Feudal forskning

I forlængelse af mit blog indlæg om Feudal uddannelse, så må jeg nødvendigvis også beskylde forskningsverdenen for at leve i fortiden, før verden gik af lave, dengang da mor var dreng. I kommentarerne til mit sidste indlæg blev der netop pointeret, at "forskningsbaseret undervisning" er en forudsætning for god undervisning på universiteterne. Enig... hvis... og kun hvis... forskerne der underviser er gode til at undervise, og hvis de gider undervise, ja så er forskningsbaseret undervisning optimalt. Det sker bare ikke særligt tit.

Der findes forskere i industrien og der er forskere i det akademiske miljø. Det er jo ikke noget nyt. Men det har altid undret mig, at forskerne på universiteterne i stor udstrækning sidder på deres lukkede kontorer og forsker uforstyrret, kun afbrud af en studerende i ny og næ der tillader sig at afbryde ekspertisen. Og til frokost og kaffepauser kommer forskerne ud af deres lukkede celler, og hyggesnakker med kollegaer, for derefter at gå tilbage til buret hvor det er meningen at verden så skal åbne sig for dem.

Til forskel kan man ofte i industrien og andre kreative miljøer se, at forskere og udviklere sidder i store åbne rum sammen, diskuterer hver enkelt detalje og teori der kommer op, supplere hinanden, og skabe innovative ideer i plenum. Og typisk kommer der faktisk løsninger til problemer ud af det. Til rigtige problemer, der kan flytte noget for virksomheden, den kollektive indsats som har samme mål, samme strategi.

En klog mand fra en af Danmarks mest innovative virksomheder engang sagde til mig, at han mente at niveauet af fnidder og pjat i forskningsverdenen nok var så højt, fordi der var så lidt på spil. De er jo sjældent ansvarlige overfor driftsbudgettet, det kommer fra staten.

Det kan da godt være at det ville være rart, hvis der blev tilført mere, det er jo hårde tider, regeringen sætter jo heller aldrig forskningspolitik på dagsordenen, etc. Men hvad er det de vil? Hvad er strategien? Hvad er DTU's forskningsstrategi for eksempel? At miste flere topforskere til Aalborg Universitet end de hidtil har gjort, selvom det kan være en udfordring i sig selv.

Realiteten er, at forskere i det offentlige system ofte er individualister, der sætter deres egen forskning højere end den institution som har ansat dem. De går efter at publicere frem for at patentere, fordi publicering krediteres til dem selv, hvorimod patenter (ifølge Lov om opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner der trådte i kraft 1. Januar 2000) ejes - eller administreres - af arbejdsgiveren, her universitetet. Der er ingen grund til at skubbe i samlet flok, for der er ingen belønning for det - lønnen er fast - og der er ikke et regnskab der kan betyde liv eller død for virksomheden og dermed arbejdspladsen.

Hvem har sidst set en professor på et dansk universitet er blevet fyret, fordi indsatsen ikke levede op til det høje faglige niveau der kendetegnede instituttet? Nej, der er tryghed i ansættelsen. I den modsatte ende oplever f.eks. DTU i øjeblikket, at deres top-forskere forlader universitetet i stort antal og i grupper frivilligt. Hvad er de trætte af? Ledelsen har naturligvis ansvaret for denne forskerflugt, men hvordan har den fejlet?

En af de erfaringer jeg har fra industrien er, at rigtigt gode ingeniører gerne vil arbejde sammen med ligeså gode ingeniører. Det samme gælder for forskere. De gider ikke have de mindre gode med på slæb, at lave deres arbejde. Og slet ikke til samme løn. Hvis det er laveste fællesnævner der sætter standarden, så er det svært at motivere de rigtigt gode til at gøre en ekstra god indsats. Den præstige der er forbundet med at være forsker forsvinder.

Alt i alt er strukturen i den danske offentlige forskning ikke særlig fremmende for talent og fremavling af talent masse, og ligner nok man ledelsesmæssigt har arvet fra et fortidigt samfund. Ikke særligt "elitært", som jo ellers i sig selv er et erklæret mål fra DTU's ledelse. I erhvervslivet er der et klart ejerskab til kriser på det personalemæssige område, både når det drejer sig om manglende motivation, udeblevne resultater, og masseopsigelser: Ledelsen! Det er et ledelsesproblem. Fra universiteternes ledelser kommer det ofte, at det er rammebetingelserne for den danske forskning og uddannelse der ikke er tilstrækkelige.

Jeg er ikke blind overfor, at der kan skabes meget bedre rammer end dem vi har i dag. Med en større vision og med en mere modig videnskabsminister kan der skabes rigtigt gode rammer med de midler der faktisk er til rådighed. Men at skabe det bedste team med den store motivation og de gode resultater, det er en ledelsesopgave. Det kræver dog en forskningsstrategi der rækker ud over det feudale niveau åbenbart eksisterer på mindst ét dansk "elite" universitet.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Nu kan en enkeltstående erfaring jo hverken af- eller bekræfte det generelle billede Karsten tegner her, men jeg må alligevel sige at jeg ikke genkender billedet af det offentlige forskningsmiljø.

Min erfaring fra jeg for 15 år siden læse hovedfag i fysik på Københavns Universitet er at forskerne generelt var åbne og positive over for os studerende (omend evnerne som undervisere var varierende) og at der var en livlig dialog og udveksling mellem forskerne og de studerende både indbyrdes og på tværs. Det kunne ofte være svært at finde den person, man skulle tale med, fordi vedkommende talte med andre på et andet kontor eller laboratorium.

Jeg håber næsten at dette billede ikke har været typisk, for det ville rejse spørgsmålet om, hvad der er sket i de mellemliggende 15 år for at skabe det isolerende miljø, Karsten beskriver.

Til slut en kommentar om forskningsbaseret undervisning. At det er en forudsætning for god undervisning på landets universiteter er jeg for så vidt fuldstændigt enig i, men jeg mener ikke at det nødvendigvis må betyde at de mennesker, som er hovedansvarlige for det ene, også behøver at være hovedansvarlige for det andet. Det er muligt at skabe miljøer hvor forskere og undervisere samarbejder om begge opgaver, men hver især med hovedvægten på deres egen disciplin.

  • 0
  • 0

Efter ni år på DTU og Risø (5 år som studerende, 3 som phd-studerende og 1 som post-doc) og med diverse fag på KU kan jeg slet ikke genkende det billede der beskrives i bloggen. Det er muligt at jeg bare har været ualmindelig heldig med de afdelinger jeg har været på, men der har hverken manglet engagement i forskningen eller undervisningen (på mit nuværende institut slås forskerne nærmest om de studerende) eller vilje til at bruge hinandens ekspertise.

Jeg tvivler på at bloggeren ved hvad han taler om.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten