Vi hører ofte, at nyhedsmedierne er fyldt med politik, sport, kriminalstof og de kendtes udskejelser, fordi det er det, folk vil have. Men holder forudsætningen stik? Jeg tror, at medierne undervurderer deres læsere, lyttere og seere. I virkeligheden ønsker rigtig mange danskere en meget mere omfattende dækning af nogle helt andre emner, nemlig videnskab og forskning.
I tirsdags var jeg til et symposium, som blev afholdt hos TV2 i et samarbejde mellem ATV og foreningen Danske Videnskabsjournalister. Titlen var ”Videnskabsformidling eller spin”, og det var en både spændende og tankevækkende dag, hvor næsten 120 deltagere tog del i livlige debatter om emnet.
Jeg tænker på baggrund af dagen, at folk (eller i hvert fald mange) ønsker klog og kritisk videnskabsjournalistik. Den type artikler og indslag, hvor svære emner bliver gjort forståelige, og hvor der er mere end én kilde (typisk en forsker eller en kommunikationsmedarbejder på et universitet), der bliver bedt om at kvalificere emnet.
I Danmark har Videnskab.dk fået stor succes med populærvidenskabelig formidling, og Ingeniøren har både på web og print en fin dækning af teknik og naturvidenskab. Men ud over det drives videnskabsjournalistikken mest af enkelte ildsjæle på de store morgenaviser. Videnskab og forskning er nærmest ikke-eksisterende i DR’s og TV2’s tv-flader og er kun til stede i radioen i enkelte udsendelser.
Ingen af de toneangivende medier satser for alvor på videnskabsjournalistikken. Og videnskabsdækningen er for det meste uden forbindelse til den generelle nyhedsreportage, selv om videnskab og forskning byder på mængder af gode historier. Det er et paradoks, for statistik fra EU viser, at danskerne er blandt de folk i Europa, der har størst interesse for at høre om videnskab og forskning. Andre undersøgelser viser, at antallet af videnskabsnyheder er uændret og lavt, når man sammenligner 1999 og 2012.
Endnu værre står det til med indholdet, idet antallet af ”ukritiske” artikler om videnskab er steget fra 85 procent i 1999 til 91 procent i 2012.
Det fortæller desværre historien om, at medierne – stik imod hvad deres eget publikum ønsker – ikke prioriterer videnskab og forskning særlig højt, at mange videnskabsnyheder er plantede eller styrede fra kommunikationsafdelingerne, og at dygtige journalister forlader videnskabsjournalistikken til fordel for andre områder eller for selv at arbejde med kommunikation og PR.
Det er en udvikling, ingen bør være tilfredse med. På symposiet fornemmede jeg, at mange kommunikationsfolk frygter, at de er ved at ”sejre ad helvede til”: De er blevet så dygtige til at styre mediernes videnskabsdækning, at dækningen bliver tandløs, hvilket på den lange bane vil betyde mindre interesse hos modtagerne.
Der er næppe en hurtig og enkel løsning på problemet. Men en begyndelse kunne være at få den gode videnskabsjournalistik tilbage i de store mediers spalter og sendeflade. Det er en ledelsesopgave, som redaktørerne for de store medier bør tage på sig. Og egentlig må det være en ret let beslutning. Det handler jo bare om at give folk, hvad de vil have!
