Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
Toxblog bloghoved

Hugormens bid – min studerendes erfaring på egen krop

Det siges ofte, at et hugormebid er ligesom et hvepsestik. Men dette er på ingen måde korrekt! Et hugormebid er ofte langt værre, end de fleste forestiller sig. Dette kan én af mine specialestuderende selv berette om...

Det er ikke et direkte krav for at lave forskningsprojekter med mig som vejleder, at der skal testes slangegift på én. Men selvfølgelig trækker det op i karakterbogen. Årsagen til at min studerende Martin Closter Jespersen kom ind i slangegift og modgiftsforskningen skyldes nemlig et bid fra en hugorm. Og nu er det ikke nødvendigvis for at pege fingre af vores naboer, men der var naturligvis tale om en svensk én af slagsen.

Illustration: Andreas Hougaard Laustsen

Martin Closter Jespersen i færd med at præsentere lidt alment banebrydende modgiftsforskning på University of Cambridge.

Den danske og svenske hugorm er sådan set den samme slangeart, Common European Viper (Vipera berus), og giften fra en hugorm bliver hverken mere eller mindre ren af at komme fra et puritansk samfund. Ubekræftede udsagn siger, at den svenske hugorms bid kan være en anelse værre, hvilket både ville kunne skyldes en evt. større indsprøjtet gennemsnitlig giftmængde, en anelse anderledes giftkomposition eller måske endda en større tendens til at sprøjte gift ind i hvert hug. Mange hugorme sprøjter nemlig ikke nødvendigvis gift ind, når de bider i forsvar. Gift bruges primært til at nedlægge bytte, og mennesket betragtes ikke som bytte, men som rovdyr for hugormen.

På trods af den svenske hugorms rovdyrsfrygt var min studerende Martin efter sigende ikke ude på at fange og spise slangen, da han i 2013 var på kanotur i Sverige i nærheden af Olufström. Han og hans venner havde besluttet sig for at lægge til på en lille ø i midten af den sø, de padlede rundt i. Martin og vennerne satte sig til at fiske, men efter 5 minutter skulle Martin lige træde til side på naturens vegne. Han gik derfor ind i et krat, hvor han kiggede ned for at se, om der var nogen myrer – men det var der ikke. Martin nåede endda at råbe til sine kammerater, at "Det fede ved øer er, at der ikke er nogen nederen dyr, som for eksempel myrer". Efter veloverstået tjans gik Martin 5 skridt, hvorefter han mærkede et prik i lilletåen. Martin beskrev selv senere, at det først føltes som en grannål, der prikkede ham i foden. Men inden for et sekund udviklede prikket sig til en kraftig smerte, og han kunne mærke, at der lå noget oven på hans fod. Da han kiggede ned, så han en slange, der havde gnavet sig fast i hans lilletå, som stak ud af hans klipklap.

Martin blev grebet af angst og løb hen til sine venner, som vha. moderne teknologi fik googlet sig frem til, at der måtte være tale om en hugorm. Alt imens blev Martins lilletå ved med at hæve, og smerten steg yderligere. En af hans kammerater ordinerede straks en benadryl (antihistamin), da han havde hørt, at det farligste ved et hugormebid kunne være en allergisk reaktion.

På dette tidspunkt, da den første skræk havde fortaget sig en smule, gjorde Martin det eneste naturlige – han ringede hjem til sin mor og fortalte, at han havde været lidt uheldig. Men i løbet af samtalen blev Martin efter sigende mere uforståelig, end han plejer at være. Han gav derfor telefonen videre til en af vennerne, fordi han begyndte at få ondt i maven, koldsved og ondt i tungen, som var begyndt at blive besynderlig hård. Martin fik signaleret til en af de andre, at de skulle mærke hans tunge. Efter de havde gjort dette, måtte de tage hurtig afsked med Martins mor for at kunne ringe 112. Alt imens disse første 15 minutter efter biddet udspillede sig, blev Martins tunge større og større, og hans svælg begyndte ligeledes at hæve.

Illustration: Martin C. Jespersen

Martins fod efter hugormebiddet. Normalt er hans fod efter sigende ikke så klam.

Martin var dog heldig. Tilfældigvis kom der en speedbåd forbi, og Martins kammerater fik den prajet ind og sat Martin på den. Mens båden susede afsted, fortsatte Martins tunge og svælg med at vokse, indtil det begyndte at føles som en klump i halsen. Da speedbåden nåede ind til land, hvor ambulancen skulle hente Martin, kastede han meget op, selvom det var svært med den hævede tunge og det nu stærkt hævede svælg. I ambulancen fik Martin hurtigt et skud adrenalin, der blev lagt drop og ordineret medicin mod hævelsen, og så var det ellers afsted mod hospitalet.

Da Martin ankom til det første hospital, besluttede lægerne, at Martin ikke var kritisk nok til at der skulle gives modgift (læs om hvordan modgift laves her, læs om forskellen på modgifte og vacciner her), men at han var tilstrækkelig stabil til at blive kørt med en ny ambulance til Karlskrona Hospital. Her blev Martin indlagt på intensivafdeling den første nat, hvorefter han tilbragte yderligere 3½ dag på en normal afdeling, inden han kunne komme hjem til Danmark.

Da Martin endelig kom hjem, måtte han gå med krykker i næsten 3 måneder, fordi hans ben var hævet pga. giftens virkning. Og ikke nok med dette, så skulle benet holdes vandret, hvilket Martin selv har berettet som ”jævnt stramt”, da det gør det umådeligt svært at bruge det andet ben til noget fornuftigt. Alt dette ærgrede naturligvis Martin en hel del, da han normalt er en aktiv sportsmand. Men det glædede naturligvis mig og mine kollegaer, Jens og Mikael, som hørte, at en DTU-studerende var blevet bidt af en slange. Ikke fordi vi generelt ønsker dårligdom over bachelorstuderende fra DTU (som Martin var dengang), men når det lige præcis handler om slangebid, så er der det særlige ved det, at et bidoffer kan udvikle antistoffer mod slangegiftens toksiner. Disse antistoffer kan potentielt set bruges til at udvikle moderne modgift og har fordelen af at være menneskelige. Menneskelige antistoffer er nemlig modsat de hesteantistoffer, som findes i gængse modgifte, kompatible med det menneskelige immunsystem. Derfor er risikoen for at de udløser bivirkninger og allergiske reaktioner i patienten minimal. Hesteantistoffer er derimod behæftet med en alvorlig risiko for bivirkninger, da patientens immunsystem vil kunne se, at antistofferne er fremmede for menneskekroppen, hvilket netop kan føre til hyperallergiske bivirkninger. Dette kaldes immunogenicitet (læs om hvordan immunogenicitet spiller ind i modgiftproduktionen her).

Illustration: Martin C. Jespersen

Martins ben efter hugormebiddet. Det kan ses, at hele hans venstre ben er stærkt hævet.

Jens, Mikael og jeg kontaktede derfor Martin og delte vores begejstring for, at han var blevet bidt. Selvom Martin efter sin alvorlige nærdødsoplevelse måske havde lidt ambivalente holdninger til både det at blive bidt, men også at vi nu foreslog, at vi ville stikke ham med nåle og tappe ham for blod, kunne han godt se fidusen med at lede i hans serum for at finde antistoffer, der kunne neutralisere toksiner fra hugormegift. Han gik derfor med til at donere en del blod. Sidenhen er han selv endt med at gå ind i slangegifts og modgiftsforskningen, hvor han udfører studier af antistoffers krydsreaktivitet mellem forskellige toksiner. Disse studier vil kunne være med til at karakterisere og bestemme hvilke antistoffer, der er mest bredspektrede, hvilket er værdifuld information, når man skal designe en modgift, der kan neutralisere medicinsk relevante toksiner fra så mange slangearter som muligt (læs om hvornår et slangetoksin er medicinsk relevant her).

Nogen vil derfor mene, at Martins hugormebid var et ret godt career move som ung forsker!

Andreas Laustsen er kemiingeniør, PhD og biotekentreprenør (Biosyntia, VenomAb, Chromologics, Antag Therapeutics, VenomAid Diagnostics og Bactolife). For tiden arbejder Andreas som Lektor på Danmarks Tekniske Universitet med bioteknologi-baserede modgifte mod slangebid. I 2014 blev han kåret som Danmarks Sejeste Ingeniør, i 2016 som en af Europas top 10 biotekentreprenører under 30 år og i 2017 som en af Europas "30 under 30" af Forbes og en af Europas top 35 innovatører under 35 af MIT Technology Review.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg ved ikke om det er normal reaktion for hugormebid, men ellers kan en mulig forklaring på reaktionen måske være, at Martin er allergisk overfor noget i giften?
En analogi:
Min far opdagede for nogle år siden, at han var allergisk overfor bistik. Han blev stukket på oversiden af hånden, og armen hævede langsomt helt op til skulderen over et par timers tid. Han havde michelin-fingre i en uges tid såvidt jeg husker.

  • 5
  • 0

Det er en herlig historie, men hvordan kan der være en hugorm på en ø? Det er første gang jeg hører at hugorme kan svømme, og jeg håber og ønsker at et par biologikyndige melder ind her. Jeg troede at hugorme ynder tørre og varme områder.

På forhånd Tak,

Bent.

  • 2
  • 0

Hej Morten
Det er bestemt ikke utænkeligt (endda meget sandsynligt), at Martin's første reaktion (sammensnøring af svælg) skyldes en slags allergiske reaktioner og ikke som sådan toksiske effekter. Men hans langvarige inflammation i benet, ville jeg dog tro (også) skyldtes giftens toksiske virkning.
Dbh
Andreas

  • 1
  • 0

Hej Bent
Jeg skal ikke kunne sige det med sikkerhed, men jeg ville nu tro, at hugorme egentligt er i stand til at svømme, omend de formentligt sjældent gør det. Som du selv nævner, er hugorme jo typisk fundet i lidt tørrere områder (såsom lyng).
Dbh
Andreas

  • 1
  • 0

Du skulle vel ikke også vide noget om edderkopper, hvis gift nærmest kan opløse det angrebne sted og give store skader?
Eller hvorved adskiller edderkoppers gift sig fra slangers.

  • 2
  • 0

Det er en herlig historie, men hvordan kan der være en hugorm på en ø?

Jeg har også set hugorme på små øer og holme i Sverige, så det er nok sandsynligt at de af og til svømmer. Jeg har dog endnu til gode at blive bidt af en.

Mit første møde med en hugorm skete i et sommerhus da jeg var 4-5 år gammel. Jeg lå på maven i græsset og legede da en slange med sort zigzag stribe gled hen imod mig i græsset. Den stoppede op lige før den nåede mig og derefter så vi på hinanden i et stykke tid, indtil min mor opdagede den. Jeg tog det roligt, hugormen tog det roligt, men det gjorde min mor ikke! Mit indtryk var og er at hugormen bare var nysgerrig.

  • 2
  • 0

Hej Svend
Der findes ca. 44.000 forskellige edderkoppearter, og selvom der findes ligheder mellem flere af dem, så er edderkoppegift generelt meget divers. Jeg kunne se lige under din kommentar, at Allan har henvist til et af mine tidligere blogindlæg om den røde enkes (redback spider) gift, som er neurotoksisk. Jeg tror måske, at den type edderkoppebid, som du tænker på, kunne være fra Recluse spiders: https://en.wikipedia.org/wiki/Recluse_spider Disse giver netop vævsskader, som eftersigende kan være ret alvorlige.
Edderkoppegifte og slangegifte er både ens og meget forskellige. Begge typer gift består af proteinbaserede toksiner, men disse toksiner er (generelt) udviklet til at ramme forskellige typer bytte. Edderkopper spiser mest insekter, mens (større) slanger mest spiser reptiler (firben og lignende) og gnavere (mus, rotter, kaniner). Der vides endnu ikke super meget om edderkoppetoksiner, fordi de er svære at isolere i tilstrækkelig høj mængde til, at man kan undersøge dem ordentligt. Umiddelbart ser det dog ud til, at giften fra en enkelt edderkop generelt er mere simpelt sammensat end en enkelt slanges gift. Men sammenligner man alle de 44.000 edderkoppers gift med de ca. 725 giftslangers gift, så er der sikkert flere edderkoppetoksiner end slangetoksiner i verden.
Ift vævsnedbrydende egenskaber, så er det min opfattelse, at de fleste edderkopper har en eller anden form for toksiner, som kan dette. Mens hos slanger findes denne type toksiner mest i vipers/hugorme og spyttende kobraer.
Dbh
Andreas

  • 3
  • 0

Tusinde tak til Andreas Laustsen, Danmarks sejeste ingeniør, som forstår at skrive blogg-indlæg, som både er lærerige og sjove, så tårerne triller ned ad kinderne.

PS. Også hunde og heste kan blive temmelig dårlige efter hugorme-bid.

  • 5
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten