højttaler q113 blog

Højttaleren har fået et navn

Produktets reelle fødsel finder først sted, når vi har sikret os, at vi kan producere mere end to styk. Altså når vi går fra prototype til prøveproduktion. Læs med, og hør om gamle dage og højttalerens kommende navn.

Illustration: Privatfoto

De første. Der er nu lavet en lille prøveproduktion på 10 højttalere. Først kunne de ikke samles, men det fiksede vi.

I begyndelsen af 80´erne arbejdede jeg hos HiFi Sound Import i Ny Østergade i København. Jeg var 17 år. Butikken var en højttalerforretning og på flere måder et forfærdeligt sted, men den havde et specielt værksted, hvor vi reparerede og håndbyggede højttalerenheder.

Her sad jeg og to andre og reparerede højttalere dagen lang, og jeg fik for første gang løftet sløret for højttalerens forunderlige verden. Jeg glemmer aldrig min første arbejdsdag, hvor jeg først blev sat ved en maskine, hvor man kunne lave svingspoler.

Svingspolen er en komponent i højttaleren, som det elektriske musiksignal løber i gennem. Den består af en cylindrisk form, der har en spole viklet rundt om. Det er ikke så nemt at vikle en god spole, for spolens tråd skal ligge rigtig tæt og stramt, men omvendt må tråden heller ikke knække, når man vikler den på. Så er det nemlig forfra, og derfor er det lidt af en kunst at lave en god spole.

Allerede på min første arbejdsdag skulle jeg samle min første højttalerenhed, og jeg fik virkelig en overraskelse, da jeg opdagede hvor nøjagtigt svingspolen skal sidde i højttalerens magnet.

Min chef satte nemlig - meget pædagogisk - musik på min første højttalerenhed, mens den blev samlet, og det var helt tydeligt at høre, når svingspolen sad rigtigt i magneten. Særdeles tydeligt, faktisk! Jeg sad med mine bare næver og skubbede magneten et par tiendedele af en millimeter den gale vej og klangen blev mærkelig og lukket. Men i den helt rigtige position klingede musikken klart og frit.

Det var en god måde, at få en ung mand til at forstå, at her er et arbejde, der er værd at gøre godt.

Lim er noget af hemmeligheden

I den efterfølgende tid fik jeg flere højttalerenheder mellem hænderne, end de fleste når at se på et helt liv og jeg fik et kig ind i deres forskellige konstruktioner.

En af hemmelighederne i gode højttalere viste sig at være noget så uventet som lim. Det findes i alle tænkelige afskygninger, lige fra næsten-flydende til hårdt som sten. Noget lim tørrer på et øjeblik, mens andet skal have tid til at hærde. Noget skal udsættes for særligt lys eller varme osv. og lim binder forskelligt på forskellige materialer. I denne sammenhæng er det interessant, at lim har varierende akustiske egenskaber, og dermed påvirker limen højttalerens lyd.

En sjov lærdom var f.eks., at nogle diskanthøjttalere ikke må samles med direkte kontakt mellem svingspolen og membranen. Der skal ligesom være en vulst af lim, der adskiller dem, for hvis svingspolen har direkte kontakt til membranen, får diskanthøjttaleren et kraftigt peak og kommer til at lyde hidsig og anmassende. Her virker limen dæmpende.

I min tid hos HiFi Sound havde jeg alle typer højttalere mellem hænderne: Bånddiskanter, Lowther fuldtoner, compression-drivere, højttalere til musikinstrumenter og selvfølgelig enheder til HiFi–højttalere i læssevis. Men der var særligt én, som jeg byggede igen og igen.

Richard Allan New Golden 8. Den kan næsten hvæse af dig! Så hidsigt lyder den, indtil det orange lærredsophæng bliver malet med noget klistret stads, der tæmmer lyden.

Richard Allan New Golden 8

Butikken i København var importør af de britiske Richard Allan højttalere, men nogle af højttalerenhederne blev faktisk samlet på værkstedet i Ny Østergade.

En af dem var en 8” fuldtone-enhed, der hed New Golden 8. Dem byggede jeg rigtig mange af, og belært af de kolossale forskelle på limtyper, begyndte jeg at eksperimentere med hvordan New Golden 8 kunne modificeres. Jeg ville nemlig gerne lave et par rigtig gode eksemplarer til mig selv en dag.

En af de kritiske detaljer var ophænget af lærred. Det skulle males med noget klistret stads, der ikke rigtig hærdede. Inden man malede det på, lød højttaleren nærmest hvæsende som en vred kat, men belægningen gjorde lyden mere afbalanceret. Hvis man altså ikke kom til at smøre for meget på. Så blev lyden nemlig kedelig.

Jeg eksperimenterede også med limen, der fastgør svingspolen til højttalerens to membraner, og jeg prøvede med succes at vikle svingspolen på en form af papir. Jeg eksperimenterede med forskellige støvhætter, coating af membranens kant og forsøg med at lade membranen stå natten over i en flad skål og suge lim op omkring membranens hals, dagen før højttaleren skulle samles. New Golden 8 blev udsat for lidt af hvert.

Jeg vil gerne indrømme, at jeg lavede eksperimenterne uden tilladelse fra min chef. Det betyder, at nogle af de New Golden 8, der blev solgt i butikken, ikke var helt som de skulle være, for at sige det pænt. Heldigvis fik jeg ingen klager, og kunderne vidste naturligvis ikke, hvad de ikke fik. De betalte bare.

Jeg synes, at jeg med tiden fik gjort min udgave af New Golden 8 noget bedre end den britiske original, men det er naturligvis en påstand. Dagens pointe ligger nu også et andet sted.

Prøveproduktionen består af 10 højttalere, der er bygget 100 %ifølge projektets tegninger. Spørgsmålet er, om vi har fået det hele med på tegningerne?

Fra prototype til prøveproduktion

Højttaler Q113 Evolution findes nu ikke kun som prototyper, for der er bygget 10 helt færdige højttalere i en prøveproduktion. Formålet med prøveproduktionen er at se, om vi har været tilstrækkeligt gode til at specificere hvordan højttalerne skal bygges eller om der er smuttet en detalje i en tegning osv.

Det skulle jo nødigt gå som i Ny Østergade, hvor der kun var én person der kendte opskriften på en New Golden 8! Her vil vi gerne have dokumenteret det hele.

Prøveproduktionen er endnu en lille eksamen for Q113 Evolution, for vi har nu forladt prøveværkstedet og har flyttet arbejdet over i produktionsafdelingen.

Membranen har 10 slidser, der fyldes med to klæbrige substanser. Det sker med håndkraft i en nøje beskrevet proces.

Meget klister at holde styr på

Produktionen af højttalerenhederne sker i en blanding mellem industri og håndværk. Mange af delene er fremstillet på maskiner, men den egentlige samling, samt flere af de afgørende detaljer, udføres i hånden.

Bashøjttalerens membran har eksempelvis 10 gennemgående slidser, der hver især skal fyldes med en klæbrig substans. Faktisk, skiftes der mellem to slags dæmpemasse, der påføres skiftevis i hver anden slidse.

Hertil kommer at selve samlingen af bashøjttaleren sker ved hjælp af flere andre limtyper, og det er vigtigt at hver enkelt limtype bruges det rigtige sted. Ellers dur det ikke.

Kantsmøring. Mængden af den påførte dæmpemasse styres ved hjælp af en injektionssprøjte.

Injektionssprøjte sikrer ensartetheden

En af de specielle detaljer ved bashøjttaleren til Q113 Evolution, er dens specielle kantsmøring, der påføres når højttaleren er færdigbygget. Formålet med kantsmøringen er, at dæmpe en resonans, der opstår i overgangen mellem membranen og højttalerens gummiophæng.

Doseringen af den flydende dæmpemasse er imidlertid kritisk, og derfor har Scan Speak fundet en løsning, hvor kantsmøringen udføres med en injektionssprøjte. Det sikrer at der påføres den samme mængde dæmpemasse hver gang.

Kontrolmåling. Til venstre ser du bashøjttaleren monteret i et målekammer. Til højre ser du skærmbilledet på målecomputeren og de forskellige parametre, der måles på.

Alle højttalerenheder kontrolmåles

En af de ting, der sker i prøveproduktionen er, at der opsættes en række kriterier, som man efterfølgende kan måle på i en forholdsvis ukompliceret måleopstilling.

Kontrolmålingen skal opfange, at højttaleren er bygget rigtigt og overholder en række tolerancer.

Selve måleproceduren resulterer i, at et felt på computerskærmen lyser rødt eller grønt, for henholdsvis afvist eller godkendt. Hvis højttaleren afvises, kræves der en undersøgelse af årsagen og at højttaleren derefter bygges om.

Måling på reference. Ved prøveproduktionen udtages et par referencer, som der laves gennemgribende målinger på. Det skal sikre kvaliteten i fremtidige produktioner.

Reference sikrer ensartetheden

Selv i en industrialiseret verden kan man forestille sig, at der kan ske et skred i produktkvaliteten, hvis man ikke har noget, der kan holde den fast.

Man kan ligefrem forestille sig, at en bevægelse i kvaliteten kan medføre, at produkter fra et bestemt batch bliver bedre end alle andre, uden nogen ved hvorfor. Det er formentlig produktionsvirksomhedernes værste mareridt.

På Q113 er prøveproduktionen brugt til udtagelsen af nogle reference-enheder, som er blevet gennemmålt på forskellige måder. Referencerne gemmes for tid og evighed, for at kontrollere at fremtidige produktioner kører ligesom den første. Og at de fremtidige højttalere bliver som de er tiltænkt.

Overfræser. Bashøjttaleren støder på en afstivning inde i kabinettet og kan ikke monteres. Noget af afstivningen fræses bort og tegningen af kabinettet rettes efterfølgende.

Bashøjttaleren passede ikke i kabinettet

Det viste sig desværre, at vores samletegninger over de komplette højttalere ikke var præcise nok, for da de første højttalere skulle samles kunne vi ikke få bashøjttalerne helt ind i kabinettet!

Bashøjttalerens magnet stødte på afstivningen inde i kabinettet, og vi måtte lave en opstilling med en overfræser, for at fræse lidt af afstivningen.

I sådan et tilfælde priser man sig lykkelig for at køre en prøveproduktion, for det havde da været et helvede at bygge 100 kabinetter om!

Nu kunne vi nøjes med at tilrette 10 kabinetter, rette tegningerne og tørre en beskeden mængde sved af panden.

Delefiltret er ikke længere en fuglerede, men er derimod monteret på en rigtig printplade. Spolerne er opgraderet til luftspoler. Kan lytteholdet mon høre forskel?

Luftspoler i delefiltret

Den eneste ændring, der reelt adskiller prototyperne fra prøveproduktionen, er at delefiltrene nu ikke længere hænger i nogle lange ledninger efter højttalerne, men er monteret på rigtige printplader af glasfiber med korte ledninger. Hertil kommer luftspoler.

Der er ikke jernkerner i spolerne, som der var på prototyperne, og jeg har faktisk indført luftspolerne, uden at have hørt forskellen først!

Det siger sig selv, at lytteholdet skal prøve at høre det. Men hvad er din erfaring? Har du lavet en lignende test?

Opkaldes efter en hurtig og smidig jæger

Det er en helt utrolig fornemmelse, pludselig at se 10 færdige højttalere stå side om side, efter mange måneders arbejde med nogle få prototyper. Det er fantastisk, at tænke på alle de ting, der er sket i dette projekt, for vi har virkelig været vidt omkring. Men projektet er ikke færdigt, før gulvhøjttaleren og væghøjttaleren er færdige.

Projektet begyndte som en drøm om at bygge en højttaler, men det er endt som en familie af højttalere.

Højttaler Q113 har i mange måneder været navnet på dette projekt. Og sådan fortsætter det. Her bag kulisserne, hvor vi snakker ingeniørsnak, bliver højttalerprojektet ved med at hedde Højttaler Q113.

Men ude i den store verden er det noget andet. Her skal højttalerfamilien have et navn og hvad er mere naturligt, end at opkalde højttalerfamilien efter en jæger, der ligesom Q113 kommer vidt omkring?

Valget er faldet på Pandion. Det latinske navn på den fascinerende fiskeørn.

Det betyder, at Q113 Evolution vil blive omtalt udenfor Ingeniørens rammer, som højttaleren Pandion 2, mens projektet fortsætter som Højttaler Q113, her på Ingeniøren hvor den er blevet til.

Håber du synes om navnet.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Ole; jeg har været inde på det i en tidligere tråd. Kantsmøringen er ganske vist et godt kneb, men hvis det er den lim, jeg tror, det er (og det ligner det unægteligt), så kommer den til at falde af ude hos forbrugeren! Den lim, jeg taler om, er en vandbaseret dispersionslim, som har rigtig gode dæmpende egenskaber. Den er hvid (som det ses) og bliver transparent, når den tørrer. Den bruges meget på skumophæng, hvor den er super, men den har meget ringe vedhæftning på gummi. Det hjælper en smule at prime gummiet først - men ikke tilstrækkeligt efter min erfaring. Den ser umiddelbart ud til at holde fint, og det går også godt, så længe der ikke er nævneværdige udsving på membranen (dvs. lavt niveau eller ren mellemtonereproduktion). Når der komme større udsving, vil limringen over tid begynde at "peele" i den øvre kant og senere løsne sig mere (og man kan trække den af så let som ingenting, da den ikke bider i gummiet). Hvornår det sker afhænger af temperatur og luftfugtighed, men det vil overraske mig meget, hvis der ikke opstår tegn inden for det første (måske halve) år hjemme i stuen. Du kan teste, om det er den lim, ved at fugte en finger eller en vatpind og tørre den over limen. Limen vil da blive mælkehvid i overfladen - den er meget fugtfølsom. Jeg håber for jer, at det enten ikke er den (ellers fantastiske) lim, eller at Scan-Speak har fundet en forbedret primer (som ikke skader gummiet). Jeg vil på det kraftigste anbefale, at I laver nogle tests i klimaskabet for at simulere aldring. Der bør i hvert fald laves en test ved 40 °C og minimum 60% RH, hvor enheden samtidig spiller (et støjsignal) med passende udsving på membranen (minimum 50% af vedvarende belastning) - 100 timers varighed er passende. Anyway, I har sikkert allerede helt styr på det (det vil jeg da håbe), og nu kender jeg da en af ingeniørerne på Scan-Speak, som er teknisk meget kompetent og har arbejdet meget med klimatest - det ville ligne ham dårligt at lade den slippe udenom. Slutteligt vil jeg lige nævne, at der findes en anden lim, som har tilsvarende gode dæmpeegenskaber, men som bliver siddende på gummiet (den er sort og ikke vandbaseret - og efterhånden svær at skaffe). Det er/var? den, der sidder/sad? på 12M'eren. Den klarer bilindustriens strenge krav til holdbarhed i forskellige miljøer.

  • 0
  • 0

Også gerne en operations test med lav luftfugtighed (og 40 °C), forresten...

  • 0
  • 0

Tak, Ulrik. Vi har enheder med kantsmøring, der er 1 år og 3 måneder gamle, her i projektet. Der er ingen ballade med dem. Men jeg vil naturligvis tjekke hvordan kantsmøringen klarede klimatesten.

  • 0
  • 0

Jeg nævner det også bare for at imødekomme problemer, for den lim klarede i sin/min tid ikke testen på et 15W / 18W gummiophæng. Det er muligvis testen med varme og lav RH, der er den værste, da limen udtørres - og det skal være en test, hvor enheden kører (en statisk test vil den nok klare). Nu ved jeg ikke, hvor mange lande, I sælger højttalere i, men husk at der er betydelig forskel på temperaturer og luftfugtighed rundt om i verden (og i skibscontainere).

  • 0
  • 0

Hvis du nu havde gjort os andre den ulejlighed, at sætte dig ind i grundlæggende psykoakustik inden du skråsikkert udtalte dig om hvorvidt stereokonceptet grundlæggende er defekt. Så ville du også vide at det er noget værre vrøvl det du siger.

Hvad angår højttalere og transducere til højttalere generelt så er det stadie de er på nu ikke i nærheden af perfekt, det er næsten ikke engang i nærheden af "godtnok". Der er rigtig mange ting at tage fat i, men det er bare pokkers svært fordi der er så mange forskellige videnskabelige discipliner indblandet i det at lave en god højttaler (ole kommer desværre ikke omkring ret mange af dem her) og man skal mestre/forstå rigtig mange af dem for at have overblikket over sådan en konstruktion.

  • 2
  • 1

Ole, det var meget modigt af dig at ændre jernkernespolerne til luftspoler uden at lytte/måle ;-) Rent impedansmæssigt bliver resultatet jo anderledes og dermed også filtrerne, svarende til at der var sat ekstra modstande i serie med jernkernespolerne.

Efter min mening er det helt rigtigt at udskifte dem med luftspoler, men så skal filteret også efterjusteres.

Nu hvor du har skiftet til luftspoler, skal du så ikke også have komponenterne sat op på et rigtig bræt med punktlodninger? måske ville nogle kunder endda forvente dette til prisen. Har du hørt forskellen?

  • 0
  • 0

"Altså udover stereokonceptet som er grundliggende defekt pga. bølgeinterferens fra to punktkilder"

Nu er det jo ikke mig som fremsætter så dristige postulater, så jeg vil helt og holdent mene at bevisbyrden (stadig) ligger på dine skuldre. Det andet vil være omvendt bevisbyrde og helt urimeligt i dette tilfælde.

Har du brug for yderligere psykoakustisk indsigt, så kan jeg tilbyde dig undervisning, men det bliver jeg nødt til at fakturere dig for.

  • 2
  • 2

Min erfaring er, at hvis det er en (større) spole på en basenhed, så er lav DC-modstand at prioritere frem for luft. Kernen skal dog være af god kvalitet - dvs. en presset pulverkerne, hvor de enkelte mikro-domæner er opdelt, så kernen bliver praktisk talt ikke-ledende. Så er man fri for eddy-currents og det tab, de ellers medfører. Det er den slags kerne, Ole allerede har brugt i projektet, ser det ud til - og der kan høvles pænt meget strøm igennem spolen, før sådan en kerne nærmer sig mætning. Jeg ville aldrig bruge en lamineret jernkerne, men det ses ofte i billige delefiltre. På en diskantenhed er det helt indlysende, at man skal bruge en luftspole. Spolen her er så lille, at der intet incitament overhovedet er til at anvende en kerne - højere frekvens betyder flere gennemløb af hysteresen og dermed større hysteresetab. Her gør det i øvrigt heller ikke noget, at der er lidt modstand i tråden (jeg vælger ofte bevidst en tyndere tråd her, fx 0.7 mm). Jeg kan da nævne, hvor jeg bruger/foretrækker kerner:

1) Seriespolen til bassen i en 3-vejs højttaler. 2) Seriespolen til den nederste bas i en 2½-vejs højttaler. 3) Ofte parallelspolen til mellemtonen i en 3-vejs højttaler, hvor der deles relativt lavt

Det er altså typisk ved værdier fra 1,5-1,8 mH og op. Jeg har ikke erfaring med kerne i seriespolen til bas-mellemtonen i en 2-vejs højttaler. Her har jeg altid brugt luftspoler med relativ lav DC-modstand (her har jeg heller aldrig anvendt højere end 2. ordens filter).

  • 1
  • 0

Ole, hvornår forventer du at kunne præsentere målinger af spredningskarakteristikken/power response?

  • 0
  • 1

Ole, hvad er mærkespændingen på de bipolare elektrolytter, du har siddende i filteret? Jeg bruger selv gerne den type kondensator ved højere værdier (33 uF og op), men jeg finder, at spændingen har hørbar indflydelse på lydkvaliteten, hvorfor jeg altid bruger 100 V typer.

  • 0
  • 0

Ulrik, har du en forklaring på den lyttemæssige forskel på f.eks. 50V og 100V typer?

Ud fra det kan man forestille sig at jo større jo bedre, men jeg syntes f.eks. at de store folie kondensatorer lyder en smule underligt og dæmpende. Det er dem med flad folie og polypropylene eller polyester. Dog kan de lyde godt i en sammenhæng hvor de fungerer som en slags maskering.

  • 0
  • 0

For at tage det i omvendt rækkefølge så er jeg helt enig i, at plastfolie-kondensatorer ved større værdier lydmæssigt ofte taber til bipolare elektrolytter. Desuden er de fysisk meget store og de er også pænt dyre. Ved værdier over 30-50 uF foretrækker jeg en god kvalitet bipolar elektrolyt. Ved mindre værdier foretrækker jeg til gengæld klart en plastfolie-kondensator - ingen tvivl. Ved at vælge 100 V rating er du sikker på, at den holder. Jeg kan også blot konstatere, at de lyder bedre (hvor jeg bruger dem). Der er forskellige ulineære effekter i elektrolyt-kondensatorer, så det giver vel god mening at holde sig på afstand af mærkespændingen. Det vil alle, der har prøvet at bygge (og eksperimentere med) en analog strømforsyning til en forstærker også vide. Strømforsyningen i en forstærker er vel ansvarlig for i hvert fald 60% af lydkvaliteten - stor trafo og gode elektrolytter er afgørende. Hvis man fx skal bruge ±45 V forsyningsspænding, vil mange nok vælge 63 V elektrolytter. Prøv at bruge 80 V eller 100 V typer i stedet (uden at ændre kapacitet) - der er bare hørbar forskel. Headroom, dynamik, transparens...

  • 0
  • 0

Det er så skørt, at det er fedt. Og alting lyder jo sejt på latin, så hvorfor ikke! Thumbs up herfra.

  • 1
  • 0

Jeg forventer ikke noget med hensyn til målingerne på power respons / spredningskarakteristik. Jeg har i dag talt med den ingeniør, der skal lave målingerne, men han er rigtig optaget på jobbet i de næste 10 dage. Det kommer.

  • 0
  • 0

Hvordan retningsbetemmer vi lyd? Hvorfor er det at vi har 2 ører og hvordan er det nu lige hovedets og yderørets form sammen med den ulineære signalbehandling øret foretager, processerer signaler?

Den bineurale fusion sørger jo for at du principielt kan følge med i 5 samtaler eller lyde for den sagsskyld på samme tid og endda selektivt vælge mellem dem. Det havde været lidt af et problem hvis der opstod bølge interferens og signalerne blev adderet sammen ikke?

  • 0
  • 0

Det er imponerende at du har observeret et problem som hele menneskeheden har overset.

Det er ikke et problem så længe at forholdet mellem bølgelængde og hovedets ikke bliver for stor og det forekommer først under ca 1000hz og i det område er rummet i langt større grad ansvarlig for responsfejl/interferens som forekommer pga. refleksioner i rummet som skaber endnu flere spejlkilder.

Lyden bliver jo sjovtnok heller ikke ødelagt bare fordi du taler med folk i nærheden af en væg. Hvor vægen agerer som ekstra spejlkilde. Vores ører er så vandt til den slags responsfejl. Vi har jo levet med en gulv refleksion siden vi boede i huler.

  • 0
  • 0

Meget interessant det her med rummet og lydopfattelsen. Forsøg, jeg har lavet, viser, at der foregår en utrolig efterprocessering af lyden i hjernen, således at lyden er i overensstemmelse med synsindtrykket. Hvis det man hører, ikke er i overensstemmelse med det man ser, så virker det forkert.

Jeg har sammen med dygtige studerende prøvet at folde rummet af, og at det faktisk kan lade sig gøre ganske fornuftigt, viste en af mine dygtige studerende, Der var småproblemer, men de kunne givet løses, når talen er om fornuftigt dæmpede rum. Dårligt dæmpede rum kan man intet gøre ved. Problemet ved at "fjerne" rummet er først og fremmest, at der ikke er overensstemmelse mellem lyd og rum.

Der er for meget fokus på højtalere, og alt for lidt på akustik og psykoakustik og hørelsen i al almindelighed.

  • 2
  • 0

Svend-Olof Sjøstrøm, det lyder ret interessant.

Jeg arbejder udfra den metode at et menneskeligt klap skal lyde rigtigt med hverken for lidt eller for meget lyd fra rummet. Der er nemlig et punkt hvor klap og rum går op i en højere enhed.

Det er min erfaring at højtalerne har ringere vilkår hvis klappet ikke lyder tilpas.

Dette gør sig også gældende for musik instrumenter og stemmer. En lille øvelse kunne være at sammenligne stemmer og instrumenter i den nye opera med den gamle, prøv at læg mærke til hvor balancen ligger og hvordan det påvirker instrumenter og stemmer. Her er der tale om et klassisk skole eksempel på at det sværeste ved at skabe en forbedring er at bibeholde det fungerende.

Nogle højtalere lyder dæmpet mens andre lyder resonerende og hvis dette bruges til at kompensere for et for dødt eller for levende rum, så kommer det til at lyde meget underligt for lytteren samtidig med at det er sværre at arbejde med for en lydtekniker der f.eks. mixer musik.

  • 0
  • 0

For at afrunde vil jeg sige at der skal være en sammenhæng mellem lyden fra rummet og lyden fra højtalerne.

Forskellen mellem direkte og indirekte lyd skal være minimal hvis der ikke skal opstå konstruktive og destruktive områder der farver lyden i lyttepositionen og andre steder ude i rummet.

Det er så her emnet lyfter sig op fra jorden og bliver svævende, da det lugter langt væk af psykoakustik.

  • 0
  • 0

Det med synsindtryk og lyd får mig til at tænke på noget jeg prøvede engang. Men det handler måske faktisk mere om akustik fra omgivelserne, end synsindtryk.

Jeg havde lavet et par høretelefoner med påmonterede mikrofoner til at optage med. Afprøvningen bestod i at jeg sad på min stol i værkstedet med telefonerne på og optog, mens jeg lavede almindelige dagligdags lyde. Skramlede lidt med værktøj, drejede på scopets omskifterknapper og lignende. Og afspillede det i mens jeg stadig sad i samme stilling, i telefonerne. Det var ret skræmmende så ægte det lød, jeg blev helt paf over at scopet selv kunne dreje sine knapper, jeg kunne faktisk ikke høre forskel på virkeligheden og lyden i telefonerne, så hjernen fortalte mig at scopets knapper blev drejet, med så stor overbevisning at jeg blev småforskrækket. :-)

Men hvis jeg gik en andet sted hen og spille det samme igen, virkede det ikke. Det virkede på værkstedsstolen fordi den omgivende akustik var præcis mage til den optagne. Optagelsen var godt nok lavet på en lille DAT i høj kvalitet, men jeg tror faktisk det ville have lydt lige så overbevisende på en tilfældig kassettespille i nogenlunde kvalitet. Det var det at den omgivende akustik og måske synsindtryk passede til optagelsen der gjorde hele udslaget. Det var en aha-oplevelse af de store. :-)

  • 1
  • 0

@Ulrik, jeg er helt enig med dig i vigtigheden af strømforsyninger til audio.

Interessant at du har erfaret at ladelytternes spændings rating har så stor betydning. Lidt off topic, men har du fundet at lytternes rating havde mere at sige end forsyningsspændingen? (f.eks. at en 45V forsyning med 100V lytter, typisk lyder bedre end 60V forsyning på 63 eller sågar 80V lytter... ) -Kunne være en interessant forklaring på hvorfor større forstærkere kan lyde bedre end mindre -selvom der er masser af head room også på de mindre forstærkere.

Har lige bestilt nogle 4 pole lytter hjem til en lille amp som jeg er lidt "spændt" på (dog kun 63V versionen). Har du tilfældigvis nogle erfaringer med denne type?

  • 0
  • 0

@Joakim, man skal jo bruge den forsyningsspænding, man skal bruge. Højere forsyningsspænding for samme VA trafo betyder jo bare mindre strøm - og det kan vi ikke have. Det er margin mellem forsyningsspænding og lytternes mærkespænding, der er interessant i denne sammenhæng. Der er selvfølgelig også andre ting, der er meget væsentlige - fx max rippel-strøm når det drejer sig om effektforstærlere (og hellere store lytter frem for flere mindre i parallel - max to elektrolytter i parallel!). Jeg har ikke erfaring med 4-polet lytter. Jeg sværger til RIFA (nu KEMET) PEH 169 (+105 °C).

  • 0
  • 0

Hej Ulrik, beklager det sene svar. Der er min erfaring at metalfolie med papir eller polyester stortset altid lyder bedre end elektrolytter. Her mener jeg rigtige metalfolie kondensatorere og ikke de metaliserede af slagsen. Nogle eksempler er de gamle jensen med kobber- eller sølv-folie og papir, eller nogle nyere af slagsen der har polyester.

Men selvom de er bedre, har de stadig det som jeg vil betegne som en ikke helt optimal lyd.

Lyttere kan også lyde godt, bare ikke lige så godt og med andre kvaliteter. Der var engang en produktion hos rubycon der hed bg som stortset bankede alt andet af banen når det gjaldt elektrolytter. I dag kan man få nogle rigtig gode panasonic og andet, det er bare rimeligt irriterende at de slet ikke er lige så gode.

De metaliserede foliekondensatorer er også gode, men nogle gange kan en god elektrolyt være bedre.

  • 0
  • 0

Hej Joakim, er det ikke bare lyden af store elektrolytter i strømforsyningen du taler om? F.eks. grå lyd og diffus lyd?

Hvis du vil have den lyd skal du bare bruge de typer som Ulrik skriver om ;-) ...ikke for at provokere.

Jeg er også helt enig med Ulrik omkring vigtigheden af strømforsyningen. Dog kan en god strømforsyning få et godt design til at lyde endnu bedre end en god strømforsyning og et dårligt design.

  • 0
  • 0

@Ulrik. Jep tingene skal jo dimensioneres fornuftigt. Anvendes der høj spænding på de sekundære med en lav VA rating, så ryger DCR op og reguleringen ned. Ikke godt. Omvendt giver større forsyningsspænding markant større energi reserve for samme uF, så jeg ved ikke om der kan være tilfælde hvor dette kan være en god strategi. Det er interessant at du taler for at anvende få men store lytter fremfor en skov af små lytter, da sidstnævnte ofte prises for at skulle give bedre specs (samlet set) for samme pris. Min personlige erfaring er at selv meget små film caps som bypass over de store lytter ændrer lyden meget. Dog synes jeg at de typisk gør mere galt end godt, så er holdt op med at bruge dem. PHE 169 er jo en klassiker! Min grund til at prøve 4 pol caps bygger på deres lave udgangsimpedans ved høje frekvenser da jeg skal bruge dem til en klasse D amp. De skulle også give bedre filtrering da strømmens vej ind i kondensatoren er adskilt fra dens vej ud. Jeg har også valgt at prøve R-core trafoer -men det er en anden historie :)

@Henrik. Jeg tror bestemt også at store "langsomme" lytter ofte sætter deres præg på lyden af de tilknyttede kredsløb, men jf. min erfaring med "meget hurtige" bypass caps, så er jeg mere betænkelig overfor højfrekvent harmonisk interferens mellem flere parallelkoblede caps (Deres parasitriske parametre gør dem jo til svingningskredse -med uundgåelige variationer i FS og Q). Bypas caps gjorde bestemt lyden lysere og ændrede dermed balancen markant. Men de ødelagde også rumgengivelsen og differentieringen -især i diskant området (hvor de jo netop skulle gavne). Samme oplevelse både med klasse AB og D.

Mht delefiltre, har jeg haft rigtigt gode erfaringer med bipolare elektrolytter af høj kvalitet og sågar fundet at jeg foretrækker dem over billigere metaliserede folie caps (samt en del metal folie/papir/olie) -selv på diskanterne! De kan dog godt lyde lidt "rå" i visse tilfælde.

  • 0
  • 0

@Joakim, NAD introducerede jo i sin tid en forstærker med - som du siger - en skov af små lytter. Der var vist mere story telling end fornuft i det. Jeg har ikke oplevet mange små slå de store (de gode store, vel at mærke). Prøv engang at se på den induktans, der opstår, når mange små kondensatorer skal kobles sammen. Jeg er enig i at lav ESR ved højere frekvenser er af betydning - og jeg finder heller ikke, at det entydigt er en fordel med små bypass-kondensatorer på lytterne (det skal i hvert fald "balanceres" rigtigt og være den rigtige type). Et af problemerne med at parallelkoble flere store lytter er, at de p.g.a. den relativt store tolerance på kapaciteten kan trække betydelige rippelstrømme gennem hinanden. Jeg finder, at det går fint ved parallelkobling af to store lytter (dvs. du kan have en bank med fire styk). Det er nemt at lave sammenligningen - og det lyder bare bedst, synes jeg, med få store lytter i ordenlig kvalitet. Afslutningsvis kan jeg lige bemærke, at jeg også foretrækker en god solid (og "langsom") brokobling til ensretning frem for diverse high-speed dioder, som folk nogle gange kan finde på at bruge.

  • 0
  • 0

Meget interessant diskussion :-) Til dagligt arbejder jeg med rådgivning af audio selvbyggere om netop emner som disse, og har derfor lavet en masse eksperimenter, for at finde hoved og hale i tingene.

Hurtige / langsomme ensrettere. De klassiske langsomme broer vil næsten altid give en mere voluminiøs og fyldig diskant, lidt al'e 'bullit tweeter effekten' eller 80'er lyd. Til mange slags musik er det fint. De hurtige ensrettere, der jo reducerer recovery støj på trafoens sekundærvikling, vil derimod oftest resultere i en mere finkornet og luftig diskant. Hvad der er bedst er jo en smagssag.

Få store vs mange små lytter. Det er også noget jeg har arbejdet en del med, og ikke mindst har jeg selv været med til at promovere netdele med mange små lytter, og desuden en speciel måde at koble lytterne sammen på, for at undgå strøm-skvulp. Også her har jeg lavet eksperimenter, for at måle hvor stort problemet med strøm-skvulp egentlig er i praksis. Og det viser sig at strøm skvulp mellem 2 elektrolytter er nærmest umåleligt, så længe strømmen kommer ind i den ene ende, og ryger ud i den anden. Der er ikke Q nok i systemet til at generere målbart skvulp, sikkert fordi induktansen er meget lav, og kapacitancen er relativt høj. Lydmæssigt kan der dog godt være forskel. Typisk lyder store lytter mere fyldige og basagtige, mens mange små har mere punch og fokus i mellembassen. Igen en smagssag. Teoretisk set er det bedre at bruge mange små lytter og ikke få store, da seriemodstanden i hver enkelt lyt jo bliver højere, og derfor begrænses strøm-skvulp naturligt. Men altså selv ved worst case, er det umåleligt.

En tredie faktor er transformatoren. En effektforstærker med fast strømforbrug - altså klasse A - er næsten ligeglad med trafoen, bare den ellers kan levere lige præcis strøm nok. Andre typer der bruger dynamiske mænger af strøm (Kl. A/B og Kl. D) er mere følsomme. Her kan man få gavn af at overdimensionere trafoen. Det er især diskanten og den øvre mellemtone der bliver mere afslappet og klarer op. (Måske modsat hvad man intuitivt ville forvente). Bassen synes ofte ikke at lide under en underdimensioneret trafo.

Sidst vil jeg lufte en teori, der lyder, at hvis man starter med en god effektforstærker, så er det faktisk meget svært at få en højttaler til at lyde dårligt. Hvorimod det er umuligt - efter min erfaring - at få et hæderligt resultat ud af en middelmådig forstærker, uanset hvor god højttaleren ellers er.

  • 0
  • 0

Sidst vil jeg lufte en teori, der lyder, at hvis man starter med en god effektforstærker, så er det faktisk meget svært at få en højttaler til at lyde dårligt. Hvorimod det er umuligt - efter min erfaring - at få et hæderligt resultat ud af en middelmådig forstærker, uanset hvor god højttaleren ellers er.

Den er jeg ikke helt med på - men jeg tror godt, jeg forstår, hvad du mener. Hvis en højttaler (som unægteligt er langt det svageste led i kæden) grundlæggende har fejl i sit design (uhensigtsmæssigt delefilter, dårlig on-axis eller eller power-respons, enheder med ringe dynamisk linearitet eller høj modulation), så retter en god forstærker jo på ingen måde op på det - den dårlige højttaler vil stadig lyde dårligt. Med en god forstærker har du bare et mere "rigtigt" billede af, på hvilken måde højttaleren er dårlig - men nu er det ikke forstærkeren, der får den til at lyde dårligt.

  • 0
  • 0

Jeg synes godt nok ikke, at jeg mangler hverken luft eller detaljer i toppen med få store lytter og broensretter - og det er bare transparent. Jeg synes til gengæld, at lyden tillige er meget "smooth"/letflydende (og med godt greb/differentiering i bunden) - uden den farvning/anmasende tendens, som nogle forstærkere kan have i mellembåndet. Power mosfetterne i udgangen har helt sikkert en del af ansvaret for denne særlige lydkarakter, som jeg elsker men ikke finder i ret mange forstærkere (ét sæt GODE bipolare transistorer i udgangen kan også gøre det godt, men jeg har indtil nu ikke brudt mig om parallelkoblede udgangstransistorer). Jeg prioriterer en vel dimensioneret trafo, men jeg er enig i, at det ikke hjælper at overdimensionere den voldsomt. På samme måde skal kapaciteten heller ikke bare pumpes op - der skal det til, der skal til og ikke mere.

  • 0
  • 0

Jeg kan forstå, at der til lyttetest på Q113 er anvendt en Primare i32 forstærker. Den er sikkert fin, men jeg har ikke hørt den - er der nogen herinde, der kender den og kan karakterisere den? Det er vist en klasse-D forstærker af en slags, ik'? Jeg kunne faktisk rigtig godt lide den gamle Primare A30.2 effektforstærker (klasse A/B) - den havde også den der "smooth" karakter. Hvordan jeg ville bedømme den i dag, ved jeg ikke, men dengang syntes jeg, at den skilte sig positivt ud blandt mængden.

  • 0
  • 0

Elektrolytkondensatorer har en stigende impedans med frekvens - svarende til en serie induktans - det er dog en elektrokemisk effekt, frem for en normal induktans. Overspændigs-lytter har generelt en lavere impedans, og en parallelkobling af flere mindre lytter, vil reducere impedansen - og give fastere bas og jævn mellemtone, samt reducere intermodulationsforvrængningen over 1 kHz. Dette gælder powerforstærkere, samt højttaler delfiltre.

For højttaler delfiltre betyder det at den samlede kapacitans bør opbygges at tre kapacitetsstørrelser. f. eks. 200 uF bipolar i parallel med 5 uF folie i parallel med 100 nF. Herved elimineres kondensatorresonanserne - det giver en mindre resonant MF og HF gengivelse. Det har større auditivt resultat end RC impedanskompensering.

Enig i tidligere indslag om at lav DC impedans for LF er vigtigere end at der benyttes luftspoler. Det giver højere dæmpningsfaktor - set fra bashøjttaleren.

  • 0
  • 0

Ole, jeg ser, at man på din hjemmeside kan købe diskanten (Scan-Speak D2905/990007) til DKK 1700,- På Scan-Speak's egen webshop kan D2905/990000 købes til DKK 1570,- (inkl. moms). Du skriver, at den er "special customized for System Audio". Hvori består denne customization ud over en OEM label som erstatning for Scan-Speak's Revelator label? Der må være noget, der retfærdiggør merprisen - er bare nysgerrig. Jeg kunne forestille mig, at den måske er lakeret med en speciel lak.

  • 0
  • 0

Ulrik, du kan sammenligne frekvens- og impedansrespons på de to enheder. Her vil du iagttage en jævnere respons på Q113-enheden, særligt mellem 2-3 kHz. Impedansforløbet på standardenheden har en lille krølle, netop i dette område, som du ikke genfinder i Q113-enheden. Jeg føler mig overbevist om, at de to enheder er malet med den samme lak.

  • 1
  • 0

Tak Ole, jeg havde ikke lige været opmærksom på databladet på din hjemmeside - det var et andet sted derinde, jeg først så enheden. Der fremgår tydeligt, at fronten ikke er malet - den ser ud til at være sort-anodiseret som standard D2905/990000 (det var i et af dine tidligere blog-indlæg, at der var vist en 9900 ved siden af den 9700, der sad i SA2K - malet i samme specielle grå farve). Den måler jo rigtig nydeligt, og jeg tror godt, jeg ved, hvad der er gjort ved den (om end der er 3-4 forskellige ting - så vidt jeg kender konstruktionen - der kunne bidrage til dette). Det ser godt ud!

  • 1
  • 0

Ja, flotte målinger!

Ulrik, er det waveguiden der får kurven til at se nedadgående ud opadtil eller er det en form for dæmpning?

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten