Er Lomborg-filosofien på vej ud af dansk energipolitik?

Et af de mest interessante elementer i det danske udspil til en europæisk energistrategi er, at der foreslås bindende målsætninger for anvendelsen af vedvarende energi for for energispareindsatsen. Energiforbruget i Europa skal reduceres med 1,15 pct. årligt, og 15 pct. af energiforbruget i EU skal dækkes af VE fra 2015.

Bag denne udmelding gemmer sig lidt af en revolution. De europæiske politikere har nemlig i lang tid haft en udstrakt berøringsangst over for bindende målsætninger på energiområdet, og det har været en af årsagerne til, at EU-kommissionen indtil nu har haft mere end vanskeligt ved at komme igennem med effektive virkemidler. Derfor er det befriende, at de danske politikere har spillet konkret ud, og at de har modet til at påtage og vedkende sig det politiske ansvar for energisektorens udvikling uden at gemme sig bag et dogme om, at markedet af sig selv er i stand til at finde de langsigtede og holdbare løsninger.

Skal markedet bestemme?

Tidligere har regeringen nemlig undgået at komme med kvantitative målsætninger på energiområdet. Tankegangen har været, at "markedet" må vise i praksis, hvor meget vedvarende energi og hvor mange energibesparelser, der er plads til i det samlede energisystem. Politikerne rolle er i en sådan tankegang primært fokuseret på at sikre at markederne for energi kan fungere effektivt, så vil markedet af sig selv finde den optimale fordeling.

eller økonomerne?

En mere avanceret udgave af denne tankegang er de "cost-benefit" analyser, som har været hovedhjørnestenen i Bjørn Lomborgs arbejde ud fra Copenhagen Consensus 2004 - konferencen. Tankegang er her, at markedet ikke af sig selv er i stand til at afspejle alle fordele og ulemper for samfundet af en bestemt indsats. Men omvendt er det muligt for økonomerne at prissætte og beregne disse fordele og ulemper, og ydermere er det muligt at sammenligne og prioritere mellem en indsats på vidt forskelllige områder ved hjælp af disse beregninger.

eller politikerne?

Et tredje tankesæt er den såkaldte "cost-effectiveness" metode. Tankegangen er her, at Verden er så kompleks, at det ikke er muligt at kvantificere og sammenveje alle fordele og ulemper ved en indsats. Derfor er der brug for en politisk vurdering og stillingtagen, som også omfatter kvalitative vurderinger og politiske prioteringer, som ikke lader sig kvantificere. På baggrund af en sådan vurdering opstilles så konkrete mål for et område eller en indsats. Derefter kan (og bør) man så søge at opnå disse mål på den mest omkostningseffektive måde.

Markedet som middel for politiske mål

Det er denne sidste tankegang, der ligger bag de bindende mål for energispareindsatsen og udviklingen af vedvarende energi. Målene skal lægges fast og aftales inden for EU, og derefter skal det være op til de enkelte medlemslande at beslutte konkret, hvordan de vil opnå disse målsætninger. Det betyder ikke, at "markedet" har mistet sin betydning. Markedsmekanismerne har blot skiftet rolle fra at være målet i sig selv til at være et effektivt virkemiddel til at opnå de politiske fastsatte mål. Derfor indeholder det danske indspil til EU også et forslag om at udvikle markeder for energisparebeviser og VE-beviser, som på den ene side forudsætter forpligtende mål for fremme af VE og energieffektivisering og på den anden side udnytter markedet evne til at skabe omkostningseffektive løsninger.

Så hurra for de danske politikere og deres indspil til EU. Nu venter vi så spændt på regeringens udspil til en dansk energistrategi - for nu må den da snart komme Eksternt billede (Og god tur til Bjørn Lomborg, når han i denne uge er i New York for at afholde sin næste konference om cost-benefit prioriteringer).

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten