sundhedsinnovation bloghoved

Fremtidens behandling foregår også i patientens hjem

Forestil dig denne besked: Du har kræft. Hvis du ikke selv har hørt den, så har din bror, din mor eller din kollega sikkert, for hver tredje dansker vil få den af lægen på et tidspunkt.

Og med den besked følger naturligvis også en behandling, som skal få bugt med sygdommen.

Du skal måske have kemoterapi, og det kan foregå ved, at du med regelmæssige mellemrum kommer ind på hospitalet og får et drop i armen med nogle celledræbende stoffer.

Før du kan få næste skud med kemoterapi, er det nødvendigt, at din krop har produceret nok hvide blodceller til at håndtere endnu en behandling, og derfor skal du forbi hospitalet for at få taget en blodprøve.

Først derefter ved du og lægerne, om kemoterapi-behandlingen kan fortsætte dagen efter, eller om du skal vente længere. Hvis du får besked på at skulle vente længere, måske en uge, så skal du igen forbi hospitalet til en ny blodprøve.

Sådan fortsætter det, indtil kemo-behandlingen er forbi.

Maskine på køkkenbordet

Forestil dig nu, at du ikke skal ind på sygehuset, men har en maskine stående på køkkenbordet, som kan måle de værdier i blodet, som lægerne skal kende for at vurdere, om du kan fortsætte behandlingen.

Ud over hvide blodceller måler den også blodprocent (hæmoglobin), blodplader (trombocytter) og fordelingen af de hvide blodceller (differentialtælling).

Maskinen fylder ikke mere end en kaffemaskine, og du kan selv betjene den ved at prikke hul på fingeren og presse et par dråber blod ned i en lille plastikbeholder, som du sætter ind i maskinen. Derefter bliver resultaterne sendt til hospitalet, og du bliver kontaktet og får forklaret resultaterne.

Du behøver altså kun transportere dig mellem dit hjem og hospitalet, når selve behandlingen finder sted.

Sådan et scenarie er man desværre stadig nødt til at forestille sig, for det kan endnu ikke lade sig gøre på tilfredsstillende vis.

Det skal være muligt at tage blodprøver i hjemmet

De fleste apparater er målrettet til brug på hospitalet eller i lægepraksis og er enten for store, for dyre eller for svære og besværlige at betjene for borgerne.

Derfor har Sjællands Universitetshospital med finansiering fra EU Interreg igangsat et projekt, som skal gøre det muligt at tage blodprøver i hjemmet.

I takt med at teknologien bliver mere avanceret, og apparaternes størrelse skrumper, vinder tests og undersøgelser i hjemmet (’Point of Care’-behandling (POCT)) frem på mange områder, og det er ikke svært at få øje på fordelene.

For patienter, som skal have taget blodprøver, betyder det mindre transporttid og planlægning - og det er ret væsentligt for mange, ikke blot dem som ikke er i stand til at transportere sig selv, eller som bor langt fra hospitalet.

Lige nu prøver Sjællands Universitetshospital at identificere et blodprøveapparat, som kræftpatienter kan anvende i deres hjem, men det er kun starten, som jeg ser det.

Mange andre kunne have glæde af at tage deres blodprøver eller gennemføre dele af deres behandling i hjemmet, og vi leder hele tiden efter inspiration til, hvordan nye løsninger kan lette patientens hverdag.

Søren Tvilsted, ingeniør på Sjællands Universitetshospital, blogger om innovation og forskning i sundhedsvæsnet.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten