Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
Grønlandsbloggen

Hvor meget dansker er en grønlænder?

Svaret er ifølge en ny genetisk undersøgelse, at en grønlænder i gennemsnit er kvart dansk.

Samme gruppe, som sidste år publicerede artiklen om den genetiske årsag bag udbredelsen af diabetes i Grønland beskrevet i dette blogindlæg, har nu publiceret endnu en spændende artikel. Artiklen går i dybden med grønlændernes genetik under titlen Uncovering the Genetic History of the Present-Day Greenlandic Population.

Denne gang drejer det sig om grønlændernes genetiske sammensætning. Hvilke befolkningsgrupper består grønlænderne af? Hvor meget europæer er der i grønlænderne, og er der forskel på grønlændere i de forskellige dele af Grønland?

I dette omfattende genetiske studie har man undersøgt 196224 såkaldte SNPs, som er særligt udvalgte områder af vores DNA, der varierer fra person til person. Næsten 10 % af Grønlands voksne befolkning deltog i studiet, herunder 4127 personer fra 15 områder i Grønland og 547 grønlændere bosiddende i Danmark. Derudover inkluderede man til sammenligning 50 danskere og 208 personer uden forventet tilknytning til Grønland fra hhv. Europa, Kina, Japan og Vestafrika.

Hvor dansk er grønlænderen? Ifølge studiet kan man spore europæisk DNA alle steder i Grønland. Over 80 % af de undersøgte personer har europæiske forfædre. I gennemsnit er grønlænderne kvart europæiske, men i særlige områder af Grønland har grønlænderne langt mindre europæisk DNA. Det gælder Qaanaaq, Tasiilaq og bygderne på sydspidsen af Grønland. Størstedelen af personerne fra Tasiilaq og de sydgrønlandske bygder har kun grønlandsk DNA og dermed ikke europæiske forfædre. Den største andel af europæisk DNA finder man hos de grønlændere, som bor i Danmark og i Nuuk. Det kommer måske ikke som en overraskelse, men studiet viser også at kilden til vores europæiske herkomst stort set kun er fra mænd. Kun omkring 1 % af vores europæiske DNA kommer fra kvinder. Dvs. at vi i 99 % af tilfældene har grønlandske mødre og danske fædre, hvis vi er blandede. Et andet studie fra 2003 foreslår, at så meget som 50 % af den grønlandske befolknings fædre har været europæere gennem tiden.

Studiet giver ingen oplysninger om aldersgrupperne på de undersøgte individer. Det kunne ellers være interessant med en vinkel på, om der for hver generation kommer mere eller mindre europæisk DNA. Måske kan man oven i købet undersøge om de svingende politiske tendenser i Grønland påvirker, hvem vi vælger at få børn med. Måske ikke.

Indavl I små populationer, hvor dele af befolkningen er så isolerede som i Grønland, kan man forvente en vis grad af indavl. Selvom studiet viser, at grønlænderne har mindre variation i deres DNA end andre større befolkninger, så er indavls-koefficienten i Grønland ikke meget højere end i Danmark.

Man har i mange år spekuleret på, hvorvidt grønlænderne har blandet sig med nordboerne og dorsetfolket (på grønlandsk tunit). Dorsetfolket er en slags sagnskikkelse i mange grønlandske fortællinger. Man mener helt bestemt at grønlænderne har mødt dorsetfolket i deres vandring gennem Grønland. Der er dog intet, der tyder på, at grønlænderne har blandet sig med hverken nordboerne eller dorsetfolket. I dette blogindlæg beskrev jeg et andet studie, hvor man undersøgte slægtskabet mellem indfødte folk på det nordamerikanske kontinent. Her undrede man sig over, at befolkningsgrupper, som tydeligvis har haft kontakt med hinanden, har undgået at blande sig genetisk. Det er naturligt for alle dyr, herunder mennesket, at ville blande sig med andre populationer. Det giver det sundeste afkom. Det er der også masser af gode fortæller om fra Grønland. Alligevel lader det til, at grønlænderne ikke har blandet sig bemærkelsesværdigt med andre end de europæere, som kom til Grønland i 1700-tallet. Man hører engang imellem, at grønlændere med krøllet hår og mørkere hud er fra tider med (afro-)amerikanske soldater langs kysterne. Det melder studiet dog intet om.

Den lille befolkningsstørrelse i Grønland gør ifølge forskerne bag dette studie grønlænderne til en interessant population i forhold til at undersøge, hvordan særlige grønlandske træk er bestemt af vores DNA. Ligesom de samme forskere gjorde med type to diabetes i dette studie. I en lille population vil gener, som normalt kun vil findes i meget få individer, kunne findes i en langt større andel af befolkningen. Det gør det nemmere at se, når et bestemt træk skyldes et eller flere bestemte gener.

Indvandringen til Grønland Gennem tiden har man på baggrund af genetisk såvel som arkæologisk data været i tvivl om, i hvor mange omgange nutidens grønlændere indvandrede til Grønland. Særligt om Østgrønlands befolkning vandrede fra Canada over Nordgrønland og ned langs østkysten eller om alle grønlændere kommer fra en og samme vandring fra Nordgrønland ned langt vestkysten og fra Sydgrønland op langs østkysten. Studiet viser flere resultater, som tyder på det sidste. Grønlænderne er altså vandret fra Canada til Nordgrønland, hvorfra man er vandret hele vejen langs vestkysten, nedenom sydspidsen og videre op langs østkysten. Alle grønlændere er på denne måde fra samme oprindelige befolkning, som ankom til Grønland på én gang. På trods af dette, er der i den grønlandske genetik små forskelle på nordgrønlændere, vestgrønlændere og østgrønlændere. Denne forskel passer meget godt med forskellen i sprog, som også kendetegner disse tre områder af Grønland.

Biologisk kontra Kulturel identitet Artiklen handler om, hvad grønlændernes biologiske identitet er. Hvad vi er i kød og blod. Men hvad med vores selvopfattelse? Der er stor forskel på, hvad ens biologiske og kulturelle identitet er. Så længe debatten om Grønland har eksisteret, har der været delte meninger om hvem vi er og ikke mindst hvem vi gerne vil være. Hvem er den rigtige grønlænder?

Jeg faldt for nylig over et interessant interview med den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie. I interviewet, som foregår i USA, siger Adichie noget, som giver en skarp vinkel på kulturel identiet. En vinkel, som jeg tror, er meget relevant for grønlænderne. Adichie fortæller om sin opdagelse af, at hun er sort. En opdagelse hun gjorde, da hun som voksen kom til USA. I Nigeria havde hun ikke set sig selv som sort, men blot som et blandt mange mennesker omkring hende. Opdagelsen kom for hende med en erkendelse af, at i USA betyder det at være sort noget. Det kommer med en bagage og en række antagelser. Eksempelvis den antagelse at det at præstere noget som sort i USA er en bemærkelsesværdig ting, hvilket det ikke havde været i Nigeria:

"I became black in America and I really hadn’t thought of myself as black in Nigeria. (…) But in this country I came to realize…that meant something, that it came with baggage and with all of these assumptions. And that the idea of black achievement was a remarkable thing. Whereas for me in Nigeria, it wasn’t."

Der er ingen grønlænder i dag, som har oplevet sig selv og sin kultur og har haft en selvopfattelse fri for den bagage og de antagelser, som den fælles dansk-grønlandske historie har resulteret i. Vi er alle vokset op med stereotyperne, som definerer en stor del af den bagage. Med andre ord, så har vi altid tænkt på os selv som grønlændere kontra danskere. Vi har ikke oplevet en tid, hvor vi tænkte på os selv som bare inuit, mennesker.

Vi kan begræde denne identitets-frarøvelse for tid og evighed. Forsøge at søge tilbage mod noget, som vi ikke nødvendigvis ved hvad var. Realiteten er, at vi som grønlændere har en stor kulturel frihed i sammenligning med andre indfødte folk på det nordamerikanske kontinent. Vi har retten til vores land, vi har opretholdt vores sprog og den grønlandske kultur er fortsat en stor del af hverdagen i Grønland. På trods af den stærke og langvarige danske indflydelse. Den kulturelle såvel som den biologiske.

Kultur er foranderlig. Et godt eksempel er, at grønlænderne elsker at fiske og ser det som ganske naturligt, at det i dag er vores største erhverv. Selvom det for få generationer siden var meget u-grønlandsk at være fisker. I Grønland har vi mulighed for at tage vores kultur med ind i fremtiden. Modsat eksempelvis indfødte her i USA. I Californien, hvor jeg har tilbragt de sidste 3 måneder, er det svært at få øje på landets oprindelige kultur. Hvis man søger, så finder man kulturcentre hvor man kan opleve indianerkultur på museer og få fortalt historien. Det gør det svært for den oprindelige indianerkultur at udvikle sig og dermed blive en del af fremtiden. Den er lukket inde i reservater med Amerikas bagage og antagelser. Låst fast i det, den var.

Den grønlandske kultur er endnu ikke omdannet til museumsgenstande og dokumentarfilm. Den er ikke lukket inde i særlige kulturcentre og på reservater. Den er i øvrigt heller ikke dansk. Den er levende og vil udvikle sig ind i fremtiden, i den retning vi selv bestemmer.

Aviaja Lyberth Hauptmann er postdoc ved Grønlands Universitet Ilisimatusarfik, skriver om grønlandsk videnskab og udvikling samt om sin egen forskning i grønlandske mikroorganismer, der kan gøre verden til et grønnere sted at være.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvor meget dansker er en grønlænder?....Hvem er den rigtige grønlænder?

Samme slags spørgsmål bliver ofte stillet af personer fra den yderste højrefløj.

Alle danske statsborgere, uanset om de bor på Grønland (grønlændere) eller Sjælland (sjællændere), om de har dansk som modersmål eller ej, er danskere!

Man kan altså godt være dansker, uanset om man er af inuit eller tyrkisk afstamning.

  • 5
  • 13

Man kan være dansk statsborger uden at være ”Dansk” eller ”Dansker”. Selvfølgelig kan man det, og man kan have et udenlandsk statsborgerskab, og stadig være dansk/dansker.
Et statsborgerskab er netop en politisk/lovgivningsmæssig ting, der er skrevet på et stykke papir, med de politiske og lovgivningsmæssige forhold der følger med et sådant stykke papir.
Og det er netop kun et stykke papir. At være dansk er noget man er født til og opvokset/oplært/uddannet til gennem generationer. Det vil sige at man er en del af den danske kultur på godt og ondt og har en stærk fornemmelse af ansvar over for historien/kulturen og det samfund der vokset frem på denne lille plet af et land. Vi kommer allesammen andre steder fra, men det fællesskab gør os ikke automatisk til danskere. Det er noget der tager sin tid og det kan ikke erhverves ved et pennestrøg.
Grønlænderne har denne tilknytning i højere grad og på flere niveauer end andre etnisk fremmede folkeslag har, samtidig med at de har fået et dansk statsborgerskab i fødselsret. Det betyder at de føler de er nødt til at afsky alt hvad der bare ligner dansk omklamring, for at kunne føle sig frie og selvstændige.
Som forholdene er i verden og sandsynligvis bliver, så befinder de sig i øjeblikket i et globalt smørhul, uden egentlig ansvar for andre end dem selv og på fast politisk/økonomisk understøttelse. Især på grund af den strategiske beliggenhed og størrelse. Det vil blive meget svært at begå sig i den store barske verden som selvstændig grønlænder. Det vil i hvert fald blive en meget kort fornøjelse, selv om det skulle lykkes dem at stikke af med den ”begravede familieformue”.
Grønlænderne gør nok bedst i at forholde sig til Danmark, danskerne og danskheden, som samerne gør til det kvælende og omklamrende Sverige. De betakker sig stærkt for at blive betragtet som etniske svenskere og ønsker en særstilling som folk af egen etnisk herkomst i et svensk samfund.
Er der noget som helt diskriminerende/nedværdigende i at vare af ”anden etnisk herkomst”. Jeg håber det ikke, for jeg har selv været det af og til, og som deltager på ”grisefest ture” til Mallorca i tresserne, har jeg da også følt herrefolkets syn på de danske ”svin”, men det var ganske fortjent, så ”no big deal”
Det at være ”rigtig” dansk, er under stærkt pres 360 grader rundt. Det kommer fra den globale økonomi, EU, FN, vore allierede, vore ikke-allierede, østen, fremmede religioner, indvandrere, flygtninge, udenlandsk arbejdskraft, socialismen, de radikale, grønlænderne, københavnerne, svenskerne osv.. Hvorimod det der binder os sammen med historien og vore forfædre, uanset etnisk oprindelse, bliver mere og mere nedværdiget og lagt til side som vraggods fra fortiden.
Hvordan skulle grønlændere egentlig have nogen mulighed for at vide hvad danskhed er nu, eller bliver i fremtiden, uden at det er et pylrende forældre agtig samfundsapparat, som man bare kan udnytte og skifte ud, når man bliver kønsmoden?

  • 4
  • 3

At være dansk er noget man er født til og opvokset/oplært/uddannet til gennem generationer. Det vil sige at man er en del af den danske kultur på godt og ondt og har en stærk fornemmelse af ansvar over for historien/kulturen og det samfund der vokset frem på denne lille plet af et land.


At være "dansker" er ikke en massebetegnelse der siger ret meget om den persons opvækst, kultur, historie m.m. Der er meget stor forskel på om man er opvokset i indre København, eller på en gård i Sønderjylland... Rent faktisk har en københavner ikke meget til fælles med en amagerkaner (en der er opvokset på Amager) at gøre. Der er både sproglige og kulturelle forskelle... I de seneste år er der sket en homogenisering af det at være dansker, men det skyldes mest mødet med fremmede kulturer, hvor vi som danskere har brug for at kunne identificerer os selv... Men man kan ikke snakke om "flere generationers fælles kultur og historie"... (Med mindre man ser på meget overordnet termer som ikke definerer en dansker i forhold til en tysker eller svensker)

Det at være ”rigtig” dansk, er under stærkt pres 360 grader rundt. Det kommer fra den globale økonomi, EU, FN, vore allierede, vore ikke-allierede, østen, fremmede religioner, indvandrere, flygtninge, udenlandsk arbejdskraft, socialismen, de radikale, grønlænderne, københavnerne, svenskerne osv.. Hvorimod det der binder os sammen med historien og vore forfædre, uanset etnisk oprindelse, bliver mere og mere nedværdiget og lagt til side som vraggods fra fortiden.


Personligt mener jeg ikke at der er pres på "det at være rigtig dansker"... Definitionen "rigtig dansker" er kun lige ved at blive skabt og i den forbindelse er det svært at finde en definition der rammer de mange sproglige, kulturelle og historiske forskelle... Det hjælper selvfølgelig ikke at der også er et pres fra andre kulture og fra diverse politiske holdninger om hvad det vil sige at være "rigtig dansker"

  • 2
  • 1

"Hvordan er en genetisk dansker defineret? Der findes vel ingen 100% dansker saa?"

Nej, og det fremgår også klart af artiklen:
"Hvor dansk er grønlænderen? Ifølge studiet kan man spore europæisk DNA alle steder i Grønland. Over 80 % af de undersøgte personer har europæiske forfædre. I gennemsnit er grønlænderne kvart europæiske, men i særlige områder af Grønland har grønlænderne langt mindre europæisk DNA".

Folk med kendskab til Grønland vil vide, at den absolutte hovedpart af disse europæiske forfædre er danskere. Derfor er det udtryk for et kvalificeret skøn, når det i indledningen skrives, " at en grønlænder i gennemsnit er kvart dansk".

  • 5
  • 0

For 50-60 år siden havde langt de fleste af os en meget klar fornemmelse af, hvad det ville sige at være dansker. Derfra er det så gået den beskrevne vej og på den beskrevne måde.

Anders Nilsson.
Hvis du læste hele artiklen, ville du undgå at se misforståelsen.
Dobbeltheden i overskriften er helt klar og efter min definition af at være en dansker, så har det intet med DNA at gøre og en grønlænder kan derfor være ”pære dansk”, hvis han har villet forudsætningerne.

Michael Rangård.
Du siger: ”Definitionen rigtig dansker er kun lige ved at blive skabt og i den forbindelse er det svært at finde en definition der rammer de mange sproglige, kulturelle og historiske forskelle”
Det mener jeg er rigtigt, men definitionen har været der før og er der stadig, men det er den, nærmest ukendte, følelse af historisk skæbne fællesskab, der er under udslettelse.

  • 1
  • 4

Man kan ikke gradbøje statsborgerskab. Er man dansk statsborger, er man en dansker uanset, hvilken landsdel man bor i, hvilken etnicitet man har, og om man mest er til flæskesteg, sælspæk eller shawarma. Herudover kan man tilegne sig forskellige traditioner og kulturelle værdier. Men man er altså stadig, i en officiel betragtning, en dansker, selvom man fejrer eid istedet for jul, eller bor på Grønland fremfor Sjælland.

Når Aviaja spørger:

"Hvor meget dansker er en grønlænder?"

svarer det jo til, at man spørger, hvor meget dansker er en jyde?, hvilket man naturligvis ikke kan besvare med en genetisk undersøgelse. Undersøgelsen viser derimod, hvor meget europæisk DNA man spore i inuit befolkningen, som Aviaja da også skriver længere nede i artiklen.

Faktisk skriver hun, at over 80 % af de undersøgte personer har europæiske forfædre, hvilket vel egentlig skyder myten om den oprindelige inuit befolkning lidt ned.

Aviaja slutter selv af med problemet i den grønlandske nationalitetsdebat...og løsningen:

Med andre ord, så har vi altid tænkt på os selv som grønlændere kontra danskere ...... Vi har ikke oplevet en tid, hvor vi tænkte på os selv som bare inuit, mennesker.

Der burde være (og skal være) plads til alle danske statsborgere, inuitter som jyder, i hele Danmark.

  • 1
  • 6

Statsborgerskab og dets erhvervelse bestemmes af den pågældende stat og altså af Grønland, hvis det skulle blive et selvstændigt land. Det er noget man SKAL tage stilling til i denne situation og normalt vil man iflg. international have ret til at blive statsborger i det land, hvor man har fast bopæl-selvom jeg nu nok tror danskere i Grønland og grønlændere i Danmark får lov til at vælge, hvis der ikke ligefrem bliver åbnet for dobbelt statsborgerskab. Man må dog rette sig efter bopælslandets regler indtil man evtl. vender tilbage til 'sit' oprindelige land. Det er også en ret i det hele taget at blive tilkendt et statsborgerskab
Det var det ene.
Men jeg læser ikke indlægget som en diskussion om nogle formelle regler, men derimod som et voldsomt ønske hos mange grønlændere om at have et etnisk tilhørsforhold til Grønland og det mange opfatter som sin inuit-baggrund, som nogen har sagt strækker sig 4000 år tilbage i tiden til ens forfædre. Det skal så også tjene som alibi for nuværende 'grønlænderes' eneret til landet.
Det har nu vist sig at nuværende beboeres aner ikke strækker sig længere tilbage end til thulekulturen og dens indvandring til Grønland i 11-1200 tallet og med de nyeste undersøgelser i en lidt udvandet udgave.
Det er der nok mange, der vil blive kede af og ligefrem nægte at acceptere. Mine og mange andre blandingsfamiliers børn vil stå i et dilemma til den tid, som kan vanskeliggøre deres videre liv og føre til en allerede eksisterende diskriminering af dansksprogede, grønlandsk udseende personer især da hvis de skulle vælge at forblive danske statsborgere.

  • 2
  • 0

Hvad man end mener artiklen drejer sig om, så er jeg overbevist om at det er et spørgsmål om tilhørsforhold, skæbnefællesskab, tidsrum, afstamning og personlige refleksioner i et dynamisk forhold.
Afstamning kan godt nok bruges til at tæve andre med, men det holder ikke hverken i længden, bredden eller dybden.
Et stykke papir gælder for sit juridiske indhold i den tid man er lovlig indehaver af dokumentet, eller i den tid ordningen i det hele taget gælder, inklusive løbende ændringer. Vi er alle inuitter/mennesker og her får man så et juridisk tilhørsforhold til en stat. Det kan endda lade sig gøre at få flere, hvordan man så end administrerer dem juridisk og politisk.
Det har intet med det at være dansk eller grønlandsk eller jyde at gøre. Nu bliver ordet jyde nævnt og det er meget godt til at belyse den lagdeling vi er ”ofre” for som mennesker. Jeg er selv jyde efter min egen målestok, da både jeg selv, mine børn, forældre og bedsteforældre er født og opvokset i Jylland. Derefter begynder det at knibe på den ene side, hvor jeg sandsynligvis skal til Slesvig-Holsten. Det er gammelt dansk land, men er det ikke længere, så genetisk set er jeg også tysker og det bliver givetvis endnu ”værre”, jo længere jeg når ud.
Der er stadig ”dansksindede” dernede, men de svinder hastigt bort, så nationale grænser og skæbnefællesskab holder heller ikke på den lange bane. jeg flyttede med mine forældre til det yderste Mols inden jeg var 1 år. De nåede aldrig at blive accepteret som molboer, selv om de blev rigtig godt modtaget. Mine brødre og jeg nåede heller aldrig at føle os som molboer, selv om vi ”faldt til” i det daglige. Var mine børn født og opvokset på mols, var de nok blevet betragtet som fuldgyldige molboer i daglig tale, fordi ”de gamle” er faldet fra; men når de hardcore mødes, så varer det en grum tid endnu, selv om der også bliver opblandet kraftigt på Mols. Så heller ikke lang tid holder, medmindre det er rigtig lang tid.
Men hvad holder så?
I min fremskredne alder spørger jeg ofte mig selv om, hvor jeg hører til, både geografisk og følelsesmæssigt. Først troede det var Mols, derefter troede jeg det var mit fødested, og nu er jeg nået til den erkendelse at det et det sted, hvor jeg har set mine børn vokse op og haft min base i arbejdslivet og om ikke så længe er det hvor jeg bor nu. Hele tiden har jeg dog været dansk.
Følelsesmæssigt er det dog ingen af stederne, men kun sammen med min familie og det kunne så have været hvor som helst i verden.
Hvor fattigt, vil en grønlænder sige, der ikke kan finde ud af hvor hun/han hører hjemme. Er de uden familie, så kan jeg følge dem lidt, men ellers så er det rent klynk.

  • 3
  • 0

Der er - som det klart fremgår af Aviaja Lyberth Hauptmanns artikel - tale om en genetisk undersøgelse.
Det har intet med sprog, kultur eller statsborgerskab at gøre.


Det er rigtigt for så vidt angår undersøgelsen, men som jeg læser artiklen handler den i høj grad om identitet som en uigennemskuelig blanding af genetik, kultur, forventninger og tilhørsforhold. Emnets kompleksitet afspejles i øvrigt godt af de meget forskelligrettede kommentarer, der er kommet til artiklen (som jeg i øvrigt synes er saglig, indsigtsfuld og meget berigende at læse).

  • 7
  • 0

For 25 år siden skrev jeg en artikel der kom i tidsskriftet Grønland, og jeg mener at den ligger ret tæt op ad de emner du har behandlet i dine blogindlæg. Jeg har længe villet linke til den, men tidsskriftet har lavet lidt om deres arkiv, så derfor skulle jeg søge på en lidt anden måde. Her er den:

http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive...

Dette inspireret af debatten på P1

Hilsen
Søren Basbøll

  • 1
  • 0

Den ligger på en fjeldtop i Østgrønland, og Atlantis ligger også derunder et sted!
Alle oprindelig folk i America stammer fra Grønland?!?

  • 0
  • 2

En dansker er et menneske med åben pande og ansigt,
en dansk statsborger, som i hverdagen tænker og taler dansk og forsvarer tolerante, ikkevoldelige samfundsværdier.

  • 1
  • 0

Du kan ikke give dig ret i din definition af en dansker, men en del danskere er nok sådan som du beskriver. Som jeg ser det er du tættest på med ” som i hverdagen tænker og taler dansk”.
1. Man behøver ikke være dansk statsborger for at være dansker.
2. Man behøver ikke være forsvarer for et tolerant samfund, for at være dansker.
3. Man behøver ikke at være ”ikke voldelig”, for at være dansker.
De tre punkter er for mig oplægget til prototypen på en grænseløs, elitær og politisk korrekt verdensborger.
At tænke og tale dansk, er kun de forundt som er rodfæstede i den danske historie og kultur og som har en klar fornemmelse af at det er deres forfædre der har skabt grundlaget for det samfund vi alle bygger videre på, eller nedbryder, og som kan omfatte sveden, blodet, angsten, vreden, volden, arrogancen, overgrebene osv. fra fortiden, med en altfavnende kærlighed.
Vi er globale, men ikke globalister.

  • 2
  • 0

Claus Berthelsen. Officielt ja, men officielt kan være hvad som helst. Det er noget der bliver bestemt administrativt og det kan bruges som et politisk værktøj, til at forme et samfund derhen hvor man ønsker. Den dansker jeg taler om, er selve samfundet og netop ikke administrationen.
Alt ændrer sig over tid og der vil blive færre og færre danskere. Om det er godt eller skidt, er vel i første omgang en følelse, men på sigt betyder det, at sammen med grænsernes fald, de mister vi kontrollen med den magtkoncentration vi har ladet udvikle sig i de internationale forretningskonglomerater. De vil tage vare på os som bondemanden tager vare om sine produktionsdyr. Det vil betyde at vi får en chip i nakken og et par mærker i ørerne ved fødslen og får lov til at beholde farverne i klaphatten.

  • 0
  • 0

Vi kan sagtens blive om, at man ikke nødvendigvis er dansk af sind blot fordi, at man er dansker (dansk statsborger), hvilket færinger og grønlændere er et meget godt bevis på.

  • 1
  • 0

Claus Berthelsen.
Du har ret i det, og det kan undre mig lidt at medens veletablerede nationer i vesten er fortalere for nedbrydning af nationale grænser, så trives det nationale blandt dem der ikke har deres eget land eller har mistet det, samt hos dem der først for nylig har fået deres tilbage, som f.eks. de gamle østeuropæiske nationer.
Det tyder på at hvis nationerne ikke fandtes, så måtte vi opfinde dem, som den naturlige ting de er for os mennesker. Det betyder igen at hvis globalismen sejrer, vil vi stadig få opdelinger i verden, men det vil blive meget mere kaotisk og overfladisk på en Facebook-agtig måde.
Det er en ønskesituation for en skjult magtmafia, da det er nemmere at kontrollere kaos fra en skjult position end i et åbent nærdemokrati. Det topstyrede demokrati vi har nu, er kun en overgangsform.

  • 1
  • 1