Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
metascience blog

Fætter og kusine

Netop hjemvendt fra folkemødet på Bornholm følger her en rapport om fadbamser, fortrædeligheder og forfærdelse. På folkemødets officielle hjemmeside hedder det: ‘Folkemødet – Danmarks politik-festival på Bornholm – finder sted hvert år i uge 24 i den nordbornholmske havneby Allinge. Folkemødet er dermed en årlig påmindelse om, at det åbne danske demokrati er værd at værne om og påskønne.’ Det lyder æggende, ikke mindst afslutningen om, at det ‘danske demokrati er værd at værne om og påskønne.’ Demokrati er den styreform, vi som homo sapiens har mindst erfaring med i menneskets evolutionshistorie. Monarkier, timokratier, oligarkier og andre vederstyggelige styreformer, som vi i dag ønsker et sted hen, hvor græsset ikke gror, har vi igennem de sidste 200.000 år som mennesker mere erfaring med. Det moderne demokrati, som Danmark bekender sig til, hviler på oplysningstidens tanker og idealer; for denne betragtning er demokratiet en installation fra i går – uden tvivl værd at værne om, vedligeholde og udvikle.

Et politisk møde med 50.000-60.000 gennemstrømmende er i en vis forstand åbent, hvis alle har lige adgang til de ‘offentlige rum’, som folkemødet udgøres af. Lige adgang er der imidlertid ikke. VIP-fester, særligt indbudte, forbud mod at rapportere i ord og billeder fra diverse aftenseancer, hvor politikere, ministre, presse, spindoktorer, lobbyister og andre agenter i mere eller mindre ophøjede embeder konvergerer i et harmonikasammenstød af fluidum og intime politiske aftaler eller anden naturalieudveksling på magtens tinde. Således mindes om, at lige adgang til magtens symboler betyder inflation i samme symboler, og at det offentlige rum ikke er et fysisk rum, men en særlig informationsstruktur, alle har fælles viden om og adgang til at tappe fra. Styrer man informationsstrømmen og adgangen hertil, er det et mere potent magtmiddel end en kampvognskolonne. Præcis derfor kunne en enkelt studerende stoppe en sådan kolonne på Den Himmelske Freds Plads i 1989 – alle vidste, at alle andre vidste, at alle så med.

Medierne har en prominent rolle at spille i denne informationsstruktur, så mængden, demokratiets fundament, får et oplyst grundlag at overveje, beslutte og handle på baggrund af. Og medier var der rigeligt af på folkemødet – bataljoner af journalister fra de danske public service-stationer, etablerede dagblade og tabloidpressen rapporterede 24-7 i overvejende grad fra de begivenheder, hvor de selv kunne blive set, hørt og øve indflydelse. Det vil sige fra de store politiske skåltaler og debatarrangementer, hvor politiske personager siger præcis det samme, som de plejer, men nu blot på Bornholm. Taksim-pladsen står i flammer, Syrien er i opløsning, den globale krise fortsætter, mens (medie-)Danmark rykker til Bornholm med spørgsmålet: ‘Nå, nok om mig, hvad synes du om mig?’

For at berettige folkemødet gentages ofte, at man får lov til at se politikere, meningsdannere, journalister, skuespillere og andre kendisser helt nede på jorden. Udmærket, bare de ikke decideret ligger ned på jorden med sig selv og hinanden. Fætter og kusine kan ikke substitueres salva veritas med åbenhed og demokrati.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Kære Vincent

Det er en skarp pointe, og jeg er glad for, at du fører dem frem. Jeg var selv til Folkemødet i embedes medfør og kan i en vis udstrækning genkende kritikken.

Når det er sagt, så jeg er jeg ikke enig i det underliggende budskab, som jeg læser i dit blogindlæg (ret mig gerne, hvis jeg har læst budskabet forkert). Berlingske bragte meget passende to artikler i fredags med overskrifterne "Den politiske magt flytter hjemmefra"* og "Folketingets magt er blevet mindre"**, som jeg vil relatere dit indlæg til.

Således forklarer Folketingets formand Mogens Lykketoft, at en af årsagerne til, at Folketinget reelt har mistet magt vis-a-vis ministerierne ift. udformningen af lovgivning, skal findes i den stigende åbenhed i Folketinget. Lykketoft uddyber:

"Når man insisterer på, at arbejdet i nogle udvalg nærmer sig fuld offentlighed, og når alle samråd efterhånden er åbne, så får man ikke en forhandlingssituation, men en markeringssituation."

Jeg anerkender, at det stigende lovkompleks og embedsværkets størrelse også har en reel påvirkning, idet at man som MF'er ikke længere reelt kan lovgive uden ministeriets hjælp. Det ændrer dog ikke Lykketofts pointe, der understreger, at den stigende offentlighed omkring Folketingets arbejde er en reel hæmsko for det demokrati, som vi har i Danmark (no pun intended).

Min pointe er derfor, at Folkemødet ikke vil blive bedre af, at man begrænser fætter-kusine-effekten, for den vil altid være der, da de mest indflydelsesrige deltagere (af mangel på bedre definition) på Folkemødet altid vil efterspørge den. Det vil ikke gøre Folkemødet mere demokratisk, såfremt alle VIP-arrangementer blev åbnet op for offentligheden, for så ville de indflydelsesrige blot lade være med at dukke op - eller lige så slemt, dukke op uden reelt at deltage.

Vi bliver nødt til at anerkende, at der i demokratiet eksisterer et lukket rum, hvor politikerne skal have lov til at debattere og lovgive, uden at offentligheden skal have adgang til det. Min personlige vurdering er netop, at en af de primære årsager til, at vi har et så velfungerende demokrati med brede forliger i Folketinget, skal findes i muligheden for, at de folkevalgte kan debattere og klappe aftaler af bag lukkede døre.

Dbh,
Mikael

Noter:
* = http://www.b.dk/politiko/den-politiske-mag...
** = http://www.b.dk/politiko/folketingets-magt...

  • 0
  • 4

...

Med den gældende offentlighedslov har de siddende politikere og ministre rigeligt med hemmelige frirum at arbejde i. Dagbladet Informations agtindsigt* i papirarbejdet bag offentlighedsloven fik adgang til 11 af 33 dokumenter - dvs. 2/3 er allerede hemmeligholdt med den gældende offentlighedslov (den gamle).

Det er ren retorik når politikere og meningsdannere påstår at de har brug for mere lukkethed, for jeg kan ikke huske at der nogensinde har været mere end der er nu. Du har købt magtens argumenter Mikael Valsted Sørensen, fred med det, men jeg synes ikke de skal stå uimodsagte hen :)

Ad artiklen er jeg ganske enig med Vincent Hendricks: Folkemødet i Bornholm er brød og skuespil til folket, og tjener kun det formål at indbildt øge offentligheden omkring centraladministrationen.

Brød og skuespil Mikael Valsted Sørensen - Bødskovs fortrolige rum findes allerede.

  • 3
  • 0

Kære Morten

Intet sted argumenterer jeg for den nye revision af offentlighedsloven, og hvis du på nogen måde kendte mig, ville du vide, hvor meget jeg er i mod den.

Jeg vil derfor med al respekt sige, at du desværre ikke aner, hvad du udtaler dig omkring. Hold dig for fremtiden til, hvad du ved, i stedet for at skyde argumenter i skoen på andre. Alt andet er bare pinligt for dig selv.

Dbh,
Mikael

  • 0
  • 4

"Hvad mener du om det danske demokrati? Joe, det ville da være en god idé", for nu at trække en tråd helt til Gandhi.

Hvad mener vi overhovedet med begrebet demokrati? Det lader til, at der er lige så mange definitioner, som der er mennesker til. Jeg synes, at man seriøst - og i demokratiets tjeneste - skulle formulere nogle minimumskrav. Det kunne forhåbentligt hjælpe med til at løfte det demokratiske niveau og vores samfund til et mere civiliseret stade. Et stade som mange forestiller sig allerede eksisterer omkring os, men som falder helt og aldeles fra hinanden, så snart man engagerer sig i virkelighedens verden...

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten