i stykker efter 2år? Jeg havde netop ikke så mange penge, og valgte derfor at købe noget billigt Beko noget til 2000kr. Men som sagt gik den HELT i stykker dvs. smadrede betonvægtdele inde i maskinen, der blev slynget rundt. Den næste maskine jeg købte kostede ca. 3700kr. (Siemens) og holdt i 10år, hvor den nok i gennemsnit har vasket en gang dagligt (3 børn, 3 katte og en hund). Den kunne muligvis endda være blevet repareret, men det var nye lejer, så jeg havde ikke helt mod på det selv, og hvis den skal forbi en reperatør, var det billigere at købe en ny, hvilket jo også er et generelt problem. Jeg plejer at orden det meste selv, men jeg er kun IT nørd, og har begrænset tid til at fikse det (vasketøjet hober sig jo op).

Så jeg mener bare, at man kan tvinge producenterne til at lave noget der kan holde, uden at det nødvendigvis koster det hele vilde. Det bliver billigere for forbrugerne i længden. Som en anden skriver, så er der heller ikke nødvendigvis direkte sammenhæng mellem pris og kvalitet, men hvis der er lang garanti, så er man som forbruger meget bedre stillet.

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten