close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Hey kommuner, hvor er I henne?

Danske ingeniørvirksomheder bliver fra tid til anden beskyldt for at ikke at tage deres del af ansvaret for at få flere unge til at interessere sig for natur og teknik. Kritikken lyder, at hvis ingeniørerne bare gad løfte blikket fra computerskærmene og bevæge sig ud i klasselokalerne, ville langt flere unge få øje på, hvor kreative og meningsfulde projekter ingeniører beskæftiger sig med.

I dag offentliggøres imidlertid en rapport, der for alvor punkterer myten om den virkelighedsforskrækkede ingeniør. Engineer the future har spurgt 23 partnervirksomheder, om de samarbejder med lokale skoler. Det gør 9 virksomheder, og flere af dem ville gerne udvide samarbejdet. Rapporten slår desuden fast, at hver tredje af de virksomheder, der ikke samarbejder i dag, faktisk gerne ville. Tallene antyder, at der er en vilje til skolesamarbejde blandt danske ingeniørvirksomheder, men hvorfor sker der så ikke mere?

Spørger man virksomhederne, lyder det klare svar: Vi mangler lokale koordinatorer. Virksomhederne har ikke det nødvendige overblik og interne kompetencer til at udforme et skolesamarbejde. De har behov for koordinatorer med det rette netværk, som kan skabe kontakt og tilrettelægge gode forløb.

Og her er det så, at man - høfligt og respektfuldt, naturligvis - må spørge sig selv: Hvor er kommunerne henne? Er det ikke en oplagt opgave for kommunerne at binde skole og lokalsamfund sammen?

Et centralt element af folkeskolereformen er indførelse af den såkaldte ‘Åbne Skole’, der henviser til øget inddragelse af foreninger, virksomheder og eksterne samarbejdspartnere i skolens hverdag. Formålet er at supplere tavleundervisning med ‘real life cases’, der kan øge elevernes kendskab til livet uden for klasseværelset.

På trods af de fine hensigter med Åben Skole er det kun to virksomheder i Engineer the futures rundspørge, der vurderer, at samarbejdet med kommunen omkring skole-virksomhedssamarbejdet kan karakteriseres som godt. Mere end halvdelen angiver, at kommunal koordinering ville øge sandsynligheden for, at de ville engagere sig.

Hvorfor er kommunerne ikke mere aktive på dette område? Alt tyder på, at rammerne er på plads og viljen til stede fra virksomhedernes side. Scenen er altså sat, der mangler bare en instruktør.

Behovet for skole-virksomhedssamarbejde er stort. Danmark kommer til at mangle 13.500 ingeniører og naturvidenskabelige kandidater i 2025. Ifølge Engineer the futures rapport dokumenterer engelske undersøgelser, at netop skole-virksomhedssamarbejde kan tredoble antallet af unge, der bliver inspireret til at vælge ingeniørvejen. Men det kræver lokal koordinering.

Nogle, der kan sætte parterne sammen, udarbejde forløbspakker, evaluere og forbedre.

Det nytter ikke, at samarbejdet afhænger af tilfældigheder og enkeltpersoners engagement. Der er behov for struktur, systematik og monitorering.

I stedet for at kritisere de danske virksomheder for ikke at tage deres del af ansvaret og komme ud i klasserne burde vi måske se på kommunernes indsats. De spiller tilsyneladende en central rolle i forhold til at få igangsat mere samarbejde.

Det er ikke, fordi vi nu skal til at finde en ny syndebuk - denne gang i form af kommunerne. Lad os én gang for alle droppe retorikken om svigt og ansvarsforflygtigelse. Den sang har vi hørt. Nej, læs i stedet dette som en konstruktiv opfordring til kommunerne om at smøge ærmerne op og tage fat.

Virksomhederne er klar. Så det er bare om at komme igang. Hellere i dag end i morgen.

Sara Rosendals billede
Sara Rosendal
er Ingeniørens redaktør på Engineer the future. Her udforsker - og udfordrer - hun ingeniørernes billede af sig selv. Du kan også komme med bag kulisserne på det store projekt.

Kommentarer (0)