Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
phloggen

Fremtiden for fortiden

Julens gode nyhed var at Erik, alias 'elp', alias D. Gl. Redacteur, alias bagsidens Lynch, fik skrabet pengene i hus til digitaliseringen af hele Kulturarven fra dansk ingeniørhistorie.

Jeg spillede selv en lille men til gengæld uvigtig rolle i projektet: Jeg fik datamuseum.dk til at lægge pallereol til papiret indtil det kunne blive sendt til Schweiz for skanning og efterfølgende destruktion.

Ja, mit samlergen krummede sig sammen da Erik fortalte at efter scanningen blev papiret bare kasseret, men oprigtig talt: Hvem har lyst til 100 års ingeniørhistorie i løsark, hvis de kan læse det på skærmen istedet ?

Personligt har jeg haft mulighed for at bladre i de gamle årgange af Ingeniøren i al den tid jeg som fagmedarbejder regelmæssigt kom forbi Redaktionen på Skelbækgade og det hænte da også at jeg gjorde det, hvis jeg lige havde et kvarter eller en halv time der skulle slås ihjel inden mødet.

Men det er ingenting i sammenligning med hvor meget jeg har læst i siden de første ⅔ blev digitaliseret og lagt på nettet.

Digitale formater er meget mere brugbare og uendelig mange gange mere tilgængelige.

Da jeg for mange år siden meldte mig under fanerne som "dataarkæolog" i det som med tiden blev til Dansk Datahistorisk Forening, var planen at bygge et computermuseum ude i Ballerup.

Et kompetent udredningsarbejde gjorde det dog klart at den ide var dødfødt, et sådan museum ville aldrig få behov for at bruge sort tryksværte i årsregnskabet.

Museers svage side er at hvis man virkelig skal have udbytte af dem, skal man have gjort sit hjemmearbejde så man ved hvad man ser på.

Tag Essens Cæsium Atomfrekvensnormal på Londons Science Museum som eksempel.

Hvis man ikke ved hvad det er der foregår, ligner det ikke noget og bortset fra de for videnskabelige eksperimenter så karakteristiske lappeløsninger er der egentlig ikke noget at se når det kommer til styket.

Hvis man derimod kender historien, kan man se en utrolig masse at se, herunder hvorfor den, helt indlysende, ikke kunne virke i første forsøg.

Men omvendt, uanset hvor meget man læser sig til, er der ingen erstatning for med sine egne øjne at se de historiske artifakter, hvis man virkelig vil forstå.

Man kan med andre ord ikke bare smide historien ud, uanset hvor meget man gennemfotograferer og digitaliserer den.

Idealet for et moderne museum må derfor være at have en kick-ass hjemmeside for alle de der endnu ikke har haft lejlighed til at besøge museet og en kompetent udstilling af alt det fra hjemmesiden der fik publikum til at komme forbi.

For datamuseum.dk blev snittet imellem digitalt og støvet akut for et par måneder siden, som formanden skrev i den årlige julehilsen til medlemmerne:

"Efteråret har budt på en overraskelse og hårdt arbejde for de torsdagsaktive. Ballerup kommune meddelte i slutningen af september, at ca. 30% af magasinet på Tapeten skal indrettes til ekstra skydebaner til Ballerup Skytteforening, og at foreningen hurtigst muligt skulle rømme arealet. Ikke nok med det – man orienterede også om, at kommunen på længere sigt har planer om at benytte hele lokalet til andre formål!"

Efteråret har gået med at rømme den ⅓ af vores lokale som i de forudgående år havde brugt en masse tid (og penge!) på at indrette til arbejdsareal og værksted:

Illustration: Privatfoto

Men lad det være sagt med det samme: Ikke et ondt ord om Ballerup Kommune.

I snart 15 år har de stillet 1000m² til rådighed for vores kulturprojekt, uden at få den kulturinstitution ud af det som vi dengang stillede dem i udsigt.

Vi siger mange tak for venligt husly til Ballerup Kommune og går igang med at finde ud af hvad vores fremtid skal blive.

Den umiddelbart idelle løsning ville være hvis vi kunne finde noget erhvervsbyggeri i nærheden af en S-togs station[1]

Vi skal bruge en bygning med en masse palle-reoler i et klima hvor ting ikke ruster, til at opbevare alle vores "artifakter" som det hedder på museumssprog.

Derudover skal der være nogle kontor/værkestedslokaler hvor vi kan arbejde med tingene, ikke mindst for at få dem registreret og digitaliseret så resten af verden kan se dem.

Det ville også være dejligt hvis der var en kantine eller et stort mødelokale hvor vi kunne holde fordragsaftener og lave skiftende udstillinger, som vi kunne åbne for offentligheden, måske en søndag hver måned, eller efter aftale.

Den slags bygninger findes der en del af, de koster mellem 5-15 mio kroner og koster mellem 100 og 300.000 om året i "ejerudgifter".

I perspektiv af vores lille forening er det meget store penge: Vi har ikke noget der bare lugter lidt af 5-15 mio kroner.

I det store perspektiv er det dog småpenge.

Det nye naturhistoriske museem ved Botanisk Have kommer til at koste over en milliard kroner.

Eller måske mere relevant: Teknisk Museum ejer bygninger for 45 mio kroner og modtager 6 mio i statstilskud som mere eller mindre går direkte til løn.

Vores forbandede uheld er at vi implicit er et museum for tre af dem fem største konkurser i dansk erhvervshistorie: Regnecentralen, Rovsing og DDE gik alle på røven med et enormt brag[2] og det kølner entusiasmen for vores projekt lidt. Det havde utvivlsomt været nemmere hvis bare en enkelt af disse virksomheder stadig existerede.

Omvendt er der faktisk danskere der har scoret kassen på IT, Brdr. Damgaard, Janus Friis, Giga, Fullrate osv. og de kan formodentlig alle imødese en invitation til at besøge en propfyldt kælder i Ballerup i det kommende år.

Hvis de hver skød en million i et ejendomsselskab som kunne huse os, ville vores lykke være gjort og de kan formodentlig trække det fra i skat....

Helt omvendt er der nogle naturlige spørgsmål der også må og bør tages stilling til.

Hvorfor pokker er datamuseum.dk ikke en del af Teknisk Museum ?

Der er vel ikke noget der forhindrer TM i at have en afdeling for IT-historie i storkøbenhavn, selvom hoveddelen af deres virke er i Helsingør ?

Ja, der er en masse papirarbejde og regler der skal følges for "rigtige" museer, men omvendt er det vel for pokker også på tide at "verdens mest digitaliserede stat" anerkender at vi har en IT-historie og gør noget for at den bliver bevaret og formidlet, på linie med resten af vores kulturhistorie ?

En anden mulighed, som jeg personligt er stor tilhænger af, er at tilføje "& elektronik" til projektet, for de samme tre kernevirksomheder i vores samling var også store elektronikproducenter. Bagtanken er naturligvis at det også ville bringe forskellige nulevende virksomheder under vores "resort", fra B&O til B&K. Samtidig ville det naturligvis øge vores pladsbehov tilsvarende.

Eller måske er det nu vi skal slå det helt store slag i bordet og få stablet et fantastisk Nationalt Teknologisk Museum på benene i Danmark ?

Med al respekt for Teknisk Museum, men der er så meget mere at vise end Falck og Ellehammer og så mange mere tilgængelige steder at vise det, end et industrikvarter i Helsingør.

En ting er helt sikker:

Datamuseum.dk er ude i meget dybere vand end sædvanligt og uanset hvilken, bliver der kun en fremtid for IT-fortiden, hvis nogen træder til og hjælper os nu.

Foreningen indkalder til et informationsmøde i løbet af foråret, når vi frivillige har fået ryddet de 30% af arealet Ballerup Kommune skal bruge til skydebaner.

phk

PS: Hvis nogen har ledig lagerplads i elektronikvenligt klima og til ingen penge vil vi meget gerne tale med jer med det samme.

[1] Nej, det nytter ikke noget at man kan købe den slags for en slik på Langeland, samlingen existerer kun i kraft af det gratis frivillige arbejde i foreningen og derfor dør samlingen øjeblikkeligt hvis den fjernes fra deres rækkevidde.

[2] Vi har Nordisk Fjers RC8000 computer, hvis nogen donerer Jan Bonde Nielsens PC har vi full-house.

Poul-Henning Kamp er selvstændig open source-softwareudvikler. Han skriver blandt andet om politik, hysteri, spin, monopoler, frihedskampe gør-det-selv-teknologi og humor.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Vores forbandede uheld er at vi implicit er et museum for tre af dem fem største konkurser i dansk erhvervshistorie: Regnecentralen, Rovsing og DDE gik alle på røven med et enormt brag[2] og det kølner entusiasmen for vores projekt lidt. Det havde utvivlsomt været nemmere hvis bare en enkelt af disse virksomheder stadig existerede.

Efter min mening er problemet at i slet ikke er et museum. Et lager med pallereoler hvor en begrænset kreds mødes er vel nærmere en klub.

I har helt glemt at indbyde os andre, og at stille nogle udstillinger og anvendelser og interessante historier på benene.
Præsentation i ord og billede af DASK, GIER, RC osv. som kan trække besøgende til, som måske endda betaler entré (tænk på Diesel House).

Jeg understøtter 100% at I forsøger at redde fortidens udstyr, og at dokumentere det, men I er også nødt til at arbejde udadvendt.
Jeg kan godt forstå Ballerup Kommune, men det løser ikke problemet her og nu.

Held og Lykke,

Bent.

  • 3
  • 0

Der er en grund til at det kongelige bibliotek er loren ved digitalisering. Hvor mange formater kan læses om hundrede år eller tusind.
Du kan stadig læse islandske og romerske skrifter, men kan dårligt læse 10år gamle digitale formater.
Ejendomsskatter gør jo projektet om lagerplads umuligt, medmindre det placeres langt væk.
Diverse kulturminder koste snart mere at opbevare end at erhverve.

  • 3
  • 12

I kunne da starte med at gøre ligesom Copenhagen Suborbitals og forsøge jer med noget Crowdfunding - jeg er sikker på at hvis I kunne nå ud til en større skare end dem som er alm. medlemmer idag ville I godt kunne rejse en hel del midler, hvis resultatet ville være et nyt datahistorisk museum.

Har i prøvet at kontakte Eksperimentarium? Jeres tilgang til viden og læring(hands-on) ville matche deres setup ret godt.

  • 0
  • 0

Jeg er næsten sikker på at CSC for nylig har lukket deres datacenter på Engvej i Kastrup - det gamle SAS Data's lokaler (CSC skiltet var i al fald pillet ned da jeg kørte forbi for nylig). Det ville jo nok være noget af en ønske-placering, lige ved siden af en metro-station og med lokaler beregnet til IT-udstyr.

Jeg kan desværre ikke hale en kontaktperson op af hatten.

  • 0
  • 0

Det vil vi hellere end gerne gøre, men det forudsætter at vi har plads til at gøre det. Det har vi ikke i vores nuværende lokaler og slet ikke efter at have mistet 30% af dem.

Sådan i den bagkloge iderigdoms sfære, kunne i have åbnet meget mere op, på den plads i havde.
Jeg fik engang lejlighed til at gå rundt i jeres lokaler, kigge og ikke mindst lugte til alle de gamle sager. Det var en stor fornøjelse af svælge i gamle minder.
Det eneste i behøvede at gøre var at reklamerer for at der var åbent hus, nogle timer hver torsdag. Evt. nogle udskrifter fra hjemmesiden, der beskriver nogle detaljer ved de enkelte genstande. At gå på museum behøver ikke at være særligt fornemt, forkromet eller velordnet. Det var også sjovt at se nogen arbejde med at få en GIER til at spille...

Man kunne nok ikke leve af entreindtægterne, men det ville have givet foreningen legitimitet som arbejdende museum og kulturinstitution.

Jeg håber det lykkes jer at finde nogle nye, gode og meget permanente lokaler, så i igen kan fortsætte det væsentlige arbejde - og at vi andre kan få lidt lettere adgang til at opleve det.

  • 1
  • 0

kunne i have åbnet meget mere op, på den plads i havde.

I sidste ende er en forening som vores begrænset af mange ting, ikke mindst hvor meget tid og energi de frivillige lægger i sagen.

Realistisk tror jeg ikke det var en mulighed at have gjort som du foreslår, både pga. resourcer men også fordi jeg tvivler på at brandmyndighederne havde været alt for begejstrede for ideen.

Men mere vigtigt: Jeg tror absolut ikke det havde gjort nogen forskel for Ballerup Kommunes beslutning.

  • 0
  • 0

Nu ved jeg selvfølglig intet om hvordan forholdet til kommunen har været, men jeg kan forestille mig at et tilfældigt, lidt uheldigt udvalgt hold fra kommunen der er sendt ud til at vurdere, vil se en lagerhal for gammel elektronik og give det tommelfingeren ned.
Hvad der er åbenlyst guld og fantastisk for os, er for andre historieløse stakler i bedste fald kuriøst skrald.
Jeg ved ikke hvor stor chance I har haft for at "sælge" til kommunen eller andre, men den rigtige måde at servere en idé på er jo som bekendt altid langt vigtigere, end ideens egentlige værdi for personer der allerede ér indviet.
Hvis I ikke allerede ér i gang, burde dét have allerhøjeste prioritet.
Fiasko er let, problemerne begynder først når I får succes. ;-)

  • 0
  • 0

Kan lige se når jeg rent faktisk læser, at ovenstående er mere eller mindre præcist hvad du skriver i din post. :O)
Never mind.

  • 0
  • 0

Det vil vi hellere end gerne gøre, men det forudsætter at vi har plads til at gøre det. Det har vi ikke i vores nuværende lokaler og slet ikke efter at have mistet 30% af dem.

Men er et museum et museum hvis det ikke udstiller noget?[1] Det lyder for mig (som overhovedet ikke kender noget til jeres projekt) som en lukket kreds. Det kan godt være Langeland ikke er optimalt, men hvis noget kunne vises frem der så er det trods alt mere værd der som museum end hvor det er nu.

Når det er sagt så håber jeg i finder en løsning - primært som udstiller, men evt. med plads til sekundærer ting som at arbejde på tingene.

  1. "Museum (latinisering af det græske museion: sted eller tempel dedikeret til muserne) er en permanent institution med almennyttigt formål (non-profit), der virker for samfundet og dets udvikling, er åben for offentligheden, og som forsker i, indsamler, bevarer, formidler og udstiller materielle vidnesbyrd om mennesket og dets omgivelser i studie-, uddannelses- og adspredelsesøjemed."
  • 0
  • 0

Nationalt Elektro-Teknologisk DataMuseum - NETDataMuseum. Ja, tak.

Har Apples sidste printer, en 32kg A3 Apple LaserWriter m duplex, jeg gerne donerer til samlingen.

  • 0
  • 0

Historien om det manglende store teknisk-videnskabelige museum gentager sig.
Hvem vil bruge en stor del af sit liv på at knokle for den fremragende ide, som nok kræver 1 mia. kr.

Den savnede historiske forståelse for nutidens empirisk-sekulære videnskabeligt funderede samfund og dets tekniske niveau har været omtalt mange gange.

Det mest forbløffende er uvidenheden om basale teknisk-videnskabelige opdagelser og deres effekt for menneskers liv, på trods af Danmarks Radios serie http://videnskabsfolk.dk/ og på trods af møntserien:
http://www.nationalbanken.dk/da/sedlerogmo...

Personerne, forskerne,opfinderne og deres opdagelser og opfindelser er ukendt for overraskende mange unge.

http://ing.dk/artikel/ny-frimaerkeserie-ha...

http://ing.dk/artikel/klenodier-fra-100-aa...

http://ing.dk/blog/giv-en-milliard-til-et-...

Mine tidligere kommentarer, for ikke at gentage mig selv:
http://ing.dk/artikel/klenodier-fra-100-aa...

http://ing.dk/artikel/klenodier-fra-100-aa...

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten