Når jeg skriver artikler, nummererer jeg kun ligninger der eksplicit refereres til i hovedteksten. Det er et helt bevidst valg baseret på den tanke at referencer til ligninger lige præcis er det: referencer. Man sætter et prædikat på et abstrakt udsagn, som man bliver nødt til at henlede læserens opmærksomhed på; derudover er ligninger blot et sprog, som indgår på lige fod med al anden tekst i dokumentet. Jeg er fuldstændig klar over, at det er trivielt at tildele alle ligninger et nummer i LaTeX, men det er vel i bund og grund ikke "brugervenligheden" der skal afgøre om man gør det eller ej - det bør være kommunikationsværdien af indholdet i det endelige dokument, der er afgørende. I mine øjne er en ligning bare et udsagn i en tekst, som repræsenterer en mængde information man ønsker at bibringe læseren. De bør derfor i store træk ikke behandles anderledes end andre udsagn. Teoremer, lemmaer, antagelser, følgesætninger osv. har derimod særlig status og skal altid have specifikke prædikater (labels/navne/whatever); men det er fordi de har karakter af vigtige resultater eller forudsætninger som læseren bør lægge mærke til, ikke fordi de tilfældigvis er "formler".
Mvh Jan Bendtsen