forskningsingeniøren bloghoved

Er det værd at blive i forskning?

Forskning er interessant og udfordrende at være en del af, og jeg anbefaler varmt alle kandidater - i hvert fald inden for fysik og lignende videnskabstunge fag - at overveje at tage en ph.d. - som i bund og grund er en forskeruddannelse.

Samtidig bliver der dog uddannet stadig flere ph.d.'er, og det er derfor helt naturligt, at ikke alle - ja, nok i virkeligheden et fåtal - af uddannede ph.d.'er skal blive i den akademiske forskning.

Siden den 1. april har jeg været i gang med de sidste seks måneder af mit ph.d.-projekt, og jeg er derfor for længst gået i tænkeboks over, hvad jeg skal og vil efter min ph.d.

Jeg har for længe siden oprettet en "AfterPhD"-notesbog i min digitale elefanthukommelse, hvor jeg gemmer links, artikler, noter og lignende til inspiration til min post-ph.d.-karriere. Jeg holder løbende øje med jobopslag fra virksomheder og organisationer, som interesserer mig, og jeg benyttede også mit ophold i Schweiz til at besøge én af disse.

At blive i forskning er en mulighed, jeg meget seriøst overvejer; det er som nævnt indledningsvis interessant og udfordrende at være med til at præge fremtidens teknologier. Ligeledes er der stor selvstændighed og frihed til planlægning af egen tid forbundet med arbejde i forskning, hvilket passer godt til mit temperament.

Bliver man i forskning efter sin ph.d., fortsætter man typisk med en postdoc, og det kunne for mit vedkommende være interessant at lave en sådan i f.eks. 1-2 år på et universitet eller en forskningsinstitution uden for Danmark.

Men postdoc-sporet er ikke nødvendigvis specielt attraktivt at begive sig ud på: Man skal typisk søge sin egen løn i form af forskningslegater eller -midler i et ukendt antal år, og udsigterne til fastansættelse er uklare, hvis man leverer fremragende forskning og publicerer alle de rigtige steder, og umulige, hvis man leverer mindre end fremragende forskning.

Lytter man på vandrørene i forskningen, er der endda tegn på, at det vil blive mere udbredt at skulle søge sin egen løn løbende, også for lektorer og professorer. Dvs. måske er fastansættelser helt på vej til at forsvinde inden for forskning.

Fra min chef har jeg flere gange fået det råd kun at begive mig videre imod en forskerkarriere, hvis jeg virkelig brænder for det og synes, at det er sjovt. Jeg synes, at det er udfordrende, udviklende og sjovt at arbejde i forskning, men med et perspektiv om måske aldrig - og i hvert fald tidligst om "mange år" - at blive fastansat, spørger jeg mig selv:

Er det værd at blive i forskning?

Jakob Rosenkrantz de Lasson er civilingeniør og ph.d. i nanofotonik fra DTU. Jakob bloggede fra 2012-2022 om forskning, fotonik og rumteknologi.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Et problem med en "reel" forskerkarriere er IMHO, at forskningsdelen mere eller mindre stopper efter postdoc stadiet.

I industrien vil man have resultater - og man må oftest ikke publicere det interessante.

Ansættelse på et universitet er mere eller mindre garanti for, at man kommer til at bruge resten af sin ungdom på at retfærdiggøre egen ansættelse og skrabe midler sammen til sig selv og sin afdeling.

I min tid på DTU fik jeg efter 5 års ansættelse rådet: "løb medens du kan" - og det råd fulgte jeg så, og har aldrig set mig tilbage.

Jeg vil ikke lyde negativ: En ideel karriere som forsker på et universitet må være noget at det mest meningsfulde man kan bruge sit liv på - realiteterne er bare ufatteligt langt fra idealet (I hvert tilfælde her i lille Danmark)

  • 4
  • 0

det er som nævnt indledningsvis interessant og udfordrende at være med til at præge fremtidens teknologier. Ligeledes er der stor selvstændighed og frihed til planlægning af egen tid forbundet med arbejde i forskning, hvilket passer godt til mit temperament.

Dette er der da i stor grad også i den private industri. Præge fremtiden teknologier næsten umulig at undgå, og I de job jeg har haft som udviklingsingeniør, har der ikke været noget, som har blandet sig i, hvordan jeg arbejder eller bruger min tid, hvis bare mit arbejde er færdig til lovet tid. Dette er næppe ret meget anderledes end i forskningsverdenen.

  • 0
  • 0

Dette er der da i stor grad også i den private industri. Præge fremtiden teknologier næsten umulig at undgå, og I de job jeg har haft som udviklingsingeniør, har der ikke været noget, som har blandet sig i, hvordan jeg arbejder eller bruger min tid, hvis bare mit arbejde er færdig til lovet tid. Dette er næppe ret meget anderledes end i forskningsverdenen.

Det har du givetvis ret i, om end jeg ikke selv har arbejdet i den private industri (endnu).

Omvendt hører man ofte, at forskere i højere grad end ansatte i virksomheder arbejder på egen hånd - som de "ensomme ulve". Dermed ikke sagt, at man ikke kan arbejde på egen hånd, med disponering af egen tid, i en virksomhed - men er man ikke i højere grad i en virksomhed en del af et team, der sammen arbejder imod et fælles mål, og hvor der er større afhængighed i teamet?

Forskere har, når de får fingrene i de eftertragtede forskningsmidler, en stor grad af selvbestemmelse og frihed til at disponere tid og penge i en årrække. Dette kan man sikkert ditto have i en virksomhed, men jeg forestiller mig dog, at der ofte er tale om et forholdsvis specifikt fokus imod udvikling af virksomhedens produkter og services.

  • 1
  • 0

Forsker og ingeniør er noget man enten er eller osse ikke og dem, der spørger, er med stor regelmæssighed ikke. Et par år ekstra på en højskole gør hverken fra eller til.

  • 1
  • 4

Har du overvejet at tage nogle andre "briller" på og så søge arbejde efter hvad du har talent for og lyst til at lave?

At blive post.doc/forsker på et universitet ender hurtigt i pengesøgninger og kvantitative mål om antal artikler du kan sætte dit navn på. Privatansat kommer hurtigt til at handle om profit. Ender du derimod et sted hvor du er dygtig til det du laver behøves du sjældent bekymre dig om disse detaljer.

  • 1
  • 0

Man kan vende det om og sige, at har du ikke en PhD, får du ikke senere ansættelse på DTU, ejheller som professor. Sådan er det nutildags, med så mange PhD'er. Forvent heller ikke at det er almindeligt, at blive på DTU i et udstrakt forløb, og ende som professor. Så bevarer du dit faglige niveau, er det muligt at komme tilbage til DTU senere i livet. Noget af det vigtigste en PhD studerende lærer er at indsamle information fra artikler på højt plan. Helt rutinemæssigt, om ikke andet i fritiden.

Læs Eske Willerslevs nye bog. Den er på Saxo som e-bog.

  • 1
  • 0

Har du overvejet at tage nogle andre "briller" på og så søge arbejde efter hvad du har talent for og lyst til at lave?

...Jeg kunne sådan set ikke drømme om at gøre andet:-)

Først og fremmest vælger jeg ud fra, hvad jeg har lyst til - med input fra hvad jeg mener at have talent for. Dernæst prøver jeg dog også at tænke en smule taktisk - hvor vil jeg gerne være henne om 5 år? Om 10 år? Og hvordan er udsigterne for ansættelser disse steder? Dette giver en samlet vægtning, hvor de første elementer altså vejer tungest, men hvor perspektiverne (f.eks. konkret som beskrevet i dette blogindlæg mht. ansættelse i forskning) på længere sigt også har en vis vægt.

  • 2
  • 0

Hej,

Jeg er nok tilbøjelige til at give Abildgaard ret -- hvis du har trangen til at spørge er det nok ikke den vej du skal - du vil nok finde at prisen er for høj til at retfærdiggøre målet.

Der er næppe erhverv der er mere globalt end en forsknings karriere indenfor de tekniske og naturvidenskabelige områder. Du har selv været på EPFL og set hvor internationalt det er -- ansættelser tager intet hensyn til nationalitet og langt hovedparten af nyansatte professorer har 10+ års erfaring fra forskellige dele af verden - typisk USA.

For at tilfredsstille de krav skal du være indstillet på 5-10 års flytten rundt i verden uden hensyn til venner, kærester, behov for lange ferier etc -- og uden et fast job. Det kræver at du virkelig vil det - og det er der mange der vil, så konkurrencen er hård- dvs selv efter alt den tid er intet sikkert.

Det der trækker er naturligvis slutstillingen - som, på trods af nedskæringer etc, stadig er helt unik og med en frihed der er svær at finde i noget andet erhverv. Men er du indstillet på at sætte dit liv på stop i 5-10 år for måske at ende hvor du planlagde ?

Held og lykke med beslutningen -- en beslutning som er noget en-vejs -- du kan tage nogle år som postdoc og holde døren åben men det værdsættes normalt ikke af industrien. Vælger du industrien først så bliver det meget hurtigt meget vanskeligt at vende tilbage til universitetet - kompetencerne du har brug for er simplethen for forskellige.

  • 2
  • 0

Hej,

Jeg er nok tilbøjelige til at give Abildgaard ret -- hvis du har trangen til at spørge er det nok ikke den vej du skal - du vil nok finde at prisen er for høj til at retfærdiggøre målet.

Der er næppe erhverv der er mere globalt end en forsknings karriere indenfor de tekniske og naturvidenskabelige områder. Du har selv været på EPFL og set hvor internationalt det er -- ansættelser tager intet hensyn til nationalitet og langt hovedparten af nyansatte professorer har 10+ års erfaring fra forskellige dele af verden - typisk USA.

For at tilfredsstille de krav skal du være indstillet på 5-10 års flytten rundt i verden uden hensyn til venner, kærester, behov for lange ferier etc -- og uden et fast job. Det kræver at du virkelig vil det - og det er der mange der vil, så konkurrencen er hård- dvs selv efter alt den tid er intet sikkert.

Det der trækker er naturligvis slutstillingen - som, på trods af nedskæringer etc, stadig er helt unik og med en frihed der er svær at finde i noget andet erhverv. Men er du indstillet på at sætte dit liv på stop i 5-10 år for måske at ende hvor du planlagde ?

Held og lykke med beslutningen -- en beslutning som er noget en-vejs -- du kan tage nogle år som postdoc og holde døren åben men det værdsættes normalt ikke af industrien. Vælger du industrien først så bliver det meget hurtigt meget vanskeligt at vende tilbage til universitetet - kompetencerne du har brug for er simplethen for forskellige.

Hej Jan,

Tak for dit indspark, som indeholder mange brugbare overvejelser.

Hvad er dit syn på, at det forholder sig, som du beskriver - altså at man som udgangspunkt skal være klar til (minimum...) 5-10 år med korte ansættelser, flytten rundt og generel usikkerhed om, hvor det leder hen? Er denne konkurrence befordrende for at drive forskningen fremad, eller bliver det for fragmenteret og leder til "incremental research", hvor man primært jager de lavthængende frugter, som man med sikkerhed kan plukke inden for tidsrammen af en kort ansættelse?

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten