true cousins

Hurtig på strøm uden at følge strømmen

Vi udvikler og bygger nogle af de hurtigste køretøjer i verden indenfor ELEKTRISK drag racing (drag racere drevet af batterier og el-motorer). Vi har i skrivende stund 3 verdensrekorder indenfor de lavere voltklasser, men vi er nu i gang med at færdiggøre to nye og endnu hurtigere el-køretøjer - motorcyklen Silver Bullitt og bilen TC9 Hornet - mere om disse køretøjer senere, men du kan gå til www.wroum.dk for yderligere info og billeder allerede nu.

Illustration: Foto Fyn/True Cousins

Silver Dwarf, vores første spæde forsøg på at slå en verdensrekord med en el-bike - i det mindste fik vi et godt billede ud af det...

Målet for os er først og fremmest at have det sjovt - det her er en hobby - og gå efter flere verdensrekorder. Vi håber samtidig, at vi undervejs kan få flere til at forstå, at dette ER fremtiden indenfor drag racing - ikke kun fordi olien på et tidspunkt slipper op, men fordi det her virkelig SPARKER RØV.

Vi er IKKE miljø-grønne fanatikere, vi er fascineret af mulighederne og den teknologiske udvikling der er indenfor batteridrevne køretøjer. Vi kommer i øvrigt begge fra en baggrund med hurtige benzin-køretøjer (Chevy '55 med 800 HK og Ducati SPO888).

Vi er True Cousins. Som nogen nok har gættet, er vi fætre og kompagnonger i et lille drag racing team, som indtil videre eneste af sin slags i Danmark og denne del af Europa. Vi søger et relativt højt teknisk niveau men for færrest mulige pengne.

Derfor indgår der i vores køretøjer og projekter en del genbrug/renovering af mekaniske komponenter og samtidig støtte fra en række sponsorer i form af firmaer, som hovedsagelig forærer os de dele vi mangler - resten finansieres vha. småting, vi producerer og reparationer for andre indenfor elektronik og mekanik. Vi er begge teknikere af uddannelse og praktisk anlagte - det gør at tiden fra idé til konkret handling i værkstedet ofte er meget kort.

På denne blog vil du fremover kunne følge køretøjerne i deres udvikling og opbygning til de er klar til prøvekørsler og rekordforsøg - som der naturligvis vil være mulighed for at oplive live når vi når så langt.

Vi arbejder IKKE mod en fast deadline, tingene er klar når de og vi er klar - det er som sagt kun en (måske lidt omfattende) hobby. Der vil blive krydret med masser af baggrundsinfo om sporten, de andre hurtige el-køretøjer i verden, organisationen NEDRA (rekorder), nyheder fra den hurtige del af EV-verdenen (EV=Electric Vehicle) og meget mere.

Den mest afgørende begivenhed for os denne vinter har været, at vores hovedsponsor TP Radio (www.tpradio.dk), lige efter jul fik skaffet os alle de celler, der kommer til at udgøre vores (op til) 500 kW batteripakke på de to køretøjer - samlet vægt 66 kg!!! Konceptet er at køretøjerne deles om den samme batteripakke på skift, som på kort tid kan flyttes fra det ene til det andet køretøj. Der udestår dog masser af arbejde endnu: - 8 blokke (glasfiber-"kasser") med 15 batterier i hver (af 4 celler) der bl.a. skal loddes sammen og forsynes med terminaler - 2 større alu-kasser til de 8 blokke - Nyt komplet BMS-system, stadig under udvikling - Nyt komplet bagtøj til TC9 Hornet (fra Corvette Stingray - Ny, kraftigere controller til TC9 Hornet

Vi håber at rigtig mange af jer - som os - får øjnene op for hvor meget power og sjov, der er når man forbinder nogle batterier, en el-motor og en controller med hinanden. Med den batteriteknologi, der er til rådighed allerede nu, er det kun fantasien (og pengepungen), der sætter grænsen for hvor vildt det kan blive.

Glenn E. Nielsen & Hans-Henrik Thomsen

Hans-Henrik Thomsen, True Cousins fortæller sammen med sin fætter Glenn E. Nielsen om arbejdet med at udvikle og bygge deres lynhurtige el-motorcykler og -biler.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Sejt at høre om, man kan høre i virkeligt brænder for sagen!

Glæder mig til at høre mere om jeres udfordringer og resultater.

  • 0
  • 0

Godt at se at True Cousins nu også kan gøre Ing.dk elektrisk!

I har vores backup og beundring både 1/8 mile, 1/4 mile og endnu længere.

Med lidt held ses vi snart på asfalten, og mens vores el-SUV'er ikke kan følge med Hornet skal vi nok give jer noget venskabelig konkurrence og sammen får vi med lidt held sat Danmark på kortet som førende el-power-stat!

Mvh Søren Ekelund www.01ai.dk www.e-to.dk

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten