Hvordan bygger man en raket under en pandemi?

For et års tid siden lukkede Danmark ned, og vendte op og ned på alting – og needless to say også vores raketbyggeri, hvilket næppe er en overraskelse for nogen. Samtidig er vi long overdue for en opdatering! Derfor vil vi nu fortælle lidt om, hvordan man bygger Europas mest avancerede studenterbyggede raket, launcher den (ja, spoiler alert), og generelt får et frivilligt foretagende almindeligt vis bygget på fysisk fremmøde til at fungere virtuelt fra den ene dag til den anden og med restriktioner på alt vores arbejde – alt sammen under en global pandemi.

Så lad os tage det i kronologisk rækkefølge og starte med at gå tilbage til onsdag d. 11. marts kl. ca. 16.00. Vi har godt hørt om det her coronavirus, der florerer en del i Kina og Italien, og vist også er begyndt på det i Danmark. Vi sidder en hel del DanSTAR medlemmer ”hjemme” i vores base i DTU Skylab, da pressemødet starter kl. 18 og vi informeres om at landet lukker ned, deriblandt samtlige universiteter, og vi sendes hjem fra vores uddannelser i foreløbigt to uger.

Vi kunne jo godt regne ud at de to uger ville blive forlænget, og selv om ingen af os forudså præcis hvor længe det ville vare (ja hallo, 2022 is that you?) så måtte der sættes nogle aktioner i søen, især ift. at DTU Skylab ville låse af kl. 12 næste dag. Der blev ret hurtigt ringet rundt til samtlige muligheder for arbejdsplads og opbevaring, så vi kunne fortsætte arbejdet under lockdown. Dengang havde vi stadig en naiv tro på, at vi ville komme til New Mexico i juni og launche vores raket, Dragonfly, til raketkonkurrencen Spaceport America Cup. Men det kommer vi til, let’s not get ahead of ourselves.

Efter facebookbeskeder i alle retninger, hastige telefonopkald og vist også et par Redbulls, lå der en løsning klar. Vi fik lov at flytte hele molevitten ind i fælleslokalet på Kampsax Kollegiet på DTU Lyngby Campus. Og med hele molevitten mener vi alt vores essentielle værktøj, testudstyr, og nå ja, så selvfølgelig raketten – og vores elkedel. Gud forbyde, at vi både skulle klare os igennem en lockdown OG undvære vores trofaste instant kaffe. Torsdag morgen mødtes vi i Skylab og rev teltpløkkerne op og flyttede 900 m længere væk.

”Vi ses på den anden side,” blev der sagt til Skylab medarbejderne på vej ud af døren.

Vi var naturligvis utrolig taknemmelige for muligheden på kollegiet, men alle kan vist skrive under på at det var udfordrende at omstille sig til primært online møder samt koordineringen for at undgå at være for mange samlet om arbejdet, hvis vi endelig mødtes fysisk. Vi kløede på så godt vi nu kunne, coronausikkerhed, -ensomhed og frustration til trods, samtidig med at al undervisning blev omlagt med varierende succesrate.

Denne kommentar er taget fra vores interne, skriftlige kommunikationsmedie: “[…] concentrate on your studies, time saved now can be used after the corona thing is over. The rocket still needs to fly in June.” To uger senere var konkurrencen aflyst. Og Danmarks lockdown blev yderligere forlænget. Det var inden samfundssind, podning og mundbind var en fast del af vores vokabularium, og det primære fokus lå på, hvordan vi bedst kunne fortsætte arbejdet uden at være for besværet af situationen.

I maj måned ramte vi DTU’s eksamensperiode, og motivationen faldt yderligere samtidig med at vores nye base blev hyppigere besøgt af kollegianere, der brugte lokalet til eksamenslæsning (rimelig fair), og vores fysiske arbejde blev derved også yderligere besværliggjort.
Da Danmark begyndte at åbne op igen, så vi vores snit til at starte vores tests op igen. Heldigvis havde vi brugt fem weekender i træk i januar og februar 2020 på hotfires (raketmotortests), så der var ikke så langt igen. Troede vi.

Mens alt dette stod på, lå det hele tiden i baghovedet at et af vores primære formål med at bygge netop denne raket – Spaceport America Cup – var aflyst, og vi var derfor relativt opsatte på at finde en anden måde at launche vores raket på. At launche sin raket er immervæk dét primære formål med at bygge én i første omgang.

Så hen over foråret og sommeren blev der taget initiativ fra DanSTAR’s daværende formand, Rasmus Arnt Pedersen, til at stable en europæisk launch-mulighed på benene. Gennem dialog med den også daværende generaldirektør for ESA, Johann-Dietrich Wörner – som kort forinden lockdown lagde vejen forbi DTU – tog Portugal Space opgaven på sig, og på hvad der uden tvivl må være rekordtid, blev European Rocketry Challenge (EuRoC) en realitet. Der lå derfor en launchdato relativt klar, og vi havde derfor en mere håndgribelig deadline at arbejde efter. Det hjalp vist både på motivation og arbejdsmorale for flere medlemmer.

I august fik vi mulighed for at flytte "hjem" igen til DTU Skylab, da landet var åbnet nok op og launchforberedelserne blev nu iværksat. Samtidig åbnede det nybyggede Skylab 3.0 op, inklusiv vores spritnye garage. Ved fraflytning donerede vi vores trofaste elkedel til de søde Kampsax beboere, der holdt vores raket-roderi ud i 5 måneder. Må deres instantkaffe altid være varm og koffeinrig.

Kort efter hjemflytningen ramte vi september, og dermed vores static fires (vertikale tests), hvor man tester alt, undtagen selve launch af raketten; dvs. man tester sammenspillet mellem alle systemerne – og håber på det virker!

Som det måske kan ses, så var det en bragende succes (bragende, get it? Fordi det larmer… okay). Det var en ret speciel oplevelse at stå på Refshaleøen, press play, og så rent faktisk se det stykke arbejde, vi har kæmpet så hårdt for at få til at virke, rent faktisk lykkedes.

Som tidligere nævnt var der nu en europæisk raketkonkurrence to attend, og kun to uger efter vores static fire var der afgang til Ponte de Sor, Portugal, hvor vi med succes launchede vores raket, Dragonfly. Men det er en helt anden historie…