close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
seiersen science

Hvad der skete i Mumbai

Den 26. november ankom jeg til Mumbai i Indien, og senere samme dag startede et 60 timer langt terrorangreb, hvor forholdsvis få mand dræbte og sårede mange hundrede uskyldige mennesker.

Jeg sad selv på Hotel JW Marriott Mumbai, et 5-stjernet amerikansk hotel ikke så langt fra den internationale lufthavn, hvor jeg fulgte angrebet tæt via lokalt TV, BBC og CNN.

De følgende dage blev jeg kimet ned af journalister fra TV2 Nyhederne, TV2 News, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten, TV Avisen samt Ingeniøren, og jeg endte med at give et par enkelte interviews, selv om jeg egentligt ikke syntes, det var nogen speciel historie, at jeg havde siddet på et hotelværelse og set TV.

Artikel her på ing.dk bygger sådan set på de rette elementer, men virkeligheden var nok lidt mere udramatisk:

Vores gruppe (bestående af en række repræsentanter fra Varian Medicial Systems, samt jeg selv) var til et socialt arrangement i forbindelse med den konference om stråleterapi, vi deltog i. Vi kom tilbage til hotellet omkring 22.30 - 23.00, altså kort efter at angrebet var startet nede i midtbyen, der nok lå omkring 20 km fra vores hotel i luftlinje. Jeg var ved at gå i seng, da jeg kun havde fået få timers søvn tidligere på formiddagen, men TV'ets billeder fangede mig selvfølgelig, og jeg endte med at se TV til klokken 3.

Illustration: Privatfoto

Jeg var egentligt ikke nervøs, for tingene skete langt fra mig, og vores hotel havde i forvejen et temmelig højt sikkerhedsniveau, måske det højeste i Mumbai.

Omkring klokken halv 1 hørte jeg nogle høje brag udenfor mit eget hotel. Umiddelbart tænkte jeg, at det lød som en flok håndværkere, der smed brædder eller lignende på jorden. Men TV-billederne gjorde da, at jeg også lige tænkte den tanke, at det måske var skud. Igen var det dog ikke noget, der gjorde mig specielt nervøs, for bragene kom enkeltvis, og hvis der var tale om skud, var det i hvert fald ikke en ret voldsom skudveksling.

Kort efter dukkede der så en besked op på TV om, at der blev skudt ved mit hotel, men jeg ved ikke, om jeg rigtigt troede på det - så voldsomt lød det jo heller ikke. Jeg gik i seng, men lod TV'et køre, og så var det, journalisten fortalte, at 3 bevæbnede terrorister var trængt ind i lobbyen på mit hotel, og at de gik specifikt efter vestlige gidsler!

Her valgte jeg så at stå op, og tænke mig grundigt om; kunne det være rigtigt, og hvad skulle jeg i så fald gøre? Første skridt var selvfølgelig at få informationerne bekræftet, så jeg ringede ned i lobbyen, der meget roligt kunne fortælle, at der ikke skete noget på vores hotel, og at det hele foregik langt fra os.

Jeg skal indrømme, at jeg ikke ved, hvad jeg havde gjort, hvis de i lobbyen ikke havde svaret mit telefonopkald Eksternt billede

Det var sådan set det, og jeg gik snart efter i seng.

Næste morgen var der en del usikkerhed om, hvad der skulle ske. Vi afventede situationen, og vi endte med at tage afsted til konferencen nogle timer forsinket. Sikkerheden på hotellet var kraftigt opgraderet. Biler måtte ikke længere køre ind på hotellets grund, og porten var nu bevogtet af både soldater og en i øvrigt meget sød bombehund.

På konferencen foregik alt egentligt - næsten - upåvirket, og det var først, da telefonen begyndte at kime, at det gik op for mig, hvor stor historien havde været hjemme i Danmark.

Lørdag benyttede jeg mig da også lige af muligheden for at tage ned til midtbyen at se, hvor tingene var sket. Det foregik sammen med en af vores lokale værter, Ramesh, der her står foran Hotel Taj Mahaj, kun omkring 12 timer efter de sidste kampe med terroristerne:

Klaus Seiersen