Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Forkerte signaler bremser grønne investeringer

CO2-udledningerne skal ned og de fossile brændsler skal ud. Alle er efterhånden enige om det, og den ene udmelding om "ambitiøse" planer og handlinger afløser den anden. Senest har fem nordiske statsministre her til morgen i Politiken fortalt om den nordiske indsats. "Vi skal være førende inden for vedvarende energikilder og energieffektivitet. Vi skal også være i front, når det gælder udviklingen af teknologi til separation og lagring af kuldioxid. De nordiske lande har blandt andet iværksat et ambitiøst forskningsinitiativ for at nå målene", skriver de.

Og det er jo fint og godt alt sammen. Men de egentlige drivere - investeringerne i energisektoren og i energieffektivitet - er ikke på samme måde som forskningsmidlerne underlagt statsministrenes kontrol. De styres af de mange decentrale beslutningstagere - som oftest ud fra en økonomisk kalkule eller en "business plan", det skal vise rentabiliteten i investeringen. Og her går det galt! De afgørende prissignaler peger simpelthen i den forkerte retning, hvis vi skal væk fra fossile brændsler og ned med CO2-udledningen. CO2-kvoteprisen er under halvdelen af, hvad Energistyrelsen forventer, den skal være i perioden 2008-2012, og priserne på de fossile brændsler er som bekendt også i bund oven på sidste års toppriser. Der er to ting galt, både med brændselspriserne og med CO2-kvotepriserne: Priserne fluktuerer utroligt meget, og de er generelt for lave i øjeblikket til at fremme investeringer i den nødvendige omlægning. Begge dele lægger gift for de investeringer i den nødvendige omlægning af energiforsyning og energiforbruget.

Det er efterhånden så iøjnefaldende, at man internationalt er begyndt at diskutere, om CO2-kvotesystemet i dets nuværende udformning fungerer efter hensigten. Her på det seneste har Storbritanniens energi og klimaminister Ed Millibrand talt for politisk indgriben, hvis CO2-kvoteprisen ikke kommer op igen snart, og også Deutsche Bank har i februar efterlyst politisk handling, hvis det europæiske kvotesystem skal have nogen troværdighed og gennemslagskraft som model for andre op til klimatopmødet i december. Se mere her.

Der er mange forklaringer på de nuværende prisforhold - herunder virksomhedernes likviditetsproblemer, som frister til at sælge kvoter tidligt på året og den generelle afmatning, som i sig selv betyder lavere udledning end forventet, da kvoterne blev fastlagt politisk. Men uanset forklaring er bundlinjen, at markedets prissignaler ikke opmuntrer til langsigtede grønne investeringer - tværtimod. Og det betyder, at vi står endnu dårligere, den dag der kommer gang i væksten igen og CO2-udledningerne tager fart.

Det er ikke enkelt at foreslå, hvad der skal til for at sikre de rigtige prissignaler. Nogle vil hælde til at afskaffe kvotesystemet til fordele for mere simple virkemidler, mens andre vil tale for at bevare det markedsbaserede system, som sikrer effektivitet i detailbeslutningerne, og så til gengæld sætte ind med hensyn til den politiske overvågning af kvotestørrelser mv., f.eks. gennem årlige vurderinger på EU-niveau. Det eneste, der nok ikke duer, er at lade stå til og håbe på, at problemerne går væk af sig selv. Det burde være en værdig opgave for den danske regering som vært for det kommende klima-topmøde at få gennemanalyseret problemstillingen og komme frem med holdbare politiske løsninger. Som en start kunne det være en ide for de danske tænketanke - måske endda i et samarbejde mellem dem - at tage hul på opgaven. Det haster faktisk!

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er ikke enkelt at foreslå, hvad der skal til for at sikre de rigtige prissignaler.

Hvis bare EU kunne blive enige om det, så var det jo nemt at gennemføre rene ressourceafgifter - alt efter hvordan emissionerne/immissionerne påvirker vores miljø

Med et slag ville hele vores komplicerede afgifts- og energilovgivning være blevet meget mere simpel. ;-)

  • endda i hele EU - og ikke kun i FInland, som faktisk prøvede at indføre systemet for vel nok 10 år siden.
  • 0
  • 0

"Senest har fem nordiske statsministre her til morgen i Politiken fortalt om den nordiske indsats. ”Vi skal være førende inden for vedvarende energikilder og energieffektivitet. Vi skal også være i front, når det gælder udviklingen.."

Har vi ikke hørt versioner af samme sang både fra vores forrige og denne regering. "De bedste - i spidsen - verdens bedste og i front" med dit og dat.

Og hvilke områder kom i mål.. men ok må undskyldes, for nogen af deltagerne 'fik vabler', og nogen mistede fokus undervejs i ræset, og alle er nu under krisebehandling hos nærmeste Coach :)

  • 0
  • 0

Ja og nej!

FN indrømmede for nyligt, at Kyoto protokollen ikke havde haft den ønskede virkning mht. at begrænse det globale CO2-udslip - og kvotesystemet sammen med grønne certificater er jo det helt afgørende værktøj globalt set.

Her er en lille statistik, som jeg lavede for en tid tilbage:

>> Kyotoprotokollen blev vedtaget 16. februar 2005.

Stålproduktion i 2004 og 2008:

Kina: 280 og 502
Indien: 32,6 og 55
Asien totalt 510 og 750

Nordamerika og Europa har stort set haft en nedgang på rundt 10% i samme tidsrum - og mange småproducenter er holdt helt op. - Eks:

Frankrig: 20,8 og 17,9
Polen: 10,6 og 9,6
Sverige: 6,0 og 5,2
US: 99,7 og 91,5 <<

Da teknologien er dårligere i Indien og Kina har denne kraftige omlægning medført større CO2-udslip pr tons stål - og desuden dårligere stålkvalitet.

Som det kan ses, så producerer Kina i dag mere stål pr. indbygger end f.eks. USA.
Da stålproduktionens økonomi i højere grad styres af infrastruktur og teknologi end af prisen på arbejdskraft, kan Kinas billige arbejdskraft ikke i sig selv ikke være grunden til denne kraftige omlægning.
Priserne på CO2-kvoterne er imidlertid heller ikke høje nok til at forklare omlægningen. (USA er jo også foreløbig udenfor)

Omlægningen må da forklares ud fra det SIGNAL, der er sendt om, at de traditionelle industrilande skal betale for udledning af CO2, medens 'de nye' ikke skal.
- En slags aflad for, at 'de gamle' er skyld i den nuværende stigning i atmosfærens CO2?

Jeg er helt overbevist om, at al denne fokusering på CO2 skader udviklingen mod et samfund (næsten) uden fossilt energi.
Vi - i Vesten - må i højere grad se vor fordel i at være forrest i udviklingen og implementeringen af en CO2-fri teknologi. - Som vi er forrest i udviklingen i dag, fordi vi gjorde det samme med industrialiseringen.
Fordi vi troede på, at det var fremtiden. - Ikke fordi, vi lagde afgift på agrasamfundet for at støtte industrialiseringen.

Mvh Peder Wirstad

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten