Fra Azorerne til Sydafrika: En status

Søndag morgen klokken 8 ligger Vædderen til kaj ved Jetty 2 i Cape Towns havn, og næsten fire uger om bord er slut for mit vedkommende.

Jeg ankom til Punta Delgado på Azorerne den 18. september, sejlede med til havnebyen Tema i Ghana og efter et tre døgns havneophold videre til Cape Town.

Undervejs har jeg holdt øje med teknikken om bord, og ikke mindst CTD-wiren, som har givet så mange problemer - som man senest kan læse i Ingeniørens udgave fra 13. oktober. I Cape Town står teknikere fra leverandøren MacArtney klar med en ny wire - denne wire vil med garanti komme om bord på Vædderen, men om den helt skal erstatte wiren med de knækkede optiske fibre, eller om den kun skal være reserve, idet man fortsat kan tænkes at bruge de elektriske ledninger i den beskadigede wire - det hersker der i følge mine oplysninger stadig en del forvirring om. Hvis den endelige beslutning ikke er truffet endnu, må det snart ske.

Uanset problemer med CTD-wire og den såkaldte Ferry Box, som jeg også tidligere har nævnt i mine reportager, så har forskerne stort set fået de målinger, som de ønskede. Der er indsamlet rigtig mange data, der nu skal analyseres hjemme i laboratorierne. Så selv om forskerne ind i mellem har kunnet ønske sig mere tid, men hvem kan ikke det, så må man sige, at de har fået det de kunne forvente - og faktisk lidt mere til.

Der er eksempelvis lavet detaljerede analyser af vind og havstrømme ud for både Ghana og Namibia - steder som er interessante for at forstå det komplicerede kulstoftkredsløb mellem ocean og atmosfære. Det kan I læse mere om i Ingeniøren 20. oktober.

Skildpaddeforskerne fik fanget og mærket flere havskildpadder - radiosenderen på den første meget omtalte læderskildpadde har dog endnu ikke givet respons endnu - men da satellitdækningen er ringe ved ækvator, er der håb endnu, selv om det ikke tyder alt for godt.

Hvalforskerne fik sat deres lytteudstyr ved Kap Verde og fik sjældne lydoptagelser af brydeshvaler.

Roseobacher-projektet har indsamlet så mange interessante bakterier, at der må være arbejde hjemme i årevis.

Fra det sydlige Atlanterhav takker Ingeniøren af for deltagelsen i Galathea 3-ekspeditionen for denne gang. Næste gang vi har en mand om bord bliver i marts 2007, hvor Jan Dahlmann rejser med fra Galapagos til Skt. Thomas. I mellemtiden følger vi ekspeditionen hjemmefra.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten