kronikken blog

Grønland: Vi fralægger os ikke ansvaret for miljøet

Illustration: Privatfoto

Martha Abelsen er formand for Kanukoka, de grønlandske kommuners landsforening, og Anthon Frederiksen er landsstyremedlem for indenrigsanliggender, natur og miljø.

I den seneste tid har der været bragt en række artikler om håndteringen af affald i Grønland, og meget af den kritik der har været rejst, er helt på sin plads. Men det billede, artiklerne tegner af et grønlandsk samfund, som bare lader stå til, og af politikere og embedsmænd, der bare sidder på deres hænder og venter på, at Danmark kommer og klarer problemerne, er ikke rigtigt.

Det mest synlige tegn på, at vi i Grønland ikke er ligeglade med, hvor vores affald ender, er de forbrændingsanlæg, vi har i de seks største byer og flere mindre bygder. Dagrenovation indsamles fra husstandene ligesom i Danmark og forbrændes mange steder i lukkede ovne.

Forbrændingsanlæggene fungerer ikke alle steder optimalt, og nogle steder foregår affaldsafbrændingen stadig ved åben afbrænding. Det er ikke godt, og det skal ændres, så lige nu er der forsøg i gang for at finde andre og bedre løsninger, f.eks. med transport af affald fra mindre byer til større byer med bedre forbrændingsanlæg.

Det grønlandske samfund har de seneste år afsat - efter grønlandske forhold - betydelige midler til forsøgsprojekter og udvikling af bedre affaldshåndtering. Nogle af debattørerne på Ingeniørens hjemmeside har foreslået, at der 'bare' kunne sendes et skib op langs kysten og hente alt det ophobede skrot. Det er en besnærende tanke - og den er ikke ny.

Den idé har vi også fået, og opgaven blev i 2008 sendt i udbud. Desværre viste de bud, der kom ind, at det var fuldstændig urealistisk. Selv med skyhøje skrotpriser på verdensmarkedet og en begrænsning af opgaven til kun at omfatte de lettest tilgængelige lokaliteter hang økonomien ikke sammen.

Efterfølgende er der i flere byer etableret ordninger, hvor skrot indsamles systematisk, sorteres, pakkes i containere og sendes med Royal Arctic Lines skibe til Danmark. Der ligger stadig meget rundt omkring, som skal ryddes op, og vi er langt fra en standard som Vesteuropa, men flere byer er på vej til at etablere lignende ordninger.

Det er ikke en guldrandet forretning for de entreprenører, der har påtaget sig opgaven: Det, som skrottets kan sælges for, dækker nogenlunde omkostningerne ved at transportere det til Danmark.

Mange debattører har også nævnt vores urensede spildevandsudløb og 'chokoladefabrikker' - de ramper, hvor toiletposer tømmes direkte i havet. Det ser ulækkert ud, det er vi helt enige i, men set fra et miljøsynspunkt er det, bortset fra nogle ganske få steder, hvor udløbet er placeret uhensigtsmæssigt, ikke noget stort miljøproblem.

Forureningen af havmiljøet pga. spildevand er blevet undersøgt, og ganske få meter fra udløbene kan forureningen ikke engang registreres af eksperternes måleudstyr, men er fortyndet så meget, at den ikke udgør et reelt problem. Det er ikke her, vi først skal gribe ind, hvis vi vil have mest miljø for pengene!

Dér, hvor det derimod er vigtigt at gribe ind, og hvor vi først og fremmest koncentrerer indsatsen, er over for det farlige affald: Batterier og elektronik forurener med tungmetaller og andre giftstoffer. Det er ikke så synligt som en rusten gravko på vej ud over en skrænt, bunker af gammelt skrammel eller en stinkende brun stribe, der siver ned over klippen. Men det er meget værre for miljøet.

Derfor er der i alle byer med forbrændingsanlæg også modtagestationer til farligt affald, og der er afsat penge på finansloven til at etablere modtagefaciliteter ude i de mindre byer og bygder nu og i de kommende år. Modtagefaciliteterne er ved at blive etableret, dér hvor de mangler.

Fra modtagestationerne, hvor det farlige affald sorteres og pakkes, sendes affaldet til modtageanlægget Mokana i Aalborg, der via en associeringsaftale med de grønlandske kommuner er forpligtet til at modtage alt farligt affald, der sendes fra Grønland. De er garant for, at det bortskaffes miljømæssigt forsvarligt, og de står for uddannelse af personalet på modtagestationerne.

Ovenstående er ikke et forsøg på at bortforklare eller negligere de store problemer, der er. Vi fralægger os ikke vores ansvar, men vi er nødt til at prioritere.

Håndteringen af affald i Grønland forbedres løbende, og dygtige og engagerede og innovative politikere og medarbejdere på alle niveauer i både Selvstyret og kommunerne arbejder dagligt på at udvikle og forbedre vores måde at håndtere vores affald under de vilkår, som kæmpe afstande, små samfund og dyr transport giver os. Det er en meget stor opgave, og det vil tage lang tid, men vi sidder ikke på hænderne og venter på, at affaldet forsvinder af sig selv!

Læs også:

Grønland: Vi er langt fra en miljøstandard som Vesteuropas Kære Tobias, det er ikke o.k. at hælde jernskrot i havet Grønlændere hælder jernskrot og udtjente biler i havet

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Som dansk skatteyder siger jeg bare: hvis der skal sendes tilskud op til Grønland, må der øremærkes til miljø det der er nødvendigt. Når der ser sådan ud på Grønland kan I jo ikke selv finde ud af at forvalte tilskuddet, og så må vi som donorer gøre det for jer.

  • 0
  • 0

Rolig nu til min navnebror!

Som jeg læser det, så har de jo fokus på problemet, og hverken Nuuk eller Rom blev jo bygget på en dag.

Men jeg ser, at det er en helt anden problemstilling der ligger bag, nemlig de fordyrene afstande i mellem meget små by/bygde samfund, og spørgsmålet her er så, om de har en fremtid i et moderne grønlandsk samfund hvor alt skal være rentabelt, for når det ikke er rentabelt, at hente affald, hvad så med alt andet trafik, handel og udvikling? Men ja, det er så en helt anden debat.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten