close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
gts-bloggen bloghoved blog

Erhvervspartnerskabet er startskuddet til styrket digitalisering

Der er et markant skel mellem de digitalt avancerede virksomheder, og de virksomheder, der slet ikke er kommet i gang. De sidste udgør hele 36 pct. af virksomhederne. Det viser en analyse, vi gennemførte i efteråret 2016.

Analysen viser også, at mange virksomheder fejler et eller flere steder på vejen fra den gode idé til implementeringen af et nyt digitalt produkt eller en ny automatiseret produktion. Det skyldes, at udnyttelsen af digitale teknologier er forbundet med en høj grad af kompleksitet. Tager man teknologiske og markedsmæssige fejl under ét, er fejlraten i dag på mellem 60-80 pct.

En anden udfordring er, at der allerede i dag er mangel på digitale kompetencer i produktionsvirksomhederne. 44 pct. af de danske fremstillingsvirksomheder har ingen ansatte med IT-baggrund, og 20 pct. har ingen ansatte med ingeniør-eller teknisk uddannelse. Det er et kæmpe problem, da adgang til disse kompetencer er afgørende for, at virksomhederne med succes kan udnytte nye digitale teknologier.

En tredje vigtig pointe fra analysen er, at virksomheder generelt set får brug for samarbejdspartnere i fremtiden, fordi kompleksiteten i nye digitale teknologier er så omfattende, at virksomhederne ikke kan have alle de nødvendige kompetencer i egen organisation.

Læs hele analysen her.

Brug for nye initiativer

Der er derfor brug for gode initiativer, der kan understøtte, at langt flere virksomheder kommer i gang med digitalisering og avanceret produktion. Det er derfor utrolig positivt, at ”Erhvervspartnerskab for avanceret produktion” er sat i gang af Erhvervs- og Vækstministeriet. Det er en satsning, som vi ser som et startskud til en endnu større indsats.

“Erhvervspartnerskabet for Avanceret produktion” har til formål at fremme en teknologisk og digital omstilling i de små- og mellemstore produktionsvirksomheder. For GTS-institutterne er det helt oplagt at være en del af denne indsats. Vi har i forvejen et tæt samarbejde med dansk erhvervsliv, og med udgangspunkt i vores omfattende teknologiske infrastruktur og faglige kompetencer er vi klar til at bidrage til virksomhedernes digitale omstilling.

Det gælder om at komme i gang hurtigst muligt

Er din virksomhed endnu ikke er en del af digitaliseringsbølgen, måske fordi det virker alt for uoverskueligt at komme i gang, vil jeg opfordre dig til at undersøge mulighederne for at få hjælp igennem ”Erhvervspartnerskab for avanceret produktion”. Du kan læse mere om mulighederne her. Men skynd dig – sidste frist for at være med i næste ansøgningsrunde er d. 24. april.

En anden mulighed for at få hjælp til at komme i gang er de danske innovationsagenter, som GTS-institutterne står bag. Innovationsagenterne tilbyder virksomheder et tjek af innovationspotentialet og giver gode råd om, hvordan virksomheder kan realisere deres potentiale. Læs mere om innovationsagenterne her.

Denne artikel er en del af Ingeniørens Automationskampagne. Læs mere her
Ragnar Heldt Nielsen
er direktør i GTS-foreningen, der er en paraplyorganisation for Danmarks GTS-institutter. Han er uddannet cand.scient.pol fra Københavns Universitet og blogger om digitalisering, innovation og vidensamarbejde.