Er det værd at blive i forskning?

Et problem med en "reel" forskerkarriere er IMHO, at forskningsdelen mere eller mindre stopper efter postdoc stadiet.

I industrien vil man have resultater - og man må oftest ikke publicere det interessante.

Ansættelse på et universitet er mere eller mindre garanti for, at man kommer til at bruge resten af sin ungdom på at retfærdiggøre egen ansættelse og skrabe midler sammen til sig selv og sin afdeling.

I min tid på DTU fik jeg efter 5 års ansættelse rådet: "løb medens du kan" - og det råd fulgte jeg så, og har aldrig set mig tilbage.

Jeg vil ikke lyde negativ: En ideel karriere som forsker på et universitet må være noget at det mest meningsfulde man kan bruge sit liv på - realiteterne er bare ufatteligt langt fra idealet (I hvert tilfælde her i lille Danmark)

det er som nævnt indledningsvis interessant og udfordrende at være med til at præge fremtidens teknologier. Ligeledes er der stor selvstændighed og frihed til planlægning af egen tid forbundet med arbejde i forskning, hvilket passer godt til mit temperament.

Dette er der da i stor grad også i den private industri. Præge fremtiden teknologier næsten umulig at undgå, og I de job jeg har haft som udviklingsingeniør, har der ikke været noget, som har blandet sig i, hvordan jeg arbejder eller bruger min tid, hvis bare mit arbejde er færdig til lovet tid. Dette er næppe ret meget anderledes end i forskningsverdenen.

Forsker og ingeniør er noget man enten er eller osse ikke og dem, der spørger, er med stor regelmæssighed ikke. Et par år ekstra på en højskole gør hverken fra eller til.

Har du overvejet at tage nogle andre "briller" på og så søge arbejde efter hvad du har talent for og lyst til at lave?

At blive post.doc/forsker på et universitet ender hurtigt i pengesøgninger og kvantitative mål om antal artikler du kan sætte dit navn på. Privatansat kommer hurtigt til at handle om profit. Ender du derimod et sted hvor du er dygtig til det du laver behøves du sjældent bekymre dig om disse detaljer.

Man kan vende det om og sige, at har du ikke en PhD, får du ikke senere ansættelse på DTU, ejheller som professor. Sådan er det nutildags, med så mange PhD'er. Forvent heller ikke at det er almindeligt, at blive på DTU i et udstrakt forløb, og ende som professor. Så bevarer du dit faglige niveau, er det muligt at komme tilbage til DTU senere i livet. Noget af det vigtigste en PhD studerende lærer er at indsamle information fra artikler på højt plan. Helt rutinemæssigt, om ikke andet i fritiden.

Læs Eske Willerslevs nye bog. Den er på Saxo som e-bog.

Hej,

Jeg er nok tilbøjelige til at give Abildgaard ret -- hvis du har trangen til at spørge er det nok ikke den vej du skal - du vil nok finde at prisen er for høj til at retfærdiggøre målet.

Der er næppe erhverv der er mere globalt end en forsknings karriere indenfor de tekniske og naturvidenskabelige områder. Du har selv været på EPFL og set hvor internationalt det er -- ansættelser tager intet hensyn til nationalitet og langt hovedparten af nyansatte professorer har 10+ års erfaring fra forskellige dele af verden - typisk USA.

For at tilfredsstille de krav skal du være indstillet på 5-10 års flytten rundt i verden uden hensyn til venner, kærester, behov for lange ferier etc -- og uden et fast job. Det kræver at du virkelig vil det - og det er der mange der vil, så konkurrencen er hård- dvs selv efter alt den tid er intet sikkert.

Det der trækker er naturligvis slutstillingen - som, på trods af nedskæringer etc, stadig er helt unik og med en frihed der er svær at finde i noget andet erhverv. Men er du indstillet på at sætte dit liv på stop i 5-10 år for måske at ende hvor du planlagde ?

Held og lykke med beslutningen -- en beslutning som er noget en-vejs -- du kan tage nogle år som postdoc og holde døren åben men det værdsættes normalt ikke af industrien. Vælger du industrien først så bliver det meget hurtigt meget vanskeligt at vende tilbage til universitetet - kompetencerne du har brug for er simplethen for forskellige.