Tak for en god og ganske aktuel artikel !
menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
I 1965 modtog fysikeren Richard P. Feynman årets nobelpris i fysik. Han var i løbet af sin karriere studerende eller ansat på stort set alle de bedste amerikanske universiteter - MIT, Princeton, Cornell og Caltech - og udover sine forskningsresultater er han kendt og berømmet (i hvert fald blandt fysikere) for sine Feynman Lectures on Physics, som han oprindeligt gav på Caltech i 1961-1963.
Udover sin indsats i forskning og undervisning var Feynman en skarp kritiker og debattør af både forhold inden for videnskab og forskning såvel som i samfundet mere generelt.
Af alle disse grunde er der skrevet flere bøger om Feynman og hans liv, og en af disse er "Surely You're Joking, Mr. Feynman!".
Det afsluttende kapitel i denne bog hedder "Cargo Cult Science", og heri sender Feynman en bredside afsted imod pseudo-videnskab og forskning, som drives og præges af hensyn til politikere og andre ikke-videnskabelige interesserenter.
"It is much more interesting to not know than to have answers that might be wrong"
Feynman bemærker først og fremmest, at der i forskning og videnskab eksisterer et centralt princip, som der ifølge ham ikke undervises i, men som det implicit og uudtalt forventes at studerende og unge forskere alligevel forstår og lærer: At have en høj videnskabelig integritet.
Høj videnskabelig integritet beror ifølge Feynman især på en fuldstændig og ubetinget ærlighed omkring egen forskning og resultater.
Feynman nævner som eksempel, at hvis man laver et eksperiment, er det centralt, at man fortæller om alle mulige forklaringer og alle kilder til fejl, også dem, der kunne lede til andre konklusioner end den hypotese, man i udgangspunktet arbejder ud fra. Al information skal fremlægges, og så er det andres opgave at vurdere disse og drage konklusioner.
Feynman bemærker videre, at sandheden på et eller andet tidspunkt vil vise sig, og en forskers resultater og konklusioner vil så vise sig at være korrekte eller forkerte.
Som forsker og videnskabsmand kan man opnå midlertidig opmærksomhed og berømmelse, hvis man f.eks. forudsiger nye fænomener eller videnskabelige paradigmer, men hvis disse sidenhen viser sig at være forkerte, kan ens videnskabelige integritet lide et knæk.
Man kan naturligvis overse ting eller begå fejl, men hvis disse skyldes, at man har været sløset eller ikke har stillet alle de nødvendige kritiske spørgsmål til egne resultater og konklusioner, har man netop ikke udvist høj videnskabelig integritet.
Feynman betoner, at det for forskere og videnskabsmænd er særligt vigtigt at være helt ærlige og åbne om styrker og svagheder i resultater og konklusioner, når disse kommunikeres til lægmænd.
Ikke, som Feynman betoner, fordi det nødvendigvis ændrer noget for videnskaben, men fordi det over for lægmænd er ekstra nemt at skjule svagheder eller uudtalte præmisser.
Som forsker og videnskabsmand arbejder man typisk ud fra en hypotese om, at tingene forholder sig på en bestemt måde, og dette prøver man siden at eftervise. Såkaldt positive resultater er fund, der kan bekræfte hypotesen, mens negative resultater omvendt afkræfter - eller i hvert fald ikke bekræfter - hypotesen. Uanset hvad ens resultater viser, skal de ifølge Feynman fremlægges og/eller publiceres.
Læs også: Hvor skal man udgive sine negative forskningsresultater?
Dette gælder ligeledes, når man som forsker giver input til politiske instanser.
Hvis man kun fremlægger resultater, der støtter sagen, som dem, der har bestilt det videnskabelige input, arbejder for, og omvendt undlader at fremlægge resultater, der går imod denne sag, giver man ikke videnskabeligt råd, betoner Feynman.
Feynman fortæller en historie, hvor en forsker ved National Accelerator Laboratory ikke kan få tid til at lave målinger, fordi lederne på stedet vurderer, at der ikke vil komme "nye" resultater ud af disse målinger.
Feynman beskriver disse ledere som:
"...so anxious for new results, in order to get more money to keep the thing going for public relations purposes, they are destroying - possibly - the value of the experiments themselves, which is the whole purpose of the thing. It is often hard for the experimenters there to complete their work as their scientific integrity demands".
Feynmans afsluttende udtalelse i bogen er et håb for de forhold, som forskere og videnskabsfolk fremadrettet vil arbejde under:
"So I have just one wish for you - the good luck to be somewhere where you are free to maintain the kind of integrity I have described, and where you do not feel heed by a need to maintain your position In the organization, or financial support, or so on, to lose your integrity. May you have that freedom".
Kigger man på forholdene, som forskere og videnskabsfolk i dag arbejder under, tror jeg, at Feynman ville være skuffet.
Der er i dag blandt forskere et ræs for at lave spektakulære forudsigelser, som siden skal bevises, publiceres og gerne gøres til et kommercielt projekt (hvilket universiteter og ledere i forskningen elsker).
Ræset er naturligvis drevet af en videnskabelig nysgerrighed og virkelyst hos den enkelte forsker, men i vid udstrækning også af strukturerne omkring forskningen.
Der skal videnskabeligt smør på brødet: den næste bevilling skal i hus for at forskningen kan fortsættes. På den baggrund bliver betydningen af egne resultater ikke sjældent overvurderet, ligesom at svagheder og negative resultater, der kan så tvivl om projektet, ikke altid beskrives.
Jeg kender det fra mig og selv og egne publikationer, hvor budskabet sommetider er blevet skåret utroligt skarpt, nogle gange skarpere end der nøgternt set har været belæg for.
Jeg kender det ligeledes fra utallige læste artikler, som lover guld og grønne skove om de næsten ubegrænsede muligheder, som disse nye resultater åbner op for, hvilket ved første gennemlæsning virker fuldstændig underbygget. Men når man kradser lidt i overfladen, åbner der sig tvivl og spørgsmål, som behændigt er udeladt.
Ligeledes har der været meget blæst om myndighedsbetjeningen, hvor universitetsforskere leverer data og resultater til betalende interessenter. Dette arbejde er i princippet neutralt og fuldstændigt frit for ikke-videnskabelig indblanding, men i praksis har der de seneste år flere gange været sået tvivl herom.
Vi har ikke brug for poppede bobler af viden og koncepter, der ikke virker, men som blæses op og holdes i live, fordi forskere er presset til at publicere det spektakulære frem for det underbyggede.
Ej heller har vi brug for, at forskere på universiteterne bliver politiske organers forlængede arme, som under dække af redelighed og neutralitet leverer såkaldt videnskabeligt input.
Richard Feynman vender sig helt sikkert i sin grav over poppede videnskabelige bobler og politisk indblanding i forskere og videnskabsfolks arbejde.
Feynmans beskrivelser af, hvad god forskning og forskningsetik er, virker ved første øjekast idealistiske, næsten utopiske, i en praktisk virkelighed.
Men de bør alligevel være pejlemærker, både for den enkelte forsker og for fremtidens systemer, som forskere og videnskabsfolk skal arbejde og agere i.
