close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
rumfart på den anden måde cs banner bloghoved

Fremtidens Mission Control

Som Mads skrev i forrige blog, så har en del af CS marineafdeling, i sidste uge, været på tur for at bytte Vostok ud med Bolette Munkholm.

Operation "byt skib" startede sidste torsdag med at Rune rejste til Nørresundby, hvorfra han hjalp Carsten fra Nørresundby dykkerklub med at sejle Bolette til Grenå. På den første del af turen, gennem Limjorden til Hals, var flere andre medlemmer af dykkerklubben med for at tage afsked med skibet.

Samtidig på Lautrup kaj i København, tømte vi Vostok for alt det vi skal gemme og som ikke var nødvendigt at tage med på turen. De ting er midlertidigt oplagret ombord på Sputnik. Scott, Johansen og jeg sejlede derefter Vostok over til Margreteholmshavnen, hvor vi blev modtaget af de sidste besætningsmedlemmer, Jop og Carsten. Her tankede vi diesel til turen og fik hentet nogle løsdele i vores værksted, som skulle med på turen.

Omkring kl. 23.00 afgik det gode skib Vostok for sidste gang fra København. Med kurs mod Grenå. Vi sejlede med 3 vagthold, der på skift sov og sejlede skibet. Vejret var i den grad med os, vandet var ganske roligt, der var klar sigt og en rigtig flot stjernehimmel over Kattegat. Kl. lidt over 7 fredag morgen Stævnede Vostok ind i Grenå havn og lagde til foran Bolette, der var ankommet et par timer før.

Illustration: Carsten Olsen, CS

Efter et solidt morgenmåltid og en rundtur på Bolette, gik vi i gang med at afmontere og flytte de sidste ting vi skulle have med fra Vostok. Alt blev stuvet i agterlastrummet og er noget af det vi skal have sorteret i den kommende tid. Carsten fra dykkerklubben gennemgik betjeningen af vores nye skib, og efter at have tanket noget diesel, tog vi pænt afsked med det gode skib Vostok og satte kursen mod København med Bolette Munkholm. Det var med blandede følelser at vi sejlede fra Vostok. Hun var et dejligt skib at sejle med og vi har haft mange gode timer ombord, men hun har i den grad også været en udfordring med en hel del større reparationer gennem årene. Selv om Vostok har tjent os godt i de fem år hun har været en del af Copenhagen Suborbitals, må vi indrømme at hun aldrig blev det ideelle mission control-skib for os.

Illustration: Carsten Olsen, CS

Også på sejlturen hjem var vejret godt, med roligt vand og næsten ingen vind. Dog var der lidt dis og et par regnbyger under vejs. Vores vel nok mest erfarende sømand, André var arbejds- og børneramt og kunne derfor ikke deltage i hele turen, men var taget til Gilleleje for at være med på den sidste del. Vi gik derfor ind i Gilleleje havn og samlede ham op fredag aften kl. 21.00

Den sidste del af turen, forbi Kronborg og ned gennem Øresund forløb lige så fredelig og roligt som første del. Bort set fra færgerne ved Helsingør, var der stort set ingen andre skibe på vandet. Kl. 3 gik vi ind i havnen ved Svanemølleværket og Carsten fra dykkerklubben lagde, kyndigt, Bolette Munkholm til ved hendes nye kajplads på Lautrupkaj.

Bolette Munkholm er på mange måder som bygget til vores formål. I det tidligere lastrum er der indrettet kahytter med køjer til 14 personer. Så når vi er på opsendelsestur kan størstedelen af holdet overnatte ombord, frem for gulvet i den lokale boldklubs lokaler, som vi tidligere har haft fornøjelsen af at låne. Der er en fungerende kabys og messe ombord, så forplejningen kan forbedres en del. Bag styrehuset er et fint stort soldæk, med godt overblik over agterskibet og vandet omkring. Det vil fungere perfekt som Mission control for vores opsendelser. Dog skal der bygges et solsejl eller noget, der kan tage det værste genskin i elektronikdrengenes computerskærme.

Illustration: Carsten Olsen, CS

På det store agterdæk er der både kran og kapstanspil, til opsamling af raketten når den er landet sikkert i faldskærmene. Tracking antennen vil der også kunne blive plads til, enten på agterdækket eller på fordækket. Agterdækket ligger i øvrigt så lavt og har en åbning i siden, at overførsel af personel til og fra RIB-bådene må formodes at blive lettere. Alt i alt et dejligt skib der er meget bedre egnet end Vostok og som vi forhåbentlig får megen glæde af i mange år fremover.

I løbet af de kommende måneder vil vi, i marineafdelingen, lære hendes systemer og finurligheder at kende og ikke mindst arbejde på at indrette hende til mission control-skib så vi er klar til opsendelse af Nexø II, først på sommeren.

Det eneste vi mangler, for at skibet endeligt kan blive vores, er at få de sidste dele af financieringen på plads. Der afgår fondsansøgning i næste uge, og vi forventer svar sidst i februar. Vi krydser fingre!

JesperRosendal
er et af flere medlemmer af Copenhagen Suborbitals, der skriver på denne blog.

Da I købte Vostok var der megen debat omkring financieringen, husker jeg. Vi har endnu ikke hørt meget om hvorfra CS skaffer penge til Bolette. Med den indretning synes hun at være et noget dyrere skib, eller hvad?

  • 4
  • 0

Jan Haugsted:

Vi har endnu ikke hørt meget om hvorfra CS skaffer penge til Bolette.

Det kommer I til, hvis projektet lykkes.

Men helt generelt: Når man er i en forhandlings- eller ansøgningssituation, går man ikke - også af hensyn til den anden part - ikke offentligt med det.

  • 10
  • 2

Hej Jan,

For lige at uddybe Niels' svar. Vi har som jeg skrev i den sidste blog stillet sikkerhed der løber året ud og har derfor frem til 31/12 til at få endelig financiering på plads. Nogle af pengene vil være fra salget af Vostok, og så er vi i proces med fondsansøgning for at rejse det der mangler.

Det vigtigste lige nu er at vi har et skib til opsendelsen af Nexø II - og det har vi sikret med denne løsningsmodel.

/Wilson

  • 14
  • 0

Tak for svar Niels og Mads.

Nu har I vel efterhånden haft god tid til alle forberedelserne til opsendelse af Nexø II, så nu MÅ det lykkes!

I løbet af foråret håber jeg at høre mere om:

  • Gyrostabiliseret kamera til bedre følgning af raketten, eller bare det system filmfolk bruger.
  • Gyrostabilisering af antennen som skal pege på Bornholm
  • evt. løsning af forstyrrelserne af radioudstyr (den gamle radar kan vel slukkes lige i opsendelseøjeblikket, indtil nogen forærer Jer en moderne frekvensmoduleret radar med konstant bærebølge)

  • og alt det andet!

  • 4
  • 0

Navnet kunne hylde astronauter/kosmonauter, så jeg foreslår:
Sally Ride eller Valentina Teresjkova

Hvis det skal være på linie med tidligere navngivning:
Canaveral
Bajkonur

Men min favorit er Lajka. Navnet på den herreløse hund som blev indfanget i moskva's gader og sendt ud i rummet og til evig berømmelse.

  • 2
  • 0

Hvorfor ikke bare beholde det gode navn: 'Bolette Munkholm' ?

Og så et PS - som sikkert giver en storm af thumps-down:

  • Dansk: 'Finans'
  • Tysk: 'Finanz'
  • Engelsk: 'Finance'

... prøv evt. at tænk på Finansministerieret - det hedder ikke Financeministeriet, når man skriver på dansk ... if you get my point ;)

  • 5
  • 0