Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
teknopsykologens briks bloghoved

Homo Sapiens Cyborgensis - en ny art? Cyborg #1

Forestil dig, at du kunne fusionere med en computer.

At du kunne augmenteres (forlænges) kognitivt gennem din nye hjerne-computer interface og på et splitsekund få adgang til næsten ubegrænset beregningskapacitet, historiske data om for eksempel aktiemarkedet og mestring af alle sprog på kloden.

Ville du gøre det?

Hvilke bivirkninger ville du tage med i købet, hvis det var noget-for-noget, og hvilke etiske overvejelser ville du gøre dig, før du ‘trykkede på knappen’?

Mennesket har til alle tider augmenteret sig selv og sin formåen. Fra de tidligste træspyd på savannen over ergonomisk og præstationsfremmende fodtøj på sportsarenaerne, kulfiberproteser til benløse soldater og hurtigløbere og helt frem til intelligente høreapparater og -implementater.

For ikke at nævne de forskellige ’devices’ du sikkert anvender for at læse denne blog, og som også kan opleves som en augmentering af din evne til at få adgang til ny information (og som en kilde til distraktion – men det er en anden sag).

Så hvor går grænsen for augmenteringen, eller kan vi overhovedet tale om grænsen som en konstant, hvis vi rykker den kontinuerligt?

Og hvad sker der med mennesket og vores selvforståelse i processen ud fra et teknopsykologisk perspektiv?

Vi skal over de næste par blogposts behandle den teknologiske augmentering af menneskets krop og sind (læs også Ma(nd)skinen 1.0) - det vil sige den gradvise teknologiske omdannelse af mennesket til en kybernetisk organisme - en såkaldt cyborg.

Mit bud er, at en sådan radikal indgriben i vores natur - fysiologisk og psykologisk - vil have eksistentielle konsekvenser for vores etik, vores menneskelig sameksistens, vores selvforståelse og i sidste ende for vores muligheder for at overleve som art - i hvert fald hvad vores psykologiske overlevelse angår.

Dén pointe vil jeg løbende tage op til revision i denne blogserie over de næste uger. Og jeg glæder mig til at læse jeres konstruktive og interessante indspark i Kommentarfeltet herunder og på LinkedIn, som et par af jer også har fundet frem til. Tak for dem!

Tilbage til stregen, jeg tegnede op i begyndelsen:

Kybernetiske organismer

For er det virkelig rigtigt, at vi; den til alle tider overlegne sub-art homo sapiens sapiens - ‘det tænkende menneske’ - kan evolutioneres yderligere? Og enten forvandle eller forgrene os til en ny sub-art i form af en endnu klogere lillesøster? En homo sapiens cyborgensis?

Og hvornår er der tale om reelt evolution og hvornår er det ’bare’ lokal videreudvikling?

Lad os se nærmere på det.

Illustration: eget arkiv

Homo sapiens cyborgensis - en ny art?

‘I think it is likely in the next 200 years or so Homo sapiens will upgrade themselves into some idea of a divine being, either through biological manipulation or genetic engineering of by the creation of cyborgs: part organic, part non-organic (…) It will be the greatest evolution in biology since the appearance of life … we will be as different from today’s humans as chimps are now from us.' (Harari, 2015)

Sådan spåede professor i historie ved Hebrew University i Jerusalem Yuval Noah Harari allerede for en håndfuld år siden, at vores fremtid ville se ud. Han anklagede os mennesker, eller snarere tekno-optimisterne og de fagkyndige, for at ville lege Gud og bruge kunstig intelligens til at transformere vores grundlæggende biologi. 

Og på årets netop gennemførte World Economic Forum i Davos hvor Harari var med på scenen, var retorikken er ikke blevet mindre skarp.

Nu spår han om ‘datakolonier’ som er gennemsyrede og -styrede af kunstig intelligens; enden på vores hidtil retningsgivende etik for menneskelig sameksistens; horder af overflødig arbejdskraft og et opgør med individets ret til eget liv – og magt over sin krop og sit sind.

Alt sammen fordi teknologien eroderer terræn og erobrer land, hver gang dens bølger skyller ind over os.

Mens Harari ser med kritisk blik på vores denne almægtighedstrang og uden tvivl ville vægre sig mod at ‘trykke på knappen’, står det helt anderledes til for tekno-optimisten over dem alle; Sebastian Thrun

Thrun er forhenværende leder af Stanford University’s AI Lab og medstifter af blandt andet Google X projekterne med selvkørende biler og Google Glass wearables (intelligente briller, der rendte ind i en masse initiel modstand og gav anledning til opfindelse af begrebet ’glassholes’ om de brillebærende).

I et interview i Wired Magazines podcastserie Sleepwalker i afsnittet Deus Ex Machina fra forrige måned, blev Thrun spurgt om, hvad han ville gøre, hvis han kunne trykke på netop dén knap og fusionere sin hjerne med en kunstig intelligent-computer for derved at udvide sin hjernekraft, sin hukommelse og sin kreative kapacitet.

  ‘I would press it in a microsecond', lød Thruns svar, der faldt inden for et mikrosekund.

Mennesket er både biologi og psykologi

Men hvor går vores grænse for, hvad vi vil kalde et menneske - eller snarere; hvor stopper den?

Vi har tidligere beskæftiget os med, hvad et menneske er set fra et psykologfagligt perspektiv, læs Fra naturlig til kunstig intelligens, fordi vi behøvede at forstå den naturlige intelligens for at kunne tage stilling til den kunstige intelligens.

Nu skal vi længere ned i materien. Bogstavligt talt. Vi skal omkring, hvad et menneske biologisk set er for at kunne tage stilling til, om den aktuelle og fremtidige teknologi reelt set kan bevirke, at vi evolutioneres som art. 

Homo sapiens sapiens

Biologerne kategoriserer os mennesker; homo sapiens sapiens som en sub-art til arten homo sapiens og definerer os ved en række fysiologiske træk og kulturelle tendenser.

Særligt interessant for os granskende væsner er de hjernestrukturer, der forudsætter vores kognitive kapacitet - vores intellekt. 

For der er i reglen en god evolutionær grund til, at vi ser ud (er skabt om du vil), som vi gør.

Vores hjerne på omkring 1350 kubikcentimeter, svarende til 2,2 procent af vores kropsvægt, er karakteriseret ved et par veludrustede pandelapper der indeholder et stærkt informationsbearbejdende kraftcenter kaldet det præfrontale kortex. Yderligere er vores sanseapparater (vores øjne, ører, næse, mund og hudoverflade) strategisk placerede og forbundet med nervebaner til de enkelte relevante kortex-regioner og igen -tilpasset vores fysiologiske og kognitive kapacitet og behov. (Brain Evolution and Human Neuropsychology: The Inferential Brain).

Derudover er vores kranium, kropsform og - holdning, mængde af hudoverflade og størrelsen på vores knogler og muskler alt sammen tilpasset vores omgivende miljø således, at vi er i stand til at overleve længst muligt og udvikle os bedst muligt. Men sådan er det for alle arter. 

Forskellen på os; homo sapiens sapiens og andre arter er dog, at vi har formået at udvikle os umådeligt særligt henover de sidste 40.000 år, hvad angår indretning af vores liv og levned - vores kultur. (Australien Museum of Scientific Research, Collection, and Education.). De fleste af os bestemmer som bekendt for eksempel selv nogenlunde, hvor og hvordan vi vil bo, spise, klæde os, arbejde, sove.

Så er vi tilfredse med at “slæde rundt” på et, i fordums tids, hensigtsmæssigt korpus og intellekt, som i dag kan opleves at være mere til gene end gavn? 

Eller som i hvert fald ofte ikke synes tilstrækkelig, hvad angår vores ønsker om udfoldelse af alle de fantastiske muligheder i verden som teknologien åbner op for?

Lægevidenskaben har som nævnt indopereret implantater, påsat proteser optimeret vores fysiske og mentale kapacitet farmakologisk de sidste mange år. Der et gjort et imponerende arbejde for at optimere menneskearten. Men en regulær evolution af vores art kan man næppe kalde det. 

Nu tyder noget dog på, at nogle (helt andre typer) vil afhjælpe os denne naturens “hæmsko” og iføre os en ny og bedre af slagsen lavet af silicium, grafen, eller noget helt tredje. 

Illustration: eget arkiv

Optimer. Optimer. Optimer.

For ét er at “reparere” noget, der ikke fungerer. Noget andet er at få noget, der fungerer, til at fungere endnu bedre. Altså optimere noget fremfor blot at fikse det. Groft sagt.

Hvad siger du for eksempel til at kunne se markant længere, mere detaljeret og måske endda i mørke?

Du kan også overveje, om ikke din hukommelse skal stå skarpere. Og om en bedre indlæringsevne og ‘totalt gehør’ vil hjælpe på motivationen til at få hul på det guitarspil, du længe har overvejet. Eller skrue op for dine sprogkundskaber, investeringstække, matematiske klarsyn, kreativitet, emotionelle forståelse, historiske viden, generelle energiniveau, udholdenhed og muskelstyrke?

Og så dog; for måske vil din familie og kollegaer have svært ved at håndtere din rygende udvikling. Men så kan de selvfølgelig også bare gøre det samme (hvis de har råd), og I kan sammen være optimerede på alle ønskelige punkter.

Lyder det som en plan?

Og har du overvejet, hvordan I nu vil se på og opføre jer over for alle de andre (fattigrøve), der ikke er (lige så) augmenterede som jer? Kan I stadig fungere inden for den vanlige samfundsramme; den juridiske lovgivning og de etiske sæder?

Fra mit teknopsykologiske perspektiv spår jeg som sagt, at det vil have eksistentielle konsekvenser for vores etik for menneskelig sameksistens og vores selvforståelse som henholdsvis individ og art.

Vi skal over de næste gange kigge nærmere på hvad teknologien (til)byder os af interessant “tilbehør" til vores krop og intellekt. Og vi skal undersøge hvad denne udvikling gør ved os som mennesker; vores mentalitet, fysiologi og vores måder at leve sammen på.

Kort sagt; vores arts fundament.

Hav en fortsat god dag. Venligst, Julie-Astrid

Julie-Astrid har en baggrund som militærpsykolog og udvikler af disciplinen Teknopsykologi. Her på ING.dk blogger hun om de psykologiske mekanismer, der ligger til grund for udvikling af kunstig intelligens og behandler problemstillinger, der opstår når mennesker skaber maskiner i deres eget billede - og når maskiner skaber mennesker i deres. Med Teknopsykologi behandler Julie-Astrid feltet hvor psykologien og den intelligente teknologi tørner sammen, og hun diskuterer hvordan de gensidigt påvirker hinanden i en smuk men kompleks dynamik.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Men jo ældre man bliver, jo mere indser man, at man langt fra er den mest vidende og vise uanset emne. Der er altid nogle der ved mere, og endda en del der ved meget, meget mere.
Jeg har set de emner, som denne blog behandler, behandlet langt mere indsigtsfuld en lang række andre steder. Måske skyldes det bloggerens ikke naturvidenskabelige baggrund, hvilket virkelig må være en ulempe, når det kommer til et emne, der reelt befinder sig i krydsfeltet mellem en række naturvidenskabelige discipliner.

  • 1
  • 3

At rykke eller ikke at trykke på knappen: Jeg mener ikke at det er givet man skulle få almægtige tendenser some en bivirkning af at have trykket på knappen - Jeg har læst er par af Hararis bøger og det er netop kendetegnet: Argumentationen er fin de første trin, men så er der et hop, hvor man pludesig lander et andet sted som her. Det kan naturligvis ikke uselukkes og jeg argumentrer ikke for, at det ikke er tilfældet.

  • 1
  • 0

"To be, or not to be, is one of the questions" (undskyld til Mr. Shakespeare) Tjaeh - jeg er nu både gammel, klogere og mere gnaven end for 50 år siden, men har tænkt en hel del over de spørgsmål, som Julie-Astrid formaster sig til at komme ind på, trods sin mangelfulde baggrund ( iflg. Jens Olsen) Efter et langt livs ulykker og andet besvær er jeg i dag godt på vej til cyborg-status efter at være blevet forsynet med benprotese, knæimplantat, "intelligente" høreapparater, tandimplantat og diverse briller.
Har det ændret mig som person ? Ja - og nej ! Hvis jeg i dag var tvunget til at sidde i en kørestol uden at kunne bruge mine ben, uden at kunne læse, uden at kunne høre og uden at kunne tygge min mad, så ville jeg virkeligt være blevet en byrde og plage for mine omgivelser.
"Og har du overvejet, hvordan I nu vil se på og opføre jer over for alle de andre (fattigrøve), der ikke er (lige så) augmenterede som jer? Kan I stadig fungere inden for den vanlige samfundsramme; den juridiske lovgivning og de etiske sæder?" spørger Julie-Astrid. Ja det har jeg, og jeg er ret sikker på at jeg ikke ville ændre mine basale menneskelige kvaliteter hvis jeg fik mulighed for yderligere augmentering.
Kom bare med trykknappen !

  • 4
  • 0

Jeg tror diskutionen vil have gavn af ikke at bruge ordet evolution om den teknologiske udvikling og den taettere og taettere integration af teknologi og biologi. Maaske vi kan kalde denne udvikling for teknificering?

Evolution i biologi gaar over mange generationer og udfordrer kun individet i en interlektuel forstand. Evolution er meget langsom i forhold til teknificering og har dermed udspillet sin rolle som den drivende kraft i homo Sapiens' fremtidige udvikling (med mindre WW3 eller en lignende katastrofe afvikler vores teknologiske udvikling).

Teknificering vil i stigende grad afkraeve essentielle valg af all mennesker: To upgrade or not to upgrade and how. Det lyder maaske som science fiction men det er allerede virkelighed for eksempel i form af smart drugs: https://www.nature.com/articles/d41586-018...
Konsekvenserne for folk der upgrader i form af bivirkninger er ukendte men potentielt markante. Konsekvenserne for folk der ikke upgrader i form af potentiel marginalisering via unfair konkurrence er ukendte men potentielt markante.

Hvis vi ser facebook som en cognitive enhancement (basalt set gaar nogle mennesker fra at kommunikerer til at massekommunikere med den associerede oeget indflydelse og indtjening), der markant paavirker vores sociale relationer, saa er en konsekvens en potentiel serioes paavirkning af vores politiske valg: https://scholar.google.co.uk/scholar?q=fb+...

En anden type upgrade som muligvis vil afkraeve et essentielt valg af folk er anti-aeldning: https://www.sciencedaily.com/releases/2019...
Hvis denne eller lignende teknologier kan markedsfoeres vil baade de medicinske fordele og mere biologisk ulighed vaere massive konsekvenser.

I alle 3 eksempler (og der er mange flere: ) ser vi hvordan teknoficeringen af mennesket skaber store nye muligheder, reducerer den biologiske lighed vi pt tager for givet, og vil have massive ukendte konsekvenser for samfunder paa sigt.

Uden at vaere en ekspert i psychologi vil jeg gerne konkluderer at vi ikke kan forudse individets psychologiske konsekvenser eller aendringer i det sociale normsaet som foelge af den teknologiske udvikling.

  • 2
  • 0

Man kan få computere til at udføre imponerende ting, MEN først når de er blevet programmeret, så hvis en computer skal fungere "intelligent", så skal den selv "finde ud af det".
Det er efter min mening hèr, at begrebet AI strander, for hvor sidder intelligensen hos mennesker?

Efter min mening sidder den ingen faste steder inden for hjernekassen, hvor et enormt antal neuroner individuelt kan "ringe hinanden op".

I tilfælde af hjerneskade i en del af hjernen, som f. eks. lammer "bentøjet", så begynder de "overlevene" neuroner at med at "vælge"? et "nyt hold" til varetagelse af gangfunktionen, så folk kan "lære at gå" igen.

Her må der ligge en strategi bag den måde neuronerne samarbejder, og hvordan de bliver "enige om", hvem der skal overtage gangfunktionen, dvs en intelligent handling.

Men den har vi ikke styr på.

  • 0
  • 1
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten