Fjern undersøgelse af uredelighed fra universiteterne

Penkowa-sagen retter offentlighedens søgelys mod KUs behandling af sager om videnskabelig uredelighed. KUs sundhedsvidenskabelige omdømme er midlertidigt groggy, og den politiske tillid til rektor er i farezonen. Men det er ikke første gang noget sådant sker på et universitet, og det bliver næppe heller sidste gang, så længe de enkelte universiteter selv - uden fornøden erfaring - skal behandle sager om mulig videnskabelig svindel og dårlig praksis, inden sagerne i mere eller mindre forkludret tilstand evt. overgives til uafhængige og upartiske organer, in casu forskningsrådenes udvalg vedr. videnskabelig uredelighed (UVVU) og/eller politiet.

Ud over Penkowa-sagen kan der nævnes en række dårligt håndterede sager, hvor universiteternes naturlige ønske om at beskytte renomméet - sammen med manglende erfaring med at håndtere videnskabssvindel eller dårlig praksis - fører til situationer, der ikke vækker tillid i befolkningen eller blandt politikerne. Lad mig fra andre steder end KU blot nævne Dandy-sagen, Helmuth Nyborg-sagen og Astrup-sagen. Det er med andre ord ikke kun KU, der har svært ved at finde ud af det.

Baggrunden for disse forkludrede sager er især, at der i kølvandet på den på alle måder uheldige Lomborg-sag skete en væsentlig ændring af lovgrundlaget, idet mange politikere - efter uhørt voldsomme anklager mod UVVU over mange helsider i Politiken - ønskede at sætte UVVU i skammekrogen. Sagen delte samfundet både her til lands og i udlandet i to store grupper, der i meget grove træk kan beskrives som samfundsforskerne og Lomborg mod alle andre forskere.

Regeringen og Folketingets flertal holdt med samfundsforskerne og Lomborg, fordi man ikke forstod, at uredelighedssager ikke handler om, hvorvidt forskere har ret eller ej i deres påstande (resultater), men om der i de anvendte metoder forekommer fremgangsmåder, der kan betegnes som bevidste, uoplyste brud på standarderne for god videnskabelig praksis, herunder naturligvis også, om der foreligger regulært humbug som fx opdigtning og forfalskning af data.

Ved ændringen af lov om forskningsråd m.v. blev det således bestemt, at UVVU kun må beskæftige sig med decideret svindel som fx fabrikation og forfalskning af data og ikke - som i Lomborg-sagen - med mindre graverende brud på god videnskabelig skik. Samtidig indførte den nye universitetslov et krav til universiteterne om at oprette 'praksisudvalg' til behandling af interne sager vedrørende videnskabelig praksis. Endvidere fjernede lovændringerne UVVUs mulighed for at behandle sager om videnskabelig svindel, hvis anklagerne er rettet mod ansatte i det private erhvervsliv, med mindre de pågældende virksomheder i de konkrete sager erklærer sig villige til at lade sig undersøge.

Men disse nye regler indeholder efter min mening flere indbyggede systemfejl. Det har jeg bl.a. redegjort for i en kronik i Politiken den 2.2.2007.

For det første kan man ikke på forhånd afgøre, om en sag handler om decideret svindel eller blot mindre graverende brud på god videnskabelig skik - eller bagvaskelse af uskyldige forskere. Der er ikke som i kriminalsager en politi- og anklagemyndighed, der på forhånd skal tage stilling til, om der overhovedet kan være tale om noget kritisabelt, og hvis dette er tilfældet, hvori dette kritisable består, og hvor det skal behandles.

Derfor vil praktisk taget alle sager begynde med, at de dermed uerfarne universiteter forkludrer forløbet pga. manglende indsigt i retsreglerne, herunder bl.a. nødvendigheden af at sikre de indklagedes anonymitet, indtil en afgørelse eller tilståelse foreligger. De verserende sager viser, at universiteterne i modsætning til UVVU ikke har kunnet sikre indklagede anonymitet, indtil sagerne er afgjort. Og det er meget sørgeligt, da falske anklager ikke er ualmindelige og som regel netop har til formål at ødelægge de pågældende forskeres omdømme og fremtid ved at få sagen offentligt omtalt.

For det andet er det indlysende, at de enkelte universiteter heller ikke vil kunne opnå videre erfaring med sager om videnskabelig praksis. Det hører heldigvis ikke til dagens orden, at de enkelte universiteter har sådanne sager, mens UVVU på landsplan faktisk havde opbygget en vis erfaring i at håndtere dem, indtil kompetencefordelingen mellem UVVU og universiteterne blev lavet om.

For det tredje er det ikke godt, at spørgsmål af almindelig interesse for ordentligheden og retsbevidstheden skal behandles af en sagspart, der vil have en medfødt interesse i at neddysse sagen af hensyn til det pågældende universitets omdømme og/eller indtægter. Erfaringen viser i hvert fald, at ledelsen i sagernes indledende faser som regel får mere 'skidt på fingrene' end godt er, fordi man for sent opdager, at sagen er mere alvorlig, end man først havde antaget.

Følgelig vil det pågældende universitet af mangel på erfaring og efterforskningskompetence let geråde ud i en ledelses- eller tillidskrise, som blot skyldes, at ledelsen til at begynde med har været en anelse for blåøjet eller uerfaren med, at der blandt forskere er lige så mange psykopater og svindlere som i alle andre samfundslag.

Efter min opfattelse trænger de nugældende regler om videnskabelig uredelighed og brud på god videnskabelig praksis til alvorlig eftertanke, og at det finder sted i ro og orden, når Penkowa-sagen har fundet en afslutning. Vi har brug for en genovervejelse af de mange gode forslag, som Mogens N. Pedersen-udvalget fremkom med efter Lomborg-sagen, men som blev fuldstændig overdøvet af spektaklet omkring Lomborg og "Verdens sande tilstand".

Indtil da vil jeg på det kraftigste anbefale universiteterne, at de i stedet for de nuværende praksisudvalg for den enkelte institution eller det enkelte fakultet danner praksisudvalg på tværs af institutionerne, således at man i det mindste kan iagttage en vis grad af institutionel og økonomisk uafhængighed i forhold til de enkelte sager og spørgsmål, og således at man kan opnå en vis juridisk og efterforskningsmæssig kvalitet i sagsgangen og ikke mindst en bredere erfaring med de mange udspekulerede eller blot naive former for svindel, falske anklager og dårlig praksis, der forekommer på de enkelte fagområder.

Af Jens Morten Hansen, tidligere direktør for Forskningsstyrelsen

Kommentarer (14)

Kære Ole Graabæk

Udgifterne til UVVUs arbejde beløber sig ikke til mere end udgifterne til et mellemstort forskninsgprojekt. Hvis man synes at afsløring af videnskabelig svindel er ligegyldig, kan UVVU naturligvis undværes. Selv om du, jf. din hjemmeside, synes at ornitologisk forskning er ligegyldig, synes du så også, at svindel med medicinsk forskning er ligegyldig?

Venlig hilsen
Jens Morten Hansen

  • 0
  • 0

For de, der på et eller andet tidspunkt har været involveret i marketing, er det egl. underligt, at det - i en politiseret verden - ikke hedder UVVR: Udvalget Vedr. Videnskabelig Redelighed. Det er en detalje, men navne og symboler betyder ind imellem meget.

  • 0
  • 0