Toxblog bloghoved

Giften fra den australske taipan

Måler man dødelighed per dråbe gift, så er den australske taipan klart verdens giftigste slange. Et bid fra den australske taipan indeholder tilstrækkeligt med neurotoksiner til at slå 1000 mennesker eller 4 millioner mus ihjel. Giften fra denne slange er mere end 3 så giftig som giften fra den næst giftigste slange, Mojave klapperslangen. Men hvorfor er det lige, at taipanens gift er så giftig?

Da jeg tilbage i 2006 til 2007 boede i yderkanten af regnskoven i det Nordøstlige Queensland i Australien, var taipanen klart den slange, man var mest nervøs for at møde. Dengang vidste jeg ikke meget om slangegift og lyttede mest til de lokale, som berettede at giften var ekstremt potent, og at ens arme og ben ville rådne op, hvis man blev bidt. Sidenhen har jeg dog sat mig lidt mere ind i slangegift og kan afvise den sidste påstand, men desværre også erstatte den med, at taipangift både er ekstremt neurotoksisk OG hemotoksisk (giftig for blodet). Dertil skal det lægges, at taipangiftens neurotoksicitet er meget anderledes end neurotoksiciteten fra fx den sorte mamba, monokelkobraen og den olivengrønne havslange fra Den Blå Planet. Modsat de andre slanger, så er taipanens neurotoksicitet irreversibel! Dette betyder, at hvis først giftens virkning har fået tilstrækkeligt tilløb, så kan selv modgift ikke redde én. Neurotoksinerne i taipangiften virker nemlig ligesom neurotoksinerne fra slangen Bungarus, som ødelægger nerveenderne og dermed umuliggør neuromuskulær transmission (bevægelse). Således vil et bid fra en taipan først manifestere sig som ptosis (manglende evne til at åbne øjnene) og senere fuldstændig muskelparalyse.

Illustration: Privatfoto

Taipan, Oxyuranus scutellatus, fra det nordøstlige Australien.

Udover sine neurotoksiske effekter, så er taipangift som nævnt også hemotoksisk. Hemotoksinerne virker ved, at de tvinger blodet til at koagluere ved at aktivere blodpladerne, som går sammen og danner blodpropper. Hvis ikke disse blodpropper når at blive opløst meget hurtigt, vil slangebidsofferet hurtigt dø, selv inden de neurotoksiske effekter sætter i gang.

Det mest molekylært interessante ved taipanens gift er dog dens stærke neurotoksicitet. Det viser sig nemlig, at en helt specielt molekylær interaktion har udviklet sig evolutionært. Tre toksiske fosfolipaser, som normalt mest er kendt for deres vævsødelæggende egenskaber, har udviklet sig til at gå sammen i et supertoksin. Ingen af de tre fosfolipaser er i sig selv særligt neurotoksisk, men når de netop samles i supermolekylet i slangens giftkirtel, hyperpotentierer de den svagere neurotoksiske effekt af et af toksinerne, så det endda bliver til det mest potente neurotoksin, som man kender.

I taipanens gift findes der tre fosfolipaser, som går sammen og bliver til toxinet, taipoxin, som er et hyperpotentieret præsynaptisk neurotoksin.

Det er interessant, at evolutionen er i stand til på denne måde at dreje udviklingen af tre klassiske fosfolipaser, som normalt er fordøjelsesenzymer, til at disse både er blevet neurotoksiske og endda går sammen om neurotoksiciteten. En sådan hændelse er med til at styrke den mere moderne opfattelse af, at evolution ikke er en lineær affære, men derimod noget, som foregår i spring. Udviklingen af fosfolipaser fra fordøjelsesfunktion over mod neurotoksicitet menes at skyldes et ekstremt evolutionært pres, hvor det har været essentielt for taipanen at kunne paralysere sit bytte hurtigt. Det er dog ekstra fascinerende, at dette er sket for flere fosfolipaser, samtidig med at de har udviklet evnen til kooperativitet (som det hedder biokemisk, når molekylers interaktion øger bindingsevnen for et eller flere af molekylerne. Dette kendes fx fra hemoglobin).

Taipanen kan blive op til næsten 3 meter lang, den kan bevæge sig hurtigt, og dens hugtænder kan blive op til 1,2 cm. Den bor i det nordøstlige Australien og Papua New Guinea, hvor den lever af små pattedyr såsom rotter og punggrævlinge.

Taipanen endte dog ikke med at være noget, som jeg gik og var bange for, da jeg boede i Australien. Tværtimod var det en slange, som jeg meget gerne ville se (om end fra behørig afstand), da den er kendt for at være verdens giftigste slange.

Andreas Laustsen er kemiingeniør, PhD og biotekentreprenør (Biosyntia, VenomAb, Chromologics, Antag Therapeutics, VenomAid Diagnostics og Bactolife). For tiden arbejder Andreas som Lektor på Danmarks Tekniske Universitet med bioteknologi-baserede modgifte mod slangebid. I 2014 blev han kåret som Danmarks Sejeste Ingeniør, i 2016 som en af Europas top 10 biotekentreprenører under 30 år og i 2017 som en af Europas "30 under 30" af Forbes og en af Europas top 35 innovatører under 35 af MIT Technology Review.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hej Andreas. Jeg har ingen intelligente spørgsmål at stille, men må bare indrømme at jeg elsker din blog, til trods for, at jeg bliver lettere paranoid, hver gang jeg har læst den. At slangegifte kan virke på så mange organer, og på så forskellige måder, er faktisk dybt fascinerende. Og jeg tror på, at kan udvikle nyttig medicin fra slangernes gifte. Så en stor tak for en spændende og fascinerende blog, som tydeligt er båret af viden og indsigt.

  • 8
  • 0

Spændende og skræmmende læsning. Jeg vil se mig extra godt for næste gang i bushen...

Jeg kom til at tænke på om giften kun er superpotent overfor pattedyr, eller den har samme effekt på andre dyregrupper, fx krybdyr, også? Kan den bruges af slangen til "selvforsvar" overfor artsfæller?

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten