motorbloggen

Flot PR-bog fra Audi om Le Mans sejren

Det er tidspunkter, hvor det er i orden at prale. Når man for eksempel lige har vundet Le Mans med en dieselracer for første gang i verdenshistorien, så er pral rimeligt nok.

Audi har derfor helt efter bogen (haha!) udgivet en regulær pralebog om Audi R10-raceren. En billedbog fyldt med højkvalitetsillustrationer - og uden ret meget af "kedelig tekst," som Audi skriver i den tilhørende pressemeddelelse.

Motorbloggisten modtog i går et anmeldereksemplar og kan efter kigning helt klart lide bogen. Den er flot, og der er trods den ret tynde tekst, en hel del detaljer om denne ret spændende racerbil.

Der er fine fotos af bilen med og uden tøj på, man kan nyde detaljer som stempeltoppe, ventiler, bilens kulfiber-krop osv. osv. Det hele gejlet godt op. Man får også lige at vide, at den danske topkører, Tom K., er en flot fyr og har en dyr skrædder!

Bogen går kronologisk frem gennem racerens historie og baggrund og har selvfølgelig også fotos fra selve Le Mans. Et af de steder, hvor man godt kunne bruge nogle flere vitaminer, end bogen giver, er omkring de tekniske problemer med bilen under løbet. Der blev - som motorbloggens læsere måske husker - brug for en del reservedele. Her bringer bogen ikke noget nyt - men det var vel også lidt for meget forlangt, hvis Audi ligefrem skulle være selvkritisk og informativ på den front i en pralebog?

Ikke desto mindre: Anbefales!

"Audi R10 - TDI Power" (128 sider, 23 x 33 centimeter), tysk/engelsk tekst Heel-Verlag, pris: 29 Euro.

/Rolf

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten