close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
rumfart på den anden måde cs banner bloghoved

Fra cykelhjelm til kølerhjelm ?!! Nej tak !

Kære læsere,

Husk at læse bloggen fra i går om CS' muskler også. Denne her er ikke så meget om hvordan, som om hvorfor.

For tiden kører en bannerreklame på ing.dk med titlen "Fra cykelhjelm til kølerhjelm".

Det går kort sagt ud på at sætte mere fart på sin ingeniørkarriere, så man kan udskifte cyklen med en luksusbil. Det signifikante her er, at luksusbiler er dyre, og kun gennem uddannelsen og det rigtige job kan man få fat i de penge, der skal til for at købe luksusbilen.

Reklamen går simpelthen ud fra, at drivkraften bag at blive ingeniør, er at det giver en høj indkomst.

Hvis der var en højere gage at hente som professionel venteværelse-afprøver, skulle man søge derhen. Klart.

Jeg ved ikke hvor seriøst, man skal tage dette; men for mig er det et meget vigtigt indspark i spørgsmålet om, hvad formålet med livet er.

Den reklame gør mig rigtigt ked af det.

"A business that makes nothing but money is a poor business"

Henry Ford

Okay, her står du. Du har et ønske. Hvorfra denne trang til et eller andet kommer fra står hen i det uvisse; men vores passioner, vores ønsker, er simpelthen grundlaget for, at vi lever. Hvis vi ikke ønsker os noget, så er der ikke noget at leve for. Så kun hvis du ønsker, kun hvis du VIL noget, er der en mening med livet. Ellers er det lige meget det hele.

Bare at overleve berettiger ikke alt besværet ved at gøre det.

Hvis ønsket nu er en luksusbil, så siger reklamen, at lykken er at gøre noget helt irrelevant for luksusbiler såsom at skovle kul, grave huller, yde sexuelle ydelser i H. C. Ørstedsparken ved nattetide; hvad som helst, vi dybest set ikke har lyst til. Efter lang tids ubehag - med dumme chefer, dumme kunder, kolleger, der mobber, og ure, der ikke vil gå stærkt nok mod fyraften - har vi endelig nogle penge, vi kan købe den længe ønskede bil for.

Det gør man så.

Hurra - her står den. Kommer der en ridse i lakken eller rust i vangerne, så går det bare nedad med den, og da man jo kun har forstand på at vente på, at uret skal sige 16:30, mens man papirnusser derudaf, kan man ingenting gøre ved luksusbilen. Den findes, og det går kun stødt nedad med dens tilstand. Så tilbage til papirbunken og tjene til en ny model og ud med den gamle.

Man kan gå ud på B&W og se loppemarkedet dér. Det rummer alt det bras, som arbejderne på værftet sled og slæbte og ventede på fyraften for at opnå. Det er faktisk helt sørgeligt at se. Hvis de liv havde en berettigelse, så er det den stolthed, man så i deres øjne, når et stort, smukt skib løb af stabelen. Ikke det, de kan købe for deres sølle løn.

Det er en model - en livsfilosofi - som er umådeligt populær i den vestlige verden. Vi skal arbejde hårdt, mod vores vilje, med ting vi giver fanden i, for derved at kunne få de materielle goder, som er målet med tilværelsen.

Nej tak !

Hvis jeg gerne vil have en luksus bil, så tegner jeg den. Jeg ser en masse billeder af ædle biler, og så tegner jeg svungne linjer og kommer op med et design, som lige netop er MIN opfattelse af et smukt køretøj. (Den ville nok ligne en Landrover Defender af ældre model).

Så banker jeg jern, så gnisterne flyver, og brænder, skærer, borer, presser og svejser, til den står der.

Som Theodor Fælgen udborer jeg tolv cylindre, og støber hjul med indlagt hønsenet. Det øger koaksial effekten med 115 % !

Nu er jeg ikke rigtigt til biler; men i princippet ville jeg bygge den i stedet for at købe den. Ikke for at spare penge, men for at vinde glæde. Glæden ved at forme, skabe, samle, afprøve og nyde overstiger altid glæden ved at købe. Altid.

Jeg er aldrig lykkeligere end, når jeg cykler hjem fra hangaren med sorte fingre og sejr i maven. Når noget bare blev godt, når formen ramte.

"My goal wasn't to make a ton of money. It was to build good computers"

Steve Wozniak

Bagefter byder min filosofi mig at give den bort, fordi det også er en glæde. Man bliver ikke lykkelig af at eje, men af at give nogen en gave og dele den med dem.

Lyder det lidt for smart? Måske. Men det virker faktisk. Det handler ikke om at være sød ved nogen, men om en selv - om at finde lykken.

––––-

Det er egentlig hemmeligt, - for det var faktisk ulovligt. Men under alle mine ubådsprojekter boede jeg i de værksteder, hvor fartøjerne blev bygget. I Farum på kontoret i det lille 5 x 8 meters værksted, jeg kunne holde varmt. Under mit skrivebord.

Engang kom jeg hjem med en vidunderligt dejlig, svensk pige, og hun var da helt hooked på, at jeg levede sådan. Det var rigtigt for mig, og vi havde stor glæde af at varme vand i en kaffekedel og tage fælles karbad i en tank, hvor jeg normalt afprøvede ubådens thrustere. Hvorfor ikke? Hun var danser - kunstner - og kunne kun se det som logisk.

Siden på Refshaleøen, hvor jeg meget hurtigt flyttede ind i Nautilus så snart, hun fik sit første lukkede volumen.

Det handlede ikke primært om at spare penge til en lejlighed (men jeg havde nu heller ingen, så det var godt), men om at være dér, hvor min passion var.

Jo vidst. Der var da en rødhåret Anne Mette, som jeg nogen gange var hos; men det var for at være hos hende, ikke for at være i hendes hus. Jeg var der aldrig, hvis ikke hun var der. Åh, ja, livet har givet mig nogle skønne mennesker at leve med.

Jeg kan kun sige, at selvom det var meget lidt luksuriøst, så var det dejligt at lukke lugen på Nautilus op en forårsmorgen og mærke hele Refshaleøens have af grønt vildnis og blå himmel summe af forår. Det er mange golde luksusbiler værd.

I dag bor jeg med Sirid. Meget borgerligt i vores lille lejlighed på Amager; men jeg ville til hver en tid gerne bytte med en aluminiumskugle på seks meter i diameter på tre ben ude på øen - med passende isolering. At bo som på Skylab - i et tidligere rakettrin - har jeg altid set som ret så hot.

Når jeg kommer til øen om morgenen - i sommeren - skal jeg tit lige gå en tur i det område, der hedder Hr. Brombasses Have. Det er en magi ved øen, at der er frodige grønne oaser, som ingen kender.

Man må ikke bo på Refshaleøen. Havde ejendomsselskabet officielt erkendt det, var jeg blevet smidt ud med overlydsfart. Ikke fordi de er onde; men fordi de er nødt til at overholde regler fra kommunal side.

Men - nu kan man ikke ryge ud med tilbagevirkende kraft, så det gør ikke så meget nu. Det sluttede da Nautilus i 2008 forlod Refshaleøen og blev min - og mine venners - nye base ved Illutron i Sydhavnen.

Jeg insisterer på ikke at eje ting af den enkle grund, at det ikke er lykken. Ubåden blev bygget af mange, og selvom jeg var i spidsen for det, betyder det, at når der er problemer, er der mange om at løse det. I dag er Nautilus helt sin egen og har sin egen fantastiske, engagerede gruppe af venner, som langsomt får hende opgraderet til Nautilus ver. 02 - og det bliver et godt skib.

Hvis hun havde været "min", ville jeg stå med et allerhelvedes problem med vedligehold og med at skaffe en besætning. Nu er der mennesker, der lægger så meget blod, sved og tårer i hendes genudrustning, at de selv bliver en del af hende og vil elske og ære hende langt ud i en uvis og spændende fremtid.

Alle de materielle sager er rystende ligegyldige. Prøv at snakke med mennesker, der ligger for døden på en cancerafdeling. Prøv at høre, hvad de tænker, hvor meget de hellere ville have brugt mere tid på deres passioner end på deres psykopatiske chefer og sure svigermødre. Passioner som deres børn, som at have tid til at nyde en forårsmorgen, eller bygge sin egen fuldkommen økonomisk uanvendbare undervandsbåd.

Dette - umiddelbart vanvittige - rumprojekt er for mig meget andet, end man måske lige tror. Jeg er som bekendt 42 år, og vi har meget, vi skal, før vi kan prøve på at skyde en bemandet tur af. Men lige med ét indhenter virkeligheden drømmen, og det bliver alvor. Det er ikke nogen strikkeklub - CS er til for at skyde levende mennesker af med raketter.

Når engang CS' launch crew spænder de mange bolte og lukker denne verden ude af det lille rumskib - med deres hengivne blog skribler om bord - er man ved et vendepunkt.

Hvis turen går godt, er det selvfølgelig fantastisk. Det er om noget beviset på, at man kan alt, hvis man virkelig vil det og tør tage skridtet. Når hun er landet, og de åbner lugen igen, er der bare det, at den luge åbner ud til alderdommen. Jeg er en "tidligere", når jeg ligger der med et svedigt grin i en ribbåd og kigger på mine smukke venner. Den eneste berettigelse for alt det arbejde med faldskærme og varmeskjold, er, hvis jeg bruger denne alderdom til at gøre noget mere, til at gøre noget andet, noget nyt, og til at dele det med smukke og skønne venner.

Hvis det går skidt, så er det et eksplosivt, sejt punktum for et liv, som alligevel altid bare var ren bonus. Herligt - stærke følelser - glædestårer - og den andre slags tårer - men alt andet end lykkepillernes ligegyldige gråtoner.

Så - om det går godt eller skidt er - ja - på en måde ikke så væsentligt. For ligegyldigt hvad, så var det det eneste rigtige at gøre.

Hvis nogensinde Theodore Rosevelts ord har berettigelse, må det være her:

"Far better is it to dare mighty things, to win glorious triumphs, even though checkered by failure... than to rank with those poor spirits who neither enjoy nor suffer much, because they live in a gray twilight that knows not victory nor defeat"

Men sådan som rumskibsafdelingen arbejder nu, kan jeg godt love at fremtidige fans af dampluftskibe eller månesonder roligt kan se frem til landingen, - for jeg tror faktisk det går godt.

Peter Madsen

Kommentarer (91)

..som drivkraft er en stakket frist. Hvis ikke lysten til mit arbejde, teknologierne og ikke mindst mine kollegaer var der, så var jeg et andet sted. Når det er sagt, så forventer jeg da at blive passende kompenseret for den indsats jeg yder. Dele af den kompensation kan jeg jo så kanalisere ud til projekter, der er passende skøre ;-)
Tak for det - Hvis dagligdagen bliver for trist, kikker jeg blot over til min venstre side, hvor plakaten med launch af HEAT 1X hænger :-D

  • 0
  • 0

Paradoksalt nok er det ofte engagerede mennesker der lever for deres projekt der ende med at blive rige. Warren Buffet, verdens rigeste mand, bor i det samme parcelhus i Omaha som han købte tilbage i 70'erne og kører rundt i en gammel slæde når han skal ned på det lokale steakhouse og have aftensmad. At have og bruge penge er ikke det der interesserer ham, det er hans projekt. Det har så tilfældigvis har gjort ham hovedrig, men han gør det fordi han kan li det. der er masser af andre eksempler. Lars Larsen for at tage et der er Dansk.

Der er også en del forskning på området der peger i den retning. Det viser sig at lykke og penge hænger sammen indtil man har opnået en levestandard der gør at man har råd til mad, et sted at bo og det der ellers skal til for at opretholde et almindeligt liv. Herefter er der ingen korrelation mellem lykke og penge.

Der er mange der kunne lære noget.

  • 0
  • 0

Lystbetonet aktiverer er fantastisk - men nogle gange, som i lige nu hvor jeg sidder og laver noget jeg ikke gider, skal man lave noget som ikke er lystbetonet for at nå sine mål. I mit tilfælde - fuldføre min uddannelse.

Nogle gange må man have målet i sigte, når virkeligheden møder en og alt er surt, og det er målet som er guleroden. Det er en fornuftbetonet handling.

Jeg tror man kommer langt med lyst- og fornuftbetonet handlinger.

Min far sagde altid til mig "find dig noget du kan li' og noget du kan leve af"
Min gamle chef sagde altid "når man bruger ca. halvdelen af sit vågne liv på en arbejdspladsen, er det sgu vigtigt man har det godt der hvor man arbejder"

  • 0
  • 0