Forskerblog: Stor uventet nytte af multibeam

Som tilbagemelding på en tidligere blog blev der efterspurgt lidt mere information om, hvad man rent faktisk laver ombord på Galathea. I den forbindelse gjorde vedkommende opmærksom på, at Ingeniørens læserkreds også interesserer sig for de tekniske detaljer omkring vores hverdag herude. Derfor er det måske relevant, at fortælle om min største "aha" oplevelse i forbindelse med mit nyligt afsluttede togtledervirke her ombord på Vædderen.

Et af projekterne på "mit ben" havde som hovedformål at samle bunddyr ind fra forskellige dybder - helt ned til 5000m! Vi ved fra erfaringer i farvande tættere på Danmark, at det er en tricky business, at sende et net eller andet sart redskab så langt ned til bunden, og at man ikke nødvendigvis kan regne med at få det op igen i ét stykke!

Vi vidste således, at den opgave, vi havde sat os for, var svær, men det der ikke var gået op for os var, at der ikke engang eksisterer søkort for Salomonhavet med troværdige dybdeangivelser. Over store arealer på kortene er der ingen dybdeangivelser, og hvor de eksisterer, er der ofte tale om lodskud af ældre dato (i nogle tilfælde over 100 år gamle).

Dertil kommer, at havbunden i store dele af Salomonhavet består af gamle vulkanbjerge og kratere - den type bund, som har en glubende appetit på netop de redskaber, som er velegnede til indsamling af bunddyr.

Det så i første omgang ud til, at vi skulle famle i blinde - finde den dybde vi søgte på ekkolod, smide redskabet i vandet, og håbe både at den målte vanddybde gjaldt over et stort nok areal, så vores prøver rent faktisk blev taget ved den pågældende dybde, og at der ikke var noget ved bunden, som vores redskab kunne hænge fast i. At det ikke var tilfældet, at vi skulle famle i blinde, skyldtes de to søopmålere, som Farvandsvæsenet har ombord.

Ved hjælp af et meget avanceret ekkolod (se gæsteblog) kan søopmålerne kortlægge bunden, overalt hvor vi kommer frem. Forskerne havde ikke på forhånd hæftet sig ved de muligheder og den betydning, det avancerede ekkolod kunne have for netop deres projekt.

Fantastisk oplevelse

Derfor kom det bag på os alle sammen, at disse målinger endte med at være nærmeste uundværlige for indsamlingen af bunddyr i Salomonhavet.

Det var en hel fantastisk oplevelse, pludselig at kunne "se" bunden under og omkring skibet vokse sig frem på en computerskærm. Vi var flere, der nærmest holdt op med at kigge ud på havet, men nøjedes med at se på havets bund (som i øvrigt viste sig, nærmest at være en undervandsbjergekæde) på skærmen, mens vi sejlede.

Vi brugte de (få) timer, hvor fiskemesteren fik lov til at sove, til at opmåle et område og finde egnede steder for prøvetagning. Så gik vi i gang med prøveindsamlingerne.

Resultatet blev vellykket i en grad som vi slet ikke havde turdet håbe på! Som lederen af bunddyrsprojektet, Reinhardt Kristensen, begejstret udbrød: "Ja, men jeg har da aldrig før være med på ekspeditioner, hvor jeg ikke har mistet et eneste redskab."

Meget havforskning består i at hænge et (meget) dyrt redskab på en tynd wire på flere kilometers dybde. Det er mildest sagt risikabelt for udstyret, og er med til at gøre havforskning til en dyr beskæftigelse, men fremtiden ser nu noget lysere ud for både redskaber og økonomi takket været vores nye venner fra Farvandsvæsenet.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten