Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
Grønlandsbloggen

Den grønlandske kost-revolution buldrer videre, men Grønlandsbloggen stopper her

Du kan redde klimaet, opnå din ideal-vægt, sikre dyrevelfærd og med god samvittighed videregive kloden til dine børn og deres børn. Det eneste du skal gøre, er at spise en plante-baseret kost.

Hvis hele verden var som København, så var dette muligvis teoretisk sandt, men for befolkninger i Grønland og resten af de cirkumpolare områder, kan denne fremherskende ide om en etisk forsvarlig kost have negative konsekvenser for sundhed, bæredygtighed og kultur.

Der foregår i disse år en bevægelse hen mod en mere plante-baseret kost, som er affødt af et ønske om bæredygtig fødevareproduktion og øget befolkningssundhed. Det er manifesteret i EAT-Lancet kommissionen, der onsdag i sidste uge fremlagde deres resultater på Købehavns Universitet.

EAT-Lancet kommissionen er kommet frem til, at hele klodens befolkning vil have godt af den samme kost. En kost, der er primært plante-baseret. Kommissionens mål var at identificere "videnskabelige mål” (scientific targets), som kan skabe et fødevareproduktionssystem, der sikrer kloden både sund, nærende og bæredygtig mad. Det siger næsten sig selv, at så ambitiøse mål må komme med en række trade-offs, dilemmaer og kompromiser. Men som også bemærket fra et ellers storklappende og enigt publikum, så er disse trade-offs og dilemmaer ikke behandlet i kommissionens rapport og blev heller ikke italesat af de to kommissions-medlemmer, der fremlagde på Københavns Universitet.

For god ordens skyld vil jeg gerne understrege, at jeg fuldt ud støtter denne bevægelse mod en mere bæredygtig og sund kost og anerkender at for store dele af kloden, betyder det en langt mere plante-baseret kost. Men EAT-Lancet kommissionens mangel på perspektiver og altoverskyggende fokus på det teoretisk mulige får mig ikke til at tro, at de når i mål med deres ambitioner.

Kommissionen definerer bæredygtig kost udelukkende indenfor rammerne af fødevareproduktion og overser derved de muligheder for bæredygtighed, der kunne ligge i lokalt tilgængelige fødekilder fra småskala jagt, fiskeri og indsamling af mad. Når man har zoomet så meget ud, at man vælger at definere én global kost, så giver det sig selv, at man nemt vil overse, hvor der uden stor modstand kan findes en mere bæredygtig kost.

Kommissionens definition af bæredygtig kost medfører, at den traditionelle grønlandske kost vil blive identificeret som u-bæredygtig, da den er baseret på animalske fødevarer. For at gøre den bæredygtig skulle man øge importen af grøntsager fra resten af verden – hvilket også var kommissionsmedlemmets svar på mit spørgsmål, da jeg spurgte (”we need to get these (plant-based) foods there”). Jeg har svært ved at tro, at man i praksis vil gøre Diskobugtens befolkning mere bæredygtig, ved at de lokale spiser kikærter og drikker calciumberiget havremælk fremfor at spise de tørrede fisk, der skyller op på stranden hver sommer, når de har gydet langs kysterne.

En ting er bæredygtighed, noget andet er hvorvidt en plante-baseret kost er sund for alle på kloden, hvilket fortsat bør være op til debat. Som kommissionen selv skriver i rapporten, så er det meste af forskningen, de baserer deres anbefalinger på, lavet på vestlige befolkninger. Der er en udbredt opfattelse af, at vi alle kommer fra en oprindelig plante-baseret kost. Som kommissionsmedlemmet udtrykte det om den anbefalede plante-baserede diæt: ”If you go back generations, this was what we ate”. Det er i høj grad ikke sandt for Inuit. Heldigvis foregår der netop nu forskning i, hvad der er sundt for en Inuit befolkning, så vi i fremtiden har en bedre forståelse for dette.

Her i Danmark har vi #simplechange kampagnen, bragt via denne youtube video fremstillet som et Anonyme Alkoholikere-møde, hvor man bekender sig som klimasynder, pga. sit kød-, plastik-, og bilforbrug. Det er en fin kampagne, set fra et almindeligt dansk perspektiv. Men virkeligheden i Grønland er en anden.

Problemet er ikke en bevægelse hen mod en mere plante-baseret kost. Problemet er, at man antager, at man fra vestlige institutioner taler på klodens befolknings vegne. Dette har negative konsekvenser, som man først opdager alt for sent.

I mange år har man f.eks. antaget, at vi i Grønland skal have de samme anbefalinger om indtag af mælk som i Danmark. Dette på trods af, at det efterhånden er velkendt, at mange grønlændere ikke tåler mælkeprodukter. Og på trods af, at en af grundpillerne i den traditionelle grønlandske kost indeholder store mængder kalk, nemlig den tørrede lodde (ammassak). En tørret lodde indeholder ca. 1100mg kalk per 100 g tørret fisk. Det vil sige, at for at dække en voksen persons behov for kalk (ca. 800 mg/dag), ville en voksen skulle spise 9,5 tørret lodde om dagen (73 gram) i stedet for f.eks. en halv liter (langtidsholdbar) mælk. Som kuriosum kan nævnes, at en familie bestående af mor, far og to børn på hhv. 4 og 7 år, spiste 9988 g tørrede lodder mellem den 26. januar og den 8. februar i 1903 (Meddelelser om Grønland bind 117).

Alle andre steder end i Nuuk, er det desuden ikke en reel mulighed at leve op til EAT-Lancets ide om en bæredygtig kost i Grønland. Som nævnt tidligere på bloggen, så var grøntsags-hylderne i Qaanaaq tomme, da jeg var der i marts sidste år. Det forhindrede dog ikke sundhedssystemet i tidligere at anbefale de lokale familier at give deres børn gulerødder, bananer og agurk hver dag. EAT-Lancet gentager præcis dette. Jeg er overrasket over at se et så stort opslået internationalt arbejde komme frem til så umoderne, unuancerede og generaliserende anbefalinger. I en forskningstid, hvor personlig medicin er fremtiden, så er det svært at forstå, at man overser problematikken med en ensartet global kost. Som det blev sagt ved fremlæggelsen af rapporten, så drejer det sig om at optimere endnu mere på landbruget med alle værktøjer, man kender til. Flytte landbrug hen, hvor det er mest effektivt og derefter skabe CO2 neutrale måder at distribuere maden globalt. Det er selvfølgelig langt nemmere sagt end gjort, men det er også at skrue endnu hårdere på de samme håndtag, der har skabt denne ubalancerede situation kloden er i, i dag.

Når man antager, at alle befolkninger er som i vesten og alle steder i verden kan være ligesom i Europa, så begår man fejl og man overser muligheder. Det har man gjort i mange år, og det forsætter man tilsyneladende med.

Endnu et område, hvor det plante-baserede vinder stor anerkendelse, er indenfor forskning i tarm-mikrobiomet. Via forskning i forskellige afrikanske og latinamerikanske oprindelige befolkninger, er man kommet frem til, at vi i vesten har en usund tarm og vi ved at gøre som oprindelige folk i Afrika og Amerika kan blive sundere. Det vil sige at spise flere fiberrige planter. Logikken i samtlige af disse studier i oprindelige folks tarm-mikrobiom laver samme slutning som EAT-Lancet, at vi alle kommer fra en oprindelig plante-baseret kost.

Fiberrige planter er såkaldte prebiotika, det som vores tarmmikroorganismer spiser for derved at give os sunde biprodukter som f.eks. butyrat og propionat. For bare få generationer siden, spiste man i Grønland stort set ingen planter. Det er derfor også usandsynligt, at man ville have haft de mikroorganismer i tarmene, som det ville kræve at nedbryde planter og få disse sunde biprodukter. Ligesom det også er sandsynligt, at man i dag vil have sværere ved at overgå til en primært plante-baseret kost, sammenlignet med befolkninger i mange andre dele af verden. Men hvad har man gjort i Grønland, for at have en sund tarm-mikrobiota? Kan det passe, at prebiotika udelukkende kan være plante-baserede, sådan som vi definerer det i dag?

Mit forskningsprojekt Den Grønlandske Kostrevolution, har netop nu et manuskript i review, som bl.a. viser, at lettere fermenterede lodder/ammassat fra Diskoøen, som skyller op på stranden og tørrer spontant, er karakteriseret ved propionsyrebakterier, altså bakterier som kan lave propionsyre. Lige nu undersøger vi, om der er gener i disse tørrede fisks mikrobiom, som faktisk producerer propionat, hvilket i princippet vil betyde en animalsk prebiotika, noget der ellers er uhørt.

Butyrat kommer i øvrigt af smørsyre, som har sit navn efter den fødevare, hvor den findes i store mængder, nemlig det animalske produkt smør.

At kalde projektet en kostrevolution var oprindeligt en kæk gimmick, som bl.a. skulle understrege ideen med projektet som værende at se med anderledes øjne på den grønlandske kost: helt konkret gennem mikrobiologien. I dag, 1.5 år inde i projektet begynder kostrevolutionen at smage mere af oprør end jeg oprindeligt havde tænkt. At flytte til Grønland og at arbejde med mad har givet mig et langt større indblik i den grønlandske kosts position i forhold til det vestlige syn på mad. Nemlig den grønlandske kosts særlige rolle som værende det stik modsatte af den kost, man i den vestlige verden definerer som værende sund, bæredygtig og efterhånden også etisk.

I onsdags spurgte jeg kommissionen, om de anerkendte, at der var områder på kloden som f.eks. Canada og Grønland, hvor den foreslåede kost ikke var det bæredygtige valg, og heller ikke det næringsmæssige eller kulturelt passende valg. Dertil svarede et kommissionsmedlem, som i øvrigt var fra Canada, at angående det kulturelle ”så måtte det diskuteres”. Med andre ord, så må Inuit gå på kompromis med vores madkultur, for at passe ind i kommissionens definition på en bæredygtig kost - en kost som vel at mærke ikke i praksis er bæredygtig i Arktis og sandsynligvis heller ikke optimal for Inuit sundhed. Selvom EAT-Lancet baserer deres ideologi på FN’s bæredygtighedsmål, har anbefalingerne ikke taget FN’s erklæring for oprindelige folks rettigheder i betragtning. Erklæringen er ikke blot til for at beskytte oprindelige folk, men kan sikre at den viden, som lokalbefolkninger har om bæredygtighed, sundhed og virkelighed, ikke bliver overset af udefrakommende og ovenfrakommende initiativer.

Udover at være kulturelt passende for grønlænderne, tror jeg på, at den grønlandske kost kan være både sund og bæredygtig også sammenlignet med en vestlig plante-baseret kost, når det gælder Inuit. Det er blevet et vigtigt mål med min forskning at ærligt og åbent forske i og derigennem give plads til den grønlandske kost, for at dette forhåbentlig kan være med til at skabe en normalisering af vores kultur. Det har hele tiden været et mål med projektet at opbygge konkret viden om, hvordan vores kost har påvirket vores sundhed gennem tarm-mikrobiotaen, så vi bedre kan forstå hvad en sund kost er for Inuit. Dette er en vigtig brik i nuanceringen af ovenfor beskrevne tendenser i tiden.

Projektet Den Grønlandske Kostrevolution er støttet økonomisk af den danske stats midler til Arktisk forskning og Grønlandsbankens Erhvervsråd, og løber indtil udgangen af november. Jeg har derfor nu travlt med at opbygge mulighederne for, at jeg kan fortsætte forskningen fra kostrevolutionen. Det fortsatte arbejde med min forskning betyder også, at jeg har valgt at afslutte Grønlandsbloggen.

Det er svært for mig at sætte ord på, hvor taknemlig jeg er for de sidste 7 år her på Ing.dk. Tak til redaktionen, tak til læserne, tak for alle kommentarerne og debatten, tak for de helt uvurderlige muligheder, som er blevet givet mig i forbindelse med Grønlandsbloggen. Bloggen har betydet usigelig meget for mig og har lært mig langt mere, end jeg nogensinde kunne have håbet på.

Qamannga pisumik qujavunga.

Jeg håber, at alle interesserede vil følge med i forhåbentlig mange års forskning i den grønlandske kost set gennem et mikrobiologisk og kulturelt passende perspektiv. Om en måned går turen til Grønlands nordligst beboede bygd, hvor vi skal lære om den menneskelige og mikrobiologiske kultur af fermenterede søkonger.

Tak for denne gang.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Tak for dine altid læsværdige blogs, der har udvidet min forståelse af grønland og grønlandske problemstillinger.

Det er altid let at tage udgangspunkt i egen baghave og beskrive hele verden - men ofte er det tvingende nødvendigt at se tingene i det rette perspektiv.

God vind fremover - jeg ser frem til at følge din forskning fremover, selvom det ikke er mit normale fagområde!

Jeg forsøgte at få ordene "Qamannga pisumik qujavunga" oversat i Google translate.
Den registrerer sproget som Usbekisk med betydningen: "Gå ikke til Kamann på en bark".
Det lader dermed til at Googles forstand på grønlandsk er på tilsvarende niveau som EAT-Lancet kommissionens forstand på de grønlandske forhold...

  • 12
  • 1

Tak for alle de synsvinkler, og faktuel information om verden set i et grønlandsk perspektiv.
Jeg er blevet meget klogere, og må desværre erkende, at jeg først og fremmest har opdaget hvor pinligt lidt jeg ved om Grønland.
God vind fremover.

  • 8
  • 0

EAT-kommissionen er muligvis optaget af, at få sit budskab til at gå rent ind uden for meget udenomsstøj. Det har måske noget med kommunikation at gøre, hvis der fra kommissionens side ikke lige er blevet taget højde for de indlysende forskelle, som artiklen beskriver så fint.

Det er indlysende, at der gælder helt andre betingelser for befolkningen i det meste af Grønland, end der gør for os her nede syd over.

Hvis en kartoffel skal flyves ind fra Danmark, så er den ikke bæredygtig.
Hvis der slet ikke er nogen kartoffel på hylden, så er der heller ikke mulighed for at spise kartoffel.

Jeg tror ikke, at der går noget fra kommissionen ved at indrømme, at der gælder andre betingelser for, hvad der er bæredygtig kost på Grønland.

De mest bæredygtige former for fødeindtag, er de lokalt producerede, netop fordi transport over lange afstande ikke er bæredygtigt. Vores indtag af eksotiske frugter fra hele verden er noget af det værste, uanset hvor vegetabilske de er.

Genetisk betinget manglende evne til at udnytte proteinen i mælk burde da i den grad også have figureret inden for det, som vor mere nationale myndigheder kunne forholde sig til. Men der spiller landbrugslobbyen måske en rolle.

Vore generelle betragtninger må ikke blokere for forståelsen for den lokalt betingede og konkrete virkelighed. Men omvendt, så kan de lokales tilgang til de mere globale problemstillinger heller ikke altid siges at forpligte globalt, netop fordi de kun er kvalificerede på lokale betingelser.

Personligt vil jeg holde fast i, at jagt på de store hvaler er unødvendig.

Men for en måned siden afslørede jeg min uvidenhed, ved ikke vide, at blåhvaler ikke er det samme som de grønlandshvaler, som lokale grønlændere må nedlægge to af om året. Det er heldigt for blåhvalerne, at der er forskel, og for mig, at jeg har forstået den, for ellers ville jeg bare være et blålys i syd, hvor de sejler rundt i nordlyset.

  • 5
  • 2

Kære Aviaja

Stor tak til dig for dine mange og grundige blogs gennem de 7 år. Jeg har været fan af at læse dem. Nu ønskes du alt godt fremover med din forskning.
Det kunne være godt, om du kan foreslå en anden til at videreføre bloggen. Der er alt for lidt med grønlandske stemmer i de danske medier, så Ingeniøren må meget gerne videreføre dette.
Hilsner Hans Peter

  • 9
  • 0

Rigtig mange tak for jeres kommentarer! Det gør mig utroligt glad at høre, at bloggen har bidraget til en udvidelse af forståelsen for Grønland. Mere kunne jeg ikke have drømt om.

Jeg har i forbindelse med ophøret af bloggen foreslået Ing.dk, at jeg kan foreslå en eller flere, der vil være gode kandidater til at overtage Grønlandsområdet som blogger. Jeg afventer at høre deres tilbagemelding på dette. Jeg håber meget, at de vil være interesserede, da der er mange grønlændere derude, også med Ingeniørbaggrund, der har spændende ting på hjerte.

Qamannga pisumik qujavunga - af hjertet tak!

  • 3
  • 0

De mest bæredygtige former for fødeindtag, er de lokalt producerede, netop fordi transport over lange afstande ikke er bæredygtigt. Vores indtag af eksotiske frugter fra hele verden er noget af det værste, uanset hvor vegetabilske de er.

Søtransport er faktisk ikke specielt energikrævende. Faktisk er landtransporten i begge ender ofte langt mere energikrævende end selv en søtransport den halve verden rundt. Og hvis afgrøden kan produceres mere bæredygtigt andre steder i vedren, så kan det være den mest bæredygtige løsning at transportere den halve verden rundt.
Noget andet er selvfølgelig hvis det er et produkt hvor transport på køl er nødvendigt.

Bedst må være at dyrke kål i egen have! Nu er jeg ret forfalden til mangoer, men dem spiser jeg kun når jeg er i Egypten. Det er umuligt at købe en god moden mango i Danmark.

  • 4
  • 0

Hej Aviaja,
Har med stor fornøjelse læst med hver gang du har skrevet - og må som Gert skriver ovenfor erkende, at jeg først og fremmest har opdaget hvor pinligt lidt jeg ved om Grønland - selv om jeg endda har besøgt landet i slut 90'erne. Heldigvis har din blog løsnet lidt op for det - god vind og alt godt fremover.
/Jens

  • 3
  • 0

Kære Jens og Jens,

Tak også for jeres kommentarer. Der er netop nu igangværende kortlægning af ressourceforbruget ved lokale råvarer sammenlignet med de importerede, for det er rigtignok ikke et ligefrem regnestykke og det vil ikke altid komme de lokale råvarer til gode.

Sådan som du har det med mangoer, har jeg det med papaya, som jeg har fået fra min farmors have i Zambia. I dag har jeg det også sådan med gulerødder og tomater i Nuuk, som ingen smag eller tekstur har, der kan minde en om hvordan en gulerod og tomat virkelig smager.

Tak fordi I læste med og kom med jeres tanker.

  • 6
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten