Patentkontoret bloghoved

Hikkekoppen

Vi kender vist alle sammen at have hikke. Det er altid irriterende, og nogle gange gør det også ondt. Det værste af det hele er, at man ikke kan gøre noget ved det og bare må vente på, at det går over.

Der er masser af husråd om at stå på hovedet (hvis man ellers kan finde ud af det), at drikke baglæns af et glas (og hvis det ikke virker, får man da i hvert fald skyllet næsen ved samme lejlighed) eller at blive forskrækket (hvis altså man ikke bare spænder mere op af at gå og vente på, at folk springer frem og råber BØH af en).

Men måske er der faktisk noget, man kan gøre. For I 2003 fik Philip C. Ehlinger nok, og opfandt en kop der kan hjælpe folk til at slippe af med hikke

Fig. 5 fra US7062320 B2 Device for the treatment of hiccups. Gengivet fra patentdatabasen Espacenet. Illustration: Philip Charles Ehlinger Jr.

Opfindelsen burger delvist de gamle tricks med at drikke vand og at få et chock, men det er dog på en ny måde – nemlig ved at give elektrisk stød til nerver forbundet til de muskler, der kramper under et hikkeanfald.

Koppen skal indeholde en elektrisk ledende væske så som almindeligt vand fra hanen. Koppen er udstyret med to elektroder – den ene, der skal være i kontakt med den hikke-ramtes tinding, og den anden nede i selve koppen. Når koppen er fyldt, og man drikker af den, så væsken kommer i kontakt med ens læber, dannes der et elektrisk kredsløb. Strømmen løber altså igennem elektrode, væske og ansigt, og dermed også igennem nerverne for at afbryde hikke-refleksen.

Fig. 4 fra US7062320 B2 viser et tværsnitsareal af koppen, så man kan se, hvordan elektroden (den ternede struktur) strækker sig langs brugerens kind og ned til bunden af koppen, så et kredsløb kan dannes via væsken i koppen og brugerens ansigt. Gengivet fra patentdatabasen Espacenet. Illustration: Philip Charles Ehlinger Jr.

Virker det som en lidt ekstrem behandlingsform med stød? Måske, hvis man som mig sjældent har hikke i mere end en halv time ad gangen. Men det er ikke meget strøm, der skal til for at aktivere en nerve, og hvis man er plaget af hikke i flere dage eller endda uger, som nogle er ramt af, så er det måske slet ikke så dumt at kunne tage hikke-koppen ud af skabet og gøre noget ved det.

Er der opfindelser, der har hjulpet dig med småskavanker, det ikke var nødvendigt at forstyrre lægen med?

Emner : Patenter
Louise Floor Frellsen er fysik-ingeniør, ph.d. og postdoc fra DTU og nu patentrådgiver hos Chas. Hude. Bloggen Patentkontoret opdaterer hun hver anden mandag skiftevis med betragtninger fra IP-verdenen og med eksempler på alverdens finurlige patenter.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Tja, jeg har altid kunne kontrollere en hikke indenfor 1-2min, hvis jeg får lov at stå stille og koncentrere mig fuldstændigt om mit åndedræt. Og dem jeg har fortalt, hvordan jeg gør, er i mange tilfælde i stand til det samme.

  • 0
  • 0

Det mest effektive for mig er at syre blodet til dvs. at ånde i en pose eller på anden måde køre åndedrættet af sporet. Jeg kan også koncentrere mig ud af problemet, men da jeg ikke kan forklare det over for mig selv, er det svært at huske, hvad jeg skal gøre.

Mht. små opfindelser, så kan man ofte redde en nedgroet negl med hæfteplaster. Det tager sin tid, så det er stadig en god ide at klippe neglene rigtigt. Det er ikke min ide.

Og hvis man er dxårligt gående og bruger stok, kan en tur på stranden eller værre endnu i klitterne være en prøvelse. Familiens tanter satte før i tiden et flåd fra et fiskenet på en hasselkæp, så sank stokken ikke ned i sandet. Jeg har en af stokkene, men flåddet mangler desværre, og den type bruges vist ikke mere. Så nu har jeg lavet en stok med en fin messingplade i stedet (det er en stok, hvor spidsen kan skrues af). Det fungerer glimrende. Måske kan man spare sig fald og fortrakte led. Så nu har jeg en fin stok til, hvis jeg skulle blive gammel.

  • 0
  • 0

Det er ikke mit indtryk at det er et krav at sådan et apparat rent faktisk skal virke, for at man kan patentere det?

Der findes folk, som er virkeligt plaget af hikke, i sygelig grad. Hvis det kan hjælpe dem, så hurra.

Jeg har selv som barn haft rigtigt meget hikke. Flere anfald de fleste dage. Min teknik til at standse det: Træk vejret meget dybt ned, hold vejret og spænd alle muskler i hele mave og mellemgulv så længe du kan. Lidt parallelt med at man ikke kan have tics i muskler, som allerede er trukket sammen/spændt.

Min datter har samme tendens som jeg. Men hun har ligesom jeg lært pr refleks at åbne svælget når det første hik kommer, så det blot bliver til et enkelt gisp for det meste.

Man siger i øvrigt "Tjups" og svarer "tak" når nogen hikker (bare en enkelt gang pr anfald). Svarende til "prosit" og "tak" når nogen nyser. Det er ikke så kendt, men altså den mest høflige reaktion ;-)

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten