close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
phloggen

Halvtreds år uden håb

På 50 års afstand og med en generation af historikere der ikke selv havde fingrene i fadet, kan man begynde at sætte skæbneåret 1968 på plads i samlingen.

Der er udbredt enighed om at 1968 var året hvor drømmen kørte af sporet, men ingen enighed om hvilket spor eller hvorfor.

På den ene side er der stadig gamle stoddere som mener at rødstrømperne fra '68 var roden til alt ondt og verdens moralske fordærv, på den anden side er der stadig gamle hippier der tror at hvis bare den anden Kennedy ikke også var blevet myrdet ville alt være endt i ideel kommunistisk og biodynamisk hamperygende fryd og gammen.

Så simpelt er det naturligvis ikke, men fælles for begge sider er året 1968 blevet udpeget som der hvor håbet om en bedre verden døde.

Ikke at det havde kørt perfekt op til 1968, men fra 1968 virkede det som om skeletterne og katastroferne væltede ud af skabet, igen med to helt forskellige lister af eksempler: Fuldkornsboller, Tvind og sikkerhedsseler på den ene side, Thulebrintbomber, oliekrise og miljøgifte på den anden.

Med nutidens niveau af main-stream journalistik, er det kun et spørgsmål om dage før de første skodmedier begynder på overfladiske og fordummende "7 ting fra 1968 som ..." og "Er det virkelig 50 år siden?" interviews med pensionister vi alle havde lykkeligt glemt existerede og lur mig om der ikke et eller andet sted er en journalist der allerede arbejder på en fotoreportage hvor nogle gamle rødstrømper brænder BH'en af igen, mens de fordømmer nutidens unge.

Det bliver et sandt orgie af selvfedhed der kommer til at hænge alle ikke-pensionister langt ud af halsen[1].

Men jeg har et godt råd til alle de 1968 fixerede, uanset deres alder:

Igår sendte Elon Musk en raket op.

Fint nok med det, flot klaret osv. siger 68-fanatikerne nedladende, med henvisning til at man i 1968 sendte en raket op med tre mand der tog turen rundt om månen.

Men Elon Musk sendte også en brugt bil, David Bowie's Starman og Douglas Adams' "Don't Panic" på rumrejse[2] - med live videotransmission til alle der gad kigge med på hele jorden.

Om 50 år kan en ny generation af historikere mundhugges om netop dét, sammen med retsopgøret med diverse vanesexforbrydere og hvad der videre kommere til at ske, var med til at gøre 2018 til året hvor håbet vendte tilbage, men det er bestemt ikke noget dårligt udgangspunkt.

Rådet til jer er dette: Inden i giver jer til at prædike om 1968s' fortræffe- og fortrædeligheder, så gør jer den umage at lytte grundigt til de unge mennesker først, de lever i en helt anden verden end I gør og de er ved at få håbet tilbage på sporet.

phk

[1] Bortset fra musikken, 1968 leverede noget kanon musik!

[2] Og, som påpeget af Charles Stross: "The Stig" af helvede til ?

Poul-Henning Kamp
er selvstændig open source-softwareudvikler. Han skriver blandt andet om politik, hysteri, spin, monopoler, frihedskampe gør-det-selv-teknologi og humor.

Jeg har aldrig helt mistet drømmen om rumrejser, men har haft en underlig fornemmelse af, at alle andre har. Altså vi vælter os i fede science-fiction film, hvor under insektvæsner udslettes og udslettes og udslettes. Men Apollo fik ikke engang lov at køre færdigt, før det blev slagtet til fordel for oprustning. Så fik man en rumfærge, der ret beset var en high tech skrammelkasse. Designet efter militære specifikationer, så dens nytteværdi var temmelig beskeden. Drømmen om månebaser og rejser til andre planeter blev henvist til Hollywood (og et engelsk filmstudie).

Elon Musk genoplivede måske den drøm i går. Da jeg gik på DR og andre medier for at se nyt - var tophistorien BURKAFORBUD. Omkring kl. 23 kom der en lille artikel et sted om at nogen forresten havde fjollet sig med at sende en bil i rummet. Ingeniøren var en undtagelse.

Måske blev håbet atter tændt i aftes, men der er altså lang igen. Politikerne har vigtigere ting at bruge midlerne på. Og det er ikke folks velstand og trivsel eller en økologisk sammenhængende civilisation.

  • 30
  • 0