Fundamental fysik bloghoved

Forskningspenge: Hvad koster bureaukratiet?

De seneste ugers sager om forskere der trækkes rundt i en bureaukratisk manege for at få lov til at agere censor på andre danske universiteter, eller informere Folketinget om deres ekspertområde, vidner om et system indrettet på en måde så forskerne kommer til at tjene buereaukratiet i stedet for omvendt. Det er et billede jeg kan nikke genkendende til. Men jeg tror ofte diskussionen bliver for abstrakt, for alle kan jo også hurtigt blive enige om at noget bureakrati er der brug for. De seneste års sager om snyd med forskningsmidler vidner om dette. Så hvad skal man gøre?

Mit helt grundlæggende problem er følgende: Jeg forstår ikke at skatteydere og private bevillingsgivere er tilfredse med at betale for systemet som det ser ud i dag. Når man tror man betaler for forskning, betaler man i virkeligheden ofte mere for at en masse papir kan blive skubbet rundt i et system der måske mest af alt eksisterer for sin egen skyld.

I denne blog beskriver jeg to hændelsesforløb, taget ud af min egen og nære kollegers hverdag. De handler om forskningsmidler, altså de penge man modtager fra forskellige kilder til at betale for gildet. De er skrevet lidt til (og med mig selv som hovedperson), så man ikke kan identificere andre end mig, for min hensigt er ikke at hænge nogen bestemt ud – tværtimod er jeg jo altid glad og stolt når nogen mener at min forskning fortjener bidrag. Det er det overordnede system den er gal med, og det får vi ikke lavet om før vi begynder at tale om sagens kerne.

Inden jeg går i gang med at beskrive de to cases, er der et tal man skal holde in mente, nemlig 100€/time. Det er sådan cirka skatteydernes (marginal)udgift for mig. Tallet dækker alt. Løn, tjenesterejser, udstyr, ferie, overhead osv. Det er beregnet med udgangspunkt i en 40 timers arbejdsuge og 6 ugers ferie.

Case 1: Simpel betaling af et udlæg. Jeg bliver inviteret til at komme til et møde i udlandet, levere en præsentation, og deltage i efterfølgende diskussion. Det er en del af mit arbejde, og det er jeg altid glad for at gøre – jeg har altid både kontakter og idéer med hjem. Men bureaukratiet… Min vært tilbyder at betale min tur, i hvert fald delvist. De kan dække op til 750€, og kun ved at jeg selv lægger penge ud, og siden får dem refunderet. Resten skal jeg så have dækket af min lokale bevilling. Da jeg kun må bruge min lokale bevilling gennem statens (den svenske, men det kunne lige så godt være i Danmark) indkøbsaftale, er jeg nødt til alligevel at booke fly og hotel gennem universitetets rejseagent. Inden rejsen skal jeg gennem en længere proces hvor al min personlige information skal sendes til mine værter, så de kan føre mig ind i deres økonomiske system. Det tager en times tid.

Vel hjemkommet begynder morskaben. Jeg skal naturligvis lave en rejseafregning som jeg plejer. Det tæller jeg ikke med. Men jeg skal også have kommunikeret med mine værter. De skal bruge originalkvitteringer på alle de udgifter jeg skal have dækket. Da fly og hotel er købt gennem rejsebureauet, skal jeg rekvirere fakturaer fra dem. Jeg skal derefter sende det hele både med mail og sneglepost. Herefter følger en længere korrespondance, for alle de personlige informationer jeg sendte før rejsen skal nu gentages for et andet kontor, der også skal bruge en kopi af mit pas. Udbetaling kan kun ske til min personlige konto, så derefter skal jeg have fat i min egen administration og finde ud af at overføre disse penge tilbage i universitetets system – alt er jo betalt direkte af min forskningsbevilling, da jeg kun kunne bruge statens indkøbsaftale.

Alt i alt får jeg vel brugt omkring 4-5 timer = 4-500€ på at få dækket 750€ fra en udenlandsk forskningsbevilling i stedet for min egen. Her medregner jeg ikke den tid min lokale administration bruger, den udenlandske administration bruger, samt den tid jeg ved min udenlandske vært (afdelingslederen) bruger på at overbevise deres administration om at den er god nok.

Case 2: Ansøgning om en småbevilling. Jeg bliver ofte opfordret til at søge småbevillinger til at dække enkeltstående udgifter såsom rejser, elektronisk udstyr eller lignende. Det kan være EU's COST actions, rejselegater, udveklingslegater osv. Der er tale om ret små beløb, ofte i størrelsesordenen 1000€ eller mindre. Det skal siges at sådan en småbevilling ikke bare dækker omkostninger, der er også en del politik forbundet med dem. For bevillingsgiveren – typisk et internationalt samarbejdsprojekt af en art – ser det godt ud hvis pengene faktisk bliver brugt, og som ung forsker får man ganske ofte at vide at ens evner til at skaffe bevillinger, er noget man bliver direkte vurderet på når man skal søge en fast stilling. Der er derfor flere gode grunde til at søge den slags ting.

Jeg skal bruge 1000€ til en rejse til en måske fremtidig europæisk samarbejdspartner. Så vil jeg typisk bruge:

1 time på at undersøge hvilke steder jeg kan søge penge, jeg finder 3.

3 timer på at forfatte en generel ansøgning.

2 timer på at rette den generelle ansøgning mod de specifikke bevillingsgivere.

Jeg får pengene. Det er ikke givet, en succesrate på 33 % må siges at være høj. Det er ikke unormalt at have succesrater på ansøgninger omkring de 10 %. Og i dette tilfælde er jeg heldig. Bevillingsgiveren kan udbetale direkte til universitetet, så jeg ikke skal omkring de ovenfor beskrevne krumspring ved først at få pengene til min egen konto. Bureaukratiet for dette tager vel en times tid, inklusive en telefonsnak med bevillingsgiverens presseafdeling, der skal lave en pressemeddelelse hvor de vil have en kommentar.

Vel hjemkommet er jeg ikke færdig endnu. Jeg skal selvfølgelig afrapportere til universitetet som jeg plejer, men bevillingsgiveren skal også bruge en rapport. Både en finansiel rapport hvor originalbilag skal vedhæftes (først rekvireres, siden kompileres…), men også en kort videnskabelig rapport hvor jeg beskriver om jeg nåede det jeg skulle, og hvad fremtidsudsigterne er. Tidsforbrug omkring to timer.

Alt i alt har jeg brugt 9 timer = 900€ på at få 1000€ til en rejse. Her er naturligvis ikke medregnet den tid administratorerne har brugt, den tid bevillingsgiveren har brugt, eller den tid min kollega som jeg fik til at gennemgå ansøgningen har brugt.

Hvis du har fulgt med så langt som hertil, håber jeg du forstår lidt mere af baggrunden for hvorfor forskere klager over at skulle bruge så lang tid på ansøgninger og administration. Alle de forskere jeg kender vil helst bruge deres tid på forskning, og ikke alt muligt andet. Som den skatteyder der betaler for gildet forstår jeg ikke, at man ikke er mere oprørt – skatteyderne får jo reelt ikke det de betaler for. De tror de betaler for forskningstimer, men i stedet får de administratortimer. Som den forsker der sidder i den anden ende er jeg naturligvis altid taknemmelig når netop min forskning finansieres, men det er utilfredsstillende, både moralsk og professionelt, at jeg ikke kan bruge pengene på forskning, men faktisk kommer til at bruge dem på bureaukrati.

Hvad jeg slet ikke forstår er den politiske automatreaktion på problemer som dette: nemlig effektivisering. Vi er naturligvis enige om at processen skal effektiviseres, men måden dette bliver gjort på – yderligere konkurrenceudsætning og mere rigid administration – er jo det der skabte problemet i første omgang. Hvordan skal man løse problemet med mere af det samme?

Christian Bierlich er teoretisk partikelfysiker og er i gang med en ph.d. ved Lund Universitet. Han skriver om stort og småt fra fysikkens verden.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Man kan overveje, om ikke risikoen for lidt misbrug er værd at tage for at mindske bureaukratiet markant. Men den danske stat vil hellere bruge en milliard på at hindre misbrug end risikere, at der misbruges for en million.

Det betyder ikke, at misbrug er acceptabelt. Men spørgsmålet er, om kuren ikke er værre end sygdommen.

Udover bureaukratiet ved afregning af brugte midler, så er processen omkring ansøgninger af midler også et problem: Den lave succesrate betyder (mindst) to ting:

  1. Der bruges oceaner af tid på ikke-succesfulde ansøgninger.
  2. Forskere vælger at forske i ting, der øger deres succeschance.

Det første betyder, at forskere er mere tilbøjelige til at søge om meget store projekter, da størrelsen ikke har den store effekt på succeschancen, og hvis chancen er lille, kan man lige så godt søge om mere, end man egentlig har brug for.

Det sidste betyder f.eks., at mange vælger forskningsområder, hvor der i forvejen er mange forskere. Det giver nemlig flere citationer, og det tæller ved fremtidige ansøgninger. Endvidere er det ofte i forvejen velafdækkede områder, der udvælges som satsningsområder, hvilket igen øger succeschancen.

En enklere løsning er at fordele forskningsmidlerne ligeligt blandt alle universitetsansatte forskere, evt. vægtet efter fagenes traditionelle laboratoriebehov og efter, hvor meget undervisning forskeren bidrager med (så vi ikke ender med rene forskere). Hvis forskere vil lave større projekter, må de slå sig sammen eller spare op over flere år (ubrugte midler skal ikke automatisk ryge tilbage til staten ved årets afslutning).

Det vil også mindske misbruget, da en forsker kun kan misbruge sine "egne" midler og ikke suge af kæmpestore bevillinger. Det betyder ikke, at der ikke skal være en vis kontrol med forbruget -- udgifter skal stadig dokumenteres og begrundes i forskningen, hvilket en rød sportsvogn sjældent kan.

  • 7
  • 0

Ganske enig. Et andet aspekt ved den meget lille acceptrate er, at når så mange gode projekter forkastes, er kravene til at målrette sine ansøgninger - og dermed bruge langt mere tid på dem - meget større. Det må anses som et sygdomstegn at så mange universiteter efterhånden har en eller flere afdelinger med professionelle fundraisere ansat, hvis eneste opgave er at hjælpe folk med deres ansøgninger.

  • 5
  • 0

Christian Bierlich - "Det offentlige system" - består af papirnussere hvis eneste formål er at opnå kontrol. - Kontrol over hvad / hvem. I dit tilfælde dig. Set historisk har - kært barn har mange navne - papirnusserne, som Mogens Glistrup rammende kaldte dem, udviklet sig eksplosivt i antal og hvad angår magt siden WW2 til idag, til et særligt og betydningsfuldt organ, der bare vil ha mere magt - & tilsyneladende den endelige magt i DK. På det økonomiske område arbejder "systemets papirskubbere" på at få afskaffet sedler & mønter "det er alt for besværligt" påstår de - - nix det er magt at kunne se alle dine dispositioner på din konto - så kan du ikke snyde der - systemet får lettere ved at snyde DIG.

Således kan den endelige kontrol, over folket, elegant udføres på en skærm, og skatten fastsættes ved et enkelt blik på denne.

Brokker du dig kan du, flot & elegant, henvises til flere steder - så ingen problemer med menneskerettigheder, moralske tømmermænd etc. Ofte behandler den samme person din klage som den du klager over --- det kan du så klage over - til den formastelige / Ombudsmanden (der er døv & blind og uden magt) eller domstolene der ikke forstår din klage eller afviser den --- så klag du bare. Papirskubberne har fundet nøglen til den endegyldige vis- rig-dom - øøøe magt - også over dig & dine. Væn dig til det eller bekæmp det . Held & lykke.

  • 0
  • 2

Der er plads til noget innovation indenfor afbureaukratisering eller ligefrem noget disruption.

Måske nogen skulle vise at kunstig intelligens kan hjælpe og løse reeelle samfundsproblemer, i stedet for at spilde ressourcer på noget for samfundet så ligegyldigt som skak og go som er 100% regelbundet.

  • 0
  • 1

Papirskubberne har fundet nøglen til den endegyldige vis- rig-dom - øøøe magt - også over dig & dine. Væn dig til det eller bekæmp det . Held & lykke.

På et eller andet tidspunkt er systemet så ubrugeligt at kommandosproget skifter. Grækerne fes rundt og var kloge,men blev dirigeret på latin. Af forsvarsgrunde er Europa på vej mod et kejserdømme og almindelige kvægmennesker kan med fordel lære fremmedsprog. Russisk og græsk har grimme bogstaver men indoeuropæisk rod. Asiatiske sprog og finsk ugrisk er ulærlige men de asiatiske har pæne skrifttegn.

  • 0
  • 4
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten