Hvad er forskellen på en ingeniør og en forsker?

Forskere er mere uddanede i at navigere og kommunikere i videnskabelig artikler end ingeniører. Dette giver en vidensbase der er meget mere bred end det ingenører har adgang til. Jeg tror ingeniører typisk læner sig op af opslagsværker og faglitteratur efter man har forladt uni.(Man kan jo tage fejl)

Jeg tror en mere præcis angivelse af den grundlæggende ingeniør egenskab er at: finde den bedst mulige løsning, på et problem indenfor en given tidsperiode, med et givent sæt ressourcer. Man kunne nævne den famøse projekt trekant (Scope, Deadline, Ressources). For hvad er en ingeniør uden et projekt.

Giv en ingeniør overdrevende mængder af tid og ingen information om målet, så skal det også nok blive overanalyseret ind i helvede, samt forberedt til at koge æg, CNC fræse og udregne balistiske baner for satelliter, helst samtidigt :).

Anyways, når man nu alligevel bare vrøvler afsted. Pointen er at forskere og ingeniør trods alt, er to skoler, med en mængde overlap. Ingeniøren er tonet af det praktiske felt en ingeniør nu endgang udfører henover tid. Måske får forskere bare lov til, at blive i deres felt længere og skøjter ikke så meget rundt. (Der er en myte, om 80 % af ingeniører udføre en anden type opgaver, end den type ingeniør han/hun er uddannet til)

Så blev der der generaliseret på arketyper, hvordan kan det nogensinde ramme ved siden af.

CivilIngeniør i System udvikling fra SDU

Ingeniøren løser problemerne der opstår i forbindelse med en opgave, hvor forskeren ser problemerne som opgaven. Det var nok meget forenklet, men man kan også sige at ingeniøren skipper de "imaginære" løsninger og koncentrerer sig om det som eksisterer i det virkelige rum. Grænsen er elastisk.

Jeg mener ikke din beskrivelse af forskning dækker teoretisk forskning, f.eks. teoretisk fysik, matematik, datalogi, digitalelektronik osv. Teoretiske forskere indsamler ikke nødvendigvis måledata, eller viden, og deres forskning tager ikke nødvendigvis udgangspunkt i vores fysiske univers. Oftest synes det, at være vores fysiske univers, der tager udgangspunkt i teoretisk forskning, f.eks. matematik.

Forskellen mellem forskning og udvikling består i, at forskning er det som er almengyldig, og eksisterer for altid, mens udvikling, er det der forgår.

Opdager du noget der er universiel og evigt gyldig, så er det forskning. Bruger du forskning, til at skabe et produkt, der går i stykker i morgen eller overmorgen, så er det udvikling.

Og hvis forskningen ikke holder, så er det svindel.

"The answer is simple. Scientists make a huge project out of overanalyzing a phenomenon. Engineers get paid to solve problems, often with a minimum of analysis. We know who wins more Nobel prizes... but most everything that really matters was developed by an engineer."

Det er hverken forskerne eller ingeniørerne der har udviklet det som "really matters" - det er bønderne - så alle nobelpriserne burde gå til bønder, for at skaffe os mad på bordet hver dag.

I denne forbindelse har forskerne bidraget med at få naturens resurser til at række mindst 3 gange så langt, ved at analysere og forstå kemiske og biologiske sammenhænge, mens ingeniørerne har bidraget med at reducere farmernes arbejdsstyrke til 1/100, ved at mekanisere arbejdsprocesserne.

I virkeligheden er ingeniørernes bidrag det der betyder mindst af de tre, med mindre man anskuer det ud fra et rent økonomisk synspunkt - så det er også et spørgsmål om what really matters.

It matters - om end ikke nær så basalt - at vi kan sende satellitter i kredsløb. Det er ingeniører der får disse satellitter og deres raketter til at virke, men det havde ikke været muligt hvis ikke nogen forinden havde fortalt dem hvordan masserne ville opføre sig, når de kom udenfor jordens atmosfære.

Det var heller ikke muligt for ingeniører at lave atombomber og atomkraftværker, hvis ikke nogen forinden havde gjort sig den umage at forske i atomfysikken. Hvorvidt det så matters, kan jo diskutteres i bagklogskabens lys.

For de der vinder krigene, er teknologien jo altid en nobelpris værd. Men man kan jo ikke tage for givet at den vindende teknologi altid falder i hænderne på the good guys.

Selvfølgelig har ingeniørers bidrag til vandforsyning og energiforsyning været af afgørende betydning for civilisationen. Men samtidig er deres mangel på analyse årsag til de problemer det medfører. Problemer der i længden kan blive til ligeså stor skade for civilisationen, som den gavn teknologien ydede på den korte bane.

Derfor bør vi ingeniører ikke foretage os noget som helst uden grundige forudgående analyser, som vi i stor udstrækning kan takke forskere for at have foretaget.

Man kan også sige at ingeniøren er karseklippet, medens forskeren er langhåret.

Forstået på den måde at ingeniøren anvender kendt teknologi, hvorimod forskeren udvider grænserne for den kendte teknologi.

Derfor er ingeniøren nødt til at holde sig til afprøvede teknikker, hvorimod forskeren ikke anerkender nogen grænser.

Så man kan også sige at forskeren fylder værktøjskassen op, medens ingeniøren bruger værktøjet.

Er de fleste ingeniører ikke lidt forskere? Og syntes det er skide trals at bruge værktøj, som de kan se er lavet forkert. Eller, er ingeniører kendetegnet ved, at de netop ikke kan gennemskue fejlene, i de værktøjer de bruger? Antager vi, som eksempel, at vi designer et programmeringssprog til en ingeniør, og indbygger logiske hindringer, vil ingeniøren så tabe det, og tro det er hans/hendes egen fejl? Eller vil han hurtig se, at det er værktøjet som har et indbygget problem?

Jeg er ikke enig. Der kan måske være tilfælde, hvor det er sådan, men generelt - specielt i naturvidenskaberne - tager forskning sit udgangspunkt i målinger på fysisk realiserbare systemer.

Fysik tager udgangspunkt i målinger, bortset fra langhåret abstrakt teoretisk fysik. En abstrakt videnskab, tager normalt ikke udgangspunkt i målinger.

For matematik er det vigtigt, at ikke tage udgangspunkt i målinger, da matematik ikke kan bygge på fysiske målinger eller fysiske naturlove.

Matematik er ofte inspireret af praktiske problemstillinger, herunder fysik. Men, kan også være inspireret af matematiske problemer.

Naturen, anvender i høj grad matematik, og fysikkerne finder og beskriver de matematiske sammenhænge. Fordi naturen bruger matematik, så kan den bruges som "analog computer". Før vi fik digitale computere, var det meget populært, at anvende naturen som computer. I dag, vil vi normalt bruge en digital computer, med mindre opgaven er så kompleks, at det er umuligt. Naturen kan således bruges som et redskab for matematikeren, til at verificere udregninger.

Det er ingeniører der får disse satellitter og deres raketter til at virke, men det havde ikke været muligt hvis ikke nogen forinden havde fortalt dem hvordan masserne ville opføre sig, når de kom udenfor jordens atmosfære.

Forskere kunne dog ikke have kommet frem til de resultater de er kommet frem til, uden brug af de redskaber som ingeniørene har udviklet til udførelse af eksperimenter.

Det er og bliver hønen og ægget.

Forskere - dvs. grundforskere - søger at afdække lovmæssigheder i naturen gennem fortolkninger af observationer. Altså naturlove. Naturlove er universelle, dvs gyldige i tid og rum - inklusive i fremtiden (kan ikke bevises, kun antages).

Naturlovenes universalitet - specielt deres fremtidsgyldighed - betyder at de kan bruges til at beregne løsninger på praktiske problemer i forhold til givne målsætninger. Ingeniører er uddannet til at kende og anvende naturlovene, så det er det de gør: løser praktiske problemer ved at anvende naturlove som forskerne har formuleret.

I praksis er nogen ingeniører også forskere og omvendt.

Ingeniørspecialisering og forskerspecialisering har sin store berettigelse, men hvad med en tredje kategori – opfinderspecialisering? Der er nydelige uddannelser både til forskere og opfindere, og de er samfundsmæssigt anerkendte og værdsatte grupper, men en tredje overlappende, og i høj grad også selvstændig og unik, kategori er vel opfinderens. Gad vide om man kunne gøre det bedre for disse mennesker, og deres måde at tænke på, såsom via specialiserede udannelser og statsstøttede miljøer, der fremmer deres virke – fuldstændig på linje med det, der gælder for ingeniører og forskere? Eller om det hele bare skal have lov til at køre som det gør i dag, hvad disse nytænkere angår. En tanke er at samfundet burde fokusere mere på at gøre livet lettere for, og fremme, opfindere. Jeg har indtryk af, at opfinderi nærmest betragtes som en hobbyvirksomhed, ligesom lystfiskeri, ind i mellem. Noget halvfjollet, der for tit grænser til det skøre. Skøre opfindere. Er der tale om en lidt overset disciplin, som i virkeligheden burde sættes mere i fokus? Også i den måde vi forsøger at danne og præge vores unge på. Jeg kan ikke lade være med at nævne Danmarks Radios Public Service ansvar. Public Service er en klokkeklar skriftlig rammebetingelse for at staten vil udbetale licensmilliarderne til DR-institutionen hvert år. Hvor DR så har valgt at leve op til et af punkterne i Public Service-forpligtelsen, der handler om at udsende en given mængde dansk produceret tv - ved at fyre en programtype som X-Factor af som en hovedsatsning og et flagskib i primetime. X-Factor er et program, der netop hylder kopister på vej op i musik-underskoven - de der øver sig i at kopiere musik andre allerede har – opfundet, Mennesker som så bliver hyldet og høster anerkendelse for at kopiere i DR’s udlægning af dansk kulturfremme. Er der nogen fornuft i det? At DR har valgt en sådan prioritering i forvaltning af Public Service-milliarderne, og fortsat får lov til det ganske uanfægtet, støder mig. Det som DR gør, er simpelt hen bare den lette vej til at høste høje seertal, og ikke andet. Se de høje seertal vi har - derfor har vi en beretigelse. Lever vi i en kopistkultur hvor det egentlige, det at kunne gå nye veje for alvor – såsom ved at opfinde, er blevet reduceret til en biting af en sølle kopistkultur og dens magthavere?

En ingeniør er en opfinder, der opfinder konstruktioner og delkonstruktioner, med henblik på salg. Ingeniøruddannelsernes opbygning skal reflektere dette, således at ingeniøren altid er udrustet med de bedste og sidste nye værktøjer til opgaven. Selvfølgelig er der ingeniører, der ikke skal opfinde, men fx holde en produktion kørende. Dem skal man også udruste fornuftigt. Men hovedsigtet er opfinderen – uden ham er der ingen produkter. De andre har vist sig at komme, når man uddanner de første.

Uddannelsen skal således opbygges top-down. Man starter med at ville lave noget bestemt. En bro, en telefon, udstødningssystemet til en bil, og i undervisningen bevæger med sig så ned gennem de nødvendige discipliner. Den bagvedliggende teori er ofte meget kompliceret, da matematiske abstraktioner såsom liggende 8-taller og negligible restled ikke eksisterer i virkeligheden, men i stedet manifesterer sig som problemer, der kræver overordentlig stor opfindsomhed at løse. Teorien i de praktiske løsninger kan være overordentlig kompliceret, og bringe opfinderen langt omkring i fx langhåret matematik.

Opfinderens arbejde er som regel karakteriseret ved, at større eller mindre dele lader sig patentere, således at også patentering bør være en del af undervisningen.

Opfinderens forbandede problem er tidsfristerne og priserne. Man skal være færdig til tiden, og man skal være konkurrencedygtig. Det kan give stress og lange dage med overarbejde langt ud på natten – og det kan somme tider betyde at man må give op.

Ingeniørerne er ethvert firmas stamme. Ledelser og folk på gulvet kan udskiftes efter behov – ikke ingeniørerne, der jo dybest set bestemmer, hvad et firma laver. Selv i store firmaer kan en enkelt ingeniør have afgørende betydning for firmaets ve og vel. Jeg har kendt nogen stykker af dem.

Fra de artikler der dukker op her og i pressen tyder det på at forskere er nogle meget frygtsomme mennesker. De finder ofte et eller andet, som måske kan være meget farligt, og det frygter de så helt vildt. Ingeniøren kan ikke bare stille sig op og sige at han frygter broen falder sammen og blive berømt på det. Han bliver nød til at undersøge det til bunds, eller blive forsker.

Svend Ferdinandsen tiggede min forkalkede hjerne:

Tre ingeniører byggede hver sin bro. Akademiingeniørens bro faldt sammen, uden at han kunne fortælle hvorfor. Civilingeniørens faldt også sammen, men han kunne regne ud hvorfor. Teknikumingeniørens bro blev stående, uden at han dog vidste hvorfor.

? hmm.

Man kan lære at udvikle og med de værktøjer løse tekniske problemer,men det er ikke at opfinde!

En opfindelse er en aha oplevelse der der på en uventet måde dukker op i forbindelse med en persons kendskab til et område. Det sker selvfølgeligt inden for de tekniske områder oftest for ingeniører der arbejder intenst med at løse opgaver, at et teknisk problem,giver inspirationen.

Opfindelser gøres af møbelpolsteren ...Verner Jaksland som eksempel på en opfinder i høj alder......til Lene Hau der højteknologisk sænkede lysets hastighed.

Sker det for en ingeniør i et udviklings forløb at han får det gudeglimt der ændrer konstuktionen radikalt,så er det en lykke hvis dette også kan omsættes til noget der gavnligt og som giver en økonomisk gevinst.....lang de fleste opfindelser bliver ikke realiseret.......nogle bliver det dog når teknikken dertil er modnet. Valdemar Poulsens metode til at magnetisere en stålwire blev for nogle år siden genanvendt af Hitachi. Godt hundrede år efter opfindelsen var gjort.

Opfindelser gøres normalt, at den der har behovet. Og det er ikke ualmindeligt, at det er kunderne som gør opfindelser, ved at spørge til et bestemt produkt. Ingeniøren, bruger herefter sine færdigheder, til at udvikle produktet, og tage patent.