"Bienvenida de vuelta, Dr. Laustsen!" lyder det fra Policía de Fronteras (det costaricanske grænsepoliti), hvilket efterfølges af et officielt fist-bump som reaktion på at høre, at jeg forsker i modgift mod slangebid. Politiofficeren havde for nylig en uhyre giftig koralslange i sit køkken og var derfor glad for, at jeg som "Científico antiveneno" atter kom på den rigtige side af den Costa Ricansk-Panamanske grænse. Costa Rica er på trods af sit lille areal netop et af de lande med allerflest slanger, og alle i befolkningen er meget opmærksomme på konsekvenserne af giftige slangebid. Men hvor gemmer alle giftslangerne sig i Costa Rica?
Når slangerne alligevel ikke gider komme frem, kan man tage sig en pause fra modgiftsforskningen.
Koralslangen - en fredelig, men uhyre giftig neurotoksisk slange, der lever i området fra det sydlige USA og ned til de sydligste subtropiske egne af Sydamerika.
Efter 17 dages Indiana Jones ekspedition med nogen udvalgte venner for at fejre min 30-års fødselsdag er jeg på vej tilbage fra junglen til hovedstaden, San José, for at arbejde en uge på Instituto Clodomiro Picado, hvor mine tætte samarbejdspartnere forsker i og producerer modgift mod slangebid. De fleste af mine venner er mindre heldige: De måtte hjem til USA og Europa for at arbejde, hvor (som min ven Frederik udtrykte det) det eneste, der er bedre end i Costa Rica, er, at man kan smide toiletpapiret direkte i toilettet pga. bedre kloakering. Dog var der endnu én større skuffelse på ekspeditionen: Vi så ikke en eneste slange!
Bothrops asper (terciopelo) - en af Costa Ricas største of farligste hugorme.
Næsten hver eneste gang jeg blot har taget en kort weekendtur i den costaricanske jungle, har jeg set slanger. Derfor havde jeg lovet alle mine venner, at det var 100% sikkert, at vi ville se masser af slanger (men at jeg nok skulle spille stor mand og beskytte dem, hvis de ellers opførte sig ordentligt og hygiejnisk på ekspeditionen. Læs her, om hvad der kan ske, hvis man ikke opfører sig hygiejnisk på ekspeditioner). Vi var endda ude på night walks og vandrede i adskillige skove, hvor det ellers burde vrimle med slanger. Costa Rica har knap 140 forskellige slanger, hvoraf lidt over 20 er giftige. Udover koralslangerne, findes de berygtede terciopelos (lansehovedslanger), som kan blive tykke som et menneskes lår og levere op til 2,5 gram gift i tørvægt i et enkelt bid, cascabels (den sydamerikanske klapperslange), som ligeledes er en kæmpekleppert, hvis bid kan være dødbringende, og Eyelash pit vipers, som findes i dusinvis af forskellige farvenuancer, hvoraf én af disse nuancer er "Christmas tree pit viperen". Disse tre slanger er hugorme og tilhører derfor en helt anden familie end koralslangerne (læs om forskellene på disse slangefamiliers gifte her).
Crotalus durissus (den sydamerikanske klapperslange) - endnu en af Costa Ricas store og farlige hugorme.
Om det skyldes den øgede medieomtale af modgiftsforskningen de seneste år, eller blot at slangerne var alment umulige, så så vi altså ingen spændende slanger på ekspeditionen. Men af medlidenhed trådte de fleste andre costaricanske dyr i karakter og hilste gruppen "Bienvenida a Costa Rica!". Udover dovendyr, aber, taranteledderkopper, giftfrøer, bjørne, papegøjer, tukaner og hærmyrer (hvoraf en var en douchebag og bed mig, hvilket fik min hånd til at snurre og gøre ondt som et hvepsestik i 48 timer), så hilste endda fytoplanktonen os velkommen i et festfyrværkeri af bioluminiscens i havet omkring Bocas del Toro (som nu om dage teknisk set er Panama).
Heldigvis skulle der være gode chancer for at se lidt slanger på Instituto Clodomiro Picado, hvor de har en større slangesamling. Og sidst men ikke mindst vil jeg også prøve lykken i næste uge i Corcovado National Park, der er klodens mest biodiverse sted (målt i antal dyre- og plantearter per kvadratkilometer)!
Når man dykker i bioluminiscerende plankton, er det som at svæve i en galakse - og svømmer man hurtigt, ser det ud som scenerne fra Star Wars, hvor de flyver med light speed.
