Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
forskningsingeniøren bloghoved

Fysikstuderende: Skal jeg lave en ph.d.?

Vi søger for tiden en studentermedhjælper hos TICRA, og jeg fik den idé at sende jobopslaget til nogle af mine tidligere fysikstuderende på DTU. Der er mange kvikker hoveder iblandt, som vi helt sikkert godt kan bruge.

Jeg fik et par svar og forhørte mig hos én, hvad planerne for fremtiden var.

Først skal der skrives speciale, og så skal der måske, måske ikke laves en ph.d.

Vedkommende skrev, som følger:

"Med hensyn til tiden efter specialet, så er jeg lidt usikker på hvad jeg skal. Den ene dag tænker jeg, at det kunne være superfedt at lave en Ph.D., og den anden dag tænker jeg, at jeg er færdig med at studere og skal ud i den virkelige verden.

Hvilke tanker gjorde du dig, da du skulle vælge mellem Ph.D. og jobsøgning? Og hvor stor betydning har din Ph.D.-grad haft på, at du nu er endt hos TICRA?"

Læs også: Hvor mange ph.d.-studerende er for mange?

Et par meget relevante spørgsmål, som andre formentlig også spekulerer over. Mit svar var det følgende:

"Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville lave en ph.d., da jeg nærmede mig slutningen af kandidatuddannelse på DTU. Jeg var sulten efter at læse mere, fordybe mig og at udvikle mine egne idéer og projekter (konkret i mit tilfælde inden for nanofotonik). Derudover var jeg igennem DTUs Honors Program tilknyttet en dedikeret mentor og en god forskningsgruppe, og det var oplagt for mig at starte på fuld tid i samme gruppe. Jeg fik senere at vide, at stillingsopslaget, som jeg søgte efter, var skrevet specifikt til mig, i håbet om at jeg ville søge, så interessen var gensidig.

Jeg lærte ekstremt meget i løbet af min ph.d. Fagligt, naturligvis, hvor jeg - ligesom alle andre, der laver en ph.d. - blev en af de førende eksperter i verden inden for det (snævre) område, som mit ph.d.-projekt beskæftigede sig med. Men også metodisk, idet jeg blev meget skarpere til at lave systematiske studier, at indhente og organisere relevant litteratur, at læse og post-processere litteratur, at dokumentere mit arbejde samt ikke mindst at beskrive og forklare mit arbejde; hvorfor arbejdet er vigtigt, hvad resultaterne betyder, og hvad perspektiverne er. Sidstnævnte både til fagfæller, f.eks. i tidsskriftsartikler og til konferencer, og til lægmænd, hvor det hele skal præsenteres mere populærvidenskabeligt.

Min ph.d.-grad var essentiel for at få det job, jeg nu har hos TICRA. Her er jeg ansat som forskningsingeniør, og jeg arbejder på flere forsknings- og udviklingsprojekter (de fleste på ESA-R&D-kontrakter), hvor det meste af, hvad jeg beskrev ovenfor er særdeles brugbart. Den viden og de koncepter, vi udvikler i sådanne projekter, bliver sommetider på lidt længere sigt til nye produkter, men på kortere sigt bliver det til tekniske rapporter og konference papers, og her er min erfaring med at skrive og præsentere fra min ph.d. ligeledes brugbar.

Jeg føler, at jeg kan kræve og forvente mere spændende og udfordrende opgaver, fordi jeg har en ph.d.-grad. At jeg kan arbejde på sådanne R&D-projekter, hvor vi ikke kender svarene på forhånd, fordi jeg er vant til dette fra min ph.d.

Det kommer nemt til at lyde lidt nedvurderende af ”bare” at have en kandidatgrad, og det er naturligvis ikke intentionen. Jeg har også kolleger, som ikke har lavet en ph.d., og man kan helt sikkert sagtens have spændende, udfordrende og udviklende R&D-opgaver med en sådan baggrund. Men min ph.d. har givet mig en modenhed i forhold til at arbejde systematisk og i forhold at gå fra specifikke til generelle observationer og konklusioner. Hvilket der netop i udviklingen af nye koncepter og nye teknologier er brug for.

Så: Jeg kan varmt anbefale at lave en ph.d. Jeg føler, at det giver nogle fede muligheder, både nu og på sigt. Langt de fleste, som laver en ph.d., bliver ikke i den akademiske verden i det lange løb, så selv hvis du først laver en ph.d., er der rig mulighed for på sigt at havne i industrien."

Læs også: Den lille sorte bog med jobmuligheder for fysikere

Jakob Rosenkrantz de Lasson er civilingeniør og ph.d. i nanofotonik fra DTU. Jakob arbejder som Product Lead og forskningsingeniør hos virksomheden TICRA i København og blogger om forskning, fotonik og rumteknologi. Jakobs blog har tidligere heddet DTU Indefra (2012-2016) og DTU Studenten (2012)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er helt givet, at arbejdsformen på en PhD er nyttig, derved at det er et meget langt forløb indenfor et givet emne. Et eksamensprojekt på DTU er i den sammenhæng nok lidt for kortvarigt til at kunne give det samme. Måske kan uddannelsen i Aalborg give længere varende projekter end som så.
Det lange forløb kan føre til at litteraturstudiet om, hvad der rører sig i verden om emnet, bliver en tillært vane, en arbejdsform. Sammen med det eksperimentielle arbejde fører dette til, at der er en god sandsynlighed for en vellykket ekstrapolation ud i ny viden og nye resultater. Jeg fik ikke en PhD, men blev ansat på et institut under ATV, den såkaldte sektorforskning. Her var arbejdsforholdene nok lidt bedre for 40 år siden, end de er nu. Men folk derfra var meget efterspurgte i industrien.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten