Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
forskningsingeniøren bloghoved

Forskning i dag: Nobelprismodtager Feynman vender sig i sin grav

I 1965 modtog fysikeren Richard P. Feynman årets nobelpris i fysik. Han var i løbet af sin karriere studerende eller ansat på stort set alle de bedste amerikanske universiteter - MIT, Princeton, Cornell og Caltech - og udover sine forskningsresultater er han kendt og berømmet (i hvert fald blandt fysikere) for sine Feynman Lectures on Physics, som han oprindeligt gav på Caltech i 1961-1963.

Udover sin indsats i forskning og undervisning var Feynman en skarp kritiker og debattør af både forhold inden for videnskab og forskning såvel som i samfundet mere generelt.

Af alle disse grunde er der skrevet flere bøger om Feynman og hans liv, og en af disse er "Surely You're Joking, Mr. Feynman!".

Det afsluttende kapitel i denne bog hedder "Cargo Cult Science", og heri sender Feynman en bredside afsted imod pseudo-videnskab og forskning, som drives og præges af hensyn til politikere og andre ikke-videnskabelige interesserenter.

"It is much more interesting to not know than to have answers that might be wrong"

Videnskabelig integritet

Feynman bemærker først og fremmest, at der i forskning og videnskab eksisterer et centralt princip, som der ifølge ham ikke undervises i, men som det implicit og uudtalt forventes at studerende og unge forskere alligevel forstår og lærer: At have en høj videnskabelig integritet.

Høj videnskabelig integritet beror ifølge Feynman især på en fuldstændig og ubetinget ærlighed omkring egen forskning og resultater.

Feynman nævner som eksempel, at hvis man laver et eksperiment, er det centralt, at man fortæller om alle mulige forklaringer og alle kilder til fejl, også dem, der kunne lede til andre konklusioner end den hypotese, man i udgangspunktet arbejder ud fra. Al information skal fremlægges, og så er det andres opgave at vurdere disse og drage konklusioner.

Den videnskabelige sandhed kommer for en dag

Feynman bemærker videre, at sandheden på et eller andet tidspunkt vil vise sig, og en forskers resultater og konklusioner vil så vise sig at være korrekte eller forkerte.

Som forsker og videnskabsmand kan man opnå midlertidig opmærksomhed og berømmelse, hvis man f.eks. forudsiger nye fænomener eller videnskabelige paradigmer, men hvis disse sidenhen viser sig at være forkerte, kan ens videnskabelige integritet lide et knæk.

Man kan naturligvis overse ting eller begå fejl, men hvis disse skyldes, at man har været sløset eller ikke har stillet alle de nødvendige kritiske spørgsmål til egne resultater og konklusioner, har man netop ikke udvist høj videnskabelig integritet.

Ærlighed og åbenhed over for lægmænd

Feynman betoner, at det for forskere og videnskabsmænd er særligt vigtigt at være helt ærlige og åbne om styrker og svagheder i resultater og konklusioner, når disse kommunikeres til lægmænd.

Ikke, som Feynman betoner, fordi det nødvendigvis ændrer noget for videnskaben, men fordi det over for lægmænd er ekstra nemt at skjule svagheder eller uudtalte præmisser.

Positive såvel som negative resultater

Som forsker og videnskabsmand arbejder man typisk ud fra en hypotese om, at tingene forholder sig på en bestemt måde, og dette prøver man siden at eftervise. Såkaldt positive resultater er fund, der kan bekræfte hypotesen, mens negative resultater omvendt afkræfter - eller i hvert fald ikke bekræfter - hypotesen. Uanset hvad ens resultater viser, skal de ifølge Feynman fremlægges og/eller publiceres.

Læs også: Hvor skal man udgive sine negative forskningsresultater?

Dette gælder ligeledes, når man som forsker giver input til politiske instanser.

Hvis man kun fremlægger resultater, der støtter sagen, som dem, der har bestilt det videnskabelige input, arbejder for, og omvendt undlader at fremlægge resultater, der går imod denne sag, giver man ikke videnskabeligt råd, betoner Feynman.

Nye og sexede resultater = Flere bevillinger

Feynman fortæller en historie, hvor en forsker ved National Accelerator Laboratory ikke kan få tid til at lave målinger, fordi lederne på stedet vurderer, at der ikke vil komme "nye" resultater ud af disse målinger.

Feynman beskriver disse ledere som:

"...so anxious for new results, in order to get more money to keep the thing going for public relations purposes, they are destroying - possibly - the value of the experiments themselves, which is the whole purpose of the thing. It is often hard for the experimenters there to complete their work as their scientific integrity demands".

Feynmans (bristede) håb

Feynmans afsluttende udtalelse i bogen er et håb for de forhold, som forskere og videnskabsfolk fremadrettet vil arbejde under:

"So I have just one wish for you - the good luck to be somewhere where you are free to maintain the kind of integrity I have described, and where you do not feel heed by a need to maintain your position In the organization, or financial support, or so on, to lose your integrity. May you have that freedom".

Kigger man på forholdene, som forskere og videnskabsfolk i dag arbejder under, tror jeg, at Feynman ville være skuffet.

Der er i dag blandt forskere et ræs for at lave spektakulære forudsigelser, som siden skal bevises, publiceres og gerne gøres til et kommercielt projekt (hvilket universiteter og ledere i forskningen elsker).

Ræset er naturligvis drevet af en videnskabelig nysgerrighed og virkelyst hos den enkelte forsker, men i vid udstrækning også af strukturerne omkring forskningen.

Der skal videnskabeligt smør på brødet: den næste bevilling skal i hus for at forskningen kan fortsættes. På den baggrund bliver betydningen af egne resultater ikke sjældent overvurderet, ligesom at svagheder og negative resultater, der kan så tvivl om projektet, ikke altid beskrives.

Jeg kender det fra mig og selv og egne publikationer, hvor budskabet sommetider er blevet skåret utroligt skarpt, nogle gange skarpere end der nøgternt set har været belæg for.

Jeg kender det ligeledes fra utallige læste artikler, som lover guld og grønne skove om de næsten ubegrænsede muligheder, som disse nye resultater åbner op for, hvilket ved første gennemlæsning virker fuldstændig underbygget. Men når man kradser lidt i overfladen, åbner der sig tvivl og spørgsmål, som behændigt er udeladt.

Ligeledes har der været meget blæst om myndighedsbetjeningen, hvor universitetsforskere leverer data og resultater til betalende interessenter. Dette arbejde er i princippet neutralt og fuldstændigt frit for ikke-videnskabelig indblanding, men i praksis har der de seneste år flere gange været sået tvivl herom.

Feynman vender sig i sin grav

Vi har ikke brug for poppede bobler af viden og koncepter, der ikke virker, men som blæses op og holdes i live, fordi forskere er presset til at publicere det spektakulære frem for det underbyggede.

Ej heller har vi brug for, at forskere på universiteterne bliver politiske organers forlængede arme, som under dække af redelighed og neutralitet leverer såkaldt videnskabeligt input.

Richard Feynman vender sig helt sikkert i sin grav over poppede videnskabelige bobler og politisk indblanding i forskere og videnskabsfolks arbejde.

Feynmans beskrivelser af, hvad god forskning og forskningsetik er, virker ved første øjekast idealistiske, næsten utopiske, i en praktisk virkelighed.

Men de bør alligevel være pejlemærker, både for den enkelte forsker og for fremtidens systemer, som forskere og videnskabsfolk skal arbejde og agere i.

Jakob Rosenkrantz de Lasson er civilingeniør og ph.d. i nanofotonik fra DTU. Jakob arbejder som Product Lead og forskningsingeniør hos virksomheden TICRA i København og blogger om forskning, fotonik og rumteknologi. Jakobs blog har tidligere heddet DTU Indefra (2012-2016) og DTU Studenten (2012)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er et skisma, at der efterspørges revolutionerende forskning, men ting tager tid og særligt når det drejer sig om virkelig ny indsigt. For det meste bliver det til små hjørner af allerede kendt viden, som dog blæses op til mere end det kan holde til.
Det værste er de såkaldte metastudier, hvor nogle prøver at samle sammen på hvad der vides og findes af artikler om emnet. Det har sin berettigelse, da de færreste kan gennemtrevle alle artikler om emnet, men giver det et sandt billede. Er der nogle artikler som går imod, og er de taget med?
Metastudier er vel en følge af konsensusvidenskab.
I gamle dage kunne man godt være hundrede år om at bygge en domkirke, som så til gengæld stod i 1000 år eller mere., men det har vi ikke tid til mere.
Et rigtig godt indlæg.

  • 6
  • 6

Det værste er de såkaldte metastudier, hvor nogle prøver at samle sammen på hvad der vides og findes af artikler om emnet. Det har sin berettigelse, da de færreste kan gennemtrevle alle artikler om emnet, men giver det et sandt billede. Er der nogle artikler som går imod, og er de taget med?
Metastudier er vel en følge af konsensusvidenskab.

Det er måske et spørgsmål om hvilken videnskabelig disciplin, man arbejder inden for?

I mit felt, hvor resultater ofte er påvirket af kontekst, hvis effekt man ikke nødvendigvis kan kvantificere tilstrækkeligt, opfatter jeg netop metastudier som et af de vigtigste redskaber til at holde sensationelle påstande baseret på enkeltresultater i skak.

Metastudiet (hvis det er gjort ordentligt!) sammenligner effekter på tværs af studier i forskellig kontekst og identificerer fælles trends. Et enkelt studie, der måske har et virkeligt opsigtsvækkende resultat, kommer til at fremstå som en anormalitet, hvis konklusioner ikke kan generaliseres, eller i det mindste som noget, hvis kontekst bør undersøges særligt.

Det kræver selvfølgelig, at arbejdet gøres ordentligt. Netop som Feynman fremhæver er man pinedød nødt til at være 100 % transparent omkring hvordan man har fremfundet og evalueret studier.

/Bo (og fagområdet er i øvrigt psykologi. Om det så er en "rigtig videnskab "(Feynman var eksplicit ikke af den opfattelse!) er så en anden diskussio)

  • 10
  • 0

Et stort problem er den måde, staten giver forskningsbevillinger: Dels er en stor del af pengene målrettet politisk bestemte indsatsområder, og dels gives bevillinger til de forskere, der har udgivet mange artikler med mange citationer.

Det første er et problem, fordi de politisk bestemte indsatsområder typisk er kortsigtede og med næsten ensidigt fokus på snarlig praktisk anvendelse, hvilket betyder, at grundforskning (særligt af den mere spekulative art) har svært ved at få bevillinger.

Det andet er et problem af to årsager: Den ene er, at forskere opfordres til at opdele forskningsresultater i mange små artikler i stedet for få større artikler. En kollega, der vil citere arbejdet, bliver dermed nødt til at citere alle de små artikler, og -- vupti -- så har man syv artikler med mange citationer i stedet for kun to. Den anden årsag er, at det gør det uattraktivt for en forsker at udforske nye områder. Når der ikke er mange andre, der arbejder i det nye område, er der kun få citationer, og flertallet kommer måske først ti eller tyve år efter publiceringen af artiklen. Omvendt er det attraktivt for en forsker at arbejde i et område, hvor hundredevis af forskere allerede arbejder. Det giver mange flere potentielle citationer og rige muligheder for internationalt samarbejde -- hvilket ofte er et krav for at få bevillinger.

Et tredje problem er, at forskere bruger meget tid på at skrive ansøgninger, hvor chancen for succes er meget ringe. Dertil kommer, at bevillingsgiverne sætter forskere til at bruge oceaner af tid på at vurdere og prioritere ansøgningerne, hvilket ofte er umuligt, for hvordan sammenligner man et projekt om sort energi med et projekt om grøn energi?

En simpel løsning vil være at fordele forskningsmidlerne ligeligt blandt alle universitetsansatte forskere. Man skal ikke frygte, at penge spildes på dårlig forskning -- dels kan det allerede ske i det nuværende system, og universiteter vil uanset bevillingsstruktur fortrinsvis ansætte gode forskere.

Hvis en forsker har behov for meget dyrt udstyr (f.eks. supercomputere eller partikelacceleratorer), må hun gå sammen med andre med samme behov om at indkøbe og vedligeholde udstyret eller søge private midler til dette.

  • 12
  • 0

Det sidste ord er givetvis ikke sagt i den sag, men Berlingske skrev i går igen om at ledelsen på Aarhus Universitet, direkte eller indirekte, lagde pres på de forskere, som i første omgang støttede Bjørn Molt Petersens kritik af landbrugspakken, så de kort efter enstemmigt lagde en kritik af Molt Petersens analyser frem. Rektor og dekan for universitetet skulle eftersigende have brugt hensynet til bevillinger som argument.

Ifølge Ida Auken er vi så netop i den situation, som Feynman også beskrev, hvor forskerne ikke kan opretholde en høj videnskabelig integritet:

"Bliver de først kaldt til krisemøde og må frygte at miste den bevilling, der holder deres forskningsmiljø i live, er det forskernes integritet, der er under voldsomt politisk pres".

  • 11
  • 0

Fantastisk bog...... er det ikke også i den bog hvor han bruger tid på at forstå hvordan myrespor kan lade sig gøre?

Zoomer man ind på vores egen lille andedam er "fra forskning til faktura" en vaccination imod noget som helst radikalt gennembrud på den videnskabelige front.

Feynman fik Nobelprisen for QED. For lægmand er det mest interessante ved den historie, at den matematik der førte til hans gennembrud var en matematisk beskrivelse af de svingninger en flyvende frisbee laver når man kaster den.

Man kan arbejde sig til evolutionære resultater, men ønsker man noget nyt og banebrydende er det ikke altid den lineære, forudsigelige kurs der giver det bedste resultat.

Måske skulle fremtidens slogan være "fra leg til erkendelse" ?

  • 6
  • 0

Interessant emne. Her er et uddrag af Diederik Stapel "Faking Science" hvor han beskriver hvordan han gjorde da han ikke kunne reproducere nogle psykologieksperimenter.

https://t.co/dD3P0K01Sk

"I was doing something wrong. Clearly, there was something in the recipe for the X
effect that I was missing. But what? I decided to ask the experts, the people who’d found
the X effect and published lots of articles about it. Maybe they could send me their
materials? I wrote some letters. To my surprise, in most cases I received a prompt and comprehensive reply. My colleagues from around the world sent me piles of instructions, questionnaires, papers, and software.
Now I saw what was going on. In most of the packages there was a letter, or
sometimes a yellow Post-It note stuck to the bundle of documents, with extra instructions:
“Don’t do this test on a computer. We tried that and it doesn’t work. It only works if
you use pencil-and-paper forms.”
“This experiment only works if you use ‘friendly’ or ‘nice’. It doesn’t work with ‘cool’
or ‘pleasant’ or ‘fine’. I don’t know why.”
“After they’ve read the newspaper article, give the participants something else to do
for three minutes. No more, no less. Three minutes, otherwise it doesn’t work.”
“This questionnaire only works if you administer it to groups of three to five people.
No more than that.”
I certainly hadn’t encountered these kinds of instructions and warnings in the
articles and research reports that I’d been reading. This advice was informal, almost
under-the-counter, but it seemed to be a necessary part of developing a successful
experiment.
Had all the effect X researchers deliberately omitted this sort of detail when they
wrote up their work for publication? I don’t know. Perhaps they did; or perhaps they were
just following the rules of the trade: You can’t bore your readers with every single detail of
the methodology you used. That would be ridiculous. Perhaps."

  • 1
  • 0

Allerede i 1963 i de berømmede "Feynman Lectures on Physics" vendte Feynman sig mod plattenslagerne. I kapitel 16-1 i volume I kaldte han dem ”the coctail-party philosophers”.

Bøgerne var i tidernes morgen pligtlæsning pligtlæsning på fysikstudiet på KU.

Mindre kendt er ”Feynman lectures on Gravitation”. Også fra 1963 og som er en fremragende, letlæselig introduktion til alm. relativitetsteori. Noterne fra hans forelæsninger er i 1999 udgivet som billigbog på forlaget ”Penquin Books”.

Misforskning er ikke de andres skyld. Selv om forskning i stor udstrækning understøttes af staten og derfor er udsat for politisk påvirkning, er redelig forskning stadig den enkelte forskers personlige ansvar.

Hvis ikke - skulle de være blevet djøffere.

  • 1
  • 0

Interessant emne. Her er et uddrag af Diederik Stapel "Faking Science" hvor han beskriver hvordan han gjorde da han ikke kunne reproducere nogle psykologieksperimenter...

Det er en interessant beskrivelse, som jeg godt i nogen grad kan genkende.

Fra de mange tidsskriftsartikler, jeg har læst, er det mit indtryk, at mange forskere (og redaktører, reviewers m.fl.) opfatter en artikel som et stykke poleret forskning, der helst ikke skal have for mange kanter, forbehold og "men'er". Dermed udelades desværre også mange brugbare (og til tider essentielle!) "kedelige" detaljer, om hvordan eksperimentet eller beregningerne rent faktisk kommer til at virke. Særligt hvis man skal have sit arbejde antaget i et prestigefyldt tidsskrift, som ser godt ud på CVet, er den slags detaljer ikke velsete. For de fjerner jo fokus fra "det store billede" og det "revolutionerende" i arbejdet.

Det bør man som forsker være meget bevidst om, for en af de fineste opgaver for rapportering af forskning er at resultaterne er reproducerbare. Og derfor må man spørge sig selv: Kan en fagfælle med de beskrivelser af metoder mv., som angives, opnå resultaterne? Hvis svaret er nej, er rapporteringen dårlig.

At der kan være denne kultur i forbindelse med udgivelse i tidsskrifter, er i øvrigt også en grund til, at jeg på det varmest anbefaler, at man skriver en lang monograph-style ph.d.-afhandling (frem for en kort artikel-baseret afhandling); her man kan dele alle detaljerne og diskutere forskellige strategier og praktiske fremgangsmåder. Dette kan fremtidige ph.d.-studerende - og andre forskere mere generelt - have stor glæde af.

  • 4
  • 0

Metastudier er vel en følge af konsensusvidenskab

Nej for konsensusvidenskab eksisterer ikke. Der er ingen point for at være medløber, men masser af point for at modbevise "kommon knowledge" (på et oplyst grundlag forstås - en bibelhistoriker har ikke noget at gøre i et geologisk tidsskrift).

Ordentligt eksekverede metastudier samler trådene og er en stor hjælp når man studerer komplekse ting som f.eks. langtidsvirkning af medikamenter og behandlinger.

Et sjovt studie jeg mindes er, da den australske regering overvejede at give medicintilskud til hømeopatiske behandlinger. De fik derfor lavet et metastudie der samlede alle småstudierne der havde beskæftiget sig med hømeopati. Resultatet af dette metastudie var i øvrigt, at man (stadig) ikke kan få tilskud til hømeopati........

PS: Det var muligvis den New Zealandske regering hvis der er nogle der har mod på at grave studiet op

  • 4
  • 0

Glimrende blogindlæg, hvori du behændigt undgår at nævne ordet klima. Desværre hopper kæden dog af hesten undervejs, så du alligevel lander pladask i politisk korrekt pludder om landbrugspakkerådgivning uden nogen form for erkendelse af den politisering, som videnskaben på hele miljøområdet har været forpestet af gennem efterhånden mange årtier med det åbenlyse formål at fremme venstrefløjens beskidte dagsordener. Kæden på, og op på hesten igen!

  • 1
  • 8
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten