Hr. Sander på resultatløn

I erhvervslivet har vi mange års erfaring med resultatløn. Janteloven trigges når en erhvervsleder udnytter sine aktieoptioner, og cash'er 10 til 20 mio. DKK til at forsøde pensionen med. Til gengæld skæres der ind til benet når det går dårligt, det ses tydeligt i denne tid.

Men ideen med resultatløn er faktisk effektiv når det gælder om at få medarbejdere til at være nytænkende og acceptere forandringer. I de virksomheder jeg har været ansat i, har man givet medarbejderne en god fast løn, og udlovet en god bonus baseret på en kombination af personlige resultater og firmaets resultat. Begge resultater bliver meget præcist specificeret, og jo højere man når op i hierarkiet jo mere vægt ligges der på firmaets resultat, det giver mening, da beslutninger taget på et højt niveau naturligvis har stor indflydelse på den samlede drift.

Men hvad gør Danmarks CEO - Hr. Fogh Rasmussen? Hvordan aflønner han sine mellemledere? Får de fast løn, eller kan de mærke når de lever op til kravene, og virksomheden er på vej det rette sted hen? Tillad mig at forudsætte, at vores CEO selvfølgelig har opsat en bonus matrix for ministrene... alt andet vil jo være vanvid! Kristian Jensen bliver tydeligvis bedømt på hvor god han er til at kræve skatter op - meget succesfuldt må man sige! Og finansminister Lars Lykke Rasmussens big time incentive må være at holde igen med udgifter - han skal måske bare lære at det også gælder for ham selv Eksternt billede

Hvis jeg sætter mig ned og kikker på Hr. Helge Sanders resultater, så er det relativt mindst ligeså nemt at regne ud hvad der trigger hans bonus: "Don't rock the boat!" Altså: "Lav ikke noget der tiltrækker opmærksomhed, og da slet ikke af kontroversiel art". Ergo, Hr. Sander er leveringsdygtig i en politik der godt nok ikke kommer på forsiderne, men sådan set heller ikke gør noget som helst andet. Lad mig kommer med et par eksempler:

Universitetsloven er godt nok meget lig de anbefalinger der kom fra erhvervsorganisationerne, nemlig med ansatte ledere, professionelle bestyrelser og så videre. Men Hr. lavede en behagelig ændring af strukturen i den endelige version: Det er ikke ham (eller staten) som ejer der udpeger bestyrelsen for et universitet, det er et repræsentantskab der vælges repræsentativt. Det gør at han ikke selv sidder med det kort der kan indsætte eller afsætte en bestyrelse, og i praksis kan man tydeligt se dette. F. eks. kan DTU have masse flugt af topforskere uden at det hverken har konsekvens for ledelse eller bestyrelse. De har tydeligt ingen reelle mål de skal stå til regnskab for som de ville have haft i en professionel bestyrelse i erhvervslivet.

Højtteknologifonden er endnu et eksempel på, at man har gode tanker, men alligevel ikke vil gå hele vejen og risikere at blive uvenner med nogen. Man har nu en fond der deler penge ud til "forskning med et erhvervs og forretningsmæssigt fokus", og man har en bestyrelse der enerådigt bestemmer hvad der skal gives penge ud til. Endda med en erhvervsleder i spidsen. Men projekterne skal jo kvalificeres, og her bruger man naturligvis det etablerede systems skabelon: Man spørger forskningsrådene, for de må jo vide hvad der har "forskningsmæssig højde" nok. Altså, vi hælder penge ud til ufokuserede forskningsprojekter i dette land baseret på forskernes vurdering af sig selv, vi erkender det og opretter en stor fond som alternativ, og så sætter man de samme til at udvælge hvad der er godt og hvad der er skidt. Gamle kriterier som "mange års publicering indenfor emnet", og "anerkendte resultater" ligger endnu engang til grund for vurderingen. Og det er jo svært at være en ung fremadstormende forsker i et nyt teknologiområde, og så samtidig have mange års erfaring. Er det ulven der er sat til at vogte får?

Og hvad skal regeringen også med ballade i Videnskabsministeriet? (det har de jo integrationsministeriet til!). Ja, hvis de spørger mig (og det ved jeg godt at de ikke gør, men jeg svarer alligevel), så skal vi have en masse ballade i netop Videnskabsministeriet! Faktisk så meget så vi vender os til at diskutere uddannelses og forskningspolitik dagligt. Ja, måske på timebasis. For hvis vi kikker på konkurrencedygtigheden for den lille danske stat i den store stygge verden, så er det jo netop den Hr. Sander er ansvarlig for på den lange bane. Den bane der rækker ud over de 4 år på taburetten. Lad mig skitsere hvordan jeg gerne så Videnskabsministerens bonusmatrix se ud:

Målepunkt 1: Skaf kvalificeret arbejdskraft til Danmarks teknologivirksomheder. F:eks. Til telebrancen, hvor antallet af universiteter der uddanner seriøse E.E. kandidater er halveret fra sidste år. Med DTU i praksis ude af telekommunikation, efterlader man denne vigtige del til Aalborg Universitet. Hvem har godkendt - eller bare blevet spurgt om - at DTU internt arbejder på at blive et "naturvidenskabeligt" universitet, frem for et "teknisk" universitet. Det vil muligvis skabe flere ligegyldige videnskabelige publikationer og medføre at flere forskere kan rejse til flere eksotiske - dog fagligt ligegyldige - konferencer, men opfindelser, patenter og nye teknologivirksomheder kommer der ikke ud af det.

Målepunkt 2: Return of investment på forskningsbudgettet. Hvad er målet med den danske forskningspolitik? Og hvorfor ser vi altid på det som støtte - subsidier? Som aflade der må betales for at kunne vise EU at man da også har forskning i Danmark. I Finland beregner man faktisk return of investment over en 10 årig periode af den del af forskningsinvesteringen der kommer fra Tekes, hvilket ca. er halvdelen af det samlede budget. Bemærk ordet investering - ja de forventer faktisk at få noget ud af det. Og det gør de. Finland investerer mere end de 3% af BNP i forskning som er EU's mål for medlemslandene i 2010. I Danmark får vi travlt hvis vi skal nå at indfri vores løfter til fællesskabet.

Kære Hr. Statsminister, videnskaben og teknologien er for store områder at holde udenfor visionerne. Det er jo det vi skal leve af, det ved vi begge. Det vi har i dag trænger til en grundig fornyelse. Jeg ved godt at fornyelse per definition skaber modstand i nogle dele af befolkningen. Ikke mindst i den etablerede del af forskningsverdenen. Men forskere der ikke ser positivt på fornyelse, på fremskridt og på forandring, er de værd at basere vores fremtid på? Det er jo forskerne der skal levere forandring i samfundet, er det ikke?

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Kære Karsten

Det er et godt forslag du kommer med, på den anden side så vil manden nok dø af sult hvis han skulle aflønnes på den ¨måde.

Hilsen

John Strand

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten