Umiddelbart ser jeg det øgede antal PhD'er som en naturlig konsekvens af, at man presser flere og flere gennem kandidatuddannelser på kortere og kortere tid. Det har medført en niveausænkning af kandidater, som man bliver nødt til at kompensere for ved at øge antallet, der fortsætter med en endnu højere uddannelse, altså en PhD.
PhD-uddannelssen har da også skiftet karakter: Da jeg tog den i sin tid (dengang det hed "Licentiat"), var der ingen PhD-kurser: Man arbejdede med egen forskning fra dag 1. Det nuværende krav om egentlige kurser på PhD-uddannelsen ser jeg også som en naturlig følge af samme niveausænkning.
Jeg ser ikke denne niveausænkning som entydigt dårlig: Den tid, en gennemsnitlig kandidat var om sin uddannelse for 25 ar siden, er ikke langt fra den tid en gennemsnitlig PhD nu er om både kandidat- og PhD-uddannelse. Så i den sidste ende er vi nogenlunde, hvor vi startede. Men det betyder også, at nogle af de opgaver, som en god kandidat kunne håndtere for 25 år siden, nu kræver en PhD. Så derfor skal der flere PhD'er til.
Samtidig er PhD'er den bedste måde til "tech-transfer", altså at overføre viden fra universiterne til samfundet. Så hvis man synes, at det er vigtigt, så kan der ikke være for mange PhD'er.
