Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
metascience blog

Et 50-årigt paradigme

I år er det 50 år siden fysikeren og sociologen Thomas Kuhn udgav bogen 'The Structure of Scientific Revolutions'. Bogen er det mest citerede akademiske værk i det 20. århundrede. De fleste har nok aldrig hørt om Kuhn. Men de har hørt ordet 'paradigme', Men hvad var det egentlig, Kuhn mente med sine overvejelser omkring 'normalvidenskab', 'paradigmer' og 'inkommensurabilitet'?

Normalvidenskab, eller 'normal science', er ifølge Kuhn den fase, hvor den videnskabelige praksis foregår som 'business as usual'. Forskerne inden for et specifikt fagområde er stort set enige om, hvordan verden er strikket sammen, og nu gælder det om at udfylde huller og forstå detaljer. Kuhn kaldte det også 'puzzle solving'. Trin for trin udbygges det teoretiske fundament, og kun sjældent bliver der sat spørgsmålstegn ved grundantagelserne. Bekræftelsen af Higgs-partiklens eksistens var f.eks. en kæmpe succes for standardmodellen af universet. Man opdagede det, der var forventet at blive opdaget. Normalvidenskab handler altså om at afklare status quo, og stort set al videnskab foregår på den måde. Og det er godt sådan. At ordet 'normalvidenskab' efterhånden har fået en lidt nedladende klang, var ikke Kuhns hensigt.

Paradigmer er de erkendelsesmæssige rammer, hvori et fagområde defineres og udføres. Kuhns centrale påstand var, at paradigmer ikke er mejslet i sten som evigtgyldige sandheder, men at de kan erstattes af nye paradigmer, hvis der akkumuleres for mange eksperimentelle anomalier til, at de kan forklares ordentligt. Så begynder forskere at sætte spørgsmålstegn ved fundamentet for deres teorier, hvilket fører til en krise, og eventuelt til en revolutionerende nyfortolkning af virkeligheden. I dag lyder det måske som en selvfølge, men det var det ikke for 50 år siden.

Inkommensurabilitetstammer fra matematikken og betyder blot, at der findes ting, som ikke kan måles med samme alen (in-co-measurable). Siden og diagonalen på et kvadrat er f.eks. inkommensurable størrelser, fordi de relaterer sig til hinanden via et irrationelt tal. Kuhn lånte ordet til at diskutere konkurrerende paradigmer, f.eks. Newtons mekanik og kvantemekanikken, for hvilke der ikke fandtes en fælles teoretisk ramme. Hurtigt blev humanister og sociologer inspireret til at bruge inkommensurabilitet som en smart og videnskabeligt klingende undskyldning for, hvorfor de aldrig kunne blive enige. Videnskabsfilosoffen Paul Feyerabend blev fortørnet over misbruget og beskyldte Kuhn for at give akademikere et argument for aldrig at lære videnskab. Med det magiske ord inkommensurabel havde de fået licens til at sige stadigt dummere ting, idet det jo var deres helt eget, inkommensurable, syn på sagen.

Det er måske uretfærdigt at klandre Kuhn for misbruget. Men det er tankevækkende, at hans paradigme er blevet almeneje. Måske skyldes det en dybere sandhed, der går hinsides den snævre videnskabssociologi. Eller måske er vi bare i en normalvidenskabelig konsolideringsfase, hvor vi endnu ikke har blik for de inkommensurable anomalier, der ikke forklares af paradigmebegrebet.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Som Robin meget rigtigt påpeger er Kuhns gedigne forståelsesstruktur en videnskabssociologisk teori. Da Sociologien, i følge sociologerne selv, mere er en kunstform end en videnskab, placerer det Kuhns teori på gyngende videnskabelig grund.
At hans "Videnskabens Revolutioner" imidlertid er lige så relevant i dag, 50 år efter udgivelsen, siger således noget om Kuhns store format.

Medens Kuhns forståelse er relevant for hele det videnskabelige felt, er de etablerede videnskabsteorier kommet til korte når det drejer sig om at forstå funktionsmåde og sammenhænge naturvidenskaber og samfundsvidenskaber i mellem.
Det er trist at det er sådan, for i virkeligheden er den oprindelige positivisme model - som har over 200 år på bagen, god nok, man skal bare ind bag de mystificerende udtryk og desuden forstå at "cirkelslutningsproblematikken" er en misforståelse, al den stund at al nytænkning (til forskel fra tilegnet viden og opdagelser) kommer fra hjernens ca. 90% ubevidste processer.

" Det er i den sammenhæng relevant at rekapitulere den berømte anekdote om opdagelsen af Benzens hexagonale struktur, hvor August Kekulé i en tale i 1890 beskrev følgende: ”En aften medens han boede i Ghent, havde han siddet i sit arbejdsværelse og blundet foran kaminen. Bedst som han sad der og kiggede sløvt ind i flammerne, begyndte der at danne sig dansende atomer for øjnene af ham. De greb fat i hinanden i kæder, og pludselig greb den ene ende af en kæde fat i den anden ende og dannede en ring.” (Oversat af Stine Belslev i ”Myte og virkelighed i Kekulés opdagelse af benzens ringstruktur”, afløsningsopgave ved IEVH 1995.)
Det vil undre os meget hvis neopositivismens fædre ikke har kendt denne berømte beretning, som helt klart beskriver hvorledes impulser fra det ubevidste bryder igennem til bevidstheden og som derved kommer til at danne grundlag for løsningen af et naturvidenskabeligt problem, et problem som indtil da havde voldt store bryderier.

Det kan desuden tilføjes (2011) , at Ruslands mest berømte videnskabsmand Dmitrij Mendelejev, der i 1869 formulerede Det periodiske system, fik indskydelsen til løsning af de problemer, der hidtil havde hindret en rationel udformning, efter at han havde givet sig selv en fridag og slappede af fra arbejdet.
Desuden fik Enrico Fermi (1901-1954), medens han spillede tennis, indskydelsen til at man kunne bombardere grundstoffer med neutroner, hvilket førte frem til den praktiske udnyttelse af kernespaltning.

Årsagen til at neopositivisterne ikke, og ej heller økonomen Milton Friedmann (The Methodology of Positive Economics, University of Chicago Press, 1953), løste/ophævede cirkelslutningsproblemet, må nok skyldes, at de dels ikke har været sporet ind på en neurologisk / psykologisk indfaldsvinkel, og dels at det formodentlig var dem meget om at gøre, at ”deres” videnskab allerede befandt sig på det højeste, det Deduktiv-videnskabelige niveau, hvilket partikelfysikken (som var de toneangivende tidlige neopositivisters primære arbejdsfelt) fortsat ikke gør[2], og som økonomividenskaben ej heller gør. Lige som August Comte erklærede at alle videnskaber i hans tid ville nå op på det Positive videnskabelige niveau (det Deduktiv-videnskabelige niveau), har neopositivisterne formodentlig også ladet deres ambitioner på deres eget fagområdes vegne blænde for klarsyn! "
"Idesamfundet" 1.3.1.3.

http://videnskabeligindsigt.blogspot.com/2...

  • 0
  • 0

"Videnskabsfilosoffen Paul Feyerabend blev fortørnet over misbruget og beskyldte Kuhn for at give akademikere et argument for aldrig at lære videnskab. Med det magiske ord inkommensurabel havde de fået licens til at sige stadigt dummere ting,"

Fra de samtaler jeg har haft med "humanister" er det mit indtryk, at ekstremt få af dem ved hvad naturvidenskab er, og at de færreste egentlig også ville være i stand til at tage en naturvidenskablig uddannelse.

Der synes at herske en stor uligevægt her, idet mange teknikere/naturvidenskabelige har stor viden inden for humanismens område, hvorimod meget få humanister forstår noget naturvidenskab.

  • 0
  • 0

at man bruge ham til extremt hurtigt at vurdere om en person der udtaler sig om videnskab er værd at lytte til.

Enhver der siger "jeg tror vi står foran et paradigmeskifte" beviser i én og samme sætning, at vedkommende ikke har fattet en brik af hvad det er, Kuhn forklarede - og at deres indgang til videnskabelige metoder (ikke kun naturvidenskabelige) er mildt sagt "shaky".

  • 0
  • 0

Jeg har i mange år slået til lyd for, at læsning af naturvidenskabernes historie burde have samme position i vort nuværende samfund som "klassisk dannelse" havde i de foregående århundreder.
Både naturvidenskabsuddannede og samfundsvidenskabsuddannede mangler oftest den forståelsesmæssige dybde og de muligheder for perspektivering, som videnskabernes historie kan bibringe.

Når den videnskabelige disciplin som OPFATTES som erkendelsesmæssig spydspids, som nyder størst bevågenhed, og får de største bevillinger (Kvantemekanikken) kun kan fremtrylle resultater gennem statistisk bearbejdning af enorme datamængder, og samtidig accepterer at dens udøvere slynger om sig med sort energi, sort stof, parallelle universer og lignende, er det ikke så underligt, at de meget svagere funderede samfundsvidenskaber tager dette til indtægt for at der er frit slag hvad videnskabelighed angår!

  • 0
  • 0

Der synes at herske en stor uligevægt her, idet mange teknikere/naturvidenskabelige har stor viden inden for humanismens område, hvorimod meget få humanister forstår noget naturvidenskab.

Enig, hvis du definerer humanister som alle der ikke har teknisk/naturvidenskabelig baggrund. Resultatet heraf ses tit i hverdagen hvor kortsigtede besparelser og hurtige profitter har forrang overfor fornuft og langsigtede omkostninger.

Årsagen er at vi alle er nødt til at forholde os til humanisme på et eller andet niveau, f.eks. at vi har omgang med andre mennesker, at vi skal kunne overskue vores indtægter og udgifter, at kunne planlægge sociale arrangementer såsom jul, fødselsdage etc., Man behøver derimod ikke at have synderligt kendskab til naturvidenskab, f.eks. kan man tænde og slukke for lyset uden at vide hvordan man får elektricitet, man kan vaske sit tøj uden at skulle kende til enzymer, elmotorer, vandforsyning osv., det eneste man skal vide er at ting falder ned, at man skal have luft til at trække vejret og mad til at spise, resten kan man købe sig fra hvis man har penge, hvilket gør penge til den basale nødvendighed.

  • 0
  • 0

Som Robin meget rigtigt påpeger er Kuhns gedigne forståelsesstruktur en videnskabssociologisk teori. Da Sociologien, i følge sociologerne selv, mere er en kunstform end en videnskab, placerer det Kuhns teori på gyngende videnskabelig grund.

“Sociologerne” i bestemt flertal mener absolut ikke noget sådant!

Det tætteste du kan komme på en mere eller mindre generel holdning som har en snert af dette er “den sociologiske fantasi”, som på baggrund af erfaring og det heteronome teoriudbud som står til rådighed for samfundsvidenskaben kan lede en videre på et felt, hvor der ikke er en åbenlys teoretisk forklaring på det fænomen man observerer. Men det er så absolut ikke noget der kan foretages som en “perspektivering” ovenpå en afsluttet teori-hypotese-test omgang, men kan kun være forløberen til den. Og på den måde er den ikke meget anderledes end Fermi på tennisbanen eller Mendelejev fridagsspekulation, omend objektet er forskelligt.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten