Hvad er Industrial Cloud Computing og Industrial Internet of Things (IIoT)?

Fra buzzwords til konkrete handlinger

Er du også lidt usikker på hvad Industrial Cloud Computing og Industrial Internet of Things (IIoT) egentlig betyder, og om disse nye teknologier er relevante for dig, så er denne nye serie af blog-indlæg, en unik mulighed for dig til at få nogle konkrete svar.

I DAu har vi stor fokus på Industry 4.0 og Digitalisering som generelle trends indenfor industrien, men vi har også sat os det klare mål, at vi vil komme med konkrete bud på, hvordan du skal og bør forholde dig kritisk til alle disse buzzwords.

Bag disse buzzword gemmer der sig nemlig både nye spændende teknologier, automationsløsninger, business cases og forretningsmodeller, men også nye risici, problemstillinger og udfordringer.

Målet med denne serie af blog-indlæg omkring IIoT er netop at adressere disse dilemmaer, således at du bliver klædt bedre på, til at kunne stille de rigtige spørgsmål, og derefter træffe de for dig rigtige beslutninger.

Alle taler om ”skyen” som fremtidens teknologi, men er den moden til industriel brug?

Går vi lidt tilbage i historien, havde mange fabrikker deres eget vandværk, og deres egen kraftstation til produktion af fx damp og elektricitet.

I dag er vi i en situation hvor de fleste produktionsvirksomheder betragter fx vand og elektricitet, som noget der købes af en ekstern leverandør, og vi stoler på tilgængeligheden af disse ydelser (utilities, services etc.).

Nogle produktionsvirksomheder har dog fortsat deres eget nødstrømsanlæg, til håndtering af helt kritiske processer.

Tillad mig at henvise til denne kommercielle video, der faktisk sætter Cloud Computing ind i et interessant historisk perspektiv.

Teknologierne ændrer sig, men historien har det alligevel med at gentage sig selv

Nu står vi altså måske i en situation, hvor vi er usikre på om vi principielt kan, må, vil eller tør håndtere Operational Technology (OT) som en ”utility” som vi bør outsource, eller om vi fortsat er nødt til at tænke OT som en integreret og ”on-premises” del af vores produktionsapparat.

Ligesom med vand, damp og elektricitet i sin tid.

Stil de rigtige spørgsmål, så får du måske de rigtige svar

Spørgsmålet er altså om vi i relation til industriel it, operation technologies (OT) og automationssystemer er ved at nå til netop det punkt, hvor vi er tvungen til at tage de første usikre skridt ud på den (måske) tynde is?

Hvis vi virkelig mener at Industry 4.0, Den 4. Industrielle Revolution og Digitalisering er vejen frem, så må vi derfor nu forberede os på at skulle planlægge og igangsætte rejsen.

En rejse hvor vi kun delvist kender slutdestinationen, transportmidlerne, antal skift undervejs, ankomsttidspunktet og risikoprofilen.

Vi kender vel ej heller prisen og betalingsmodellen for billetten.

  • Har du husket at tegne din rejseforsikring?

  • Afbestillingsforsikringen får du dog ikke brug for.

Er du klar til skyen?

Jeg har tidligere varmet op til denne diskussion her på Ingeniørens hjemmeside

Her var omdrejningspunktet den klassiske automationstrekant, der nu både er blevet til en firkant, samt har fået nogle lidt mere udefinerede interne skillelinjer.

Det er dog fortsat med udgangspunkt i denne tre / firkant, at du skal se Industrial Cloud Computing og IIoT, i hvert fald hvis du er en OT-mand (eller kvinde).

Hårdkogte IT folk vil nok blot se OT som et perifert element i den samlede IT løsning.

Det er altså både et spørgsmål om OT / IT arkitektur, og om Industrial Cloud Computing og IIoT som accepterede dele af denne samlede løsning.

Det er ligeledes vigtigt at forsøge, at skelne mellem Industrial Cloud Computing og IIoT.

Det kan hurtigt blive en kamp om ord.

I min verden er IIoT primært et spørgsmål om at stille produktionsdata til rådighed for efterfølgende lagring, bearbejdning og analyse i ”skyen” samt mulighed for præsentation af resultatet via et web interface.

Industrial Cloud Computing er mere et spørgsmål om virtualisering af dine PC’er, og derefter din drift at fx SCADA og MES/MOM applikationer.

Dette enten lokalt (on-premises) eller hos en ekstern it-leverandør.

Jeg vil tillade mig at stoppe her, men vende frygtelig tilbage

Så hvis du fortsat undrer dig over hvad bl.a. connectivity, IEC 63443, IaaS, PaaS og SaaS betyder i denne sammenhæng, så må du vente lidt endnu.

Hvis du samtidig tænker på skalerbarhed, CAPEX vs. OPEX, persondatasikkerhed, tilgængelighed, licensmodeller, nye servicemodeller og meget mere, ja så må du også have lidt tålmodighed.

Sæt dog allerede nu X i kalenderen torsdag d. 6.4.2017, nærmere følger…….

Læs mere om DAu på vores hjemmeside, på LinkedIn og nu også på Facebook.

Frank Faurholts billede
Frank Faurholt
er formand for Dansk Automationsselskab (DAu), en non-profit organisation, der samler hele automationsbranchen, både brugere, leverandører, uddannelse og forskning. Han er også salgsdirektør i Siemens Industry og har mere end 25 års erfaring med automation og industriel it.

Kommentarer (0)