Af Lisbeth Engbo, kommunikationschef i Plastic Change
Jeg bor på landet og har en kompostbunke, så da jeg første gang hørte om bioplast og bionedbrydelige plastikposer, tænkte jeg ’fedt, dem snupper jeg til min kompostspand, og så kan de ryge lige ud på komposten med indhold’. Men ak, siden er jeg blevet belært af mine dygtige biologfaglige kollega Claudia Sick, der møjsommeligt har forklaret mig følgende:
For det første er der stor forskel på bioplast og bionedbrydeligt plast for ikke at tale om oxo-nedbrydeligt plast.
Bioplast dur ikke til kompost. Det fremstilles syntetisk, ligesom alt andet plastik, af kulstof, men der er tale om kulstof fra plantemateriale, også kaldet biomasse som f.eks. sukker, majs eller stivelse - fremfor af fossile brændstoffer.
Nedbrydeligheden i naturen er som udgangspunkt den samme for bioplastik som for konventionel plastik. Derfor kan bioplastik ikke komposteres, men selve ordet ”bio”plast kan skabe forvirring hos forbrugerne, der kan forledes til at tro, at bioplast nedbrydes i naturen, fordi det er lavet af ”naturligt” plantemateriale.
En anden ulempe ved bioplast er, at det kræver plads at dyrke afgrøder til fremstilling af biomasse – jord, der potentielt vil kunne bruges til at dyrke fødevarer. Således er det en forudsætning for den samlede bæredygtighed af bioplast, at det går hånd i hånd med høj og effektiv genanvendelse, så arealet, der skal anvendes til at dyrke planter til bioplast, minimeres. Fordelene ved bioplast er, at der optages CO2 fra atmosfæren, når bonden dyrker de planter, som skal bruges til fremstillingen af bioplast. Når bioplast afbrændes, udledes der altså kun den CO2, som planten har optaget, og derfor kaldes bioplast CO2 neutralt. Det betyder, at den ikke udleder mere CO2, end planterne har optaget, og dermed bidrager den ikke til menneskeskabte klimaforandringer. Bioplast kan dog kun kaldes helt CO2-neutral, hvis den energi, der skal bruges til at fremstille plastikken og til transport af materialet, også er baseret på energi fra fornybare ressourcer, såkaldt ”grøn” energi. En anden fordel er, at bioplast har en kemisk struktur, som er identisk med konventionel plastik. Derfor kan det ligesom oliebaseret plastik omsmeltes og genanvendes til nye plastprodukter. Så bioplast passer fint ind i en cirkulær økonomi – forudsat at det ikke havner i naturen.
Bionedbrydeligt plastik kan være fremstillet af både fossile brændstoffer og biomasse. Bionedbrydeligt plastik er kemisk forskelligt fra de ikke-bionedbrydelige plasttyper, eftersom det er fremstillet sådan, at mikroorganismer er i stand til at nedbryde de stærke kemiske forbindelser i de lange kulstofkæder ned til små og naturligt forekommende molekyler - organisk materiale, CO2, vand, evt. metan.
Men det betyder ikke, at man kan smide bionedbrydeligt plastik i sin kompostbunke endsige i naturen. For at det kan nedbrydes, kræver det nemlig særlige industrielle komposteringsanlæg, hvor forholdene kan kontrolleres og styres, så de er optimale i forhold til høj temperatur, ilt, fugtighed, lys og stor koncentration af mikroorganismer. Med andre ord er bionedbrydeligt plastik normalt ikke nedbrydeligt i naturen. Ikke desto mindre tror mange forbrugerne, ligesom jeg selv gjorde, at det bionedbrydelige plastik altid bliver opløst i naturen, og derfor ser man f.eks. hundeposer efterladt i grøftekanten af hundejere, der måske troede, at de hurtigt ville blive forvandlet til jord. Andre ulemper ved bionedbrydeligt plastik er, at det lettere går i stykker i forhold til andre typer plastik, og derfor har en meget kort levetid, der forhindrer genbrug. Måske et af de vigtigste pointer er, at det ikke dur til genanvendelse, fordi det ødelægger eller forringer kvaliteten, hvis det blandes sammen med ikke-bionedbrydelige plastfraktioner, der kan smeltes om til nye plastprodukter.
Oxo-nedbrydeligt plastik består af almindelig plastik, der er tilsat små mængder metalsalte, der når den iltes fremmer nedbrydning af plasten.. Men plasten forsvinder ikke, selvom den ikke længere kan ses med det blotte øje. Derfor kan oxo-nedbrydelig plast ikke kaldes bionedbrydelig, og det er på ingen måde en løsning på problemer med plastikaffald, fordi det stadig forurener miljøet, det egner sig dårligt til genanvendelse, og det dur slet ikke til kompostering.
I Danmark er poser af oxo-nedbrydelig plastik ikke særligt almindelige, men de produceres og sælges til andre europæiske lande af flere danske pose- og folieproducenter som nedbrydelige plastposer
