close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
sarah pearson bloghoved med sarah i universet

Hvordan finder vi den næste jordklode?

Video fra Space with Sarah YouTube kanalen (der er danske undertekster til alle videoer).

Hvis livet begyndte her på Jorden, skulle man tro, det nok også er begyndt andre steder i universet. I vores egen galakse findes der milliarder stjerner, og statistisk set har de fleste af dem planeter i kredsløb om sig. Samtidigt findes der milliarder af galakser i Universet, alle med milliarder af stjerner og mon ikke milliarder af planeter.

Men sandheden er, at vi ikke ved, hvordan liv starter, selv hvis de rette betingelser er der. Vi har et datapunkt at arbejde med, og det er livet her på Jorden. Vi har ikke fundet liv andre steder, og måske lige så vigtigt så har vi aldrig været i stand til at producere liv ud af ikke-liv.

Det, at vi mennesker ikke har været i stand til at skabe liv, er i sig selv ikke en begrænsning for, hvorvidt liv har høj sandsynlighed for at starte under de rette betingelser, men det gør det svært for os at sætte tal på sandsynligheden.

Her på Jorden startede den første form for liv som en enkeltcelleorganisme meget tidligt i solsystemets historie. Det lader til, at liv startede for ca. 4 milliarder år siden, og Jorden er kun 4,6 milliarder år gammel. Tilsyneladende startede livet altså, så snart betingelserne var der. Det er en interessant detalje, at den menneskelige race, som vi kender den i dag (Homo Sapiens), kun har eksisteret i ca. 200.000 år, hvilket er en lille brøkdel af den tid, Jorden har eksisteret.

Intelligent liv lader altså til at være et stykke tid om at starte. Man kan selvfølgelig debattere, hvordan intelligent liv overhovedet defineres, men vi (mennesker) lader til at være den eneste livsform, der nogensinde har udforsket oprindelsen af ​​Universet her fra Jorden.

Det er stadig ikke til at vide, om der er liv derude, men én ting, som vi har lært en masse om i de seneste årtier, er planeter omkring andre stjerner end Solen. Disse kaldes exoplaneter. Når astrofysikere leder efter disse exoplaneter, holder vi øje med, om de befinder sig i beboelige zoner. Vi definerer som hvorvidt de kan have den rette temperatur til at have flydende vand, om de ud fra deres masse og radius mon har en hård overflade, og hvorvidt de har eller kan have en atmosfære.

I vores levetid vil det formentlig være svært at bevise, at der er liv derude, medmindre vi finder fossilt liv på en af ​​de nærliggende planeter (f.eks. Mars), eller om andet liv måske finder os. Men i den nærmeste fremtid kan vi godt undersøge atmosfærer omkring exoplaneter, der minder om Jorden i deres størrelse (se e.g. Trappist-1) og afstand til deres stjerne. Forskere er først i løbet af de seneste år begyndt at være i stand til at undersøge, hvad exoplaneters atmosfærer er lavet af.

Det fungerer således: Når vi retter et teleskop mod en stjerne med en planet i kredsløb om stjernen, kan vi analysere lyset fra stjernen alene og lyset fra stjernen med planeten foran stjernen. Ved at undersøge forskellene mellem disse to observationer kan vi finde ud af, hvad planetens atmosfære er lavet af, da noget af lyset fra stjernen vil være absorberet at planetens atmosfære.

Det er ikke helt så simpelt, som det lyder, blandt andet fordi stjernen er så lysstærk, men disse forsøg er ved begynde at blive lavet. Dette vil gøre det muligt for os at finde atmosfærer med for eksempel vanddamp, oxygen, ozon, og kulstofdioxid, som kan hjælpe os i vores søgen efter tegn på liv.

Måske kommer vi altså til at finde Jorden 2.0 med den rigtige afstand fra dens stjerne og med en atmosfære, der svarer til den, vi har her på Jorden, hvis den findes derude. Dog er vi ret begrænset af, hvor store afstande der er mellem stjernerne i vores galakse, og vi vil nok desværre ikke være i stand til nå derud, medmindre der sker en revolution inden for rumteknologi. Det lader også til, at vi for evigt vil være begrænset af lysets øvre grænse for bevægelseshastigheden.

Som mennesker er vi dog drevet af nysgerrighed, og der er allerede planer om at sende en mission til den allernærmeste exoplanet, vi har fundet til dato. Den hedder Proxima b og er kun ca. 4 lysår væk. Mere om det en anden gang.

Skriv endelig spørgsmål i kommentarerne nedenfor.

SarahPearson
har netop færdiggjort sin ph.d. i astrofysik fra Columbia University, hvor hun blandt andet forskede i mørkt stof, sammenstødende galakser og galaksers udvikling. Sarah starter som Postdoctoral Research Fellow ved The Flatiron Institute's Center for Computational Astrophysics i august 2018. Hun er tidligere bachelor-studerende i fysik ved Københavns Universitet, hvorfra hun fik sin grad med specialisering i astrofysik i 2012. Udover forskning er Sarah en passioneret formidler og har derfor startet YouTube-kanalen 'Space with Sarah', hvor hun svarer på spørgsmål om rummet fra den brede befolkning i korte videoer.

et meget jordnært (no pun intended) og dog filosofisk indlæg Sarah.

Vi har som mennesker vænnet os til, at afstand "bare" er noget, vi kan løse teknologisk, og det er lykkedes endda særdeles fint her på jorden. Alle rejser allevegne, noget kun kunne drømme om for bare 100 år siden.

Der er dog, som du skriver, alt for langt til planeter med potentielt intelligent liv - eller bare en jordlignende atmosfære til, at vi kan gøre os håb om at når derud - i hvert fald så længe lyshastigheden er upper limit, og jeg har svært ved at se den brudt.

Samtidigt har vi som mennesker særdeles svært ved at acceptere den begrænsning, og siger til os selv at Moores lov også må gælde for rumrejsers hastighed, selvom de sørgelige fakta er, at (stort set) hele udviklingen i mennesker i rummet skete fra 1961 til 1969 og har stået (stort set) stille siden. Efter 1972 har der ikke været et menneske mere end 1000 km fra jordens overflade - der er langt til Alpha Centauri ;o)

Er der nogen, der har en ide til, hvad vi gør?

Er Musks plan om Mars andet end et ubetydeligt skridt på en umulig rejse?

Vil vi eksistere længe nok på Jorden som art til, at vi kan mestre teknikken med selvforsynende non-return skibe til rejser flere hundrede (tusinde) år ud i rummet?

Hvem vil med på sådan en rejse, hvor det i bedste fald kun vil være ens meget sene efterkommere, der når frem?

Hvis ambitionen er at sprede vores gener (kan vi i det hele taget tillade os det?), ville noget cryogent så ikke være nemmere?

Vil det bedste for universet være, at vi uddøde her?

mvh Flemming

  • 4
  • 1

Det er jo ikke så interessant at finde grønalger på en planet, selv om det også er liv på en måne i vort solsystem, så er det jeg forstår ved liv ikke opfyldt.

Det er næppe heller interessant, at finde en planet med et dyreliv som vort, bare uden mennesker, men vel så var en kolonisering mulig uden de store sværdslag:)

Men hvis vi fandt en sådan planet med en rimeligt højt begavet livsform, hvordan vil vi så kunne kommunikere teknik med dem , når vi ser vore lokale problemer med Bonoboer, Orangutaner, Delfiner, Hunde og dyr i det hele taget

  • 1
  • 5

selv om det også er liv på en måne i vort solsystem, så er det jeg forstår ved liv ikke opfyldt.

Det er et ret personligt problem du har der. Måske du skulle prøve at gøre noget ved det. Ikke at kalde liv for liv kan nok lede til en del misforståelser i samtale med andre.
Måske du kunne begynde at operere med et nyt begreb det-liv-som- Bjarke-Mønnike-finder-interessant. Men du skal nok ikke forvente at det er et begreb som resten af verden har interesse i.

  • 4
  • 1

Jeg spørger dig så, hvorfor har man lavet store teleskoper og radioteleskoper .

Er det for at finde skimmelsvamp på en sten ?
Næppe vel ! De som bruger deres tid med disse apparater søger efter muligheder for intelligent liv. Men de er da også meget interesseret i at finde aminosyrer på en meteorsten, lige som jeg er :)

  • 0
  • 4

Hvis vi kun ønsker at finde bevis for liv, behøver vi ikke tage længere end til Saturn og dens måner - især Enceladus. Her er der skjulte have og indikation for organiske strukturer i disse have.


Jeg mener, at der skal mere til for at kalde det liv. At der forekommer nogle tilfældige organiske forbindelser er ikke et bevis for liv, eller at der har været liv. Der skal eksistere DNA eller en anden form for programmerbar struktur, samt maskiner der kan udføre koden, for at der er bevis for liv, eller at der har været liv.

Liv skal naturligvis kunne reproducere sig selv, og det kræver at det som skal produceres, kan beskrives kompakt. Altså, er nødvendigt med DNA og maskiner der kan udføre koden.

  • 0
  • 0